Thomas er musiker. Da hans kone dør i en bilulykke, bryder hans verden sammen, og i et forsøg på at samle stumperne, flytter han til Vadehavet.
I det lille samfund bag digerne finder han både venskab og ny kærlighed, og for en tid lader det til, at han virkelig kan få en ny chance i livet. Men marsken er gammel, og havet husker alt.
Egentlig får jeg lyst til at sammenligne bogen med Stephen King, da en del af Kings yndede elementer går igen, men hvor Kings karakterer og plot ofte slår mig som todimentionelt og forudsigeligt, virker Når frosten kommer troværdig og uventet. Vi har en fordrukken musiker, sorgen efter en afdød hustru, en flytning til et lille samfund, en ældre venlig mandlig nabo samt spirende kærlighed, men med en psykopatisk eksmand med i købet. Tilsat en herlig omgang Vesterhavs americana. Kaldes det danica i denne sammenhæng?
Fortællingen afvikles uforudsigeligt og jeg havde sjældent en fornemmelse af hvad næste kapitel bød på. Alligevel fungerer strukturen glimrende. Det fik mig til at tænke på et barns udseende. Man kan gøre sig tanker om hvordan barnet vil se ud som voksen, men det er svært at forestille sig. Når barnet er vokset op, giver udseendet fuld mening ift. de ansigtstræk, der allerede gjorde sig gældende fra de spæde år.
Historien slutter lidt brat, hvilke efterlader et tomrum, når man synes at kende romanens personer så nært. Men samtidig er det rart ikke at få udvandet historien ved at få alt skåret ud i pap.
Dette er en historie, der langsomt sniger ind under huden på en og får hårene til at rejse sig.
Man kan få lyst til at ruske Thomas, få ham til at tage sig sammen – men på den anden side kan man heller ikke holde op med at heppe på ham og et nyt liv med en familie og kærlighed📘