Forældre bombarderes med krav om, at de skal opkvalificere deres børn til at blive en god ressource. Det gør børnenes dagligdag voksenstyret, mens forældrene selv udbrænder imellem pjecer om trivsel, glade børn, sunde madpakker og legegrupper.
Løsningen er at holde op. Lade børnene være. Sende dem ud på egen hånd.
Hvis børnene får lov, lærer de lige så meget af deres omgivelser som af deres forældre. De er nemlig fra tidernes morgen forprogrammeret til leg og imitation og til at udvikle sig.
Vi har et slægtskab med mere end 10 000 generationer af Homo Sapiens. Vores forfædre kunne tilpasse sig uberørte afkroge af kloden og opfostre børn, som skulle klare mange ting på egen hånd, trives og overleve, og det kan give os rig inspiration til at løse forældreopgaven på en ny måde i dag.
Med udgangspunkt i sine egne erfaringer som far og antropolog med viden om menneskets udviklingshistorie har Henrik Hvenegaard Mikkelsen skrevet en kærkommen befrielsesbog til maste forældre.
Det er fint med en antropologisk og historisk gennemgang af børneopdragelse, som ikke behøver at være så forældrestyret/pålagt som i dag og ja, det er da en lille håndsrækning til forældre, der føler sig kaldet/tvunget til at følge en eller anden halvbagt og udmattende teori om børneopdragelse.
Der er dog ikke så mange nye erkendelser ved at læse bogen, hvis man blot har fulgt en smule med på feltet.
Grundlæggende peger han på et altoverskyggende problem, som hverken han eller jeg selv har et bud på at løse: at vi i stigende grad isoleres i små kernefamilier, så al børnepasning, leg og opdragelse (bortset fra i daginstitutionen) er op til forældrene alene.
Vi lever ikke længere i et samfund af landsbyer eller kvarterer, hvor børnene selv løber rundt og leger med og opdrager hinanden, og hvor alle de voksne mere spontant deles om ansvaret for børnene.
Enhver pasning eller legeaftale skal i dag aftales i god tid, fordi ingen tør lade børn gå frit rundt. Det er svært at ændre på alene som familie, for selvom man sender sit eget barn ud og lege, vil der ikke være et andet fritgående barn i miles omkreds.
Og det med bare at ringe på for at lege vil nok sjældent blive godt modtaget i dag. Der skal en radikal kulturændring til, som bogen ikke rigtig kan hjælpe med.
Tværtimod slutter han med, at mange jo helt fravælger børn i dag pga fx klimaforandringer, hvilket mere giver en følelse af apati frem for en håndsrækning.
Det er en af de mest spændende bøger, jeg har læst længe, og jeg tror, at mange børnefamilier ville have godt af at læse den.
Bogen beskriver den historiske udvikling af mennesker og familier, og peger på, hvordan mennesker plejede at trives bedst i fællesskaber - og at det er særegne for nutiden, at forældre står så meget alene med ansvaret for deres børn.
Der er både cases fra nutidens stressede forældre og beskrivelser af antropologiske studier, som viser, at børn er langt mere robuste, end vi anskuer dem i den vestlige verden.
Og selvom bogen umiddelbart lyder som en selvhjælpsbog - pga. undertitlen “Antropologens håndsrækning til maste forældre”, - så er der ingen anbefalinger eller formandinger ift. børneopdragelse, men bare en opfordring til forældre om at læne sig mere ind i fællesskaber, så de ikke skal føle sig så alene. Alt i alt en rigtig fin og interessant bog!
Børnevælde er en god og velskrevet antropologisk populærvidenskabelig bog, der er tilgængelig for alle. Mikkelsen har fundet et rigtig god balance mellem videnskab, personlige beretninger og dygtig formidling, der gør bogen levende. Til tider kan bøger af denne art komme til at hælde for meget til den ene eller den anden side. Nogle gange bliver der for meget af "du skal vide dette eller hint, fordi det er akademisk spændende"; andre gange bliver der for selvhjælpsagtigt med utallige råd man skal bruge for at leve op til en masse idealer. Denne bog gør hverken først- eller sidstnævnte, men formår både at holde læseren i hånden uden at tale ned til dem samtidig med at den fortæller hvordan du kan leve anderledes men uden at være moraliserende - det er skønt. MERE AF DET!
Derudover er bogens emne mildest talt relevant. Hele formålet med bogen er, at vi som et neontokratisk samfund (børnevælde) får øjnene op for, at de grundlæggende sandheder vi operer ud fra, ikke nødvendigvis er sandheder. Faktisk er det muligt for mennesker at leve og opdrage sin børn radikalt anderledes uden at det nødvendigvis er dårligere eller mere primitivt. Gennem antropologisk forskning giver Mikkelsen sig i kast med at give os et repertoire af andre former for levevis, hvor børn - selvom de ikke har samme rolle som i vores samfund - ikke lider overlast. Jeg tror, at denne bog er et tiltrængt indspark i den danske debat om børneopdragelse og familieliv. Enhver der føler, at de ikke lever op til nutidens familie- eller forældreidealer, bør have denne bog stående.