What do you think?
Rate this book
Pynt
Punktromanen Pynt er et portræt af en ung skuespillerinde med spiseforstyrrelser, der bliver indlagt på psykiatrisk afdeling. Handlingen kredser bl.a. om hendes forhold til en elsket, autistisk bror, en excentrisk og bindevævssygdomsramt værge og den mystiske, tatoverede Alfrida.
- GenresDanish
175 pages, Paperback
First published October 1, 2013
5 people are currently reading
90 people want to read
About the author
Bjørn Rasmussen
15 books59 followersBjørn Rasmussen (1983) er uddannet fra Dramatikeruddannelsen og Forfatterskolen. Han debuterede som dramatiker i 2004 med audioguide-dramaet Myg marcherer i sødt blod. Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet er hans første bog.
Kilde: Gyldendal
Kilde: Gyldendal
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 7 of 7 reviews
August 14, 2018
Skulle vilja ge högre betyg, men i skenet av "Huden" och "Ming" faller denna lite platt för mig. Jag upplevde det burleska som ett enda gotteri i misär och olycka utan funktion i berättelsen. Men Rasmussens språk och grepp är ju fortfarande fenomenalt.
Read
June 30, 2022За мен това беше загуба на време.
Страхотна корица, страхотна анотация, а вътре ... дори не знам как да го опиша. Аз не разбрах нищо. Стилът на автора е толкова краен и вулгарен, книгата се състои от нахвърлени фрагменти състоящи се от безсмислено свързани изречения.
С този автор определено сме на различни планети, за мен той остана неразбран.
Дори не знам как да оценя книгата, не мога да определя дали проблемът, че не разбрах книгата си е лично мой или на автора.
Страхотна корица, страхотна анотация, а вътре ... дори не знам как да го опиша. Аз не разбрах нищо. Стилът на автора е толкова краен и вулгарен, книгата се състои от нахвърлени фрагменти състоящи се от безсмислено свързани изречения.
С този автор определено сме на различни планети, за мен той остана неразбран.
Дори не знам как да оценя книгата, не мога да определя дали проблемът, че не разбрах книгата си е лично мой или на автора.
July 17, 2015
Den har ikke efterladt mig med så meget. Men jeg kunne overvejende rigtig godt lide den. Jeg fik dog fornemmelsen af at den gemte sig for mig, at den til tider blev lidt skabagtig, men det er måske også det som pynt handler om. At gemme sig og være lidt skabet.
Set fra et litterært synspunkt: en rigtig god bog! Godt håndværk, godt udført, super!
Personligt synspunkt: Tja ok, den var da meget god.
Set fra et litterært synspunkt: en rigtig god bog! Godt håndværk, godt udført, super!
Personligt synspunkt: Tja ok, den var da meget god.
Read
December 23, 2013Et kvalmende smukt mareridt
Bjørn Rasmussen fører os, med sin nye roman Pynt, ind i en verden af opkast og psykisk sygdom, men derinde, et sted, findes en absurd, smuk og vanvittigt forførende fortælling
Jeg sad bjergtaget og med en tiltagende brækfornemmelse igennem min læsning af Pynt - en fornemmelse, det skulle vise sig, at jeg ikke var alene med og derfor var det faktisk ganske okay. Den kvindelige hovedperson fortæller sin ”saga blåt” fra det ”dueblå linned”, liggende under den angstdæmpende kugledyne i en hospitalsseng på en psykiatrisk afdeling. Herfra skriver hun i dagsbogsform til sin autistiske lillebror, til hvem hun har et alt andet end almindeligt forhold. Sådanne findes ikke i Pynt. Hun er skuespillerinde og det hele kunne egentligt godt tage karakter af en syret B-film. Personalet kalder hende for Ragna Svendsen – hvorfor, det ved hun ikke, ”men det klinger, synes du ikke”, spørger hun. Og Ragna tager Ragna Svendsen på sig; ”Jeg vil tabe mig, jeg vil forvandle mig til Ragna Svendsen, det vil ikke længere smerte at blive forpustet.” Ragna er på afdelingen fordi hun har bulimi. Det er i hvert fald den håndgribelige forklaring. Men opholdet synes blot at forstærke kvalmen – en kvalme der smitter:
”Men da jeg bliver bedt om at ligge stille på en yogamåtte og fokusere på min vejrtrækning, får jeg sådan en kvalme. Jeg vil sidde op, men fysioterapeuten beordrer mig til at blive liggende på ryggen. Jeg er bange for, at jeg skal kaste op, og jeg drejer hovedet til siden, for ikke at blive kvalt i brækket. En lille støvbold har samlet sig under radiatoren. Du skal trække vejret, siger han, kom så. Min mave er vandret helt op i munden på mig. Gule tunger af fedt skyder frem i svælget, det smager af metal. Træk vejret, Ragna.”
En drømmende absurditet og en skrøbelig perversitet
Bjørn Rasmussens formår, med sin fine sprogomgang, at skabe en strøm af sindssygt (eller sindssyge og) smukke, perverse og absurde billeder, men det absurde og perverse overdøves af en ekstrem skrøbelighed, som når Ragna skriver:
”men jeg ved jeg skal dø om lidt, jeg ved, at de personlige pronomener er lagret i formål, ikke i sved, og jeg tager fuglehjertet med den ene hånd og adskiller mine kønslæber med den anden og propper hjertet op i min kusse, forbi skedevæggen og op. Jeg propper hele min hånd, hele min arm op i min kusse, albuen og overarmen og skulderen, jeg åbner min mund og op af svælget, forbi drøblen, kommer min knytnæve til syne og hånden åbner sig som en blomst i min gane, og der ligger hjertet i håndfladen, som en perle i en østers, og perlen stråler af lys og oplyser mit ansigt …”
Det ene billede tager over for det andet og jeg lader mig rive med af drøm og virkelighed der flyder sammen, for pludseligt at mindes at ”suppen bliver kold”. Midt i sindsrejsen, minder noget jordligt mig pludseligt om at Ragna og jeg eksisterer i tiden, i mareridtet på afdelingen, hvor ”Alt, hvad man udtænker her for mig, er ondt.”
Køn og materie
Ragna har en værge, værgen har en påklæderske og hun hedder Jacob. Det lyder som et Samuel Beckett stykke, men der er en mening med galskaben. Der er i hele romanen en evig tilbagevenden til kønnet og seksualiteten og her er de mærkelige forhold mange - Ragnas til lillebroren, til sin store kærlighed Alfrida og til eksmanden Hr. Johansen. Køn og seksualitet udviskes, iturives, optegnes på ny og bliver til et miskmask af perversiteter, men igen skinner den menneskelige skrøbelighed igennem som det essentielle – sammen med det eksistentielle. Der er hos Ragna et ønske om at tingsliggøre følelserne, at gøre dem håndgribelige. Det forlanges af os at vi skal være mennesker, men hvordan man gør, ved Ragna ikke. Hun føler sig som et maleri, som Pynt.
Bjørn er et mandenavn, men det er også eneste indikator på hvilket køn der har komponeret tasteslagenes sammenhæng. Bjørn Rasmussen formår i sin behandling af sindssygen, af kønnet og af seksualiteten at skrive sig udover kønsligheden (Word hjælper ved konsekvent at rette mand til mandag – i hvert fald hos Ragna), og hvor er det dog befriende at læse noget der ikke er mandelitteratur, ikke er kvindelitteratur, men bare er litteratur – dybfølt litteratur.
Bjørn Rasmussen fører os, med sin nye roman Pynt, ind i en verden af opkast og psykisk sygdom, men derinde, et sted, findes en absurd, smuk og vanvittigt forførende fortælling
Jeg sad bjergtaget og med en tiltagende brækfornemmelse igennem min læsning af Pynt - en fornemmelse, det skulle vise sig, at jeg ikke var alene med og derfor var det faktisk ganske okay. Den kvindelige hovedperson fortæller sin ”saga blåt” fra det ”dueblå linned”, liggende under den angstdæmpende kugledyne i en hospitalsseng på en psykiatrisk afdeling. Herfra skriver hun i dagsbogsform til sin autistiske lillebror, til hvem hun har et alt andet end almindeligt forhold. Sådanne findes ikke i Pynt. Hun er skuespillerinde og det hele kunne egentligt godt tage karakter af en syret B-film. Personalet kalder hende for Ragna Svendsen – hvorfor, det ved hun ikke, ”men det klinger, synes du ikke”, spørger hun. Og Ragna tager Ragna Svendsen på sig; ”Jeg vil tabe mig, jeg vil forvandle mig til Ragna Svendsen, det vil ikke længere smerte at blive forpustet.” Ragna er på afdelingen fordi hun har bulimi. Det er i hvert fald den håndgribelige forklaring. Men opholdet synes blot at forstærke kvalmen – en kvalme der smitter:
”Men da jeg bliver bedt om at ligge stille på en yogamåtte og fokusere på min vejrtrækning, får jeg sådan en kvalme. Jeg vil sidde op, men fysioterapeuten beordrer mig til at blive liggende på ryggen. Jeg er bange for, at jeg skal kaste op, og jeg drejer hovedet til siden, for ikke at blive kvalt i brækket. En lille støvbold har samlet sig under radiatoren. Du skal trække vejret, siger han, kom så. Min mave er vandret helt op i munden på mig. Gule tunger af fedt skyder frem i svælget, det smager af metal. Træk vejret, Ragna.”
En drømmende absurditet og en skrøbelig perversitet
Bjørn Rasmussens formår, med sin fine sprogomgang, at skabe en strøm af sindssygt (eller sindssyge og) smukke, perverse og absurde billeder, men det absurde og perverse overdøves af en ekstrem skrøbelighed, som når Ragna skriver:
”men jeg ved jeg skal dø om lidt, jeg ved, at de personlige pronomener er lagret i formål, ikke i sved, og jeg tager fuglehjertet med den ene hånd og adskiller mine kønslæber med den anden og propper hjertet op i min kusse, forbi skedevæggen og op. Jeg propper hele min hånd, hele min arm op i min kusse, albuen og overarmen og skulderen, jeg åbner min mund og op af svælget, forbi drøblen, kommer min knytnæve til syne og hånden åbner sig som en blomst i min gane, og der ligger hjertet i håndfladen, som en perle i en østers, og perlen stråler af lys og oplyser mit ansigt …”
Det ene billede tager over for det andet og jeg lader mig rive med af drøm og virkelighed der flyder sammen, for pludseligt at mindes at ”suppen bliver kold”. Midt i sindsrejsen, minder noget jordligt mig pludseligt om at Ragna og jeg eksisterer i tiden, i mareridtet på afdelingen, hvor ”Alt, hvad man udtænker her for mig, er ondt.”
Køn og materie
Ragna har en værge, værgen har en påklæderske og hun hedder Jacob. Det lyder som et Samuel Beckett stykke, men der er en mening med galskaben. Der er i hele romanen en evig tilbagevenden til kønnet og seksualiteten og her er de mærkelige forhold mange - Ragnas til lillebroren, til sin store kærlighed Alfrida og til eksmanden Hr. Johansen. Køn og seksualitet udviskes, iturives, optegnes på ny og bliver til et miskmask af perversiteter, men igen skinner den menneskelige skrøbelighed igennem som det essentielle – sammen med det eksistentielle. Der er hos Ragna et ønske om at tingsliggøre følelserne, at gøre dem håndgribelige. Det forlanges af os at vi skal være mennesker, men hvordan man gør, ved Ragna ikke. Hun føler sig som et maleri, som Pynt.
Bjørn er et mandenavn, men det er også eneste indikator på hvilket køn der har komponeret tasteslagenes sammenhæng. Bjørn Rasmussen formår i sin behandling af sindssygen, af kønnet og af seksualiteten at skrive sig udover kønsligheden (Word hjælper ved konsekvent at rette mand til mandag – i hvert fald hos Ragna), og hvor er det dog befriende at læse noget der ikke er mandelitteratur, ikke er kvindelitteratur, men bare er litteratur – dybfølt litteratur.
April 26, 2014
Pyntesygt sprog på den lækre måde! Jeg elsker Bjørn Rasmussen for hans sprog, for rytmen i sproget, for menneskeligheden, nærheden og kropsligheden, der på én gang fascinerer, glæder og overvælder. Det er smukt, ofte på de mest fantastiske grimme måder. "Pynt" indeholder små sproglige genistreger, lækre ord, man kan gnaske i sig, og en historie, der er svær at følge med i - men det er tæt på at være uproblematisk, for den helt rigtig og forståelig. Som Kristin Vego skriver i sin anmeldelse af bogen på Littuna.com: "Ofte giver det ingen mening – men jeg kender følelsen."
Hvis du vil have en rigtig god veludført og helstøbt anmeldelse af romanen, kan du læse Kristins anmeldelse her: http://www.littuna.com/2013/10/jeg-ha...
Hvis du vil have en rigtig god veludført og helstøbt anmeldelse af romanen, kan du læse Kristins anmeldelse her: http://www.littuna.com/2013/10/jeg-ha...
April 1, 2014
en eksplosion af sanser, små fortællinger og indtryk. man må bare flyde med strømmen og føle ragnas liv i egen krop. jeg elsker måden bjørn rasmussen leger med ord på, bøjer sætningerne og lader det hele falde rundt i en ukonkret mix, som man først fornemmer man har været i kontakt med når man er færdig.
jeg tog for lang tid om at læse den. jeg er helt sikker på at jeg ville have kunnet lide den bedre hvis jeg havde haft bedre tid til at læse den hurtigere. jeg tror man bliver nødt til at læse den igen. helt sikkert.
den er ikke lige så god som forfatterens debut, huden er det elastiske hylster, hvor jeg bedre kunne føle og relatere til hovedpersonen og hans liv. men bogen her er stadigvæk helt sikkert en læsning værd.
April 24, 2014
I like the fact that it is not pages up and down with text like most other books. It is interesting and different and the way it is written really makes it feel like that you are inside the head of the 'I'.
Displaying 1 - 7 of 7 reviews