Familien skal i skoven en sommerdag i 1958, hvis de altså kan finde ud af at komme af sted. Der er nemlig så meget, de ikke kan finde ud af. For eksempel kan de voksne ikke finde ud af at tage vare på deres børn, og børnene er lidt for små til at tage sig af forældrene, selv om de forsøger. Moderen vil hele tiden tage sit eget liv, faderen vil gerne til Asien for at redde den tredje verden, men ingen kan finde ud af at redde sig selv. Familien som institution er et paradoks: en koncentrationslejr, hvor alle lever i identitetsløs frihed.
Kærlighedens og erotikkens frontkæmper kunne man kalde den danske forfatter Suzanne Brøgger, der siden sin debut ”Fri os fra kærligheden” i 1973, har udfordret de moderne samlivsformer igennem litteraturen og deltagelse i den offentlige debat. Forfatterskabet, der bl.a. søger at bane menneskenes vej ind i erotikkens væsen, afsluttes nu ved forfatterens 70-års fødselsdag, der markeres med både collageværket ”SZ” og en omfattende biografi om Suzanne Brøgger som ung kvinde, ”Krukke”.
Blå bog
Født: 18. november 1944 i København.
Uddannelse: Uafsluttede studier i russisk og fransk ved Københavns Universitet.
Debut: Fri os fra kærligheden. Gyldendal, 1973. Essays og noveller.
Litteraturpriser: PH-prisen, 1975. Weekend Avisens Litteraturpris, 1980. Prisen til de skiønne og nyttige Videnskabers forfremmelse, 1981. De Gyldne Laurbær, 1982. Rhodos Rose, 1984. Ingrid Jespersens pris, 1984. Gabor-prisen, 1987. Holberg Medaljen, 1992. Hammerichprisen, Louisiana, 1993. Dansk Kvindesamfunds Mathildepris, 1996. Søren Gyldendal Prisen, 1999. Rungstedlundprisen, 2005.
Seneste udgivelse: SZ - Et livs billede 1944-2014. Gyldendal, 2014.
Det var länge sedan jag läste en bok som övertygade mig om feminismens nödvändighet där klass inte har någon betydelse. Jag menar att kvinnor idag ofta har det väldigt bra om de tillhör medelklassen eller uppåt och om de inte har det behöver det inte bero på att de är kvinnor. Suzanne Brøgger (f 1944) ger mig med "Till T" en örfil och välbehövlig påminnelse om historien.
Med en högst personlig prosa och i mitt tycke onödigt tillkrånglade karaktärer berättar här en av Danmarks främsta författare om familjen som "ett behagligt koncentrationsläger" och om att må skit psykiskt och samtidigt vara mamma, fru och dotter. Det är öppenhjärtigt, underhållande och störigt. Jag är ganska glad när det är över.
Det hade varit helt fantastiskt om författaren hade kunnat minska ner på alla långa irrande(fullständigt meningslösa?) tankegångar. Läsningen störs av att gång på gång drabbas av hopplösa passager av följande typ.
”Och hon ser in i sin egen framtid, där hon sitter i en krukmakarverkstad och drejar en kruka under flygande fiskar som parar sig med en cypressgren och en kappklädd rödkindad ryttare, som galopperar mot en kristallskål mol allena på en klippkant och ett ensamt betande får vid en gul flodstrand bredvid ett huvud med en kniv i pannan och en röv med galler.”
Grundhistorien är fortfarande intressant. Om barn som tvingas ta alltför stort ansvar när de vuxna inte räcker till. Om psykiskt sjuka som fruktar lobotomi. Och en annorlunda syn på sjukdom än den vi har idag.
”Numera - i det så kallade behandlarsamhället - längtar alla efter en diagnos. Men förr i världen ville människor helst av allt vara utan det. De ville helst vara friska.”