"Bjørn" er det 3. og afsluttende bind i Iben Mondrups fantastiske trilogi om Vittu og Tabita.
Tabita rejser mod Upernavik for at blive forenet med sin mor, Abelone. Uvidende om, at hendes lillebror, Vittu, som hun gennem 15 år har troet var død, lever og bor i Grønland. Imens i Humlebæk gør Tabitas adoptivfar, Bertel, op med sit glædesløse ægteskab med Eva, der er dybt præget af skam og skyld efter at have bragt to grønlandske børn til Danmark. Bertel rejser derfor mod Grønland for at finde sine to voksne børn.
Iben Mondrup sætter et værdigt og gribende punktum på så sin tankevækkende fortælling i "Bjørn", der omhandler fundamentale spørgsmål om identitet, skæbne og tilgivelse.
Iben Mondrup er opvokset i Grønland. Hun debuterede som romanforfatter i 2009, med romanen "Ved slusen". I 2012 udgav hun romanen "En to tre - Justine", der blev fulgt af den selvstændige efterfølger, "Store Malene", året efter. Iben Mondrup fik i 2014 sit folkelige gennembrud med romanen "Godhavn", der også indbragte hende DR Romanprisen 2015. "Karensminde" modtog hun Blixen-prisen 2017 for. I 2020 udkom "Tabita".
Iben kan altså bare skrive det barske frem på den fineste måde. En bog om svigt, ensomhed, overgreb og kærlighed og håb. Og et stort spørgsmål om hvem der egentlig er et offer. Sproget er fyldt af billeder, som igen beviser Ibens billedkunstneriske baggrund. Kun vi selv ejer historien. Tak for Vittus og Tabita ❤️ Iben læser så fint op på lydbogsversionen.
Åh Bjørn 💔 En bog jeg har ventet så længe på, og som så alligevel var så svær for mig at komme igennem. Jeg kunne slet ikke vente med at finde ud af, hvordan det hele skulle ende for Tabita, Vittu, Abelone og Berthel, men historien var samtidig så umådelig barsk, at jeg simpelthen ikke kunne læse særligt meget ad gangen. Jeg kunne genkende så mange af Tabita og Vittus oplevelser i andre historier jeg har hørt fra Grønland, og det er næsten ikke til at bære. Og samtidig er det så vigtigt at man læser om og forstår disse skæbner. Jeg havde svært ved at forestille mig, hvordan forfatteren ville binde en knude på trilogien, men jeg synes det blev rigtig vellykket, og jeg er generelt meget imponeret af, hvordan alle tre bøger hænger så godt sammen. Mine fem stjerner er nok ikke så meget bare til Bjørn, men til hele trilogien. Jeg synes den har været fuldstændigt eminent, og det er nogle af de bedste bøger jeg nogensinde har læst. Jeg kommer absolut til at læse dem igen, og jeg vil anbefale dem til hvem som helst, både med og uden kendskab til Grønland.
Jeg blev vred, mens jeg læste Bjørn, følte mig voldført. Nu kammer det over for forfatteren, tænkte jeg. Lige så glad jeg har været for Iben Mondrups Godhavn og andre bøger om en opvækst i Grønland (med meget fine beskrivelser af søskenderelationer), lige så beskæmmet og fortørnet blev jeg over den måde, hun beskriver relationerne på i Bjørn.
Så er hun vel en god forfatter, når hun kan provokere mig som læser? Nej, jeg føler mig manipuleret. Det er forståeligt, at hun gerne vil gøre opmærksom på det vildt horrible i, at grønlandske børn franarres deres biologiske forældre og bortføres af og til en dansk familie.
Jeg ved også fra omtale i medier, at der er/har været meget vold, incest og mange selvmord i Grønland, men behøver det at gennemsyre Mondrups fiktion på en så voldsom måde, at det går ud over troværdigheden?
Jeg tænker på beskrivelsen af det hadefulde forhold mellem det danske ægtepar Eva og Berthel og især på, at adoptivdatteren Tabita til sidst i bogen tager initiativ til sex med adoptivfaren. Det er bare for langt ude og utroværdigt. Måske gør hun det i et forsøg på at finde nærhed, måske en form for straf? Men man kan vel ikke straffe en anden ved at foretage sig noget, som man bagefter brækker sig over? Vil hun straffe sig selv?
Jo, det skal sikkert fortælle os om Tabitas umulige dobbeltbindingsforhold til Berthel. På mig virker det manieret.
Beskrivelserne af Berthels fravær fra arbejde og særligt hans moralske tømmermænd i forhold til Tabita og broren Vittu falder jeg heller ikke for. Mellemregninger springes over, det er mere: Nu forstår han alt, altså hvor dårligt han har opført sig. Men efter min mening kommer erkendelser sjældent som lynnedslag, snarere som langsomme glimt af indsigt og erfaring.
Første bind i serien, Tabita, fandt jeg interessant og mangefacetteret. Andet bind, Vittu, læste jeg lidt som Bjørn. Vittu er godt skrevet med den kvindelige fotografs/adoptivmors billeddannende blik på sin søn, men ... Eller er det, fordi forfatteren pirker til ting, jeg kan forestille mig finde sted, selvom de ødelægger dem, det går ud over?
Mondrup skriver i et efterord til Bjørn, at fortællingerne kunne have taget mange andre veje, både lykkelige, mere harmoniske og meget værre og at mange spørgsmål står åbne. Hun opfordrer os til at læse om livet som adopteret i Danmark ved at følge Kâlànguak Absalonsens bidrag på Facebook.
Jeg har foreløbig lånt KA's "Lille", udgivet på eget forlag 2023. KA blev født i 1971, boede de første tre år i Sisimiut, blev adopteret af et dansk par, forsvandt ud af deres liv som ganske ung og hun har som voksen ophævet adoptionen. Måske er det bedre at læse om de temaer fra førstehåndskilder?
Bjørn er tredje bind i serien om de to børn, der bliver bortført fra Grønland til Danmark. Tabita og Vittu. Der er ingen Bjørn; ikke en dreng med det navn. Titlen på tredje bind henviser til kampen mellem Vittu og bjørnen. Vittu er voldsomt skadet som barn. Tabita er vred på sin barndom; på sin plejefamilie; på sin far. Den skadede kan ikke huske eller vil ikke huske, hvad der skete hos adoptivmoderen i Aarhus eller på børnehjemmet. Alt det er fortrængt. Intet er fortrængt hos Tabita. Vreden er stor og stærk og skal ud. Mødet med moren, som gav hende væk, er ikke en dejlig sen (gen)forening, men en skuffelse, som gør Tabita endnu mere indebrændt. Mødet med lillebror Vittu, som hun troede død er heller ikke en forløsning. Han er nærmest ordløs. Først i mødet med den søde og smukke Nina i Nuuk er der lidt mulighed for at en form for forsoning i kærligheden. Men mødet med den forhadte far sætter alle hævntanker i gang og først med en form for endelig løsning kan der måske blive håb for hende. Man gjorde så afgjort et barn fortræd; nej flere børn.
Tabita søger tilbage til Upernavik for at gense sin mor. Hendes lillebror, Vittu, som hun troede var død, viser sig også at befinde sig i Grønland. De svigt, han har oplevet i sin barndom r, at han har svært ved at knytte sig til andre. Han møder Tabita, hun når ikke at fortælle ham alt det, hun har på hjerte, før han drager på bjørnejagt. Turen bliver fatal for ham. Tabitas danske plejefamilie, Berthel og Evas forhold "knirker", og da Eva flytter beslutter Berthel at rejse til Grønland igen. Her møder han Tabita, som har fået job med at sejle ud med turister. Hun tager sin far med på tur, og denne bliver skæbnesvanger, idet Tabita vil gøre regnskabet op for de overgreb, hun har lidt under hele sin barndom. Bogen er skrevet med stor indlevelse for sårbarheden overfor svigt i barndommen.
This entire review has been hidden because of spoilers.
Jeg havde nok lidt for høje forventninger til denne bog, da jeg var ret glad for de to andre i serien. Den gik ikke under huden i samme grad. Men fin det var den. Og brutal, barsk og også decideret væmmelig på et tidspunkt.
Igen et pletskud fra Iben Mondrup - på højde med Tabita og bedre end Vittus. Både personbeskrivelse og natur/miljø er eminente. Slutningen er overraskende, men man kan nok heller slet ikke sætte sig ind i hvordan det er at føle sig så svigtet. Desværre er Tabita og Vittus jo ikke de eneste…
Bjørn er den tredje bog i serien om børnene Tabita og Vittu og parret Berthel og Eva. Bjørn afslutter de tragiske hændelser om børnene og deres opvækst hos Berthel og Eva, hvad der siden skete. Det er en gribende fortælling om svigt, ensomhed og om at lede efter sine rødder og forstå fortiden.
bogen var ok ikke så god som de andre 2 og jeg synes ikke helt historien blev afrundet på en meningsfuld måde. der var for mange løser ender og det blev for overfladisk.
Læst i solen men ikke en solskinshistorie. Det er tredje og sidste bind om Tabita og Vittu, som også er titlerne på de første bind - begge fantastiske læseoplevelser, men kunne ikke huske detaljerne og det gør ingenting. Man kan læse sidste bind uafhængigt.
Vi er på Grønland og det er barskt. Både historien men man mærker også den rå natur. Iben skriver fantastisk og tør tage et skridt mere end de fleste. Hun skriver detaljeret og alligevel bliver alt ikke forklaret. Man sidder tilbage med en sult efter mere. Den bliver svær at slippe. Det absolut eneste jeg savnede, var flere kommaer. #bjørn #ibenmondrup
En udemærket bog hvis man har læst de to første, men jeg synes godt man kan nøjes med at læse nr. 1, tabitah. Det var klart den der var mest fængende af de 3.