Intet mindre end en fuldstændig fantastisk bog.
Sophie Gevind skriver om sin barndom, der bestod af både forældre, der kunne være fuldstændig fantastiske, men også forældre, der kunne lade flasker flyde og alkoholen være det vigtigste.
Gevind bruger ordene på en saglig og simpel måde, der nærmest gør det magisk at læse dem.
Som en der også er vokset op som skilsmissebarn med en forældre, der har kæmpet med alkoholafhængighed, så går denne bog ind og fylder lidt af hullerne i ens hjerte. For den til tider ensomme følelse af ikke at vide, hvad der er galt, men vide, det er galt, bliver helet, når andre deler sin historie. Følelserne i denne bog er et godt nuanceret billede på, hvordan børn elsker deres forældre, selvom der er svigt. Den beskriver, hvordan man som barn vælger sine kampe for den gode stemning, ensomheden ved at ingen forstår og at skulle føle måde sorg, vrede, kærlighed og ligegyldighed på en gang, og hun rammer den lige på.
Gevind deler ud af alt, og det må have kostet noget at skrive denne bog. Men jeg håber, det bliver betalt en smule tilbage ved, at flere kan få helet små huller i deres barnehjerte.