Jeg husker Mads Holger som en varm, lidt kuriøs figur, som var aktiv i den politiske og kulturelle debat i mine spæde ungdomsår indtil hans tragiske død i 2016.
Hans erindringsbog Bladguld begynder med en skarp og dygtig kritik af den endeløse cyklus af druk, stoffer, meningsløs sex og brok over samfundet, som han mente var definerende for kulturen i hans egen generation. Meget af bogen gav mig dog det lidt triste indtryk, at han i sine forsøg på at definere sig selv i modsætning til disse laster på tragisk vis nærmest blev hevet endnu dybere ind i dem. Den talte derfor for mig et lidt ufrivilligt sørgeligt sprog.
Jeg håber, at han og hans pårørende har fundet fred.