Hvad gør man, når ens dødsfjende er en gud, der ikke kan dø?
Vikingepigen Gyrith er på flugt fra Danmark, hvor hun efterlader både veninder og ikke mindst kærligheden til den vidunderlige Balder. Gudinden Freja har svoret at tage alle, hun nogensinde vil komme til at elske, fra hende, og Gyrith er nu på vej mod Irland, hvor hun skal bo hos sine rigtige forældre, Dronning Grainne og Kong Nevan.
Født 14. juli 1968 og opvokset i den meget lille by Hvornum, 12 km fra Hobro.
Begge forældre, Mona og Aage Finderup, var uddannede lærere. Mette har to større brødre, Søren og Nils Finderup, samt en lillesøster, Lene Finderup, fra farens andet ægteskab.
Jeg elsker at følge Gyriths rejse og udvikling. Virkelig action-fyldt - der sker bare noget hele tiden, så man når bestemt ikke at kede sig. Sker der måske for meget til at man glemmer det egentlige plot? Det er rigtig sjovt denne gang at følge de irske skikke i vikingetiden, samtidig med at man stadig får tilbageblik til Danmark. Jeg er stadig vild med skrivemåden, der forener den gamle vikingetid med moderne tale og tanker.
Jeg giver den kun 2,5 stjerner, men ville rigtigt gerne have kunnet give 3 , da historien er godt fundet på og spændende skruet sammen. Jeg foretrækker de dele hvor Gyriths beskytter Kelt (=helt :-) er med, for der er et modspil til den selvstændige pige, der gør historien mere interessant. (Plus at vi stadigvæk ikke ved hvem eller hvad han er.) Desværre er historien ikke godt fortalt - jeg ville ønske at den var. Jeg synes der er for meget, der er usammenhængende og som ikke giver mening. Ting der har stor betydning og som så få sider længere henne er nærmest er glemt eller ikke spiller nogen som helst rolle. Det er rigtigt ærgerligt. Noget andet der ærgrer mig er at bipersonerne er så karikerede og endimensionelle. Der er onde, overfladiske, smukke og uskyldige, hårdtarbejdende og gode, griske og forrædderiske, blødsødne og ukampdygtige. Vores hovedperson udvikler sig desværre heller ikke - ihvertfald ikke så man som læser bemærker det. Hun er ude for ret barske ting og gør også selv ret barske ting, men efter det er sket, er der ikke så meget mere om det. Der mangler reflektion og dybde i Gyriths tanker efter min mening, der er snarere blot en konstatering af at tingene er sket. Jeg ville gerne have haft mere af det dybe stof i stedet for at skøjte hen over det. Ikke destomindre går jeg straks i gang med bog 3 i serien, for jeg skal vide hvad der sker. Slutningen er nemlig ret god og overraskende! (PS: Jeg har helt klart lyst til at læse mere om keltisk mytologi).
Det eneste grund til at jeg gav Blodvarslet (og nok vil give de to sidste) en chance, var på grund af plottet. Selvom vi har set om og om igen en historie om en pige der faktisk er prinsesse, er det jo en klassiker af en grund. Det er omvendingen fra en kultur til en anden, at flytte fra en klasse til den højeste, det er hvad der er interesant, og guderne må vide hvordan Finderup gjorde det så spændende!
Kigget ind i den irske kultur og rigdom var gjort på en måde jeg aldrig har set før, især siden det foregår under religionsskiftet, hvilket er gjort på mange måder, men hun formår at gøre noget nyt af.
De manglende to stjerner er udelukkende stadig på grund af hovedpersonen og sproget. Alt for passiv og alt for nydansk, og jeg ønsker snart hun bliver lidt klogere.
Jeg er simpelthen bare helt vild med denne serie! Som Ole Henriksen vil sige: I LOVE IT!!! Og historien følges op og fuldendes med en unik indbinding. Jeg elsker, at der virkelig er kræset omkring bogen og det flotte cover. Det er sådan en bog, som jeg gerne vil have til at ligge fremme, fordi den er så smuk.
Historien fortsætter, hvor “Smertensbarn” slap. Tonen er nutidig og kæk, og det gør det svært for mig at placeret målgruppen. Sproget er i hvert fald ikke altid for de unge (eller er det bare mig, der er ved at være gammel!!!) Bogen er spændende og svær at ligge fra sig, mytologiens varsler og magt krydrer historien med fantasy og kærlighedens mystik sætter sig præg på fortællingen. Jeg vil have mere!
Bogen får ikke den sidste stjerne, fordi jeg ofte faldt over slå/stavefejl. Det har ingen betydning for selve historien, men som samlet enhed irriterede det mig, at der var så mange…men pyt! Jeg siger bare…læs den!
Lige så meget som jeg nød første del af serien, lige så fantastisk er næste kapitel i historien om Gyrith.
Det er bestemt en bog der bare må og skal læses, hvis man blev fanget af smertensbarn. Den skønne blanding af vildskab, mytologier, kærlighed og nu kristendommens spæde begyndelse, er et fremragende udgangspunkt, der holder en fanget (det skete i hvert fald for mig). Jeg ser bestemt frem til næste bog i serien, og vil bare ønske den bliver skrevet hurtigst muligt. For selvfølgelig formår Mette Finderup, at skabe en slutning der efterlader en med det store spørgsmål: Hvad i alverden sker der nu ? :)