Stolen Spring

by Hans Scherfig

English, Danish (translation)

Genres: Classics, Danish, Fiction, School, Denmark, Historical Fiction, Scandinavian Literature

195 pages, Paperback

First published January 1, 1940

About the author

Hans Scherfig was a renowned Danish author and artist.

His most famous works of literature include Det Forsømte Forår (Stolen Spring), Frydenholm, Idealister (Idealists), and Skorpionen (The Scorpion), the last of which was published in over 20 countries. He is also well-known for his distinctive Naivist lithographs which depict jungle and savanna scenes that owe something to Henri Rousseau, and various drawings and paintings with satirical, political, and biblical subject matter.

Central to Scherfigs work was his life-long political engagement. Already in his early years he became a dedicated communist and remained so until his death in 1979.

Because of this Scherfig was imprisoned by the Nazi German military occupation forces in Denmark during WWII. During the Cold War, Scherfig intensified his critical attitude against the USA.

Reviews

[William Falkner · Rating 2 out of 5]

Man følger de her gymnasieelevers liv, som for det meste bare bliver brugt på at læse. Der sker nogle lidt crazy ting, som f.eks. at en lærer bliver myrdet (det er faktisk det eneste crazy der sker). Det her mord bliver i starten af bogen sat op til at være omdrejningspunktet for historien, men når man så senere når til at mordet sker, fylder det en side, og der er ingen konsekvenser. Bogen slutter så med at man får at vide hvad de her gymnasieelever er blevet til i fremtiden. Fedt.

Karaktererne eller hændelserne i bogen bliver ikke rigtig udforsket. Det er sådan “show dont tell”, men forfatteren glemmer at show’e. Meget af det der bliver sat op i bogen bliver aldrig brugt igen.

Jeg tænker budskabet er noget med at man skal leve i nuet? En af karaktererne er forelsket i en pige, men fordi han vælger uddannelse over hende, ender han som alkoholiker i Jylland. Denne storyline går ikke rigtig dybere end det jeg lige har skrevet, hvilket jeg synes er en skam.

Bogen foregår på Gefion gym (skud ud), hvorfor jeg har givet den to stjerner.

[Michael · Rating 5 out of 5]

Scherfigs Det forsømte forår er selv i dag, med snart 75 års jubilæum, lige så aktuel som den var i 1940'erne, da den udkom for første gang. Selvom den såkaldte sorte skole for længst er afskaffet, er temaerne og budskaberne almengyldige, hvorfor det stadig i dag er muligt at identificere sig med eleverne og deres frygt for foråret, som betyder eksamenstid:

Man læser og læser med rødrandede øjne" [...] "Man spiser i tavshed, mens man tænker efter og repeterer. Og så læser man igen. Man har nervøs mave og kvalme og klamme hænder. Man har hjertebanken og trækninger og ømheder. Og man læser og læser [...] Det er forår. Men man har ikke tid til at tage sig af foråret. Man har forsømt hvert eneste forår i sit liv.

En ting er i hvert fald sikkert: Jeg forsømmer ikke en lejlighed til at læse Det forsømte forår. Det er nærmest blevet en tradition at læse den, inden eksamenerne begynder.

[Peter Fogtdal · Rating 4 out of 5]

This novel is a Danish classic from 1940, a satirical murder mystery about a teacher who gets murdered by one of his students. The teacher is such a sadistic man that he almost deserves his fate.

Stolen Spring takes place around 1920, so it must be hard for younger Americans to relate to this satirical novel from an exotic Scandinavian country, right? No, obviously it's not. I've taught it twice at Portland State University and the students really related to it. One can only try to guess why. Maybe it's because sadistic teachers are common at most schools - especially latin teachers? Is there something about that dead language that makes you die inside as well ...?

By the way, the novel is quite funny if you have a dark sense of humor. A bit of it is lost in an otherwise good translation. But the American version is worth reading no matter what.

[Trine Salbøg · Rating 4 out of 5]

Det er tørt dansk hele vejen. Som en lærebog om det at lære. Vi kender det, vi ser det, og vi har hørt det hele så mange gange før. Men så kravler denne lille perle af en roman pludselig ind under huden, suger sig fast og rammer lige i hjertet. Man taber pusten og sit forår. Hvornår mon vi virkelig tager ved lære af denne fortælling, forstår den som andet end dansklære. Læs den når anemonerne springer ud, og bøgen bliver grøn og skøn. Læs den når alle de unge hjerter slet ikke har tid til deres forår, når maltbolsjerne lokker med gift, som bind for øjnene. Av hvor gør det ondt.

[Byurakn · Rating 3 out of 5]

Well written. Started out pretty well but from the second half it got extremely boring. There was a lot of repetition that was exciting in the beginning but got boring in the end.

[Christian · Rating 4 out of 5]

Stadig relevant

[Danny · Rating 4 out of 5]

"Det Forsømte Forår" from 1940 is regarded as a classic within Danish literature. This despite its short length and simple language.

The novel seems to be somewhat of a genre hybrid in the beginning, as we are introduced to the plot as a crime novel, where the infamous Lektor Blomme gets killed. Several years later, we are at a dinner table with a lot of men, with one of them being the murderer.

However, the novel takes a turn in terms of focus, and although it keeps its audience reminded of a killer being out there, the crime apect is toned down completely, which, of course, serves the other main aspect of the novel, namely the impact of fear and suppression. Can't say, though, that my crime hungry mind wasn't looking for a bit of suspense and mystery. As the novel progresses, it's clear as day to figure out the murderer.

There can be no doubt, though, that the novel succeeds in showing the effect of the tough treatment in the renowned "Sorte Skole". From the slowly disappearing rebellious acts to the kid that can't read anything out of joy.. it creates people afraid of living life.

What keeps this book from scoring top grades, though, is the lack of being completely able to relate to the situation. In many ways, this is a piece that works well as a historical fiction novel, but the situation and the pain of the characters is not always relatable, even though many facets are.

In the end, however, this book is nothing but recommendable.

[julek · Rating 1 out of 5]

Ważność dyskursu o szkolnictwie wynika nie tylko z jego uniwersalności, bowiem niespełna każdy bierze w tym systemie udział, w zasadzie już od przedszkola (i może nie jest to tradycyjna forma nauki, jaką widzimy dalej w szkole, lecz nadal uczy hierarchijności i norm społecznych, a także wiele dzieci w tym wieku jest piśmienne oraz umie już czytać, elementy te przygotowywują na pierwsze życie w unormowanym “społeczeństwie”, któremu podlegają pewne reguły — szkolnictwie) aż do szkoły ponadpodstawowej, ale także z tego, że szkoła idzie w tandemie z wiekiem dorastania; czasem niewątpliwie niełatwym, polaryzującym, łatwo jest znaleźć osobę, która to rozmarzona wspomina szkołę, jako czas wolny, radosny, pełen przyjaciół, nietrudno, a może nawet łatwiej, jest znaleźć osobę jej zupełnie przeciwną, taką, której to szkoła przyswoiła jedynie problemów. Jest to bez wątpienia osobliwy czas, szczególnie ten okołolicealny, gdy to z jednej strony mówione jest uczniom, że są już dorośli i jak ów mają się zachowywać, z drugiej jednak ich problemy i potrzeby rzadko brane są pod uwagę, często zbywane, redukowane do dziecięcego bełkotu. Jasnym jest więc, że to pierwsze jest niczym innym jak formą podświadomego wymuszenia posłuszeństwa wobec systemu; uczeń chce być dorosły, chce być brany na poważnie, więc sam będzie korygował swoje zachowanie, aby to tylko nie zostać określony dzieckiem, a zarazem — tym “gorszym”. Dysproporcja władzy jest wszechobecna, jednak staje się oczywista w momencie sprzeciwu wobec systemu, tedy iluzja równości dorosłego a dorosłego znika, a zostaje tylko nieprzystosowane dziecko przeciw pełnoprawnemu dorosłemu. Wynik tego konstantu frustracji wynikającej z rozdroża: dorosłość a niewinność, rozpoczyna tekst — zabójstwo nauczyciela łaciny. Nie jest to jednak kryminał czy też thriller, a książka dość szybko (żeby nie powiedzieć, natychmiastowo) oddala temat morderstwa i staje się oczywistym, że “Stracona wiosna” tak naprawdę funguje jako studium kondycji ludzkiej i jak system buduje, lub nie, jednostkę owiewając ją w formy podporządkowujące pod potrzeby społeczeństwa.

Życia chłopców oscylują w obrębie trójkąta dom–szkoła–kościół. Są to trzy miejsca, w których narzucane i egzekwowane są wobec nich pewne normy, standardy, ale też i oczekiwania. Ten trzeci element jest najmniej poruszany, serwuje jako swego rodzaju dopełnienie indoktrynacji, pieczęć w zostaniu “poprawnym”, a dalej respektowanym, człowiekiem, przykładnym społeczeństwu. Najciekawszym, również głównym wątkiem, jest kombinacja tych dwóch pierwszych. Oczekiwania wyniesione z domu przekładają się na wydarzenia w szkole. W domu egzekwowane są nie tylko akademickie osiągnięcia, ale także stereotypowa rola mężczyzny. Chłopcy muszą podporządkowywać się do ram, które są za ich czasów mniej aktualne niż za czasów ich ojców, niemniej jednak muszą istnieć, jako że sukces uczniów jest przedłużeniem sukcesów rodziny, głównie ojca, a wszelkie niepowodzenia przynoszą wstyd rodzinie i są wypominane przez grupę nauczycielką.

Szkoła jest systemem zamkniętym, który to nie podlega zasadom zewnętrznego; a wszak ma ona jednak przygotować uczniów do dalszego życia. Sprawy powszednie, społeczne są tutaj nieważne, liczy się tylko akademia. Przemoc jest wszechobecna: uczniowie są strofowani curriculum szkolnym; nauczyciele gniewają się, gdy uczniowie nie popełniają błędów podczas lekcji; to co wiedzą spoza lekcji uczniowie jest albo negowane, albo lekceważone; a wyzwiska, gdy ktoś nie rozumie tematu są czymś naturalnym. Jednak to co odbija się echem najmocniej, jest przedstawienie jak oceny wpływają na szkolne społeczeństwo. Nie tylko są one wymiarem własnej wiedzy i sukcesu, ale także elementem porównawczy do innych z klasy. Ważnym jest nie tylko żeby tobie się powiodło, ale także żeby innym poszło gorzej. Nauczyciele wystawiani są na piedestał do tego stopnia, że uczniowie nie traktują ich jako ludzi, a raczej abstrakcyjne pojęcie — coś groźnego i przerażającego co decyduje o ich losie i przyszłości.

Tym samym ten zamknięty świat powoduje, że chłopcy są zupełnie odizolowani od rzeczywistości. Jasnym jest, że wpajana im wiedza jest pusta, a oni sami nie są w stanie jej zrozumieć, jest po prostu czymś nabytym, narzędziem jakiego potrzebują w trakcie swojej edukacji. Fikcyjnym jest także ich poczucie dorosłości jakie ów wiedza im daje. Odrzucają zabawy na poczet spraw “poważnych”, “ważniejszych”, jedynem co jest teraz godne ich wolnego czasu jest utarta analiza literatury.

Najciekawszą postacią jest zdecydowanie “Lady on Landenærket”. Jej rola, jakkolwiek epizodyczna, jest tu kluczowa, bowiem to ona kwestionuje system edukacji, ideę akademii. Być może jest coś więcej do życia. Być może jest coś ważniejszego niż edukacja. Być może prawdziwa wiedza pochodzi z doświadczenia. Stoi ona w jasnej kontrze do tego, w jakim świecie żyją chłopcy i jaki jest im prezentowany. Uczniowie nie rozumieją walorów interakcji społecznych i samego społeczeństwa, jasnym jest, że szkoła nie przystosowywuje ich do życia, a budowanie relacji jest czymś, czego często nie mogą przeskoczyć. A nawet jeśli rozumieją i starają się wybrnąć z tego nieudolnego systemu opresji, to i tak ulegają presji akademii i rodziny, na ich ostateczną zgubę.

Wspomniane już zabójstwo lektora jest momentem rozpoczynającym tekst, jednak jaki był tego cel? Aby ukazać, jak system napiera na jednostki i ostatecznie może doprowadzić do pęknięcia? Czy naprawdę jest sens umieszczania jego na początku, skoro nie odgrywa, podobnie zresztą jak początkowe 60 stron przedstawienia bohaterów, żadnej roli, a wniosek jaki się z niego wyłania nasuwa się samoistnie? Z zabójstwem na początku czy nie, z opisem dorosłych bohaterów czy nie — przesłanie pozostaje niezmienne. A może i nawet szczersze, ciekawsze; bo nie znając ich przyszłych losów, możemy zastanawiać się czy ulegli systemowi. Czy system ten jest ostatecznie dobry, prowadząc nas, słusznie, do ostatecznego spełnienia, a więc oddanie się mu i nie podważanie go powinno być czymś naturalnym? Czy też właśnie system działa w kontrze do nas samych, a my powinniśmy poddać się własnej woli — temu co uważamy, że jest dla nas ważne, a nie co oczekiwane.

A jednak może obie te opcje są poprawne i nie wykluczające się, można wszak założyć istnienie systemu, który jednocześnie wspiera nas w rozwoju, tym samym nie odrzucający naszych planów tudzież marzeń. A kiedy widzimy późniejsze losy chłopców już na samym początku tekstu, odpowiedź na te pytania jest oczywista — nie zmuszająca do refleksji, podana na tacy. I jest to mianownik, który pojawia się przez całą książkę, każdy społeczny komentarz jest przekazany bezpośrednio, jakoby czytelnik nie był wstanie dojść do własnych wniosków. Być może książka ta jest ofiarą dokładnie tego co próbuje krytykować; bez miejsca na wkład własny, stoi przed czytelnikiem i poucza. Jest to tekst denny, banalny w swojej konstrukcji i rozważaniach mimo tematyki jaki próbuje podjąć. Stracona wiosna uczniów i stracony mój czas.

[Jan Christophersen · Rating 4 out of 5]

Det er svært ikke at have ondt af de unge mennesker i Det Forsømte Forår.
Vi bliver levende præsenteret for en hverdag med både psykiske og fysiske overgreb, der påvirker deres fremtidsdrømme.
Det er ikke svært at sætte sig ind i deres situation; bogen er glimrende skrevet.
Den verden der bliver præsenteret er på en og samme gang langt væk og alligevel nærværende. For mens behandlingen af unge mennesker helt sikkert er blevet bedre, er nogen af de dybere principper i bogen alment gældende: At have læst om livet kontra at have levet livet. Ungdomsdrømme kontra voksenlivets realiteter. Evnen til at se fortiden gennem et endog meget rosenrødt skær.

[Jens Normann · Rating 4 out of 5]

i første halvdel frygtede jeg at jeg skulle kede mig igennem hele bogen, men thank god den lavede en stor turn around! den er utrolig langt fra at bestå bechdel testen men jeg elsker sku en coming of age, fik mig til at værdsætte på ny ikke at gå i gymnasiet og at jeg ikke er født for 60 år siden

[Cecilie · Rating 2 out of 5]

Another book I had to read for school:
It wasn't that awful... only a little.. or maybe a lot.

[Nikolai Tange · Rating 5 out of 5]

Fantastisk fortælling der er utrolig relevant. Jeg forstår ikke de dårlige anmeldelser. Jeg var indeholdt hele vejen igennem. Fantastisk forfattet.

[Mie Jonassen · Rating 2 out of 5]

Kedelig læseoplevelse. Startede ellers okay ud og der blev lagt op til lidt drama, som så bare fuldstændigt udeblev og resten af bogen føltes ret ligegyldig.

[Magnustaumus · Rating 5 out of 5]

Hans formår at skildre en utaknemmelig verden, gennem spørgende udsagn og fængende beskrivelser.

Skaber refleksion om hvorvidt bogens pointe reelt set stadig er et tema i dag.

Virkelig fin og eftertænksom bog.

[Rasmus Gjerløff · Rating 4 out of 5]

Sherfigs stil er på sin egen, skjulte måde meget humoristisk

[Tobias Erendal · Rating 4 out of 5]

Maltbolcher

[Marie · Rating 3 out of 5]

Fine pointer om at huske at leve, om kammeratskab, om sociale økosystemer, og om børne drømme. Men også lidt langtrukken og til tider kedelig med de mange faglige forklaringer.

[Sam Petersen · Rating 4 out of 5]

Det var min først roman i Dansk! Det betyder jeg forstå kun hvad jeg forstå, men tror jeg ved hvad denne bog handler. Jeg kan lide hvordan forfætteren talte om diciplene, og jeg huskede mange gange min skoledager. Men jeg tror også det var hundered år sidste og det var meget anderledes, så jeg er lykkelig min skole var ikke som deres.

[Patrick Skov · Rating 5 out of 5]

Endte med at elske bogen, som jeg læste (lyttede) for første gang til trods for at have skrevet boganmeldelse om den en gang i gymnasiet.

Skønt at lytte til det gamle sprog og til en anden tid med de samme tematikker som i dag. En masse nostalgi og malende billeder om Jalousi blandt venner, narrestreger og bidsk kritik af den gamle skole og samfundspresset, samt hvordan opvæksten i forskellige samfundslag og kulturer præger ens liv.

[Magdalena Hansen · Rating 4 out of 5]

“Det forsømte forår” af Hans Scherfig er den anden bog som jeg har læst på dansk. Den indgik som litteratur på et kursus i dansk på Stockholms Universitet. Meget god bog, der viser skolesystemet og samfundet, som ikke virker godt. Måske en af de faktorer, som har ændret synet på børn og deres opvækst.

Bogen beskæftiger sig med mindst to gamle myter. En af myterne er at tænke på barndommen som en tid fyldt af lykke og fornøjelse: ”Barndommen, det tabte paradis”. En anden myte er at se børn som næsten ikke-færdige mennesker, hvis liv skal begynde i fremtiden, uden at tage hensyn til at børn, præcis som voksne, har brug for at leve i nuet: ”Og alting er fremtid. Alting er forberedelse og øvelse. Og hvis man elsker en pige, så må man vente, til man er blevet til noget.” Denne myte kan man se i et dybere perspektiv, som et bristende hensyn til et menneske, hvis det ikke er fremgangsrigt og har en god position i samfundet: ”Men man må være noget. Man kan ikke bare være.”

Selvom bogen taler om svære problemer, er den skrevet så at det føles let at læse. Hans Scherfig inviterer dig til at fundere og drage konklusioner selv. Det er dog nogle momenter i bogen hvor man får forfatterens meninger forelagt meget klart og tydligt: ”De er ikke onde mennesker, som hader børn og vil gøre dem fortræd. De er samvittighedsfulde og nidkære mænd. Mange er doktorer og har udført fortjenstfuldt videnskabeligt arbejde. Kundskabsrige og lærde og begavede mænd. Men måske er de alligevel ikke begavede nok. Måske mangler de noget, eftersom disciplene synes at de er deres fjender. Forbitrede, ubarmhjertige fjender, uden hvilke livet kunne være lykkeligt.” Hjemme får de unge mennesker heller ikke støtte og forståelse. Hverdagsrutiner og hjemmeregler vises ofte i bogen som unødige begrænsninger der påvirker børn negativt og ikke giver dem mulighed for at udforske verden omkring dem, at være nysgerrige, at udvikle interesser og at have en vis fleksibilitet for at kunne bestemme over sin egen fritid.

Bogens titel ”Det forsømte forår” har forskellige betydninger og kan både forstås som det forår, hvor børnene brugte alle dage til at læse til examen, og som tiden i deres liv, hvor deres behov for at være børn ligesom ikke blev opfyldt. Som konsekvens blev barndommen – stik imod alles forventninger – ikke en god forberedelse til et meningsfuldt voksenliv. Voksne kritiseres bl.a. for at se på deres børn som et hjælpemiddel til egne uløste problemer og for at projicere egne drømme og ambitioner over på børnene. Tragisk historie, hvor svaret på spørgsmålet hvem der dræbte lektor C. Blomme ikke er det vigtigste.*

*Denne tekst er blevet gennemlæst og korrigeret af en person, som kan dansk bedre end mig :o)

[Selma · Rating 2 out of 5]

This book was kind of disappointing. It started out being introduced as a murder mystery (asking who killed the high school teacher) but that part of the story quickly faded into the background. Instead, the book focused mostly on introducing all the characters with long backstories, and the murder itself was barely focused on.

I also found the characters difficult to tell apart, and since I didn’t really like any of them, it made the story feel even harder to get into. For a book that was less than 200 pages, it was almost impressive how bored I was reading it.

[Mia Dall · Rating 3 out of 5]

Jeg er som en af de få ikke blevet tvunget til at læse den her i folkeskolen. Alligevel virker det som om jeg har læst den her historie tusind gange før.
Det er virkelig en skolebog: God bog, vigtig bog, men også lidt for gammel og ikke specielt relevant. Og dog, det var da ting man kan tage med. Det er en interessant skildring af opdragelsen af nye patriarker, det er en interessant skildring af institutionaliseret vold, som man stadig kan få meget ud af, selvom børn ikke bliver direkte slået længere. Som et stykke Danmarkshistorie er den også relevant.
De evindelige gentagelser er irriterende, og når Scherfig ikke kan modstå fristelsen til at skære sine moraler ud i pap bliver det lidt tåkrummende.
Men hvis du er i humør til lidt: "Da bedstefar var dreng, med alle de andre drenge og lussingerne sad løse og drengestregerne var fatale." Så vil jeg klart anbefale den.

[Rupashree Dass · Rating 4 out of 5]

An easy to read, easy to follow book that through humour takes you on a journey to a school in Copenhagen almost a hundred years ago. Without getting too attached to the characters, one can easily feel the humiliation and pain the students go through in their daily routine. I wouldn't call it a humorous or a murder mystery book. Instead, it is a tragic book that makes you think about your life and what you can and could have been.

[Bebs Andersen · Rating 5 out of 5]

Den er så dejlig Scherfigsk. Jeg hører hans stemme, mens jeg læser. Sætningerne med opremsninger og som starter med og. De skal læses med betoning og langsomt. Gentagelserne er med til at sætte tempoet ned. Hold nu op. Det er 40 år siden jeg læste den sidst, i mellemtiden har jeg set filmen, og nu altså læst den igen. Den er stadig god. Gad vide om den stadig læses i skolen?

[Sofus Krogh Larsen · Rating 4 out of 5]

En kort, men dejlig, varm og tilmed sørgmodig bog om ungdommen og hvordan at livets drømme kan visne i præstationer og forventninger fra omverdenen. Faktisk en bog der er værd at læse for enhver student eller studerende. Husk at lev livet, og suge den friske forårsluft ind i stedet for at forsømme den i eksamenslæsningens kaos.

[Anton Matejička · Rating 4 out of 5]

3.7

[Mikkel Bredsgaard Randers · Rating 5 out of 5]

Stadig suveræn!

[Michael · Rating 5 out of 5]

Scherfigs "Det forsømte Foraar" er en udødelig klassiker, som alle bør læse, hvis de da ikke allerede, helst af lyst, har gjort det – eller hvad værre, men nok mere sandsynligt, er: er blevet tvangsindlagt til det i skolen. Hvorfor forklarer litteraten Frederik Schyberg overbevisende i sin anmeldelse af bogen (23.10.40): "Det er lykkedes Scherfig ved Komik, Følelse, Erindringsstyrke, bitre Erfaringer og Had og Nag at sige Ting om Børns Trivsel og Vantrivsel i deres Skoleaar, der har Gyldighed for alle Børn og for alle Skoler". Nærværende udgave fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (2016) er et flot, indbundet genoptryk af førsteudgaven og følger således datidens ortografi (store Substantiver, aa i stedet for å).

Og der sidder elskende Par paa Selvmorderhøjen. Og Stære og Solsorter fløjter uendelig melankolsk og minder om Eksamen. Foraaret er sørgmodigt. Det kunne være så dejligt, hvis man var et Dyr eller en vild eller tilhørte en lavere Samfundsklasse. Der er Mennesker, som kan gå hvorhen de vil. Og der er Folk ude paa Landet og i Skovene. For dem maa Foraaret være en rar Tid. (s. 104)

Den er desuden udstyret med et glimrende efterskrift og noteapparat, der blandt andet karakteriserer genren, de raffinerede fortællerforhold og den beske satire. Og en tak til forlaget for at placere fodnoterne til sidst og ikke undervejs skal også lyde. De er ikke uundværlige, men undertiden overflødige, og heri består – tror jeg – også bogens succes: at den er så ligefrem, så lettilgængelig, at den ubesværet kan læses og forstås (dengang som nu) af alle og enhver. Den har ganske vist lidt over 75 år på bagen, men uden tøven vil jeg spå, den stadig bliver læst om 75 år.

[Duprée Bigum · Rating 5 out of 5]

Glad for Peter Schrøders filmatisering tænkte jeg, at jeg hellere måtte kaste mig over bogen, og hvor blev jeg postivt overrasket. Som altid er filmatiseringen stærkt forenklet, og hvad jeg troede blot var en historie om en selvhøjtidelig og diktatorisk lærers tyranni over en gruppe skoledrenge viste sig at være så uendeligt meget mere. “Det Forsømte Forår” handler ikke kun om en skoleklasse, der må leve med datidens skolegangs barske vilkår, men er også et dybt indblik i absurditeten i den evige jagt på avancement og kommenterer på tragedien i hele tiden at stræbe efter at lære mere og mere om livet og kulturen i stedet for bare at leve den.
Hvor blev jeg overrasket, da det gik op for mig, at bogen var fra 1940, og at størstedelen af historien derfor omhandlede skolegang i begyndelsen af det forrige århundrede, for teksten er ikke blot levende med en humor og indsigt, der føles nutidig, men er også tidløs i dens beskrivelser af, hvad der foregår i hovederne på unge drenge, og skønt al korporlig afstraffelse for længst var borte under min skolegang, så var der alligevel noget velkendt ved beskrivelserne af skoletiden.
Hans Scherfigs roman er et klassisk mesterværk, og selvom den har stået på bibliotekshylderne i mange år, så er den mindst lige så aktuel i dag, som da den blev skrevet, og hvor er det egentlig uhyggeligt, at man mange steder ikke er kommet videre med hensyn til jagten på det bedre liv, der aldrig kommer…

[Margit Helth · Rating 5 out of 5]

Hans Scherfig er stadig aktuel med sin satiriske indgangsvinkel. Romanen er trods alt fra 1940.
19 gymnasiekammerater mødes som 43-årige til deres 25-års jubilæum. Her mindes de deres ondskabsfulde lærere fra dengang. Lektor Blomme var en af dem. Han spiste altid maltbolsjer i timerne. På mystisk vis døde Blomme, formentlig af et forgiftet maltbolsje. Men morderen er aldrig fundet. Vi får som læser at vide, hvem der er morderen og hans begrundelse. Den skyldige havde af Blomme fået at vide, at han ikke kunne komme videre. Det var et kæmpeslag for ham, som tidligere havde været nummer et i klassen.
Hvert år op til eksamen må eleverne igennem et forår, hvor de må koncentrere sig om bøgerne i stedet for at opleve verden “udenfor”! De forsømmer foråret. De får at vide, at de først skal bestå eksamen, dernæst videre med en uddannelse, så have en stilling, før de kan leve sammen med en pige. Men pigen venter ikke altid så længe.