Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv

by Tomas Espedal

Denne romanen handler om å gå - å gå om igjen gater fra barndommen, å gå i fremmede land, men også å gå fra noen, å gå til grunne, å gå seg vill. Eller om gleden ved å gå for å gå. Vandringen foregår i Bergen, Hellas, Tyrkia og Paris, og forfatteren utleverer sine egne personlige erfaringer, samtidig som han refererer til andre dikteres vandringer.

Genres: Nonfiction, Scandinavian Literature, Philosophy, Walking, Essays, Literature, Travel

214 pages, Paperback

First published January 1, 2006

About the author

Tomas Espedal er født i Bergen i 1961 og debuterte som forfatter i 1988.

Han er utdannet ved Universitetet i Bergen og har utgitt både romaner og kortprosasamlinger. I 1991 ble han prisbelønt i P2/Bokklubbens romankonkurranse for Hun og jeg. Han har vært initiativtager til Bergen Internasjonale Poesifestival. Tomas Espedal eksperimenter ofte med sjangeroverskridelser. Espedals senere utgivelser utforsker forholdet mellom romanen og sjangere som essay, brev, dagbok, selvbiografi og reiseskildring.

Espedals Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv (2006) ble nominert til Nordisk Råds Litteraturpris, og han ble på ny nominert for Imot kunsten (2009). Espedal ble også tildelt Kritikerprisen 2009 og Gyldendalprisen 2009.

Skjønnlitterære utgivelser:
Imot kunsten (notatbøkene). 2009
Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv. 2006
Brev (et forsøk). 2005
Dagbok (epitafer). 2003
Biografi (glemsel). 1999
Blond (erindring). 1996
Hotel Norge. 1995
Hun og jeg. 1991
Jeg vil bo i mitt navn. 1990 (Eide Forlag)
En vill flukt av parfymer. 1988 (Eide Forlag)

Priser og nominasjoner
2009: Gyldendalprisen
2009: Kritikerprisen
2009: Nominasjon Nordisk Råds litteraturpris
2006: Nominasjon Nordisk Råds litteraturpris
2006: Bergensprisen
1991: Prisbelønt i P2/Bokklubbens romankonkurranse

Salg til utlandet
Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv 2006
Danmark, Russland, Tyskland, Frankrike, Spania, Italia, Tsjekkia, England, USA, India
Imot kunsten (notatbøkene) 2009
Danmark, India, Storbritannia, USA

Reviews

[iva° · Rating 5 out of 5]

divna priča -pastorala- o hodanju bez jasnog cilja... to nije turističko putovanje niti pravocrtno hodanje, nego hodanje kao nemogućnost mirovanja, putovanje korak po korak u kojem se tomas espedal otkriva sa svojim mislima, emocijama i unutarnjim doživljajima. po mirnom tempu, bazičnom osjećaju i po odnosu prema prirodi pomalo podsjeća na thoreauovog "waldena" - samo što je "walden" statičan/stacioniran, dok je tomas espedal u vječnom pokretu i potrazi, melankoličan, sjetan i uronjen u vlastitu samoću koja mu istodobno predstavlja blagoslov i teret.

ovo su vrlo jasno razbacane misli skupljane tijekom lutalačkog, vagabundskog perioda. u razgovoru s jednim namjernikom, espedal priznaje da mu je ovo 8. knjiga na kojoj radi i jasno je da je čovjek vještog pera, erudit, posloženih misli, koji ispunjenje života nalazi u dodiru s prirodom, u odmaku od stereotipnog života i u kretanju na vlastiti pogon. uz to ti otkriva i likove koji su utjecali na njega pa se u ovoj knjizi družiš i s virginiom woolf, whitmanom, rilkeom i rimbaudom, dorothy wordsworth i knut hamsunom... finu ekipu je složio.

divno štivo za uteći u svijet planina, šuma, cvrkuta ptica i noćenja pod otvorenim nebom u kojima espedalu, rođenom skitnici, nerijetko, društvo pravi cigareta i boca whiskeya. izvorna lutalačka romantika.

[M. Sarki · Rating 4 out of 5]

This was one of the more enjoyable reads I have had. Tomas Espedal is a gifted writer. He seems to have taken his craft quite seriously and lives in order to write about it. A travelogue made for walking, and worth every minute it takes to read.

[Sophie · Rating 3 out of 5]

Wenn man ein Buch extra ein Weilchen aufspart, in der Hoffnung auf eine neue Lieblingsgeschichte und die 1. Hälfte grandios ist, die zweite aber völlig merkwürdig und man sich fragt "Was ist während des Schreibens denn jetzt schiefgelaufen, werter Autor?" ...
Ich verzweifel langsam an Autor*innen, die mir ein-zwei exzellente Bücher hinwerfen und alles folgende irgendwie so gar nicht zu dem passen will, was man einst so liebte.
* sigh *
Großartiger Einstieg, sehr lahmer 2. Teil.

[Labla · Rating 3 out of 5]

3.5
Kao i kod penjanja, Espedal i ja smo imali uspone i padove. Konačni cilj je ipak zadovoljavajući.

[Thomas Rasmussen · Rating 1 out of 5]

I et år har jeg læst og elsket bøger af kvindelige forfattere, der udforsker feltet mellem roman, biografi og det levede liv. Og så lander Tomas Espedal hos mig og selvom han egentlig gør det samme, så hader jeg hver side. Gå har undertitlen ‘Kunsten at leve et vildt og poetisk liv’, men burde hedde ‘Toxic Masculinity for Dummies’. I den første halvdel diskuterer Tomas med berømte digtere... vi skal halvvejs gennem første del før vi møder en kvindelig digter. Og kvinder er mest kun til stede som noget man knalder i overgrebsagtige scenarier. I det hele taget har Tomas (det hedder jeg-fortælleren nu engang) ingen empati overfor andre... med mindre de er berømte digtere eller præcis som ham selv. Han tørster efter ungdom, men kalder de unge for idioter. Han nedgør de mennesker der dulmet livet med parabolantenner, men dulmer konstant sig selv med (vild og poetisk?) alkohol. Han er selvoptaget, forfængelig og ucharmerende og - værst af alt - fuldstændig blottet for humor og varme. Hans ideer om den ophøjede ensomhed undergraves af hans forfængelighed (han vandrer i et jakkesæt og gengiver trofast hver gang nogen bemærker det), hans ideer om klarsyn handler altid kun om ham selv... han minder om Brøgger. Men hun skaber jo for pokker stor kunst af sin selvoptagethed. Det her er bare patetisk og uempatisk og blottet for generøsitet.

[Майя Ставитская · Rating 3 out of 5]

They carry out the tempting idea of escaping from the circle of duties and obligations that holds all of us from birth to death in the most direct way. Leaving. And the idea is not that unusual, modern literature considers this method of escapism in different ways. There are brilliant "Runners" by Olga Tokarchuk, misanthropic "Serotonin" by Michel Houellebecq, there is, finally, a very fresh "Dance of Nowhere" by Andrei Filimonov. But it doesn't occur to anyone to slip away like Espedal does today.

In connection with this book, David Copperfield's hiking trip from London to his grandmother in Plymouth, one of the most painful episodes of the Dickensian epic, comes back to me most clearly. Another Green's "Road to Nowhere", only boys traveled this way out of lack of money and despair, and what makes a strong man from the most prosperous European country get into the skin of a clown with an attached list of pleasures: dirt, frayed clothes, insects - I don't know.

Yes, he talks quite freely about philosophers, writers and poets, giving the impression of a smart person. And maybe I don't have enough breadth of views, but I can't see at least a little sense in all this, I don't even find much courage. Dromomania, insured by the citizenship of the country, which, if anything, will not disappear.

Синдром бродяжничества
Мы хотим идти сами по себе.
Не складывается у меня с норвежской литературой. Датчан и разных прочих шведов читаю с немалым удовольствием и случается ощущение "мы с тобой одной крови" ,несмотря на ничуть не меньшее расстояние с кучей ментальных и лингвистических различий. А с норвежцами, ну никак. "Ледяной замок" Тарьей Весоса отмучила, так и не найдя в себе сочувствия и понимания, "Маленького лорда" Юхана Боргена хотелось придушить все время чтения, даже народно-любимый Хари Холе от Ю Несбё с перманентными запоями и любовными страданиями не стал мужчиной моей мечты.

Вот и в этот раз любви не случилось. Но по порядку. Норвежский писатель Томас Эспедаль довольно известен в Скандинавии. Есть еще переводы его книги на немецкий, но английских, испанских французских я не нашла. То есть, с одной стороны, не больно-то и надо, но с другой, вы понимаете, международное признание в современном мире начинается с англоязычия. Потому остановимся уж на том, что великий пешеход Эспедаль знаменитость локальная. Писать и публиковаться начал довольно рано, выпустив первую книгу в двадцать семь, но известность пришла к нему только на середине пятого десятка с девятым романом.

Итак: Вперед или Искусство жить дикой и поэтической жизнью Gå.Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv (2006) , у нас "Идем. Искусство ходить пешком", хотя даже крох норвежского, которые у меня сохранились хватает, чтобы разглядеть в оригинальном названии слова "жить" и "жизнь", а уж интернациональное "поэтиск" и вовсе трудно с чем-то спутать. Какие-то, видно, были у Катарины Мурадян резоны, а может издатель решил, что жить дикой и поэтической жизнью наши люди вряд ли захотят, в то время, как пешие прогулки ассоциируются со здоровым образом жизни, подтянутым силуэтом, белозубой улыбкой и всяким таким.

Что до здорового образа сильно промахнулись, конечно, "наш приют цветочная поляна, наши стены сосны-великаны" звучит красиво, но по-настоящему ночевать в поле или в лесу, да даже в амбаре - удовольствие ниже среднего, а герою и его постоянному спутнику в странствиях, Нарве Скоре, приходится делать это частенько. Я уж не говорю, что трезвы оба бывают редко, компенсируя нищебродский уровень вояжа покупками алкоголя в неимоверных количествах.

Заманчивую идею вырваться из круга обязанностей и обязательств, который всех нас держит от рождения до смерти, они осуществляют самым непосредственным способом. Уходя. И не то, чтобы идея была необыкновенной, этот способ эскапизма современная литература в разном освещении рассматривает. Есть блестящие "Бегуны" Ольги Токарчук, мизантропичный "Серотонин" Мишеля Уэльбека, есть, наконец, совсем свежий "Пляс нигде" Андрея Филимонова. Но ускользнуть так, как делает это Эспедаль никому нынче не приходит в голову.

Мне в связи с этой книгой яснее всего вспоминается пеший поход Дэвида Копперфильда из Лондона к бабушке в Плимут, один из самых болезненных эпизодов диккенсовой эпопеи. Еще гриновская "Дорога никуда", только мальчики путешествовали этим способом от безденежья и отчаяния, а что заставляет крепкого мужика из самой благополучной европейской страны влезать в шкуру клошара с прилагаемым списком удовольствий: грязь, обтрепанная одежда, насекомые - ума не приложу.

Да, он довольно свободно рассуждает о философах, писателях и поэтах, производя впечатление человека неглупого. И может быть мне не хватает широты взглядов, но никак не могу увидеть во всем этом хотя бы толику смысла, я даже особой смелости не нахожу. Дромомания, подстрахованная гражданством страны, которая в случае чего сгинуть не даст.

[Amy · Rating 5 out of 5]

"Everyday tasks: wearing yourself out trying to find something new, a new word, a new sentence, a new book."



Espedal is a walker, or more specifically, a traveller. Rather than allowing the destination to be the objective, each journey he makes is made meaningful by the act of arriving. Almost exclusively on foot, Espedal has travelled numerous European countries (and well beyond) just to discover new things and contemplate the old.




As he travels, he analyzes works by Rousseau, Whitman, Cezanne, Wordsworth, and other philosophers and poets who also live for the journey; he finds a common ground through time with them by either citing their references to exploration or by simply imagining their impressions. His adventures are not first-class, as he actually prefers travelling as lightweight and unburdened as possible, and his taste is not for air-conditioned insulation from the masses that so many people find essential to relax. Instead, his only necessities appear to be cash and a warm coat.



Some travel books get way too narrative: "I did this, then I did this, and later I did this..." No thanks. This is far more interesting. Especially in that he's a writer by profession, and he's able to not just explain where he goes but what he gets out of it. The reader, who may be stuck at home with only a adventurous spirit, can enjoy his work and not feel completely ignorant in the face of his numerous literary references.



Sometimes he talks about the puzzles of travel: how an enormously crowded city may feel lonely, how a perfectly beautiful and tranquil evening may prevent a good night's sleep, and even how the perfect writing desk in an inspirational space can induce writer's block. In other places, he expands on the idea of novelty, how it's not so much where a person ventures to that brings refreshment but simply the act of doing something different: taking an unusual route, sleeping in a different bed, or eating different foods. Routine is the enemy of restoration, and he makes a strong case for wanting to be on the move as much as possible.



Espedal calls the place he lives between journeys a 'waiting room'; a place to wait for the metamorphosis of change. Rousseau talks about the common sensation that most people have, to get away from 'it' all, but who are unable to define what 'it' is. Again, the novelty of the new and unexpected is Espedal's answer to what is needed. Coincidentally, as I read this, Thomas the Tank Engine was on, and Gordon the big engine came to the same conclusion: "a change is as good as a rest." Who knew kid's shows could be so philosophical?



In any case, I completely lost myself in the travel and the ideas and was completely envious of it all. And yet, upon reflection, part of the freshness of what he suggests isn't as accessible as he makes it out to be. Sure, it'd be swell to explore without itinerary or restrictions, yet who actually can do that for more than a few weeks here and there? To travel off the beaten path also means being inaccessible to those who may need you; most people have some sort of commitments to fulfill.



Don't get me wrong, I don't deny the beauty of the journey. In fact, he's the only writer who has put into words the joy I feel at two small hotels that I escape to on occasion, alone, just to hear myself think. And I definitely sense the Nordic feel of his work that reminds me, somehow, of the character of Arvid Jansen in two of Per Petterson's novels. There's definitely a cultural component to the desire for solitude because I've known many people who are completely helpless alone, while others thrive in isolation.

[Bogdan]

Jeg skal løbende skrive en anmeldelse af Gå, “løbende” fordi jeg har knap tid til det, tænker jeg, ja ikke engang tid til at læse det, jeg lytter bare til denne lydbog som bevæger sig i takt med forfatterens gående, u-automatiserede krop, til sin fortælling om sin vandring og grublerier over det, jeg lytter til Gå imens jeg skynder mig at løse opgaver på fabrikken hvor jeg arbejder, jeg går hurtigt i sikkerhedssko på cementgulv, og det betyder at jeg “går” ikke, fordi jeg gør det fuldstændig uopmærksomt, mine ben fører mig fra en del af maskinen til den anden, jeg retter en fejl ved Foroprullen, skifter også tråden, så skal jeg straks til Slutoprullen hvor et emne allerede står i klemme, jeg fjerner det, sætter griberen i gang, men jeg selv stopper der lidt, fordi gangen mellem Slutoprulle 1 og 2 er et relativt godt skjulested, jeg tager telefonen ud af lommen og swiper kvikt med tommelfingeren over tastaturet, en skrivemåde jeg har tilegnet mig siden jeg har så travlt på arbejde, jeg er en clandestine-skribent, skjult mellem maskinerne, jeg swipe-skriver på få sekunder ad gangen ideer som vil ud af mit hoved, som skal springe i en nogensomhelst form, stump-noter som jeg eventuelt udvikler til noget andet når jeg har tid til det, lappe-tekster som jeg senere syr sammen, når jeg prøver at give nogen slags liv til det hele – jeg er en beskeden dr. Frankenstein som har på sit operationsbord kun en elektrisk hvid krop (det digitale papir), og, som knogler, årer og organer, elektriske bogstaver, som skalpel, nål og tråd, bare fingre… men nok med de her overstablede sammenligninger, tænker jeg, jeg skal videre med mit arbejde, jeg skal sætte kryds på stangen, sende paletter ved Fylderen, skifte o-ringene ved station 4 og 5, justere kuglehøjden, rette en indladefejl, det er bedst at skrive resten af anmeldelsen på en stream-of-fosse måde, tænker jeg, det er nok den mest tilgængelige, nemmeste, næsten automatiske måde at skrive på, tænker jeg, jeg skal ikke længere slutte sætninger og begynde på nye hele tiden, slutte en, starte en anden, slutte en sætning, starte en anden, tænker jeg, jeg har ikke tid til det, det kræver mere syntaktisk opmærksomhed, en alt for rationel strukturering og dosering af teksten, hvor hvis jeg bare skriver, og i stedet for at sætte punktum, sætter “tænker”, tænker jeg, det hele vil være mere flydende, vil følge så at sige mere naturligt min tankegang, tænker jeg, det er, apropos, en lang vej i norsk litteratur mellem Fosse og Espedal, tænker jeg, en ufremkommelig vej: hvor Fosse er en metaphysisk-styrker, er Espedal en landstyrker, en vandrer i det konkrete, Espedal er lige så meget i sin krop og på vejen som den anden er i sin sjæl og i himlen, skriver jeg smilende imens paletter bare kører rundt på båndet, uden at der sker noget i Fylderen, der kommer kun larm ud af maskinen, ingen emner, kun hvid, metalsk larm, der skal sendes nye emner, tænker jeg pludselig, jeg er ikke så produktiv når jeg skriver, tænker jeg når jeg endelig ikke længere tænker, her på fabrikken betragter jeg ingenting, jeg observerer bare og reagerer effektivt, når jeg overhovedet reagerer, mit arbejde er en eksistens kun i den allerelementarste etymologiske forstand, jeg ex-isterer når jeg arbejder her, tænker jeg igen skrivende, jeg er ikke her, jeg er en ind-vandrer, og jeg tænker imens jeg lytter til Tomas Espedals Gå – og sætter nye emner på paletter og sender dem på bånd –, at jeg ikke er alene, vi går sammen, jeg og Espedal, han er den clandestine i mine høretelefoner, jeg går med ham imens jeg arbejder langsommere og langsommere, min fabrikgang sænker farten, Espedal går dog alene, men han har også fremmede ledsagere som akkompagnerer ham fra lang borte i tid og verden: Jean-Jacques Rousseau, Hölderlin, Heidegger, Baudelaire, Bernhard, Bach, Sviatoslav Richter og flere andre jeg ikke kan huske nu, Espedal er nogen gange på deres spor, og mediterer på deres vandringer imens han selv vandrer og skriver, der er en meta-vandring her, selvfølgelig, men ikke af den spøgefulde og højtintellektualiserede postmoderne slags, de er hans mentorer men også korrespondenter, teksten bevæger sig imellem Espedal og dem. Og jeg tænker imens jeg selv skriver, at jeg ikke kunne have skrevet det her kun for mig, det er mærkværdigvis umuligt at skrive alene, selv imens man skriver, man har allerede mindst en ubestemt læser, man skriver mindst til sig-selv-som-en-anden, men selv dét er jeg i tvivl om, jeg tænker altid på bestemte læsere når jeg skriver, og når jeg skriver på dansk har jeg slet ikke mange læse-kandidater, mine to danske venner som læser er ikke på Goodreads og de par GR-venner som kan læse denne anmeldelse uden oversættelse er ikke danskere, de er langborte skrivekammerater, en fra Australien, en fra USA og en anden fra Portugal, jeg tør sige “kammerater” selv om jeg ikke føler mig lige med dem og jeg beundrer deres anmeldelser og bøger. Hejsa Peter, Lee og João.

[Line Vesth · Rating 4 out of 5]

Der er så meget i den bog der egentlig ikke siger mig noget. De mange referencer fanger mig ikke. Selve handlingen finder jeg lidt kedelig. Men så er der nogle passager der fuldstændig slår benene væk under mig.. jeg får lyst til at læse det højt, skrive det ned og huske det for evigt. De sætninger burde få max stjerner alene. Dette er min første bog af Espedal.. og jeg må indrømme at jeg læser gerne en halv kedelig bog for at få de små øjeblikke af ren sproglig magi. Mere Espedal tak!

[Gitte Hørning · Rating 2 out of 5]

Da jeg nylig læste om Anna Skyggebjergs ’Gå tur’, tænkte jeg, at bogens indhold lige skulle tjekkes, men at jeg ikke ønskede at eje den. Altså biblioteket. Mange andre havde tænkt det samme, for jeg blev nr. 54 på reserveringslisten, men jeg fik hjælp til at holde tråden varm, mens jeg ventede på ’Gå tur’, for under min søgning på den dukkede et par andre bøger op: franske Frédéric Gros’ ’Gå!’ og norske Tomas Espedals ’Gå’.

Frédéric Gros’ bog har jeg læst og anmeldt for nylig; den var meget filosofisk. Tomas Espedals bog har jeg netop afsluttet, og den er ret flippet. Via den har jeg erfaret, at koblingen af vandreture og tænkning dukker op som tema så hyppigt i både ældre og nyere litteratur, at der ligefrem er tale om en selvstændig genre (hvormed ikke tænkes på motionsbøger!). Rousseau var den første, der opfattede vandringen som en bevidst kulturel handling, og hans ’Den ensomme vandrers drømmerier’ er biblen over dem alle. De filosoffer og kulturpersonligheder, som jeg omtalte i forbindelse med Frédéric Gros’ bog, har også skrevet om deres lidenskab for vandring, og hertil føjer Tomas Espedal i sin bog en række engelsk-amerikanske navne, hvoraf især én titel springer mig i øjnene: ’In Praise of Walking’ by Leslie Stephen – som i: Sir Leslie Stephen – Virginia Woolfs selvcentrerede far. Af ham har jeg ikke hidtil haft det indtryk, at han var en naturens muntre søn.

Tomas Espedal er et nyt bekendtskab for mig. Af Forfatterweb kan jeg forstå, at han med udgangspunkt i sit eget liv udgiver værker, hvori han fusionerer genretræk fra roman, novelle, digt, essay, dagbog, rejseskildring og selvbiografi: ”Forfatterskabet tegner sig som et langt, sammenhængende værk om at om at være menneske, vandringsmand og forfatter”. Bogen ’Gå’ fra 2006 beskriver omfattende vandringer i Norge, Grækenland og Tyrkiet, men også flere stræk i Frankrig, hvor Espedal følger i nogle af sine forbilleders fodspor.

’Gå’ har undertitlen: ’eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv’, og af den indlagte omtale af Rimbaud kan man forstå, at formuleringen er en slags hommage til denne franske digter: ”Den unge dreng der ville gøre oprør, som ville rejse ud i verden, som ville leve den frie frihed. Den unge dreng der ville skrive. Som ville leve et vildt og poetisk liv. Som ville se, som ville gå. Rimbaudstrækningen”. Espedal forcerer selv denne såkaldte Rimbaudstrækning, der udgøres af fire dagsvandringer fra Paris til Rimbauds barndomshjem i Charleville-Mézières, som ligger i N/Ø-Frankrig. Espedal skriver med lige stor overbevisning om selv at vandre som om beslægtede forfattere i litteraturhistorien, læste jeg på Forfatterweb, men jeg må nok sige, at Espedals intro til Rimbaud er meget mangelfuld sammenlignet med den, man får hos Frédéric Gros. Gros følger den maniske vandrer Rimbaud, fra hans første springtur som 15-årig, til han dør som 37-årig, efter at et voldsomt opsvulmet knæ har nødvendiggjort amputation af et ben.

Af mindre omfang end Rimbaudstrækningen er det, da Espedal skal følge i komponisten Erik Saties fodspor fra hans beskedne værelse i Arceuil-Cachan i Paris’ sydlige opland. ”Hver dag gik Satie fra denne adresse og ind til sin stamcafé i Paris, en gåtur på mere end tolv kilometer, kun afbrudt af komponistens mange stop på drikkestederne langs ruten, han var fuld da han endelig kom frem til stedet hvor han skulle sidde og drikke”. Espedals intro til Satie er ret pauver, og det samme er arten af hans pilgrimsfærd. En lokal mand, som Espedal har spurgt om vej til Saties hus, kører ham derhen, hvorefter han besigtiger huset, siddende i bilen, men dog med vinduet rullet ned! Så vil Espedal gå i Saties fodspor tilbage til Paris, alt imens han vil skrible noter undervejs, men det generer ham, at det første kvarter, han skal gennemkrydse er beboet af afrikanere i amerikansk tøj. Han tager dog sig selv i skole, idet han siger: ”jeg gik i en fortidsforestilling, i en by der ikke fandtes, jeg fulgte en vis monsieur Satie, et spøgelse i brunt fløjls-jakkesæt og med kalot på hovedet. Jeg var en latterlig figur. Iført jakkesæt og hvid skjorte med blod på kraven og skjortebrystet. Jeg havde næseblod. Det var på grund af udstødningsgassen”.

At Espedal er iført jakkesæt og hvid skorte er ikke nogen tilfældighed; det er han angiveligt også, når han vandrer i bjergegne, og på fødderne bærer han Doc Martens-støvler – et outfit, der i mine øren klinger af selviscenesættelse. Vandreren, der oplever, fremtræder ikke som én, der spiller en underordnet rolle i forhold til det oplevede. Måske spiller vandreren i virkeligheden hovedrollen, hvorved værket kun bliver interessant ud fra den præmis, at Espedal pr. definition er interessant. Dette er jeg ikke overbevist om ud fra mit første og hidtil eneste nedslag i hans forfatterskab.

[Amina (ⴰⵎⵉⵏⴰ) · Rating 4 out of 5]

Yes, I took my time reading this one. Because it's the kind of books that must be read slowly and enjoyed like a fine meal or drink.
I got accustomed to the narrator's company and I got to say that in the last chapter I almost broke in tears.
This was an amazing trip, to the brain and to the soul.
There were some paragraphs where I agreed with the author's philosophy and others where I completely disagreed like I was having a conversation with him in person.
And that void, that emptiness a good book leaves you with when you're done reading coupled to that impression of saying goodbye to a stranger that grew out to be a friend.

[Matilda · Rating 1 out of 5]

Det er ingenting vilt og poetisk med alkoholisme, tvilsomme interaksjoner med mindreårige eller et «jag» etter prostituerte.
Å forsøke å ramme det inn som noe vilt, poetisk, eksotisk eller spesielt bare fordi fyren går i litt i de samme veiene som andre forfattere har gått tidligere er kanskje det mest idiotiske jeg har lest.

Det er egoistisk, patetisk og mest av alt jævlig ekkelt.

[Pia HM]

Ble for meg ikke en bok å lese for plottet, men en bok å lese mens tankene går.

Jeg satt sjeldent med en følelse av at jeg fikk med meg hva boken handlet om og at jeg skjønte fullstendig hva som skjedde. Samtidig satt jeg gjennom hele boka med en lyst, eller em trang, til å gå. Gå alene, gå i fjellet, gå i stillhet... Bare gå og la tankene vandre like fritt som tankene til Tomas vandrer utover sidene.

Kanskje jeg ikke får med meg hva boken handler om fordi den leder meg inn i egne dagdrømmer? Hvordan hadde det vært hvis jeg velger frihet - gir slipp på samfunnets forventninger og normer, det vanlige liv, men heller bare flyter rundt alene som meg? Sammen med menneskene han møter blir man minnet på hvordan den hektiske hverdagen og livene vi ser rundt oss ikke er en naturgitt levemåte eller universalt etterstrebet. Selv om han sjeldent virker tilfreds selv, heller urolig for å gå mer, gir det meg likevel tanker om at livet kanskje er bedre om man forsøker å oppnå tilfredshet heller enn glede. Heller oppsøke en tilværelse som gir deg indre ro, hvor du kan ta livet innover deg og ikke være avhengig av hva eller hvor eller med hvem. I en tilstand åpen for å følge livet dit det tar deg, klar til å gå, men ikke avhengig av det.

[Lukas Rupp · Rating 4 out of 5]

„Gehen oder die Kunst, ein wildes und poetisches Leben zu führen“ handelt von der äusseren und inneren Reise des Autors Tomas Espedal. Darin schildert er seine Liebe und Faszination für das Wandern & Spazieren und wie diese Tätigkeiten sein Leben als Autor massgeblich geprägt haben, ja sogar Hauptinspirationsquellen waren, um Bücher zu schreiben.

Espedal weist in seinem Buch auch immer wieder auf grosse Denker vergangener Zeit hin, welche es keinen Tag verpassten, einen Spaziergang zu machen. Hier ein paar Beispiele:

Schon Aristoteles vereinte Denken und Gehen, indem er anstatt zu stehen, gehend in den Säulengängen dozierte.

Immanuel Kant machte seinen Spaziergang jeden Tag nach dem Mittagessen durch Königsberg.

Oder Jean-Jaques Rousseau schrieb: „Niemals habe ich so viel gedacht, nie bin ich von der Tatsache meines Daseins, meines Lebens und, wenn ich so sagen darf, meines Ichs so erfüllt gewesen als auf meinen einsamen Fusswanderungen.“

Und auch von Paulo Coelho weiss ich, dass er zu seiner Schreibzeit in Rio de Janeiro, jeden Tag einen langen Spaziergang an der Copacabana machte, um eine „agua de coco“ trinken zu gehen, aber in erster Linie, um den Kopf frei zu kriegen, damit Gedanken wieder fliessen können.

Gehen, eine Gewohnheit, die sich jeder Mensch angewöhnen sollte.

[Stephen · Rating 4 out of 5]

To think of walking as a life philosophy, but then God’s prophets walked constantly and when I go out for a walk, whether it be a stroll or something more earnest, which I do more often since reading this, I find my relationship of the world changes. God hums along step. Espedal attempts something of a monkish-enlightenment from his walking, but he also shows that it doesn’t take but a little bit of one step in front of the other to get a big return.

[Morten Miland]

Reading the Danish Translation - but it is a fascinating book. A man is driven by his dreams and his failures and a deep unrest to walk, walk, walk for weeks on end. An old dream that I share: Walking away and disappearing over the horizon. He is a well-read man, quoting copiously from great writers on walking.

[Cath · Rating 1 out of 5]

pretentiously unreadable

[Oliver · Rating 2 out of 5]

Tomas Espedal er eksemplet der bekræfter antagelsen om at mænd er andre mænds største fans.

Igennem 200s simper Espedal således over adskillige mænd som alle har det tilfælles; at de kan lide at gå, herunder: Rousseau, Hölderlein, Kant, Dylan Thomas, med mange, mange flere (altså som i mange flere!), hvilket vel i sig selv er fint nok, i guess. - Ej at forglemme hans mange litterære referencer af mænd som skriver om andre mænd: således skriver Espedal om Blanchot der skriver om Kierkegaard, Thomas Bernhard som skriver om Heidegger, Voltaire som skriver om Rousseau osv. osv. OGSÅVIDERE! - Problemet er bare at ingen kvindelige kulturpersonligheder bliver nævnt, (udover selvfølgelig da han snakker med en kvindelig kollega, som fortæller at Virginia Woolf også skrev meget om at gå, hvortil han helt uprovokeret spørger hende om hvorvidt Ole Nygard (en anden mandlig forfatter) kunne lide at vandre), (undskyld mig men hvor langt oppe i eget egoistiske kosmos har man lov til at være).

De kvinder der nu engang figurerer i romanen er desværre beskrevet unuanceret, uden personlighed, og oftest bare som en krop der enten irritere Espedal, eller tilfredsstiller ham. Forskellen på mandlige og kvindelige karakterer er uomtvisteligt; mænd er beskrevet som venner, intellektuelle, sjove, mens hans kvindelige bekendtskaber bliver gjort op i deres udseende.

I “GÅ” er det tydeligt at Espedal prøver at gå i fodsporene af sine store helte, men hans mandsdominerede verden bliver alt for indspist og navlepillende. Det er synd, når man skriver om et så universelt emne, som det er at “gå”, at man gør det til et kønnet foretagende.
Så hvis du ligesom Espedal godt kan lide mænd, og mænd som kan lide at skrive om andre mænd, og godt kan lide at gå som en rigtig mand, og drikke sig fuld og kneppe som mænd, og isolere sig som en rigtig mand, og skrive og ryge og drikke, og være ensom som kun en mand kan være, og læse mandlige forfattere, og være rigtig snavset som en mandemand, og være rigtig beskidt, og puha ja - så er denne her bog for dig!

Men alt kritik til side, så er hans litterære evner ikke til at løbe fra, eller skulle jeg sige gå fra…. - for han skriver satme godt, derfor: 2

[Nina Pernina · Rating 3 out of 5]

To je kontemplativna, na trenutke filozofska knjiga. Ima samo 200 strani, a meni se zdi, da sem jo brala cel mesec, zato lahko rečem, da ima pravi naslov Peš, ko gre vse bolj počasi😉 To je tiste vrste knjiga, ko jo gledaš na polici in je kar ne moreš vzeti v roke, vse prej kot to. Pa sem vztrajala, saj po nekaj prebranih straneh, me je pisateljev glas pritegnil in presenetil z globokimi mislimi. Zelo so mi bili všeč zapisi o umetnikih in menim, da bi T. Espedal znal napisat čudovito biografijo. Prav tako te pripovedovalec s podrobnimi opisi vsakdanjih trenutkov in utrinkov, doživetih na poti, preizkuša v vežbanju čuječnosti.

[Ajda Naklada · Rating 3 out of 5]

Ste si že kdaj zaželeli pustiti vse za sabo, si nadeti superge in odkorakati v neznano? Na točno takšen način se je Tomas Espedal, avtor romana Peš, spopadel z žalostjo in ravnodušjem. Zapustil je dom in družino in se kot vagabund odpravil na pot najprej iz Bergna prek domačih fjordov v Wales, Španijo in na Bavarsko, v drugem delu romana pa še v Francijo, Grčijo in Turčijo. Na poti so se mu občasno pridružili različni sopotniki, ves čas pa so ga spremljali tudi različni avtorji, filozofi in druge osebnosti, katerih del se je spominjal po poti. Roman je na nek način potopis, a v veliko večji meri skupek razmišljanj nekoga, ki išče svojo pot - v direktnem in prenesenem pomenu.

Večkrat sem že povedala, da sem ljubiteljica potopisnih romanov tiste vrste, ki opisujejo pot samo, ne toliko notranjega potovanja popotnika, Peš pa vsekakor spada v drugo kategorijo. Jezik je izredno lep in iz njega bi lahko izpisala na desetine citatov. V več pogledih ne spominja na O hoji v ledu W. Herzoga in Na črnih poteh S. Tessona. Tudi v teh dveh delih se avtorja ne ukvarjata toliko s potjo samo, kot pa z lastnim doživljanjem le te in svojimi notranjimi boji. Če vas torej ta oblika potopisnega romana pokliče, je Peš kot nalašč za vas.

Espedal je v romanu uporabil zelo zanimiv slog, ki na trenutke deluj izredno surov in neurejen. Videti je, kot bi na papir zapisal čisto vsako misel, ki ga je v danem trenutku prešinila in na začetku je to lahko precej konfuzno, dokler se bralec sam ne sinhronizira s slogom in v resnici začne to prozo brati, kot da je poezija. Že v podnaslovu obljublja poetičnost in le to tudi servira v veliki meri. Ravno ta surovost in poetičnost je tista, ki dela branje na trenutke izjemno, v drugih delih pa naporno in rahlo zmedeno.

Peš je eden od romanov, ki vsekakor naredijo vtis in jasno mi je, zakaj je prejel več nagrad. Zdi pa se mi pomembno, da se ga bralec loti s pravo sliko o tem, kaj roman pravzaprav je. V njem boste vsekakor dobili čudovite opise pokrajin, narave, ljudi, pa tudi ogromno misli, ki jih pripovedovalec niza, kakor se porodijo.

[Eric · Rating 4 out of 5]

I’ve liked everything I’ve read by Espedal. He’s great at stirring up what John Gardner called the “vivid and continuous dream” of good fiction, fiction that doesn’t call attention to itself but transports the reader to that mysterious selfless place you go when a book has you by the nards. In this case, the transportation has a double meaning, since most of “Tramp” is about walking - walking to and through and around cities and landscapes. I was in Alaska this summer, and hit some Norwegian latitudes for the first time myself, and was totally enamored by the wild beauty of ice floes, glaciers, sweeping tundras, all manner of doughty creatures large and small. Bald eagles, of which I easily spied hundreds, are HUGE, majestic yes, but downright terrifying too. That’s a tangent. Espedal is a fine nature writer, but the moments that stick with me and really shook me - encounters, variously, with a Parisian prostitute, a Turkish colonel, a horse that bites - are the impasses, the pauses on the journeys, intentional or otherwise, that allow Espedal’s masterful, effortless, maybe intuitive read on relationships of all kinds, especially the fleeting ones, to shine.

[Emilie Nancy · Rating 2 out of 5]

Tomas burde holde seg til fine naturskildringer. Han er en mann som føler seg kneblet av livet - alt er stygt, mennesker bruker tid og penger på gale ting, kvinnene i livet hans prøver å å holde han ansvarlig for egne handlinger. Menneskets hedonisme bør heller gå til flybilletter, alkohol og pene (gjerne prostituerte) unge jenter. Tenker han til tider skinte gjennom med god og spennende tanker, men var for kjapp til å runke til andre mannlige poeter og filosofer samt opphøye egne lyster.
Han fremstår arrogant, bitter og selvisk.

[Iona Stewart · Rating 5 out of 5]

I read this book in Danish since I couldn’t get it in English from the library, also I felt that Danish was closer to the original Norwegian.

I have become enamoured of Espedal’s style of writing and am planning to read some of his other books in whatever language I can get them.

On the cover it is proclaimed that the book is a novel, but it in no way reads like that; it reads like it’s a true account of the author’s travels, his various walks, short and long.

Please note that if I quote from the book, it will be my own translation of the Danish translation and the text will thus not necessarily correspond to that in the English translation.

The author loves walking. He also loves writing and reading; he is a cultured, literary man and in the book refers to many of his favourite writers who were also ramblers: Jean-Jacques Rousseau, Soeren Kierkegaard, D.H. Lawrence, Charles Baudelaire, Rimbaud, Heidegger, William Hazlitt et alia. He also refers us to other lesser-known authors who have written books about walking, so one ends with a long list of books like the present one.

The book is very personal. He tells us not only of his walking trips, both alone and with friends, but also of his sexual exploits., or some of them. He spends the night in hostels, little huts, hotels, wherever he can find a bed and outdoors.
He writes; “I’ve always loved to sleep outdoors. Find a place on a mountaintop or in a wood, or just outside the house, in the garden beneath a tree, or on the terrace when I’m visiting friends, fold the mattress out and creep into the sleeping bag to lie below the night sky.”

He walks in a suit, his “walking suit”, a blue woollen suit with silver stripes, a gypsy suit, a black shirt, light hiking boots, Italian, yellow suede boots, watertight and of the very best quality.

He tells us of all his adventures and misadventures and the entrancing people he encounters on his travels.

His friend Narve invites him to accompany him walking on the Lycian way, a well-known rambling route around the South Coast of Turkey, He accepts and we hear about how they manage.

Espedal loves to walk and he loves to drink and we hear about that too.

He tells us of the joys of walking.

“ – there’s nothing better than walking: getting from one place to another by yourself, placing one foot in front of the other and entering into a sort of amnesia which at the same time is an intensified sense of presence; we forget that we’re walking, we forget walking itself and the efforts of moving, at the same time as we see and hear more clearly, smell more distinctly, experience everything more intensely: a bird flies up, the sunlight hits the treetops, steam rises from the earth, a small bunch of white anemones lights up.”

“But in a short time our boots gnaw, our clothes are soaked with sweat and the only thing we’re thinking of is where to seek protection from the sun. A hard ascent, burning heat, too many clothes, the weight of our rucksacks, aching muscles, hammering heart and beating pulse, our legs walking, and now not by themselves, we have to press them, force them forward. We have the rule, the agreement that we never complain to each other; even one complaint … is enough to ruin the rest of the day’s march for both of us … we walk alone, each in our own silence.”

I found the book enchanting and exhilarating. Espedal shows us who he is and tells us all his thoughts and about his life. This is one of the best books I’ve read in a long while. I highly recommend that you read it too.

[Henrik Skovli · Rating 5 out of 5]

En virkelig god bok.
En bok om og i bevegelse. Med tankerekker som beskriver steder og følelser som jeg kjenner igjen, og setter pris på

[Tora Torvund · Rating 5 out of 5]

Jeg har lenge visst at dette var en bok jeg kom til å lese og like.

Det er en bok i og om bevegelse, om å gå seg til nye tanker og steder. Espedal tenker, observerer, og går om hverandre, i Norge, gjennom Europa og Tyrkia. Han skriver om gamle tenkere og gåere, om hvordan gåingen kan være en livsstil.
Teksten er også i stadig bevegelse, den er nesten løpende, med lange kommafylte setninger som aldri slutter. (Noe av det jeg liker best med Espedal)

Selv er jeg veldig glad i Espedals skriving, og jeg liker bedre og bedre å gå kun for gåingens skyld. Begge deler setter i gang nye og bedre tankeprosesser som tar andre former enn de vanligvis gjør.

10/10 would recommend!!!

[Adriane · Rating 3 out of 5]

Handler om å gå, men mest om å drikke. Leste den for ti år siden. Da var den fantastisk. Nå tok jeg meg oftere i å tenke på partier som platte. Synes flere setninger faller gjennom i sin romantiske høytidelighet. Mulig det er tiden som farger (ny)lesingen av så mye raki, hvitvin, gjeterkoner, unge døtre, samfunnet som har endret seg, jeg. Men det er stadig mange vakre avsnitt i den. Beskrivelser av skog, myr, fjell og springende referanser som vider ut lesningen og gir en rastløs trang til å komme seg ut og være i bevegelse.

[Blazz J · Rating 5 out of 5]

5/5. Ustreznejši naslov, bližji originalu, bi moral biti v velelniku - torej: Pojdi peš. Espedal je na sredini življenja, ko ugotovi, da sploh nima poklica. Boji se, da bo poklicni vlak odpeljal in ostal bo čudak in bedak, moški, ki ga ne bi uspelo posaditi v nobeno kotno pisarno ali priključiti kakšnemu projektu. Resnično bi imel nek poklic, a nobenega poklica nima rad. Je že pisatelj in filozof, piše že, v filozofiranju pa nima ambicij. Za pisanjem in razmišljanjem ima najraje hojo in iz tega bi želel narediti poklic.

[Conny · Rating 4 out of 5]

In "Gehen" erinnert sich Thomas Espedal an seine eigenen kürzeren und sehr langen Wanderungen. An die Menschen, die ihn dabei begleitet haben, an Begegnungen in fremden Ländern, an seine Gedanken, in die er sich beim Gehen am besten vertiefen kann. Dazwischen schiebt er Zitate bekannter Schriftsteller oder Künstler zum Thema "Gehen" ein und sinniert über ihre Aussagen. Das Buch ist also eher ein Essay als ein Roman, aber wunderbar und poetisch zu lesen.

[Marian · Rating 5 out of 5]

Ojojoj, dette liker jeg! Særlig to av refleksjone hans "det å bo i hus" og "dumhetens forbruk" er bare utrolig bra. Kan godt hende jeg leser denne igjen. En dag jeg er på reise. Aller helst til fots!

[Geir Ertzgaard · Rating 5 out of 5]

Norsk litteratur på sitt beste.