Er der liv efter døden?
Afgjort ja, siger den amerikanske læge Jeffrey Long, der i årtier har forsket i og indsamlet beretninger om nærdødsoplevelser. Han og medforfatteren Paul Perry fremlægger i denne opsigtsvækkende og betydningsfulde bog videnskabelige beviser for, at sindet og bevidstheden ikke kan reduceres til en ren hjerneaktivitet, der forsvinder, når vi erklæres klinisk døde.
Spørgsmålet om, hvad der sker, når vi dør, har optaget mennesker i årtusinder og er stadig et af livets allerstørste mysterier. Religiøse og spirituelle mennesker har længe været overbevist om en eller anden form for efterliv, men det er først i de senere år, at emnet for alvor er blevet underlagt større videnskabelige studier.
EFTER LIVET præsenterer den nyeste viden om nærdødsoplevelser og er funderet i Jeffrey Longs mere end 35 års intense studier af emnet. Ikke to nærdødsoplevelser er ens, men der er ifølge forfatteren nogle klare fællestræk. Bogen gennemgår tolv forskellige typer oplevelser, der går igen i beretningerne om nærdødsoplevelser fra mennesker over hele verden med vidt forskellige kulturelle og religiøse baggrunde.
EFTER LIVET er fyldt med opsigtsvækkende og interessante førstehåndsberetninger og cases. Bogen vækker til dyb eftertanke og er trods sin videnskabelige vinkel let læst.