What do you think?
Rate this book
Letný dom, neskôr
Zbierka poviedok Letný dom, neskôr, vyšla prvý raz v Nemecku v roku 1998. Silné, melancholické a hutné poviedky so svojským humorom odvtedy sformovali viaceré generácie a dnes ich kritici a čitatelia zaraďujú medzi kultovú klasiku.
Aj 25 rokov od svojho prvého vydania je toto nadčasové dielo stále aktuálne – autorkin stručný štýl je rozpoznateľný a návykový, rovnako ako originálna, magická a podmanivá atmosféra či nezabudnuteľné ikonické postavy.
Aj 25 rokov od svojho prvého vydania je toto nadčasové dielo stále aktuálne – autorkin stručný štýl je rozpoznateľný a návykový, rovnako ako originálna, magická a podmanivá atmosféra či nezabudnuteľné ikonické postavy.
200 pages, Hardcover
First published January 1, 1998
137 people are currently reading
1981 people want to read
About the author
Judith Hermann
27 books294 followersJudith Hermann is a German author.
She holds a Masters degree in German and Philosophy and attended the Berliner Journalistenschule, a highly selective professional academy for journalists. During this training she did an internship with the German language newspaper Aufbau in New York.
She holds a Masters degree in German and Philosophy and attended the Berliner Journalistenschule, a highly selective professional academy for journalists. During this training she did an internship with the German language newspaper Aufbau in New York.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 244 reviews
October 30, 2020
Die ersten drei Kurzgeschichten gefielen mir eigentlich ganz gut, aber dann wurde es so ein Einheitsbrei. Vermutlich auch ein Fehler von mir, sie alle am Stück zu lesen. Schreiben kann Judith Hermann, gar keine Frage. Wieso dann nur 2 Sterne? Weil es sich so unreif und prätentiös anfühlt, in etwa so wie sich ein sehr junger Mensch die "zynischen, abgestumpften Erwachsenen vorstellt". Alle Charaktere in allen Geschichten sind die ganze Zeit emotional tot und machen sich selbst unglücklich, aber sind auch nicht in der Lage das irgendwie zu reflektieren oder irgendwas zu ändern. Das war mir ein bisschen zu gewollt literarisch. Die Beziehungen sind immer grässlich und an der Grenzen zum Missbrauch, aber es tut einem auch niemand leid, weil alle wollen das so. Weil Liebe und Verbindung sind halt uncool und doof und so.
Die russische Urgroßmutter aus der ersten Geschichte war mit Abstand der spannendste Charakter und von ihrem Schlag hätte ich gerne noch viel mehr Geschichten gehabt und weniger von vom Leben gelangweilten Berlinern, die nichts mit sich und anderen anfangen können.
Die russische Urgroßmutter aus der ersten Geschichte war mit Abstand der spannendste Charakter und von ihrem Schlag hätte ich gerne noch viel mehr Geschichten gehabt und weniger von vom Leben gelangweilten Berlinern, die nichts mit sich und anderen anfangen können.
August 22, 2023
beklentim büyükmüş. bu sosyal medya gazına geldiğimde hep kızıyorum kendime açıkçası :) ama sonuçta metis’in en sevdiğim öykü kitaplarını bastığı bir dönem yayımlanmıştı. böyle de bir referansı vardı benim için.
beklediğimi bulamadım. anlatılan durumlar, o kendini kaybetmişlik hali, bohem hayatlar ve ne olduğunu tam anlamadığım sonlar beni içine alamadı. kötü bir kitap değil kesinlikle ama sorun sanırım benim daha büyük bir şey beklemem. avrupa öykülerini, uzun süreçleri, uzun süreleri, uzun uzun anlatmalarını seviyorum aslında ama aynı dönem yayımlanan constantine olsun, rothmann olsun çok daha iyi.
sevdiğim öykülerden bahsetmem gerekirse kitabın ilk öyküsü “kırmızı mercanlar” sonu hariç çok güzel bir hikaye aktarıyordu. sonda o bilinmezliğe ne gerek vardı hiç anlamadım açıkçası. hikaye yeterince güçlüydü.
“bir şeyin sonu” hem anlatım tekniği hem anlattığının vuruculuğu sebebiyle çok iyiydi. hatta kısa tutulmasıyla da bence kitabın en iyi öyküsü.
“hunter-tompson müziği” yalnızlığı ve yaşlılığı hem şiirsel, hem çok hakiki anlattığı için benim kitapta en empati kurabildiğim öykü oldu. gençliğin uçuculuğuyla ihtiyarlığın ciddiliği küçücük bit randevu detayıyla çok güzel karşılaştırılmış.
onun dışında açıkçası partiler, sarhoşluklar, ot ve kokain kafasıyla anlamsız muhabbetlerin döndüğü arkadaş ortamları, kendini acındıracak pozisyona düşen kadınların olduğu öykülerde ne içerik ne teknik olarak öyle beğendiğim olmadı.
okuyanlar “yuva” romanının daha iyi olduğunu söylüyor. şans veririm elbette. ilknur özdemir’in çevirisi temiz ve duru, yazarın dilini ustalıkla yansıtmış.
beklediğimi bulamadım. anlatılan durumlar, o kendini kaybetmişlik hali, bohem hayatlar ve ne olduğunu tam anlamadığım sonlar beni içine alamadı. kötü bir kitap değil kesinlikle ama sorun sanırım benim daha büyük bir şey beklemem. avrupa öykülerini, uzun süreçleri, uzun süreleri, uzun uzun anlatmalarını seviyorum aslında ama aynı dönem yayımlanan constantine olsun, rothmann olsun çok daha iyi.
sevdiğim öykülerden bahsetmem gerekirse kitabın ilk öyküsü “kırmızı mercanlar” sonu hariç çok güzel bir hikaye aktarıyordu. sonda o bilinmezliğe ne gerek vardı hiç anlamadım açıkçası. hikaye yeterince güçlüydü.
“bir şeyin sonu” hem anlatım tekniği hem anlattığının vuruculuğu sebebiyle çok iyiydi. hatta kısa tutulmasıyla da bence kitabın en iyi öyküsü.
“hunter-tompson müziği” yalnızlığı ve yaşlılığı hem şiirsel, hem çok hakiki anlattığı için benim kitapta en empati kurabildiğim öykü oldu. gençliğin uçuculuğuyla ihtiyarlığın ciddiliği küçücük bit randevu detayıyla çok güzel karşılaştırılmış.
onun dışında açıkçası partiler, sarhoşluklar, ot ve kokain kafasıyla anlamsız muhabbetlerin döndüğü arkadaş ortamları, kendini acındıracak pozisyona düşen kadınların olduğu öykülerde ne içerik ne teknik olarak öyle beğendiğim olmadı.
okuyanlar “yuva” romanının daha iyi olduğunu söylüyor. şans veririm elbette. ilknur özdemir’in çevirisi temiz ve duru, yazarın dilini ustalıkla yansıtmış.
March 29, 2023
'sonja' ve 'hunter thompson müziği' şahane öykülerdi. diğerlerinin duygusu bana geçmedi. yuva'yı da edinmiştim, romanını da okuduktan sonra hermann ile ilgili fikrim netleşecek diye düşünüyorum.
October 30, 2015
Judith Hermann's debut collection of short stories. It has nine stories, most of them set in contemporary Germany (one of them is set in New York and it has American characters). I liked most of the stories. My most favourite story was 'Sonja' which was about a man who has a relationship with two women - one is clearly a romantic relationship with his girlfriend while another is with a mysterious woman and it is not really romantic, but fascinating and difficult to describe. The story sounded suspiciously similar to Peter Stamm's 'Seven Years' and so I went and checked their publication dates. Hermann's book came out in 1998, while Stamm's book came out in 2011. I found myself yelling - "Peter Stamm, please, please, please, don't do this! Please write your own stories!!" Judith Hermann gets an extra dose of affection for writing an original story and Peter Stamm - well, if he does this again, he will be moving into the blacklist. My second most favourite story was 'Hunter Johnson music' which is about a brief friendship between a middle-aged man who lives in a hotel in New York and a young woman who stays there for a brief while and how both of them briefly bond over classical music. I also liked the title story and another called 'The Red Coral Bracelet'.
If you like contemporary German literature, especially short stories, this book is for you.
Many of the reviews said that the book is about the post-Berlin-wall generation. For example - "Nine glimpses of post-wall Berlin that shimmer with dark wit and intelligence" and "Focuses on the breakout generation of Berliners...who grew up after the Wall came down." Well, for starters, not all the stories are set in Berlin. One of the stories is set in New York and has only American characters. In one of the stories, the characters mostly spend their time in the countryside driving around in cars. One of the stories is set in a tropical island in the Caribbean. Another has a character from Bali. One of them is about the Russian adventure that one of the characters has. The point is that this book is not about post-Berlin-Wall Berliners. It is a contemporary work of German literature and is a short story collection. I hate descriptions which equate all German literature into categories like post-Berlin-Wall, Cold War Era, Holocaust, Weimar era etc. There are German books which are not political - there are love stories, crime novels, literary fiction, philosophical novels and every other kind in between. German literature is rich and defies all attempts to put it into a small box. So reviewers, please don't pigeonhole German literature!
If you like contemporary German literature, especially short stories, this book is for you.
Many of the reviews said that the book is about the post-Berlin-wall generation. For example - "Nine glimpses of post-wall Berlin that shimmer with dark wit and intelligence" and "Focuses on the breakout generation of Berliners...who grew up after the Wall came down." Well, for starters, not all the stories are set in Berlin. One of the stories is set in New York and has only American characters. In one of the stories, the characters mostly spend their time in the countryside driving around in cars. One of the stories is set in a tropical island in the Caribbean. Another has a character from Bali. One of them is about the Russian adventure that one of the characters has. The point is that this book is not about post-Berlin-Wall Berliners. It is a contemporary work of German literature and is a short story collection. I hate descriptions which equate all German literature into categories like post-Berlin-Wall, Cold War Era, Holocaust, Weimar era etc. There are German books which are not political - there are love stories, crime novels, literary fiction, philosophical novels and every other kind in between. German literature is rich and defies all attempts to put it into a small box. So reviewers, please don't pigeonhole German literature!
April 6, 2023
Šie stāsti patiešām atgādināja Antonioni filmas "Nakts" varoņus, kas klīst pa savu dzīvi, kaut ko piedzīvo, kaut ko izbauda, kaut ko mēģina saprast, bet lielākoties pat neiespringst neko saprast... Un visa pamatā ir uzburtā atmosfēra - džeziska, dūmakaina, izpludināta ar ūdenskrāsām. Tevi kā lasītāju iepludina tur iekšā, un tev nav ne mazāko iebildumu.
March 26, 2015
Schwiemelig. Absichtlich undeutlich. Scheinpoesie.
May 21, 2012
A nameless young woman recalls her great-grandmother in Russia, reminded of her by the treasured possession, an antique red coral bracelet that had triggered an abrupt change in both their lives. A cab driver, called Stein (stone), dreams of an old stone summer house along a lake outside the big city, yet may be in greater need for a friend to realize the dream. These two stories form the bookends of Judith Hermann's debut collection, "Summerhouse, later" (2001, in German 1998). Nine stories depict scenes in the lives of, primarily, thirty-something individuals, who, alone or in small groups, represent a Berlin generation in limbo - hovering between past and future. For them, the fall of the Berlin Wall and all that came before is long past, yet their expectations for the future remain uncertain or vague at best, for some it is beyond any need for reflection even.
While each story is distinct in its theme and characters, together they make up more than the sum of the parts. There is an overarching sense of Berlin reality, a sense of loss, covered up by attitudes of laissez-faire and disinterest in others and even oneself. In some aspect reminiscent of the 1968 generation, yet without any political or social ambitions, intensely argued at the time, Hermann's characters seem to be drifting through life: jobs are casual, careers not apparent or of interest. The individuals avoid forming serious attachments; sex is casual or not at all of interest; love, if it happens is fragile or fleeting. Conversations are aloof - the sense of loneliness permeates much of the stories. Written in a quiet, detached, and precise language, these first impressions of a disaffected youth, however, are only created at the surface level. Underneath, we immediately sense the characters' uneasiness and helplessness, their deep-seated sense of loss, the need for nostalgic reminiscences of a better past and, yes, glimmers of hope. Hermann's understanding and sensitive depiction of her characters' minds and their circumstances speaks directly to the reader. We feel strangely affected and moved by her protagonists; they and their stories will linger in your mind for a long time.
Hermann's narrators live somewhat outside the established society, most are uncertain about their role in the present (post-wall) society. The setting is not always Berlin, yet, like the author herself, the characters carry Berlin in their blood wherever they go. Landscapes and seasons are closely connected; both often mirror the inner sentiments of the stories' characters. It is usually winter in Berlin - with the suffering of cold in the old poorly heated apartments being offset by the enjoyment of walks in the snow. Summer is evoked in the countryside around Berlin, at the lake or the river Oder. A group of friends is invited to a Caribbean island; naively, they want to experience a hurricane... Or Marie, who is reflecting on her new artist friend: "Happiness is always the moment before, The second before the moment in which I actually should be happy. In that second I am happy and don't know it". I liked all nine stories, even if for varying reasons.
Judith Hermann appeared on the German literary scene in 1998 with this first of her (now three) story collections and, since then, has garnered several prestigious literary awards. In Germany she has been grouped together with other young women authors, all born around 1970, and all from Berlin (East or West), such as Jenny Erpenbeck (Visitation) or Julia Franck (The Blindness of the Heart: A Novel).
While each story is distinct in its theme and characters, together they make up more than the sum of the parts. There is an overarching sense of Berlin reality, a sense of loss, covered up by attitudes of laissez-faire and disinterest in others and even oneself. In some aspect reminiscent of the 1968 generation, yet without any political or social ambitions, intensely argued at the time, Hermann's characters seem to be drifting through life: jobs are casual, careers not apparent or of interest. The individuals avoid forming serious attachments; sex is casual or not at all of interest; love, if it happens is fragile or fleeting. Conversations are aloof - the sense of loneliness permeates much of the stories. Written in a quiet, detached, and precise language, these first impressions of a disaffected youth, however, are only created at the surface level. Underneath, we immediately sense the characters' uneasiness and helplessness, their deep-seated sense of loss, the need for nostalgic reminiscences of a better past and, yes, glimmers of hope. Hermann's understanding and sensitive depiction of her characters' minds and their circumstances speaks directly to the reader. We feel strangely affected and moved by her protagonists; they and their stories will linger in your mind for a long time.
Hermann's narrators live somewhat outside the established society, most are uncertain about their role in the present (post-wall) society. The setting is not always Berlin, yet, like the author herself, the characters carry Berlin in their blood wherever they go. Landscapes and seasons are closely connected; both often mirror the inner sentiments of the stories' characters. It is usually winter in Berlin - with the suffering of cold in the old poorly heated apartments being offset by the enjoyment of walks in the snow. Summer is evoked in the countryside around Berlin, at the lake or the river Oder. A group of friends is invited to a Caribbean island; naively, they want to experience a hurricane... Or Marie, who is reflecting on her new artist friend: "Happiness is always the moment before, The second before the moment in which I actually should be happy. In that second I am happy and don't know it". I liked all nine stories, even if for varying reasons.
Judith Hermann appeared on the German literary scene in 1998 with this first of her (now three) story collections and, since then, has garnered several prestigious literary awards. In Germany she has been grouped together with other young women authors, all born around 1970, and all from Berlin (East or West), such as Jenny Erpenbeck (Visitation) or Julia Franck (The Blindness of the Heart: A Novel).
July 4, 2024
Judith Hermann’ı ilk kez okudum. Yaz Evi, Daha Sonra ilk kitabıymış ve epey sükse yapmış. Öykülere genel bir dinginlik, melankoli havası hakim. Birçok şey açıkta, okuyucunun hayaline bırakılmış. Öykülerin çoğunda bir şeyler olacağı beklentisi, inceden bir gerilim yaratılıyor, ama pek de öyle patlayıcı bir şey olmuyor. Olması da gerekmiyor. Bu tabii iki ucu keskin bir yöntem. Denge tutmazsa iğreti durabilir, kabak tadı verebilir. Hermann’ın bu açıdan sınavı geçtiği söylenebilir. İlknur Özdemir’in çevirisi de sırıtmıyor, iyi. Bir de yazarınkinin dört katı uzunluğunda özgeçmişini vermese (Genel Yayın Yönetmeni de kendisiymiş) daha şık olurmuş.
April 4, 2021
In het onvolprezen mappalibri.be stond onlangs een mooi en enthousiasmerend artikel over de verhalenbundel "Lettipark" van Judith Hermann. Maar daarin stond ook dat haar prijswinnende debuut "Zomerhuis, later" misschien nog wel beter was, ook al kent niemand hem meer. Dus scoorde ik die bundel, en ik las alle negen verhalen met vreugde.
Samen te vatten zijn deze raadselachtige verhalen niet, want het gaat daarin niet om wat er wordt verteld maar hoe het wordt verteld. Of, beter misschien, om de open plekken, de weglatingen, de wijze waarop er eigenlijk nauwelijks wordt verteld maar alleen wordt gesuggereerd of omcirkeld. En dat gebeurt steeds in ongelofelijk bondige en poëtische zinnen, vol van sfeer en vol van geheim. Zinnen ook waar elk woord en elke komma precies lijkt te staan waar die moet staan. Ook in de vertaling van Joke Gerritsen. En daardoor heeft deze verhalenbundel voor mij dezelfde charme als een bundel vol goede poëzie. Want ook in gedichten -althans, de gedichten waar ik van houd- wordt iets omcirkeld dat je raakt door zijn schoonheid, zonder dat je in proza exact kunt parafraseren wat dit "iets" is.
Een van de verhalen begint bijvoorbeeld als volgt: "De winter herinnert me soms aan iets. Aan een stemming waarin ik ooit was, een lust die ik me gewaar werd? Ik weet het niet precies. Het is koud. Het ruikt naar rook. Naar sneeuw. Ik draai me om en luister naar iets wat ik niet horen kan, een woord ligt op mijn tong, ik kan het niet zeggen. Een onrust, weet je? Je weet het. Maar jij zou zeggen, alles wat naamloos is moet je niet benoemen". Wie is die ik? Wie is die jij? Wat is hun verhouding? Aan het eind weet je het nog niet precies, vooral ook omdat de ik- figuur het niet begrijpt en niet wil of kan benoemen. Wel wordt, heel voorzichtig, de treurnis aangeraakt en omcirkeld dat er iets voorbij is: "Ik heb geprobeerd te begrijpen waarom het voorbij is tussen ons en ik wist dat er niets te begrijpen viel. Ik heb aan jou gedacht, aan je kamer, het blauwe licht van de televisie, de half opgerookte sigaret in je linkerhand, ik dacht eraan dat jij alles al veel langer weet, je had iets kunnen zeggen, iets, ergens iets". Of, enkele pagina's later: "Maar die sleutel ligt daar niet voor mij. Dat weet ik ook. Hij ligt daar voor die ene persoon, over wie wij het nooit hebben gehad, hij ligt klaar voor haar, als het zover is zal zij op haar tenen gaan staan, voelen waar hij ligt, de deur opendoen, haar koffer naast je bed zetten en je wakker maken. Zo is het toch, nietwaar? Jij wacht. Je kent ze niet, deze persoon, maar je weet dat ze komen zal, en daar wacht je op, je zit en ziet de ijsbloemen en wacht. Ik wacht ook".
Mooi vind ik dat, het stille wachten van die jij- persoon, in de verbeelding van de ik- figuur die zelf ook in stilte wacht. Dat wachten, en de wijze waarop de ik- figuur zich die wachtende jij- figuur voorstelt, suggereert naar mijn smaak bovendien veel weemoed en hunkering. Maar alleen tussen de regels door, en zonder de aard van het gevoel of de redenen van het gevoel te benoemen. Ook de meanderende plot van het verhaal omcirkelt alleen de onbenoembare kern: we worden meegenomen in weemoedig makende en wezenloze scenes in het dynamische nachtleven van Berlijn, naar allerlei momenten van verstilling en verbazing, en de hunkering van de ik- figuur zien we alleen via mijmerende gedachteflarden of in de weemoedige ondertonen van haar stemmingen en gedrag.
In de negen verhalen van deze bundel worden we naar veel verschillende werelden meegenomen: naar een door storm bedreigd, drukkend warm Caribisch eiland; naar diverse kunstenaarsgezelschappen in de hippe, maar ook nogal dolende "scene" van Berlijnse jonge kunstenaars; naar een Amerikaans hotel dat feitelijk als een soort bejaardentehuis dient; naar herinneringen aan de Petersburgse tijden van een overgrootmoeder; naar de laatste dagen van een oude en vereenzaamde vrouw...... En steeds is er die raadselachtige weemoed, vaak in combinatie met een onbenoemde hunkering: alsof de hunkering op voorhand al gedoemd is om onbevredigd te blijven. Zoals al naar voren komt in de titel van het titelverhaal: het "zomerhuis" belichaamt ongrijpbare en onbenoemde verlangens van een in voorlopigheid ondergedompelde persoon, maar het "later" behelst een voortdurende opschorting. Het "zomerhuis" is er dus feitelijk niet nu, maar is er ook niet later. Tegelijk blijft ondanks alle weemoed toch ook de hunkering werkzaam, ook in andere verhalen. "Luister, ik wil die verhalen vertellen! De Petersburgse verhalen, de oude verhalen, ik wil ze vertellen om door naar buiten en weg te kunnen gaan", zo roept bijvoorbeeld de hoofpersoon van het fraaie verhaal "Rode koralen". Die verhalen, over haar overgrootmoeder die een verdwaald leven leidde in Petersburg, zijn weliswaar vol weemoed en vergeefsheid, en soms weet de ik- figuur niet wat haar aantrekt in die verhalen: "Is dat het verhaal dat ik vertellen wil? Ik weet het niet zeker. Niet echt zeker". Maar ze blijft die verhalen vertellen, en blijft hunkeren naar de andere werelden die ze oproepen. Hoe onduidelijk en weemoedig die werelden ook zijn, hoe moeilijk te verklaren die hunkering voor haar ook is.
Kortom: ik ben blij dat ik deze debuutbundel nu ken, en ik begrijp volkomen dat hij bij meerdere lezers een soort cult- status heeft. Volgens sommige recensenten heeft Judith Hermann de kwaliteit van haar debuut in latere bundels nooit meer herhaald. Maar die kunnen nooit slecht zijn: ik ga over enige tijd maar eens op zoek.
Samen te vatten zijn deze raadselachtige verhalen niet, want het gaat daarin niet om wat er wordt verteld maar hoe het wordt verteld. Of, beter misschien, om de open plekken, de weglatingen, de wijze waarop er eigenlijk nauwelijks wordt verteld maar alleen wordt gesuggereerd of omcirkeld. En dat gebeurt steeds in ongelofelijk bondige en poëtische zinnen, vol van sfeer en vol van geheim. Zinnen ook waar elk woord en elke komma precies lijkt te staan waar die moet staan. Ook in de vertaling van Joke Gerritsen. En daardoor heeft deze verhalenbundel voor mij dezelfde charme als een bundel vol goede poëzie. Want ook in gedichten -althans, de gedichten waar ik van houd- wordt iets omcirkeld dat je raakt door zijn schoonheid, zonder dat je in proza exact kunt parafraseren wat dit "iets" is.
Een van de verhalen begint bijvoorbeeld als volgt: "De winter herinnert me soms aan iets. Aan een stemming waarin ik ooit was, een lust die ik me gewaar werd? Ik weet het niet precies. Het is koud. Het ruikt naar rook. Naar sneeuw. Ik draai me om en luister naar iets wat ik niet horen kan, een woord ligt op mijn tong, ik kan het niet zeggen. Een onrust, weet je? Je weet het. Maar jij zou zeggen, alles wat naamloos is moet je niet benoemen". Wie is die ik? Wie is die jij? Wat is hun verhouding? Aan het eind weet je het nog niet precies, vooral ook omdat de ik- figuur het niet begrijpt en niet wil of kan benoemen. Wel wordt, heel voorzichtig, de treurnis aangeraakt en omcirkeld dat er iets voorbij is: "Ik heb geprobeerd te begrijpen waarom het voorbij is tussen ons en ik wist dat er niets te begrijpen viel. Ik heb aan jou gedacht, aan je kamer, het blauwe licht van de televisie, de half opgerookte sigaret in je linkerhand, ik dacht eraan dat jij alles al veel langer weet, je had iets kunnen zeggen, iets, ergens iets". Of, enkele pagina's later: "Maar die sleutel ligt daar niet voor mij. Dat weet ik ook. Hij ligt daar voor die ene persoon, over wie wij het nooit hebben gehad, hij ligt klaar voor haar, als het zover is zal zij op haar tenen gaan staan, voelen waar hij ligt, de deur opendoen, haar koffer naast je bed zetten en je wakker maken. Zo is het toch, nietwaar? Jij wacht. Je kent ze niet, deze persoon, maar je weet dat ze komen zal, en daar wacht je op, je zit en ziet de ijsbloemen en wacht. Ik wacht ook".
Mooi vind ik dat, het stille wachten van die jij- persoon, in de verbeelding van de ik- figuur die zelf ook in stilte wacht. Dat wachten, en de wijze waarop de ik- figuur zich die wachtende jij- figuur voorstelt, suggereert naar mijn smaak bovendien veel weemoed en hunkering. Maar alleen tussen de regels door, en zonder de aard van het gevoel of de redenen van het gevoel te benoemen. Ook de meanderende plot van het verhaal omcirkelt alleen de onbenoembare kern: we worden meegenomen in weemoedig makende en wezenloze scenes in het dynamische nachtleven van Berlijn, naar allerlei momenten van verstilling en verbazing, en de hunkering van de ik- figuur zien we alleen via mijmerende gedachteflarden of in de weemoedige ondertonen van haar stemmingen en gedrag.
In de negen verhalen van deze bundel worden we naar veel verschillende werelden meegenomen: naar een door storm bedreigd, drukkend warm Caribisch eiland; naar diverse kunstenaarsgezelschappen in de hippe, maar ook nogal dolende "scene" van Berlijnse jonge kunstenaars; naar een Amerikaans hotel dat feitelijk als een soort bejaardentehuis dient; naar herinneringen aan de Petersburgse tijden van een overgrootmoeder; naar de laatste dagen van een oude en vereenzaamde vrouw...... En steeds is er die raadselachtige weemoed, vaak in combinatie met een onbenoemde hunkering: alsof de hunkering op voorhand al gedoemd is om onbevredigd te blijven. Zoals al naar voren komt in de titel van het titelverhaal: het "zomerhuis" belichaamt ongrijpbare en onbenoemde verlangens van een in voorlopigheid ondergedompelde persoon, maar het "later" behelst een voortdurende opschorting. Het "zomerhuis" is er dus feitelijk niet nu, maar is er ook niet later. Tegelijk blijft ondanks alle weemoed toch ook de hunkering werkzaam, ook in andere verhalen. "Luister, ik wil die verhalen vertellen! De Petersburgse verhalen, de oude verhalen, ik wil ze vertellen om door naar buiten en weg te kunnen gaan", zo roept bijvoorbeeld de hoofpersoon van het fraaie verhaal "Rode koralen". Die verhalen, over haar overgrootmoeder die een verdwaald leven leidde in Petersburg, zijn weliswaar vol weemoed en vergeefsheid, en soms weet de ik- figuur niet wat haar aantrekt in die verhalen: "Is dat het verhaal dat ik vertellen wil? Ik weet het niet zeker. Niet echt zeker". Maar ze blijft die verhalen vertellen, en blijft hunkeren naar de andere werelden die ze oproepen. Hoe onduidelijk en weemoedig die werelden ook zijn, hoe moeilijk te verklaren die hunkering voor haar ook is.
Kortom: ik ben blij dat ik deze debuutbundel nu ken, en ik begrijp volkomen dat hij bij meerdere lezers een soort cult- status heeft. Volgens sommige recensenten heeft Judith Hermann de kwaliteit van haar debuut in latere bundels nooit meer herhaald. Maar die kunnen nooit slecht zijn: ik ga over enige tijd maar eens op zoek.
April 3, 2011
Das Buch war eine Empfehlung einer Freundin, und da es nicht mehr als 160 Seiten in einem relativ kleinem Format enthält dachte ich mir, dass es ein kurzweiliges Lesevergnügen sein könnte. Allerdings kam es dann doch etwas anders. Das Buch, welches von Kritikern sehr gelobt wurde, ist eine Sammlung von Kurzgeschichten. Die haben den Vorteil sich schnell lesen zu lasse, aber den Nachteil, dass sie meist dann aufhören wenn es interessant wird. Ich befürchte das ist auch der Grund warum mir das Buch bei mir nicht so ankam wie bei den meisten Kritikern. Nicht allein wegen der Tatsache, dass es Kurzgeschichten sind, das weiß der Käufer ja vorher, mehr weil es eben nicht zügig zu lesen war.
Die Handlungen sind nett, aber meines Erachtens für den Leser unter Umständen schwer zugänglich, was daran liegen könnte, dass die Sätze im Buch noch länger sind als meine hier. Scheinbar kennt sich die Autorin mit der Kommasetzung gut aus und ist gewillt diese maximal auszureizen. Dies macht es dem Leser, oder zumindest mir (will ich mal nicht verallgemeinern) schwer der Handlung zu folgen. Ebenfalls habe ich bei manchen Geschichten das Gefühl heiße Luft geatmet zu haben. Ich lese zwanzig Seiten und am Ende kommt nichts raus. Einige andere dagegen sind sehr schön und eindringlich geschrieben und in der Kürze der Geschichte gelingt es der Autorin auch etwas zu transportieren. Alles in allem aber finde ich das Werk wie ein zähes Stück Fleisch. Ich kaue lange darauf herum und spucke es am Ende doch aus weil es nicht schmeckt.
Wem allerdings Kurzgeschichten gefallen, für den wird bestimmt die eine oder andere dabei sein.
Die Handlungen sind nett, aber meines Erachtens für den Leser unter Umständen schwer zugänglich, was daran liegen könnte, dass die Sätze im Buch noch länger sind als meine hier. Scheinbar kennt sich die Autorin mit der Kommasetzung gut aus und ist gewillt diese maximal auszureizen. Dies macht es dem Leser, oder zumindest mir (will ich mal nicht verallgemeinern) schwer der Handlung zu folgen. Ebenfalls habe ich bei manchen Geschichten das Gefühl heiße Luft geatmet zu haben. Ich lese zwanzig Seiten und am Ende kommt nichts raus. Einige andere dagegen sind sehr schön und eindringlich geschrieben und in der Kürze der Geschichte gelingt es der Autorin auch etwas zu transportieren. Alles in allem aber finde ich das Werk wie ein zähes Stück Fleisch. Ich kaue lange darauf herum und spucke es am Ende doch aus weil es nicht schmeckt.
Wem allerdings Kurzgeschichten gefallen, für den wird bestimmt die eine oder andere dabei sein.
September 20, 2022
çok bekledim tekrar basımını. bugün pürüzsüz bir su içer gibi, kadifeye usulca dokunur gibi okudum.
October 2, 2023
Poviedková zbierka Judith Hermannovej Letný deň, neskôr mi na kôpke prečítancov ležala už nejaký ten piatok, no k napísaniu či uverejneniu pár slov, nebodaj riadkov, ktoré by ju verne vystihli, som sa akosi nevedela dokopať. Veď ako aj písať o knihe, ktorá si vás štýlovo získa, svojskou poetikou omotá okolo prsta, no inak, či už obsahovo alebo emočne, vás zanechá chladných?
O knihe, ktorá je, podobne ako postavy jednotlivých poviedok, nevšedne-všedná, zakuklená v akomsi opare permanentného i keď potláčaného či skôr zvnútorneného smútku a občasného veselia, melancholická, no predsa stagnujúca, balansujúca na hrane letargie a bezmocnosti voči ranám jednoduchosti prostého života.
Podobne ako v románe Domov, ktorý si ma bezpodmienečne získal pred pár rôčkami, aj v debutovej zbierke Hermannová píše o ľuďoch márnivých, chtivých, no predsa rezignovaných, vyprahnutých či ubitých životom, o ľuďoch s veľkými túžbami a snami, avšak bez potrebnej vášne či energie kamsi to dotiahnuť, o ľuďoch zdanlivo bezstarostných, no i tak "skrytých", utiekajúcich sa k pominuteľným radostiam či neistým, nestabilným vzťahom.
V jednotlivých poviedkach autorka reflektuje existenciálne otázky i chybovosť či možno skôr omylnosť samotného ľudstva, jej príbehy sú skutočné a vo svojej rezignovanosti i svojsky živé, no predsa v nich akoby čosi chýbalo. Priestor? Atmosféra? Či vari troška odlišného citu, ktorý by sa ma dotkol, väčšmi ma oslovil? Nuž, zrejme zo všetkého troška.
Letný dom, neskôr je príjemná, aj keď nie práve výrazná či zapamätateľná knižka (minimálne pre mňa), je čímsi čo neurazí, no zároveň ani priveľmi nenadchne.
O knihe, ktorá je, podobne ako postavy jednotlivých poviedok, nevšedne-všedná, zakuklená v akomsi opare permanentného i keď potláčaného či skôr zvnútorneného smútku a občasného veselia, melancholická, no predsa stagnujúca, balansujúca na hrane letargie a bezmocnosti voči ranám jednoduchosti prostého života.
Podobne ako v románe Domov, ktorý si ma bezpodmienečne získal pred pár rôčkami, aj v debutovej zbierke Hermannová píše o ľuďoch márnivých, chtivých, no predsa rezignovaných, vyprahnutých či ubitých životom, o ľuďoch s veľkými túžbami a snami, avšak bez potrebnej vášne či energie kamsi to dotiahnuť, o ľuďoch zdanlivo bezstarostných, no i tak "skrytých", utiekajúcich sa k pominuteľným radostiam či neistým, nestabilným vzťahom.
V jednotlivých poviedkach autorka reflektuje existenciálne otázky i chybovosť či možno skôr omylnosť samotného ľudstva, jej príbehy sú skutočné a vo svojej rezignovanosti i svojsky živé, no predsa v nich akoby čosi chýbalo. Priestor? Atmosféra? Či vari troška odlišného citu, ktorý by sa ma dotkol, väčšmi ma oslovil? Nuž, zrejme zo všetkého troška.
Letný dom, neskôr je príjemná, aj keď nie práve výrazná či zapamätateľná knižka (minimálne pre mňa), je čímsi čo neurazí, no zároveň ani priveľmi nenadchne.
March 9, 2015
a collection of short stories by German literary sensation Judith Herman, The Summer House, Later is subtitled A book about the moment before happiness. This collection of melancholy, quietly-spoken mediations is a varied lot. For the most part, not much happens.
Characters drink (tea, coffee, vodka), smoke (cigarettes, pot, hash), go out, stay in, get together, break up. If there is one discernible thread it is the almost intangible air of discontent.
There is great craft at work here, but I must admit that I think that Herman’s style might be better suited to a longer form. She has a great skill at capturing the ordinariness modern life (particularly its tedium and loneliness) and manages to hint that there is always something more is stirring beneath the surface. The problem with the short form is that for all of the set up and building of characters, nothing happens. There is no climax, no dénouement or hope of resolution.
Ultimately – for this reader at least – it makes for dissatisfying reading. Recommended only to the keen.
Characters drink (tea, coffee, vodka), smoke (cigarettes, pot, hash), go out, stay in, get together, break up. If there is one discernible thread it is the almost intangible air of discontent.
There is great craft at work here, but I must admit that I think that Herman’s style might be better suited to a longer form. She has a great skill at capturing the ordinariness modern life (particularly its tedium and loneliness) and manages to hint that there is always something more is stirring beneath the surface. The problem with the short form is that for all of the set up and building of characters, nothing happens. There is no climax, no dénouement or hope of resolution.
Ultimately – for this reader at least – it makes for dissatisfying reading. Recommended only to the keen.
November 5, 2019
Trockene Prosa im "harten Stil", wie ihn sonst nur die Amerikaner beherrschen. Sprachlich wie inhaltlich meine Hoffnung für die deutsche Literatur. Leider sind die Nachfolger schwächer. Aber ich hoffe noch. ;-)
January 14, 2023
Als ich die erste Kurzgeschichte gelesen hatte, war ich mehr als verwirrt, denn ich hatte komplett vergessen, dass dieses Buch aus kurzen Geschichten besteht und nicht aus einer kompletten Erzählung.
Der grässliche Schreibstil zieht sich fast durch sämtliche Geschichten. Unzählige Aufzählungen reihen sich in einigen Absätzen nur so aneinander, in einigen Sätzen fehlen einfachste Artikel, die den kompletten Satz nicht wie einen stümperhaft niedergeschriebenen Satz eines Drittklässlers hätten klingen lassen.
Zwei der Geschichten sind mir im Gedächtnis geblieben und haben mir wirklich gefallen, zum einen Sonja zum anderen Diesseits der Oder.
Rote Korallen
Hurrikan (Something farewell)
Sonja
Ende von Etwas
Bali-Frau
Hunter-Tompson-Musik
Sommerhaus, später
Camera Obscura
Diesseits der Oder
Der grässliche Schreibstil zieht sich fast durch sämtliche Geschichten. Unzählige Aufzählungen reihen sich in einigen Absätzen nur so aneinander, in einigen Sätzen fehlen einfachste Artikel, die den kompletten Satz nicht wie einen stümperhaft niedergeschriebenen Satz eines Drittklässlers hätten klingen lassen.
Zwei der Geschichten sind mir im Gedächtnis geblieben und haben mir wirklich gefallen, zum einen Sonja zum anderen Diesseits der Oder.
Rote Korallen
Hurrikan (Something farewell)
Sonja
Ende von Etwas
Bali-Frau
Hunter-Tompson-Musik
Sommerhaus, später
Camera Obscura
Diesseits der Oder
February 4, 2022
Der Kurzgeschichtenband "Sommerhaus, später" stellt Judith Hermanns Debüt dar und wurde bei Erscheinen 1998 als "Sound einer neuen Generation" (Karasek) hochgelobt. Die Autorin lässt ihre Figuren orientierungslos und auf eine eigenartige Weise abwesend durch die einzelnen Erzählungen wandeln. Ungebunden und gerade deswegen irgendwie verloren und einsam. Die Sprache ist recht einfach und beschreibt tendenziell lakonisch das Vordergründige. Die Essenz steckt zwischen den Zeilen und überkommt den Leser in schleichender Melancholie.
Stark fand ich die titelgebende Erzählung "Sommerhaus, später", in der die Unverbindlichkeit einer zwanglosen Generation beschrieben wird und ein obdachloser Taxifahrer sich entscheidet, ein Sommerhaus außerhalb Berlins zu kaufen, vielleicht um etwas zu schaffen, das bleibt - so zumindest meine Interpretation. In einer anderen Geschichte begegnet der alte, vereinsamte Hunter Tompson einer jungen Frau, die ihn aus der Bahn wirft, wo er doch mit der Welt bereits abgeschlossen hatte. Auch "Hurrikan (Something farewell)" konnte ich einiges abgewinnen, in der zwei Frauen ihren Freund Kaspar im karibischen Ferienparadies besuchen - und dann ist da noch der stille Cat, der einfach nur da ist und wartet, während sich ein Hurricane der Küste nähert.
Mit anderen Geschichten konnte ich etwas weniger anfangen, wie das bei solchen Sammlungen ja oft der Fall ist. Trotzdem mag ich Judith Hermanns Erzählstil sehr, habe auch "Daheim" geliebt, und nun bereits ein Auge auf die anderen Romane und Erzählungen von ihr.
Das Gras unter ihren nackten Füßen ist stachelig und hart. Eine Fußsohle wie Cat möchte ich haben, denkt sie, wie eine Schale, und kein Schritt tut mehr weh. (S. 51)
Stark fand ich die titelgebende Erzählung "Sommerhaus, später", in der die Unverbindlichkeit einer zwanglosen Generation beschrieben wird und ein obdachloser Taxifahrer sich entscheidet, ein Sommerhaus außerhalb Berlins zu kaufen, vielleicht um etwas zu schaffen, das bleibt - so zumindest meine Interpretation. In einer anderen Geschichte begegnet der alte, vereinsamte Hunter Tompson einer jungen Frau, die ihn aus der Bahn wirft, wo er doch mit der Welt bereits abgeschlossen hatte. Auch "Hurrikan (Something farewell)" konnte ich einiges abgewinnen, in der zwei Frauen ihren Freund Kaspar im karibischen Ferienparadies besuchen - und dann ist da noch der stille Cat, der einfach nur da ist und wartet, während sich ein Hurricane der Küste nähert.
Mit anderen Geschichten konnte ich etwas weniger anfangen, wie das bei solchen Sammlungen ja oft der Fall ist. Trotzdem mag ich Judith Hermanns Erzählstil sehr, habe auch "Daheim" geliebt, und nun bereits ein Auge auf die anderen Romane und Erzählungen von ihr.
Das Gras unter ihren nackten Füßen ist stachelig und hart. Eine Fußsohle wie Cat möchte ich haben, denkt sie, wie eine Schale, und kein Schritt tut mehr weh. (S. 51)
April 22, 2020
Debutová zbierka poviedok od Judith Hermann, ktorá si ma získala knižkou Lettipark. Je jednou z mojich najobľúbenejších súčasných autoriek. Má naozaj krásny jazyk, poetický, ale nie preexponovaný, nie prehnane básnický. Zbierku Letní dům, později - v podstate nie je možné zohnať, ja mám len takú, ktorá je rozpadnutá na... - no skrátka na mraky. Na internete so spisovateľkou nájdete viacero rozhovorov v češtine a slovenčine, keďže k nám sem-tam zavíta.
November 8, 2022
Kolay bir okuma deneyimi sunmayan öyküleri var Hermann’ın. Derdini daha çok metaforlarla anlatmayı tercih etmiş. Çözümlemesi emek istiyor. Derin ve yoğun bir anlatımı var. Betimlemeler harika. Sonja öyküsü özellikle çok etkiledi beni.
May 10, 2025
"Door het openstaande raam van Maries kamer tuimelen stervende wespen naar binnen."
Korteverhalen over de levensfase waarin het van mensen verwacht wordt dat ze hun zaakjes op orde krijgen en hun strapatsen achterwege laten. Ondanks (of juist dankzij?) de minimalistische schrijfstijl en het gebrek aan conventionele verhaallijnen heeft Hermann veel waardevols te melden en zet ze overtuigende, zoekende personages met interessante gebreken neer. Wat haar stijl zo uniek maakt is de manier waarop het vreemde als alledaags beschouwd wordt (zie bovenstaand citaat voor een fijn voorbeeld) waardoor je als lezer de intrigrerende mini-universa van Zomerhuis, later ingezogen wordt. Het titelverhaal en Bali-vrouw springen eruit en zijn uitmuntend.
Korteverhalen over de levensfase waarin het van mensen verwacht wordt dat ze hun zaakjes op orde krijgen en hun strapatsen achterwege laten. Ondanks (of juist dankzij?) de minimalistische schrijfstijl en het gebrek aan conventionele verhaallijnen heeft Hermann veel waardevols te melden en zet ze overtuigende, zoekende personages met interessante gebreken neer. Wat haar stijl zo uniek maakt is de manier waarop het vreemde als alledaags beschouwd wordt (zie bovenstaand citaat voor een fijn voorbeeld) waardoor je als lezer de intrigrerende mini-universa van Zomerhuis, later ingezogen wordt. Het titelverhaal en Bali-vrouw springen eruit en zijn uitmuntend.
December 25, 2021
Für ein Schulbuch nicht schlecht. Judith Hermann = Savage bitch
May 12, 2023
Tegenvaller voor mij. Ik vond Niets dan geesten veel beter.
(Ik zeg er wel bij dat ik in een lichte reading slump zit waarbij het telkens een alles of niks is en ik weinig geduld heb met de boeken daar tussenin)
(Ik zeg er wel bij dat ik in een lichte reading slump zit waarbij het telkens een alles of niks is en ik weinig geduld heb met de boeken daar tussenin)
August 11, 2023
Ein paar top, ein paar flop. Komische kleine Geschichten, aber eigentlich garnicht so komisch. Ich mag den Schreibstiel nicht wirklich, ist sehr kalt, passt aber zum Inhalt. Ich würde sagen alles an diesem Buch ist kalt und komisch und depersonalisiert. Einige Klischees. Ich kann aber auch nicht aufhören, sie zu lesen. Ist halt aber auch set in Berlin, die Stories sind relateble und interessant. Muss mal nachgucken, wie alt die Autorin war.
March 19, 2020
"Şimdi o gecelerde aslında mutluydum, diye düşünüyorum. Geçmişin hep güzelleştiği, hatırlamanın yatıştırıcı olduğunu biliyorum. Belki de soğuktu o geceler, alaycı bir tarzda eğlenceliydi. Bugünse öyle önemli ve öyle kayıplar ki gözümde, içim yanıyor."
Yaz Evi, Daha Sonra Alman yazar Judith Hermann'ın okuduğum ilk kitabı. Çok etkilendim. Kitapta dokuz öykü var. Hepsi bir şeylerin kıyısında, arifesinde olan sıradan insanların hikayeleri... Hermann'ın sakin, dingin bir duruşla, duru bir üslupla anlattığı hikayelerin belli bir sonu yok, havada asılı kalan bir belirsizlik var, ancak bu belirsizlik okur olarak beni rahatsız etmedi, bilakis geride bıraktığı pek çok ihtimalle zihnimi meşgul etti...
Yaz Evi, Daha Sonra Alman yazar Judith Hermann'ın okuduğum ilk kitabı. Çok etkilendim. Kitapta dokuz öykü var. Hepsi bir şeylerin kıyısında, arifesinde olan sıradan insanların hikayeleri... Hermann'ın sakin, dingin bir duruşla, duru bir üslupla anlattığı hikayelerin belli bir sonu yok, havada asılı kalan bir belirsizlik var, ancak bu belirsizlik okur olarak beni rahatsız etmedi, bilakis geride bıraktığı pek çok ihtimalle zihnimi meşgul etti...
March 15, 2020
Ich.Hasse.Es.
Vielleicht fände ich es nicht so schlimm, wenn ich es nicht für die Schule hätte lesen MÜSSEN, aber mal ganz abgesehen von Judith Hermanns Schreibstil, den ich nicht gerade Bombe finde, gehts es in allen Erzählungen immer nur um das monotone, langweilige und einsame Leben von irgendwelchen komischen Menschen. Ein paar Erzählungen fand ich gar nicht so schlecht, aber z.B Die Bali Frau- was hat sich die Autorin bloß dabei gedacht. Falls man das ganze Werk mag dann ist es halt so, aber ich kann mir nicht vorstellen, dass es jemand tut außer um sich ganz besonders extra zu fühlen.
Vielleicht fände ich es nicht so schlimm, wenn ich es nicht für die Schule hätte lesen MÜSSEN, aber mal ganz abgesehen von Judith Hermanns Schreibstil, den ich nicht gerade Bombe finde, gehts es in allen Erzählungen immer nur um das monotone, langweilige und einsame Leben von irgendwelchen komischen Menschen. Ein paar Erzählungen fand ich gar nicht so schlecht, aber z.B Die Bali Frau- was hat sich die Autorin bloß dabei gedacht. Falls man das ganze Werk mag dann ist es halt so, aber ich kann mir nicht vorstellen, dass es jemand tut außer um sich ganz besonders extra zu fühlen.
May 19, 2018
Det er altid svært at vurdere en tekstsamlings samlede kvalitet. Af de ni noveller i Sommerhus, senere, synes jeg, at i hvert fald tre ("Røde koraller", "Sonja", "Enden på noget") er regulære mesterværker, mens et par stykker ikke siger mig noget ("Orkan (Something farewell)", "Hunter-Tompson-musik"), og resten derimellem. Hvor godt kan jeg så lide samlingen? Jeg kan i hvert fald ikke anbefale de tre mesterværker nok, og de fleste af de andre noveller er da bestemt også læsværdige.
Hermanns noveller er skrevet i datid, men de fleste af dem har en mere sofistikeret holdning til det at fortælle i datid end bare at bruge det som en konvention for fiktion: Flere af dem har noget skæbnebestemt over sig, der tydeligt adskiller fortællingens datid fra den senere nutid, der nødvendigvis må eksistere. F.eks. stopper den første novelle, "Røde koraller", om et dødsdømt parforhold og erindringen om en russisk oldemor, flere gange op med spørgsmålet:
"Er det den historie jeg vil fortælle? Jeg er ikke sikker. Ikke rigtig sikker:"
Derefter får vi så den usikre historie om oldemoderen, der blev slæbt til Rusland af sin mand for at sælge "ovne til det russiske folk derovre." Det er en fortælling, der er indrammet ikke kun af oldedatterens eget forhold til oldemoderens fortælling, ikke kun af hendes tvivl om, hvilken historie, der skal fortælles, men også af disse skæbnetunge startsætninger:
"Mit første og eneste besøg hos en terapeut kostede mig det røde koralarmbånd og min kæreste.
Det røde koralarmbånd kom fra Rusland. Det kom, nærmere bestemt, fra Petersborg, det var over hundrede år gammelt, min oldemor havde båret det om sit venstre håndled, og det havde taget livet af min oldefar."
Disse rammer giver noget ekstra, det gælder også i den novelle, der nok benytter sig tydeligst af det, "Enden på noget". Egentlig handler novellen om en gammel kvinde, der ikke længere kan klare sig selv og på grund af demens eller noget lignende er utaknemmelig over den hjælp, hun får fra sin familie. Men handlingen fortælles af en kvinde, oldingens barnebarn, der sidder på en café. Hvert afsnit starter med en variation over "Sophie siger:". Der er ikke nogen for novellen central handling på caféen, ikke nogen nødvendig begivenhed. Fortællingen om bedstemoderen kunne sagtens have stået alene. Men det at vide, at den gamle kvindes sidste tid går hendes barnebarn på selv længe efter hendes død, giver en ekstra følelsesmæssig dybde til fortællingen, som hæver den over andre historier om samme emne.
Det er ikke kun de fortælletekniske greb, men også det letflydende sprog, der gør novellerne så følelsesmæssigt effektive. Her f.eks. et afsnit fra "Sonja":
"Vi gik fra den ene natlige bar til den næste, drak whisky og vodka, og somme tider gjorde Sonja sig fri fra min side, satte sig hen på en anden plads ved baren og lod som om hun ikke kendte mig, indtil jeg leende kaldte hende tilbage. Hun blev hele tiden tiltalt, men trak sig altid væk og stillede sig med stolt mine igen hen ved siden af mig. Jeg var helt ligeglad. Jeg følte mig smigret af hendes mærkelig attraktivitet, jeg iagttog hende med næsten videnskabelig interesse. Somme tider, tror jeg, kunne jeg godt have tænkt mig at se hende forsvinde med en af disse tilbedere. Men hun blev i nærheden af mig, lige indtil det var lyst udenfor, og vi forlod baren, med sammenknebne øjne mod det grå og forpjuskede morgenlys. Jeg fulgte hende til et busstoppested og ventede, til bussen kom. Så steg hun på, så skælvende og sørgmodig ud, jeg vinkede kort og gik min vej, i tankerne allerede tilbage hos mine billeder."
Bemærk igen, at datidsfortællingen fortælles fra en nutid ("Somme tider, tror jeg [...]"), hvilket kaster et melankolsk skær tilbage over hele fortællingen, idet den allerede er bestemt, alting er allerede sket og kan ikke laves om. Og elsk så ellers fortælletempoet, der generelt er højt og læsevenligt med ret lange sætninger, men så også en enkelt gang stopper op med en sætning, der kun er en enkelt hovedsætning: "Jeg var helt ligeglad." De korte sætninger får så meget mere pondus, når de er omgivet af de lange. Og de lange sætninger kan forbinde hændelser på tværs af tid og rum: Inden for den sidste sætning i det citerede stykke kommer vi fra busstoppestede til Sonjas indre til jegets indre til jegets atelier. Men det bedste, synes jeg, er at sproget er så ubesværet godt. Morgenlyset beskrives genialt som gråt og forpjusket, men der gøres ikke noget særligt ud af beskrivelsen: en dårligere forfatter ville have endt afsnittet der for at understrege, hvor god en beskrivelse det var at slutte på. Men Hermann fortsætter, for det gode sprog handler her først og fremmest om at guide læseren nemt og sikkert ind i personernes indre. Og det gør hun imponerende godt (også takket være den letglidende oversættelse).
En enkelt ting mere skal nævnes, nemlig tegnsætningen, som oversætter Niels Brunse noterer er "bevidst særpræget". Det giver geniale sætninger som "Det bliver mørkt, derude, begynder at regne." Dette ekstra komma før "derude" gør, at mørket ikke bare er noget, der sker på den anden side af vinduerne, men at det kun er som en eftertanke, at der overhovedet er en adskillelse mellem inde og ude. Det er eddermame et godt komma!
De bedste af novellerne i "Sommerhus, senere" er egentlig så gode, at jeg ikke gider trække dem ned ved at skrive om de noveller, jeg ikke er begejstret for. Jeg anbefaler varmt at læse Hermann.
http://endnuenbogblog.blogspot.dk/
Hermanns noveller er skrevet i datid, men de fleste af dem har en mere sofistikeret holdning til det at fortælle i datid end bare at bruge det som en konvention for fiktion: Flere af dem har noget skæbnebestemt over sig, der tydeligt adskiller fortællingens datid fra den senere nutid, der nødvendigvis må eksistere. F.eks. stopper den første novelle, "Røde koraller", om et dødsdømt parforhold og erindringen om en russisk oldemor, flere gange op med spørgsmålet:
"Er det den historie jeg vil fortælle? Jeg er ikke sikker. Ikke rigtig sikker:"
Derefter får vi så den usikre historie om oldemoderen, der blev slæbt til Rusland af sin mand for at sælge "ovne til det russiske folk derovre." Det er en fortælling, der er indrammet ikke kun af oldedatterens eget forhold til oldemoderens fortælling, ikke kun af hendes tvivl om, hvilken historie, der skal fortælles, men også af disse skæbnetunge startsætninger:
"Mit første og eneste besøg hos en terapeut kostede mig det røde koralarmbånd og min kæreste.
Det røde koralarmbånd kom fra Rusland. Det kom, nærmere bestemt, fra Petersborg, det var over hundrede år gammelt, min oldemor havde båret det om sit venstre håndled, og det havde taget livet af min oldefar."
Disse rammer giver noget ekstra, det gælder også i den novelle, der nok benytter sig tydeligst af det, "Enden på noget". Egentlig handler novellen om en gammel kvinde, der ikke længere kan klare sig selv og på grund af demens eller noget lignende er utaknemmelig over den hjælp, hun får fra sin familie. Men handlingen fortælles af en kvinde, oldingens barnebarn, der sidder på en café. Hvert afsnit starter med en variation over "Sophie siger:". Der er ikke nogen for novellen central handling på caféen, ikke nogen nødvendig begivenhed. Fortællingen om bedstemoderen kunne sagtens have stået alene. Men det at vide, at den gamle kvindes sidste tid går hendes barnebarn på selv længe efter hendes død, giver en ekstra følelsesmæssig dybde til fortællingen, som hæver den over andre historier om samme emne.
Det er ikke kun de fortælletekniske greb, men også det letflydende sprog, der gør novellerne så følelsesmæssigt effektive. Her f.eks. et afsnit fra "Sonja":
"Vi gik fra den ene natlige bar til den næste, drak whisky og vodka, og somme tider gjorde Sonja sig fri fra min side, satte sig hen på en anden plads ved baren og lod som om hun ikke kendte mig, indtil jeg leende kaldte hende tilbage. Hun blev hele tiden tiltalt, men trak sig altid væk og stillede sig med stolt mine igen hen ved siden af mig. Jeg var helt ligeglad. Jeg følte mig smigret af hendes mærkelig attraktivitet, jeg iagttog hende med næsten videnskabelig interesse. Somme tider, tror jeg, kunne jeg godt have tænkt mig at se hende forsvinde med en af disse tilbedere. Men hun blev i nærheden af mig, lige indtil det var lyst udenfor, og vi forlod baren, med sammenknebne øjne mod det grå og forpjuskede morgenlys. Jeg fulgte hende til et busstoppested og ventede, til bussen kom. Så steg hun på, så skælvende og sørgmodig ud, jeg vinkede kort og gik min vej, i tankerne allerede tilbage hos mine billeder."
Bemærk igen, at datidsfortællingen fortælles fra en nutid ("Somme tider, tror jeg [...]"), hvilket kaster et melankolsk skær tilbage over hele fortællingen, idet den allerede er bestemt, alting er allerede sket og kan ikke laves om. Og elsk så ellers fortælletempoet, der generelt er højt og læsevenligt med ret lange sætninger, men så også en enkelt gang stopper op med en sætning, der kun er en enkelt hovedsætning: "Jeg var helt ligeglad." De korte sætninger får så meget mere pondus, når de er omgivet af de lange. Og de lange sætninger kan forbinde hændelser på tværs af tid og rum: Inden for den sidste sætning i det citerede stykke kommer vi fra busstoppestede til Sonjas indre til jegets indre til jegets atelier. Men det bedste, synes jeg, er at sproget er så ubesværet godt. Morgenlyset beskrives genialt som gråt og forpjusket, men der gøres ikke noget særligt ud af beskrivelsen: en dårligere forfatter ville have endt afsnittet der for at understrege, hvor god en beskrivelse det var at slutte på. Men Hermann fortsætter, for det gode sprog handler her først og fremmest om at guide læseren nemt og sikkert ind i personernes indre. Og det gør hun imponerende godt (også takket være den letglidende oversættelse).
En enkelt ting mere skal nævnes, nemlig tegnsætningen, som oversætter Niels Brunse noterer er "bevidst særpræget". Det giver geniale sætninger som "Det bliver mørkt, derude, begynder at regne." Dette ekstra komma før "derude" gør, at mørket ikke bare er noget, der sker på den anden side af vinduerne, men at det kun er som en eftertanke, at der overhovedet er en adskillelse mellem inde og ude. Det er eddermame et godt komma!
De bedste af novellerne i "Sommerhus, senere" er egentlig så gode, at jeg ikke gider trække dem ned ved at skrive om de noveller, jeg ikke er begejstret for. Jeg anbefaler varmt at læse Hermann.
http://endnuenbogblog.blogspot.dk/
June 20, 2021
Das hier ist zwar das erste Buch was ich von ihr gelesen habe, aber ich glaube ich liebe Judith Herrmann. Sie war 18 als es veröffentlicht wurde, wie??? Edit: anscheinend sollte ich schnell noch aus Mathe LK wechseln, Judith Hermann ist 1970 geboren, 1998 erschien Sommerhaus, später. Naja, immerhin fühle ich mich jetzt nicht mehr so schlecht wie als ich dachte sie wäre in meinem Alter gewesen als sie dieses wundervolle Buch schrieb.
June 19, 2023
Nachdem ich gemerkt habe, dass es sich um Kurzgeschichten handelt und nicht um einen zusammenhängenden Roman hat es mir dann doch gefallen XD👍😎 Fand die ersten zwei Storys (Rote Korallen und Hurrikan) sehr cool, sowie Sommerhaus, später und Camera Obscura. Vielleicht nicht alle am Stück lesen aber sonst stark.
November 23, 2024
Zigaretten, Alkohol und immer unterschiedliche Liebes-/ Beziehungskonstellationen. Von den 9 Erzählungen hat mir die erste mit Abstand am besten gefallen. Insgesamt fand ich es nicht schrecklich zu lesen, würde es aber nicht weiterempfehlen.
October 1, 2022
“Bir Şeyin Sonu” > diğer tüm öyküler.
Displaying 1 - 30 of 244 reviews