Hun er taget til Paris for at tage et sprogkursus på Sorbonne. Måneder ligger udstrakt foran hende, og en hidtil ukendt frihed. Mænd trænger sig på. Hun forelsker sig, og skolen og de nye bekendtskaber glider hurtigt i baggrunden. En kuldsejlet studiestart sender hende af sted igen, nu til NY. Der er ingen klar plan med rejsen. Det er der heller ikke i Buenos Aires, da hun bliver syg og hægter sig på en ældre mand, hun møder tilfældigt i en park. Som så meget andet i hendes liv er deres relation uafklaret. PURA VIDA er en costaricansk talemåde, en slags motto for de rastløse eksistenser, hun møder i løbet af et sabbatår, der pludselig bliver til tre. Tre år, hvor Viktoria gør præcis, som hun vil, mens det langsomt lukker sig omkring hende, strammer til og filtrer sammen indeni.
Jeg kan godt lide de mystiske depressive personer i CAMs univers. De flyder som vandmænd rundt i tilværelsen. Viljeløse men alligevel på vej. Der er noget umuligt over dem. Som om de ikke evner livet, men alligevel er i stand til at evne det lige præcis nok til at hele systemet holder sig flydende.
En fin og velskrevet roman om at befinde sig på en skillevej i ungdommen.
Jeg har under læsningen været betaget af bogens struktur, der med sine flash backs og minimalistiske finurlighed, føjer et kompleks narrativ til fortællingen. Ligeledes har det skønne sprog med de mange referencer og farver fascineret mig.
Alt i alt en dejlig lille bog om sabbatår, kærlig, alting og ingenting.