Du er min arv er en uafrystelig bog om ophav og en datters kærlighed til sin far.
Hvornår stopper en krig? I romanen Du er min arv undersøger den dansk-chilenske forfatter Sidsel Ana Welden Gajardo, hvordan traumer lever videre på tværs af generationer – og hvordan det er at vokse op som datter af en far, der er torturoffer og politisk flygtning.
En ung kvinde bevæger sig rundt i sin afdøde fars lejlighed. Hun spiser af de rådnende ferskner i frugtskålen, lægger sig i sofaen, indånder cigaretrøgen, der stadig hænger i luften, og forsøger at genkalde sig minder fra sin barndom. Faren er politisk flygtning fra Chile, og vi følger hans ungdom som politisk aktiv under Pinochets militærdiktatur i 1970’erne. For datteren ved, at han er mere, end hvad der står skrevet i hans journaler.
Du er min arv er et sørgeskrift og en datters kærlige portræt af sin far og af en kultur, der blev taget fra hende. En roman om at grave efter minder, en skildring af fællesskaber i sorgen og et forsøg på at fortælle sin families og et lands historie på ny.
hjerteskærende omg. hun er så omhyggelig og skriver med så meget følelse at jeg synes at føle de præcis samme ting som hende, på trods af at min far stadig er i live. virkelig smuk, sørgelig og fyldt med omhu>•< wow
Jeg fik denne bog anbefalet af en ven, og wow hvor var den bare smuk og rørende skrevet. Vi følger en ung kvindes tab af sin far. Hun beskriver disse helt sanselige minder, der fylder hendes krop, og de håbløse erkendelser af, hvordan han i virkeligheden faldt fra hinanden mange år forinden da. Samtidig dykker hun ned i hans fortid som politisk flygtning i Chile, og hvordan det har formet hans ungdom, livsvalg og familie; senere også hans forældreskab og alderdom. Helt klart en af de bedste bøger, jeg har læst i år!
Havde foretrukket en lidt mere “show it dont tell it”-fortællestil. Gajardo fortæller med så meget følelse, intensitet og budskab. Har utroligt smukke momenter, fx “jacandstræernes lilla blade. De har altid været en vejviser for dig. Bladene ligger og lokker som faldne stykker af silke, men de fører ikke længere hjem. Volden er lilla i dine tanker, volden er bjergsiderne i dine tanker.” Beskrivelsen af hendes fars død er hjerteskærende.
En utrolig smuk og rørende bog, der håndterer sorg og arvet sorg - hvordan forældres kampe bliver til børnenes fortællinger, som de skal lære at håndtere og forstå. Jeg græd en lille tåre på lokaltoget efter at have læst de sidste sider.
meget smuk, kunne bedst lide delen når hun er i sin fars gamle lejlighed. den havde nogle af de stærkeste enkeltstående linjer jeg har bidt mærke i, i lang tid
En rå tekst. Superskarpe vinkler på arv og historie… både den personlige og den nationale.
Det er kammerspil med en far (død), hans traume (Chile), en datter (arving)… men også en historisk roman om Pinochet, lejre og om den kamp om erindring som stadig er igang.
Den sidste del forstår jeg ikke helt. Der kommer en pathos ind, som jeg troede var udtømt med Sting og They Dance Alone…
Teksten gennemskæres af satellitfotos der dokumenterer Pinochets lejre i ørkenen. Det er en pløk i bjerget, som på en måde svarer på datterens råb til faderen om at hans kamp og offer ikke findes.