Torsdag den 2. september 1920 først på aftenen blev en kvinde ved navn Dagmar Overby opsøgt at politiet i sin lejlighed på Enghavevej i København. Forud gik en besynderlig og usammenhængende anmeldelse, der blandt andet indeholdt historien om et spædbarn, som denne Overby skulle have franarret moren under dække af en adoption. Anmelderen virkede dog stærkt rystet, så betjent Højvang blev sendt af sted til adressen. Da politiets under ransagningen af lejligheden to dage senere fandt æter og morfin, et blodplettet viskestykke og brændte benstumper i kakkelovnen, tegnede der sig omridset af en afskyelig forbrydelse. Og hvad værre var: Den var blot én i en lang række. Frank Bøghs bog om Dagmar Overby er en gruopvækkende afdækning af en massemorderskes gerninger, mord for mord. Det er hele historien om en pige, der mistede fornemmelsen for det gode i sin barndom og siden at blive i stand til det værste. Men det er også fortælling om København for hundrede år siden – en tid før cpr-registret, hvor mødre i ”uværdige” forhold betalte sig fra deres nyfødte hos ukendte plejemødre i beskidte baggårdslejligheder. Sagen om Dagmar Overby er en dansk ”Jack the Ripper”-historie.