Natten til den 18. november 1990 begår Johannes Petersen selvmord. Dagen efter går Nordisk Fjer i betalingsstandsning, og i de følgende måneder oprulles danmarkshistoriens største erhvervsskandale med svindel og gæld for flere milliarder kroner. Historien om Nordisk Fjer handler om en hæderkronet, solid dansk virksomhed, som blev spundet ind i et så kompliceret net af bedrag, at hverken medarbejdere, bestyrelse, revisorer eller medier dengang forstod, hvordan det hang sammen, og også efterforskningen havde efterfølgende svært ved at trænge til bunds i sagen.
Historien kan nu endelig fortælles: om skuffeselskaber med eksotiske adresser, der skulle holde selskabets værdier kunstigt i vejret; om maskiner, der blev købt og leaset frem og tilbage; om hønsefjer, der på mystisk vis forvandlede sig til edderdun på sørejsen fra København til Singapore. Og om to magtmennesker, som styrede forretningen med fast og ubarmhjertig hånd: direktør Johannes Petersen og hans højre hånd og efterretningschef, bogholderen Inga Lydia Rasmussen.
Fortællingen om Nordisk Fjer er historien om magtbegær og storhedsvanvid. Om manipulationer og løgne så fantastiske, at bankdirektører, bestyrelse og revisorer på stribe blev fanget ind af dem. Om de menneskelige omkostninger ved bedraget og om det ansvar, den enkelte har for at sige til og sige fra.
Fremragende gennemgang af en af danmarkshistoriens største erhvervsskandaler og manden bag. Det kan tiltider være vanskeligt at følge med i beskrivelsen af alle de ulovlige transaktioner på trods af en økonomisk uddannelse, så ikke-regnskabskyndige vil med fordel kunne læse de afsnit hurtigt.
Det bør dog ikke afholde dem fra at læse bogen for den psykologiske side af bedraget.
Spændende, skræmmende og vigtig bog. Skandalen betydede bl.a. at det blev strammet voldsomt op forlovgivningen. Om det også har bevirket, at bagmandspolitiet har fået opgraderet deres kompetencer, så de i dag ville kunne magte sådan en opgave bedre, kan man kun håbe på. Bekymrende, at det kun var de sidste revisorer, der blev retsforfulgt og endda på baggrund af materiale udarbejdet af det forrige revisorselskabs medarbejdere. Et revisionsselskab, som vel at mærke gik helt fri af nogen anklager. Bekymrende, at den person, der endte med at være whistleblower, var den person, der endte med at få den længste fængselsstraf. Og bekymrende, at en bestyrelse, der ikke sørgede for at være sig deres ansvar bevidst, stort set kunne slippe for straf.
Det er en fantastisk bog. Pacet i bogen er som det bedrageri, den omhandler. Stille og roligt i starten til nærmest at være febrilsk til sidst, hvor man nærmest føler, man sidder med en krimi mellem hænderne. Dybt saglig og velfunderet. Man behøver ikke være specielt interesseret i erhvervslivet. Det er en pageturner.
Jeg syntes det var en god bog der virkeligt hjalp mig til at forstå situationen og hvorfor det var sådan en stor sag i Danmark og resten af verdenen. Den er godt skrevet og med rigtigt meget information, som jeg syntes var interessant. Den var lidt langstrukket nogle gange, og det gør at jeg ikke kan give den 5 stjerner. Ellers en god bog som jeg kan anbefale
En virkelig spændende og velskrevet bog - der i DEN grad går i dybden. Det har taget forfatteren mere end 10 år at skrive bogen og man kan virkelig fornemme at den er godt researchet. Jeg må indrømme, at jeg havde glemt stort set alle detaljerne om Nordisk Fjer og det er jo ufatteligt hvad der skete. Tag IT Factory og gang med 10 (bogstavelig talt) og så har du Nordisk Fjer. Men gemt under skandalen viser der sig nu en anden skandale, som jeg slet ikke kendte til: Bagmandspolities indsats. Også her havde jeg glemt hvor utroligt ringe resultater der blev skabt af denne enhed under Michael Clan. Jeg vil ikke afsløre noget her - men du vil blive dybt, dybt rystet over deres indsats i tiden efter Nordisk Fjers konkurs. Eneste kritik af selve bogen vil nok være, at den baserer sig meget på et enkelt vidneudsagn - og at denne person derfor fremstår i et meget positivt lys (og måske for positivt). Jeg kan absolut anbefale dig at købe denne bog - på trods af at den er på over 700 sider. Jeg kedede mig ikke på et eneste tidspunkt. Bølge.
Fremragende. Burde efter min mening være pensum på cand.merc. uddannelser og øvrige handelshøjskoler. Den er på 750 sider, men den er lige så spændende som en krimi. Kan anbefales til den interesserede offentlighed, omend den sine steder er noget indforstået mht. regnskabsteknisk sprogbrug.
Virkelig velskrevet bog om Nordisk Fjer krakket. Kommer dybt ind i sagen. Jeg sad helt og glemte at det ikke var krimi men en nonfiction bog jeg læste.
Lidt for meget et hyldestskrift til Anders Wejrup, men fantastisk spændende læsning. Hvis dette fænger, så læs også Juvelen der blev til skrot af Ole Lange.