Jeg giver op! Det er for meget at læse et manifest forklædt som roman, som Ludvig Holbergs “Niels Klims Underjordiske Rejse” i mine øjne er, på 450 sider! Efter 250 siders er det simpelthen for forudsigeligt og kedeligt. Bogen går for at være en af Danmarks første romaner, og det er for mig ret tydeligt, at der har manglet en redaktør og et forlag til at stille kloge Ludvig stolen for døren; gør budskabet skarpt, gør det menneskeligt relevant og gør det fængende. Måske er jeg forkælet og dramahungrende, men jeg giver meget sjældent op med en bog, så når jeg gør det her, må der være en grund, og den vil jer forsøge at oprulle nedenfor...
Konceptet er yderst begavet: Ludvig H vil gerne fortælle det danske land og magthaverne sin ærlige og kloge mening, om landets ledelse, kultur og gøren og laden. Desværre er det ikke så velanset at sige sin ærlige mening i tiden før Struensees forsøg på at indføre trykkefrihed, så kunstgrebet med at skrive fortællingen om Niels Klim, der som ung nyuddannet student ryger i et stort hul og lander i landet Potu, der ligger under jorden og er befolket af træer(!), hvor asketen og den klogt reflekterede Holberg kan lade sin pen flyde afsted med alle de sine oplysningstanker om en bedre samfundsorden, mere hensigtsmæssige magtstrukturer, klogere og mere fornuftsbetonede værdier og normer samt større respekt for gerninger og tanker rodfæstet i solid og vidende reflektion, er ret genialt. Han kritiserer ikke de eksisterende magthavere eller den eksisterende samfundsorden, men lader i stedet sin arketype - den unge hovmodige student; i denne fortælling Niels Klim, men det kunne lige så godt have været Erasmus Montanus - nedbryde i mødet med en helt anden verden, der som en kæmpemæssig spejlsal reflekterer alle uhensigtsmæssighederne, begrænsningerne, den manglende dynamik og alle de andre ting, Holberg ønsker at stille skarpt på i tidens samfund. I Potu værdsættes langsomme beslutninger, som bunder i solid reflektion, og som kan tåle en trykprøvning så voldsom, at hvis du vil foreslå en samfundsordensændring, skal du være parat til at modtage en streng straf (op til dødsstraf), hvis den ikke holder til en grundig granskning, mens du omvendt bliver fejret som en helt, hvis ændringen bliver accepteret og dermed implementeret. Magtstrukturen i Potu er indrettet, så de der nyder størst respekt og har størst indkomst er de værdiskabende folk; håndværkere, bønder osv., mens ledere om embedsmænd har lavere status. Dog er både Gud og næsten også fyrsten uanfægtelige i Potu; Holberg var ikke anarkist eller revolutionær! Niels Klim får hurtigt et ry for at være intelligent, men alt for hurtig (også fysisk i forhold til de langsomt bevægelige træer) og uigennemtænkt, og han må tage til takke med et job som løber, hvilket han er stærkt utilfreds med, da det af ham selv og potuanerne regnes for at lavtstående job. Klim bruger sin adrætte fordel til at tage på en rejse i det underjordiske og udforsker nabolandene, hvor Holberg lader ham møde kulturer, hvor kønsrollerne er vendt totalt på hovedet (i modsætning til den næsten kætteriske tanke om ligestilling, der allerede er et faktum i Potu); hvor alle er akademikere, hvilket har givet et samfund i totalt fysisk forfald, da ingen får sig taget sammen til noget som helst; hvor alle er fornuftige, hvilket giver et kedeligt og uinspirerende samfund uden liv og glæde; hvor børn og unge er de fornuftige og overvejede, mens de ældre er de legesyge og fjollede osv.
Det er altsammen overraskende relevant også for samfundet i dag og med til at forme en metapointe om afbalancering og mådehold, men det bliver bare keeeeeedeligt at læse som en fortælling. Derfor giver jeg op, men efterlader alligevel to stjerner for den tindrende begavelse, der ligger bag Niels Klims Underjordiske Rejse. Må bogen blive læst af mere forstandige og tålmodige folk end mig!