Gribende, historisk eventyrroman fra den afrikanske Guldkyst om den 14-årige pige Amas rædselsvækkende oplevelser og kamp for livet, da hun bliver fanget af sorte slavejægere og solgt til de danske købmænd. Bogen bygger på intensiv research, men de historiske facts blandes fornemt med fri fantasi og et lille stænk sort magi
Det her er ikke komplet lort, men den har altså - i mine øjne - virkeligt nogle problemer. Bogen åbner med en stemningsskaber og en måde at introducere læseren til livet før slaveri. Allerede her mener jeg, at bogens skrivestil er virkelig malplaceret. Kim Langer har hovedsageligt skrevet børnebøger, og det kan man mærke i denne. Alle karakterer i denne bog er skallen af et menneske - alle er ensidigt enten funktionelle eller tematiske karaktere. Og det kan fungerer - i meget af denne bog troede jeg at den ligesom prøvede at male det "komplekse" (altså ikke nuanceret, men istedet mangefaccetet) begivenhed af slavehandel. Der er rigtig mange karakterer, og det resulterer i vi ligesom for blæst alle slavehandlens roller i hovedet. Og dette, igen, kan fungerer. Jeg tænker da, at en bog godt KAN tilsidesætte komplekse, virkelighedsnære karaktere for plottet og uddanelsens skyld. Men det gør det ikke. Problemet i denne bog ligger for mig bla. i det. Denne bog er i komplet identitetskrise. Den er skrevet som en børnebog: beskrivelserne er halvhjertede, karaktererne tematiske - og alligvel er den virkelig voldsom, og voldtægt er et eksisterende tema i den. Dermed er den ikke egnet til mindre børn. I ungdomsliteratur inde for denne genre er der brug for noget/nogen at relatere til. Men da karakterene er ekstremt forsimplede og ensidige (tænk Ama, eksempelvis. Hun vil 2 ting: beskytte sin familie og komme sammen med Kwami. En negativ ting ved hende????) eller Ese (hun er bare mor karakterEN. Ja, hun dør til sidst, men det gør hun bevidst om, at hendes ene datter er død og den anden har en god fremtid - mor karakteren.) Der er ikke noget ungdomsagtige temaer præsenteret på nær Kofis debat om sin ejen identitet. Det virkede - men fulgte ikke nok. Den er ikke en voksenbog af gode grunde - ikke særiøs, tematiske karaktere, unuanceret. Og det her med at være unuanceret mangler den også. Folk er forsimplede, eksempelvis bliver Opuku og Kipnasse ensidigt onde. Ja, de mennesker har været skrækkelige. Men de bliver bare tegneserie-skurke, som ikke er andet end deres ondskab. En motivation, et enkelt menneskeligt karaktertræk vil kunne gøre super gode ting. De kan stadig være onde træk - slavehandlere som disse er nogle af de værste mennesker, der nogensinde har eksisteret, men de er ikke tegneseriefigurer. Denne bog gør også generelt ting meget sort/hvide, og det havde jeg et stort problem med.
Fortællertempomæssigt var den et rod af for mange karakterer og usammenhængende handlinger. Og det kan gå?? Hvis den bare malede det store billede af slavehandel vil det være sygt fedt - et leksikon forklædt som fiktion. Men så kommer der sort magi ind i billedet, og bogens budskaber krakelerer fuldstændig for mig.
Alt i alt er bogen, i mine øjne gennemført tonelt ustabil - den går fra meget mørke ting, til meget simple ting.
Bogen info, dumper også, og det kan være meget distraherende - specielt fordi den jo indrager det sorte magi, hvilket for bogen til at virke VIRKELIG usikker.
Dog skal det siges, igen, den er ikke forfærdelig. Den er meget medrivende, og generelt ret spænende. Desuden var der til tider velskervet action. De mange problemer og den indespærede setting er velfungerende - der altid en drivkraft og et mål. Desuden scorede den også nogle billige, men effektive, da alle de forskellige synspunkter mødes til bomba, vurderingsscenen. Desuden var slutningen kliche og blødsød, men det var emotionelt tilfredsstillende:)
lowkeyyyyy highkeyyyyy…..🫢🤭🫣🤫🧐🤨🤨😏😏 Ikke helt dårlig. Faktisk ret god, af en bog vi læser i skolen Meget brutal, men jeg kunne godt lide den Den havde sådan en god konklusion, hvor den fortalte om karaktererne i den virkelige verden. I liked - 3,7
‘Den afrikanske forbandelse’ er en grum grum fortælling om slavehandlen på Afrikas guldkyst. Der er mange fine historiske detaljer, og bogens start ligger godt ud. Men efterhånden som handlingen skrider frem bliver de grimme omstændigheder og vold meget absurd fremstillet. Der er ingen tvivl om, at også de danske slavehandlere betragtede afrikanerne som en vare, der skulle sælges, hvor det menneskelige sættes total i baggrunden, og at der fulgte vold med. Men der er mange unødig beskrivelser af mishandlinger, hvor Kim Langer gør volden alt for tydelig, uden omsvøb, og det er helt unødvendig. Man kan lindlejre volden på mange andre måder, som gør at læseren selv kan udfylde de tomme linjer og danne sig billeder. Den sort/hvide dikotomi bliver lagt på i store mænger, og jeg ville ønske, at dikotomien ikke blev helt så voldsom beskrevet og at tingsliggørelsen af mennesket som en ting/handelsvare blev fremstillet mindre voldsom. Det er ikke en roman, som jeg på nogen måde vil anbefale.