Hans Christian Branner var en dansk forfatter. Fra 1960 var han medlem af Det Danske Akademi.
Han har skrevet både romaner, noveller , essays og skuespil. I sine romaner er han pædagogisk og forklarende. H.C. Branner debuterede med romanen Legetøj i 1936. Han blev meget hurtigt populær, da hans romaner og noveller handlede om den virkelighed læserne levede i. Og han skrev forståeligt.
H.C. Branner modtog mange priser og legater. Han skrev om mennesker og den måde de påvirker hinanden på — positivt og negativt. Han var inspireret af Freuds teorier om, at årsagen til et menneskes problemer ligger dybt i personligheden. Hans måde at løse dem på var at se tilbage på barndommen for at finde årsagen til problemerne.
Branner havde troen på, at mennesket bliver frit ved at kende sin fortid og bearbejde den. Hans hovedpersoner er tit mennesker i krise, og forfatteren beskrev, hvordan de så ind i sig selv for at finde løsningen. Branner var humanist og anså tolerance for grundlæggende. Magtsyge og trang til at bestemme over andre anså han som ødelæggende og som en modsætning til kærligheden.
H.C. Branner ligger begravet på Hørsholm Kirkegård.
Det her må være den mest neurotiske roman om neurotikere jeg nogensinde har læst. Det minder sjovt nok om James M. Cain - hans underspillede erotiske gådefuldhed der til tider nærmer sig fetichen - men romanen har også været en tur på briksen hos Freud hvorefter der er blevet rørt noget dansk provinsiel tristesse i gryden. Symbolikken er ret tung, men egentlig ikke gumpetung. Jeg synes der er en god balance i tingene. De symbolistiske tendenser får lov til at stå uudsagt i de dunkle udkanter af romanen. Der er noget skuespilagtigt og stiliseret over scenerne, to mennesker der taler om og taler udenom tingene og har hver deres dagsordener, nogle åbne, andre hemmelige, også for dem selv da de lige så lidt forstår sig selv som hinanden. Romanens afsluttende åbenbaring af neurosernes udspring, der åbner sig og tømmes som en byld - en meget smuk og velformuleret byld - fungerer. Jeg synes romanen er god, meget musikalsk i dialogen, med en insisterende, vedvarende og intens stilhed i stilen der kryber under huden på læseren. Men denne grænseløse alvor omkring seksuelle fortrængninger ligger faretruende tæt på parodien, og det er forståeligt, skønt en skam, at han næsten ikke læses mere. Enhver der læser den her efter 1969, vil jo ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet ad al den her undertrykte og skyldtunge seksualitet.
Nogle dage efter endt læsning: Nu begynder denne roman at gøre en vis virkning. Detonationen kom efter at bogen blev lukket. Jeg længes tilbage til den og vil gerne læse den igen. Det skyldes, tror jeg, den særlige måde den er skrevet på, hvor den spiller på tvetydigheden og gådefuldheden, på tavshed og lakuneagtige udeladelser der efterlader en rungende tomhed i læserens sind. Han strækker virkemidlerne så langt ud at han ikke længere helt har styr på hvad symbolerne og allusionerne betyder, og det er godt, for så bliver de ladet af mørkt stof der siver ind i læserens bevidsthed, hvorimod symbolisme med facit, som mange af hans samtidige (nu glemte) forfattere dyrkede, er død og virkningsløs. Denne bog plager læseren længe efter læsningen.
I have no idea what the point of this book was, or why it was so popular/controversial in Denmark when first published in 1949. It's full of histrionic and neurotic characters whose dialogues do not resemble actual conversations that real people might conceivably under any circumstances ever possibly have.
The plot, such as it is, covers one day in the life of a woman, Susanna. She had been involved in a turbulent love affair with a domineering man who ran a riding school and treated his women about like he treated his horses. When he was killed in a horse-riding accident, she rushed distraught to the home of Clemens, a middle-aged, overweight physician with "lovely hands" and a terrible guilt complex. What is he guilty about? Pretty much anything and everything. Just about any ill in life he seems to think is his fault, including but not limited to his patients' deaths or misfortunes.
What exactly Susanna sees in Clemens, who is both physically unattractive and totally passive and uninteresting, is unclear; why Clemens tolerates the weird drama and histrionics of Susanna is similarly unclear. Various overly dramatic conversations ensue, and when that starts to get tiresome, Susanna rushes out of Clemens' apartment and goes to visit two other people, Herman (who has taken over her former lover's riding school and who sort of tries to rape her) and another woman whose name I forget and can't be bothered to look up. More inane and unrealistic discussions ensue, all to no real purpose.
Eventually, something does almost happen but is thwarted, and a belated revelation about the riding master's accidental death is made, which is perhaps intended to be surprising or shocking but comes too little too late.
I can't say the book is unreadable - it has something of the effect of a melodramatic television soap opera, and you can find yourself getting sucked into it. But given this book's supposed popularity in the mid-20th century, I expected something more from it.