Skildring af en stationsforstanderindes korte og bittersøde kærlighedsoplevelse i en lille stationsby i slutningen af 1800-tallet.
Herman Bangs lille mesterværk ”Ved Vejen” (oprindeligt trykt i novellesamlingen ”Stille Eksistenser” 1886) har været en klassiker i umindelige tider – og den holder stadig.
Bogen handler om den unge Katinka Bai, der frivilligt har giftet sig med den joviale bulderbasse, stationsforstander Bai. Men Bais vulgære livsglæde ligger for langt fra Katinkas selvudslettende, stille og følsomme natur til, at ægteskabet kan være lykkeligt.
Herman Bang wrote his very first book back in 1880, it was called "Haabløse Slægter".
Herman Joachim Bang (20. april 1857 – 29. januar 1912) var en dansk kritiker, forfatter og journalist. Han blev født i Asserballe på Als i hertugdømmet Slesvig som søn af sognepræst Frederik Ludvig Bang (1816-1875) og hustru Thora Elisabeth Salomine Blach (1829-1871) og blev student i 1875 fra Sorø Akademi. Herman Bang er kendt for sin impressionistiske skrivestil. Herman Bang døde i Ogden i Utah i USA under en oplæsningsturné og er begravet på Vestre Kirkegård i København.
Ein zartes Fest der Lebenstristesse. Mein melancholisch` Herz, was willst du mehr.
2. Lektüre 2025: Diesmal habe ich die Stimmung als noch trostloser wahrgenommen.
Katinka ist mit dem Beamten Bai verheiratet. Ein Haus an der Bahnstrecke, Kaffeerum am Abend, unverheiratete Töchter als Nachbarn, eine alleinstehende Lehrerin, eine Pfarrersfamilie. Man kennt, bespricht und bewacht sich. Katinka steht oft am Fenster und schaut auf Wald und Wiesen. Dann trifft sie auf Huus. Leise Liebe keimt im Steinleben. Nichts Großes geschieht, nichts wird analysiert, wir sehen nur von außen zu. Huus reist ab, der Weg ist verwaist. Das Steinleben hat sich nicht verändert, nur Katinka, ein klein wenig. Wenn sie jetzt aus dem Fenster sieht, ist da das, was hätte sein können. Mit dem Verlust hat das Leben seinen eigentlichen Wert gezeigt. Bai ruft aus dem Büro, der 8-Uhr-Zug trifft ein.
Vermutlich wird dieses Buch mit jeder Lektüre besser.
A friend of mine who is very well-read in Danish literature (which I very much am not) keeps telling me to read more books by Danish authors. I ‘blame’ my four-year stint in the States as a teenager and, later, my decision to major in English at university. And let’s face it, even staying abreast of the development of English literature is fairly impossible – not to mention American, Scottish, Canadian, French (which I minored in) etc. – but I have to admit to also being slightly prejudiced against the literature of my own country. My brief experience of Danish high school included a bohemian Danish teacher, who fed us with either social realist literature of the worst kind (the belief at the time was apparently that kids had to read about divorce etc. in order to learn how to deal with it, and not flee into imaginative worlds) or ancient, incomprehensible folk sagas. I was never captured.
So I began reading this novel without expecting too much. I knew of it but had never had much occasion, or felt inclined, to read it. It was a bit bleak, to be honest, but no more so than your average Edith Wharton novel. I felt transported back to Matador, a classic Danish television series in small-town, pre-World War II Denmark, except of course this novel was pre-World War I. I guess it was the old-fashioned-ness of it that struck me, especially linguistically.
The story is a quiet one, set in a provincial Danish town at the end of the 19th century, and centered around Katinka, who has married one man but loves another (cf. Wharton). We meet the quirky, rural personalities who surround Katinka and her husband in the town, and we get Herman Bang’s impressionistic portrait of lives that are characterized by small joys and great sorrows. There were some wonderful descriptions, there were some dull moments, and there was a heart-breaking death scene.
I feel just a tiny bit triumphant at having delved into a Danish literary classic. It will not be the last. (Interestingly, but irrelevantly, Herman Bang almost paralleled Oscar Wilde at around the end of the 19th century. Like Wilde, Bang was a renowned author but was gradually ridiculed and ostracized by society, notably by the press, for being a homosexual dandy and had to flee to other European cities. It makes me want to stretch my readerly goodwill toward him even more).
Auf der Suche nach klassischer dänischer Literatur bin ich bei diesem viel gelobten Werk aus dem Jahr 1886 hängen geblieben. Vielleicht hätte ich nicht geizig für ein paar Cent mir die Erstübersetzung in keimfreier Digitalversion kaufen sollen, denn die überschwänglichen Rezensionen im Feuilleton bezogen sich auf eine Neuübersetzung. Die SZ sah sogar Parallelen zu Thomas Mann. Unfassbar. Für mich hörte sich diese unspektakuläre Ehegeschichte eher nach einem Schüleraufsatz an. Langweilig und nichts sagend.
Herman Bang er en af mine absolut yndlingsforfattere, delvist på grund af de mange tomme pladser, han i bedste Blixen-stil overlader til læseren selv at udfylde, men også grundet de queer-teoretiske læsninger, som man kan lægge ned over hans store beundringsværdige forfatterskab. Historien om Katinka og livet i den lille by og på TogStationen er noget for sig selv. Gode anbefalinger herfra.
An absolutely heartbreaking novel with such great attention to humerous details in the midst of a tragic life of a lonely and depressed housewife - Katinka. At the arrival of Mr. Huus, Katinka experiences the colours of love, but being married to the womanizer, Bai, she and Huus cannot be together. Herman Bang is one of the greatest impressionist writers, and his style and outstanding talent for depicting life and people makes this book a mesmerizing read.
Charmante maar ietwat gedateerde impressionistische klassieker uit de Deense literatuur. Het noodlot slaat toe in de persoon van een blitse rentmeester die een ingeslapen dorpje op z'n grondvesten doet daveren en de emotioneel wankele vrouw van een brute stationschef in het verderf stort. Een stilistisch verfijnde tearjerker.
Herman Bang skriver i bløde, vemodige, halvt udglidende linjer, og selv hvis man gjorde modstand, ville man på et tidspunkt give sig hen til den stilfærdige resignation og forstummet sorg. Jeg elsker Herman Bang. Knæfald.
Der er nu noget pokkers hyggeligt ved at sidde og læse ældre dansk litteratur (i dette tilfælde fra 1886), især når der er tale om klassikerne. I sommers læste jeg Et Dukkehjem af Henrik Ibsen, og nu kom turen til et af Herman Bangs hovedværker - både 'Et Dukkehjem' og 'Ved Vejen' blev en del af "det moderne gennembrud".
Der er skrevet rigeligt med referater af 'Ved Vejen', så det vil jeg lade være med. I stedet vil jeg opfordre til, at man læser den - og til, at man læser den med den 'gammeldags' grammatik, altså med navneord med stort begyndelsesbogstav. Det skaber en vis hygge (i det omfang, der nu kan være en sådan, når temaet er ulykkelig kærlighed) omkring læsningen, og det bliver på en måde mere 'autentisk', at man sidder med en litterær klassiker mellem hænderne. Det skal selvfølgelig ikke være det eneste, man vælger efter, men det gammeldags sprog gør også, at man ikke bare kan suse henover siderne, og det er altså ikke uden sin charme - akkurat som det gamle sprog.
Til tider havde jeg lidt svært ved at finde rundt i personerne (skønt der ellers ikke er så mange), primært på grund af Bangs tendens til at give dem kaldenavne, såsom 'Lille Jensen' etc. Men det er måske lige så meget et vidnesbyrd om, at vi i 2015 er vant til at få det hele serveret på et sølvfad :-)
Anyway: Anskaf dig denne bog, sæt kaffen eller teen (alt afhængig af tidspunkt på døgnet) over og gå i gang.
Første gang jeg forsøgte at læse Herman Bangs “Ved vejen” var jeg alt for ung. Jeg forstod ikke, hvad bogen handlede om, og af kedsomhed opgav jeg læsningen. Nu mange år senere har jeg læst romanen, der ikke bare beskriver hovedpersonen Katinkas skæbne, men mange kvindeskæbner i slutningen af 1800-tallet. Meget har ændret sig siden dengang, og så alligevel ikke. Det er en virkelig fin, fin bog.
Ved vejen - Η τραγωδία δεν χρειάζεται κορύφωση· αρκεί μια ζωή που δεν συνέβη.
Διαβάζοντας τον Herman Bang έχεις την αίσθηση ότι κάποιος χαμήλωσε την ένταση του κόσμου για να ακούσεις όσα συνήθως καλύπτει ο θόρυβος της πλοκής. Το Ved vejen είναι ένα μυθιστόρημα που δεν κορυφώνεται σχεδόν ποτέ—και ακριβώς εκεί βρίσκεται η δύναμή του, αλλά και το όριό του. Ο Herman Bang γράφει σαν να φοβάται μήπως ενοχλήσει τη σιωπή των ηρώων του· κι όμως, μέσα σε αυτή τη χαμηλή ένταση καταφέρνει να χωρέσει μια ολόκληρη ζωή από ανεκπλήρωτες επιθυμίες, κοινωνικές συμβάσεις και βλέμματα που κρατούν περισσότερο από τους διαλόγους. Δεν είναι τυχαίο που θεωρείται από τους μεγάλους εκπροσώπους του λογοτεχνικού ιμπρεσιονισμού: δεν εξηγεί σχεδόν τίποτα, αφήνει τις εντυπώσεις να συσσωρεύονται μέχρι να αποκτήσουν το βάρος της μοίρας. Η Κατίνκα είναι μια από εκείνες τις ηρωίδες που δεν συντρίβονται από ένα μεγάλο γεγονός αλλά από τη γεωλογική πίεση της καθημερινότητας. Το δράμα της δεν είναι η δυστυχία· είναι η αδυναμία να φανταστεί έναν άλλο τρόπο ύπαρξης. Κάπου εδώ ο Bang μοιάζει να συναντά τον Τσέχοφ: η μεγαλύτερη τραγωδία δεν είναι όσα χάνονται, αλλά όσα δεν γεννιούνται ποτέ. Ο έρωτας δεν έρχεται ως λύτρωση αλλά ως μια σύντομη απόδειξη ότι η ζωή θα μπορούσε να είχε υπάρξει διαφορετικά. Το παράδοξο είναι ότι αυτή η σχεδόν ασκητική προσήλωση στο ανείπωτο λειτουργεί και ως η μεγαλύτερη αρετή αλλά και ως το βασικό μειονέκτημα του βιβλίου. Θαύμασα την ακρίβεια της γραφής, τις μικρές κινήσεις που λένε περισσότερα από ολόκληρες εξομολογήσεις και την υποδειγματική οικονομία του ύφους. Ταυτόχρονα, υπήρξαν στιγμές που αισθάνθηκα ότι ο Bang εμπιστεύεται τόσο πολύ τη σιωπή, ώστε ξεχνά πως ο αναγνώστης χρειάζεται πού και πού και μια ανάσα. Αν ο Φλομπέρ αφαιρούσε, ο Bang αφαιρεί ακόμη περισσότερο, μέχρι που σε ορισμένα σημεία μένει μόνο η σκιά του συναισθήματος. Ίσως γι' αυτό το Ved vejen μου άφησε μια παράξενη επίγευση. Το εκτίμησα περισσότερο απ' όσο το απόλαυσα. Είναι από εκείνα τα βιβλία που αναγνωρίζεις την τεχνική τους αρτιότητα χωρίς να μπορείς να πεις ότι σε κατέκτησαν ολοκληρωτικά. Σαν να παρακολουθείς ένα τρένο να περνά αργά από έναν επαρχιακό σταθμό: ξέρεις ότι μεταφέρει ζωές, ελπίδες και ματαιώσεις, αλλά μέχρι να χαθεί στον ορίζοντα έχεις προλάβει περισσότερο να το συλλογιστείς παρά να ταξιδέψεις μαζί του. Τρία αστέρια, λοιπόν. Γιατί η λεπτότητα από μόνη της δεν αρκεί πάντα για να γεννήσει συγκίνηση. Και επειδή, όσο κι αν ο παραλογισμός της ύπαρξης είναι αναπόφευκτος, μερικές φορές θα ήθελα οι ήρωες να τον κοιτάξουν κατάματα αντί να τον αφήσουν ευγενικά να περάσει δίπλα τους.
Jeg nød at læse den, selvom sproget krævede noget tilvænning. Han er god til at opbygge karakterer, og nu føler jeg mig meget mere forbundet til mine forfædre fra 1800-tallet :).
Very spare writing style so it was hard to really engage with the characters. Generally good, but if this was Bang's masterpiece, I can see why he never became an international sensation.