De unge europæere har svært ved at indfri maskeballets løfte om de gyldne tiders genkomst. Udenfor vajer Ukraines flag i Rigas gader. Tre timers kørsel mod øst begynder Rusland, og det nye jerntæppe skygger for festen. En ung kvinde i en hvid kjole danser hele natten for sig selv. ”Nu længes jeg mest efter frihed,” siger hun.
Europas yngste voksne er født efter Murens fald og har kun kendt til forventningen om fred og fremgang, indtil krigen i Ukraine vendte op og ned på deres verden.
Erkendelsen har gjort journalist Jeppe Bentzen tvivlende på sine egne og sin generations vegne og i sin tro på det gamle Europas overlegenhed – naiv, selvoptaget, svøbt i nostalgi uden nye ideer. Eller hvad?
Han køber et interrailkort og stiger på toget ud på det kontinent, han troede var kortlagt. Målet er at håndtere sit sortsyn og spørge sine jævnaldrende til råds om, hvordan vi skal komme videre.
På sin lange rejse tegner han et portræt af en skelsættende europæisk generation og dens samtid. En journalistisk fortælling om uskyldstab, identitet, ånd, pligt, nye alliancer og bristede illusioner.
Historien er genåbnet, og de næste kapitler afhænger af dem – De vingeskudte.
Lige dele selvsmagende og interessant. Jeg ville ønske, de selvrefererende mellemregninger fyldte langt mindre, og jeg ville ønske, løbehjulssporet ikke fandtes. Sjældent har noget været så fortærsket, og sjældent har jeg været så uinteresseret i, om en bagerekspedient blev betalt med mønter eller ej. Meningen er at sætte en stemning, men det bliver bare en lang række indholdstomme betragtninger, der ikke vil eller kan så meget. Når det er sagt: Jeg er dybt fanget af afsættet og præmissen. Det går op for mig, at jeg sjældent, hvis nogensinde, har hørt så meget fra jævnaldrendes perspektiv eller så direkte betragtninger om hele vores fælles situation (og hvor fælles er den egentlig?). Jeg ønsker mig mange flere bøger om netop det.
Pænt men luftigt skrevet, interessante mennesker og enormt spændende præmis. Ligeledes ærgerligt, at Bentzen når så kort med problemstillingen. Bentzen overvejer på et tidspunkt hvorfor Fukuyama-determinismen altid fylder meget i samtalerne – svaret er nok, at han aldrig formår at løfte sine samtaler højere eller længere end en simpel euro-doomeristisk analyse man har hørt 1000 gange de sidste år. Måske fordi Bentzen bruger mere tid på at skrive om el-løbehjul end noget andet.
Der bliver ikke spurgt hvorfor utopisk determinisme har været så populært, konsekvenserne af det. Konsekvenserne af hvordan vi ser nu. Eller måske et forsøg på at udfordre det. Det er ærgerligt, for det kunne have været spændende at læse.
Hvis man ikke ved andet, tror jeg man kan gå meget misvist fra denne bog. Jeg er ærligt talt irriteret over, at de slående analyser om europas fremtid konsekvent er vibes-baseret.
Beskrivelsen af Europa lige efter krigens begyndelse i Ukraine er meget præcis og man blev introduceret for mange spændende mennesker. Ærgerligt at Bentzen bruger for meget tid på optakterne til samtalerne og tager sig selv højtideligt nogle gange.
Hvis du, som jeg, var skuffet over Christian Bennikes Engang troede vi på fremtiden: Hvordan vi gik fra optimisme til sortsyn. Og hvorfor det kan redde os, så skal du læse De vingeskudte. Bentzem skuffer ikke. Ud over at analyserne og diskussionerne er smukt formuleret og indpakket i et til tider skønlitterært sprog, der i sig selv gør dem læseværdige, så formår Bentzen (i modsætning til Bennike), at gøre det håndgribeligt, virkelighedsnært og vedkommende. Bogen gør faktisk noget ved en. Bentzen formår at sætte fingeren på noget, som man (mere eller mindre ubevidst) har fornemmet og som her får et sprog.
Beklager anmeldelsens sammenligningspræmis. Bentzens bog fortjener i virkeligheden bedre. Den fortjener at blive vurderet som et værk i sig selv.
At vækkes brutalt fra en blid søvn. Det må være en oplevelse mange unge vesteuropæere (vigtigt med vest) kunne nikke genkendende til, da Rusland invaderede Ukraine i 2022. Var vi ikke for længst færdige med den slags regulær kontinental krig? Hvad blev der af den liberale verdensorden, som lovede fred og demokrati uendeligt eksponentielt? Denne nye erkendelse, et svirp med halen fra den pessimistiske-realistiske tidsånd, der er væltet frem de senere år, er, hvad “De Vingeskudte” går ud på at undersøge.
Bentzen tager på interrail og tager samtidig læseren med rundt på en fængende kulturrejse i Europa for at forstå, hvordan den nye erkendelse har præget forskellige europæiske bevidstheder. Ja, grundlæggende hvad Europa, som idé, i dag er, når fortidens krigsspøgelser vælter frem. Han gør det elegant og æstetisk, hvor hans mange samtaler med europæere ofte er på ikoniske kaffehuse med detaljerede beskrivelser af personernes beklædning. Han vækker både rejselyst og læselyst til vores kontinent. Det særligt iøjnefaldende er, når han bevæger sig længere mod øst, væk fra de analytiske vesterlændinge, og over til vores, så ofte, negligerede medeuropæere. Det vestlige dagdrømmeri og hykleri skinner tydeligt igennem, når Bentzen konfronteres med østeuropæernes markant anderledes forståelser og erfaringer fra de sidste 30 år. Særligt interessant er det, at vi nærmest har glemt Balkankrigen, når vi refererer til Ukrainekrigen, som den første krig i Europa siden 45. Det bliver således også svært at se, hvad det egentlig er, der binder Europa sammen. Ofte bliver det nok mest bare, hvad der binder Vesteuropa sammen.
Bogen kunne snildt være meget længere. Den kunne særligt have været gået på mere opdagelse i provins/højrefløjsoprørerne rundt i Europa. Men at bogen er lidt for kort vidner reelt bare om, at Bentzen skriver forrygende, interessant og smukt. Kanon bog!
Rigtigt godt bidrag til den aktuelle og nødvendige diskussion af Europas nye selvforståelse og rolle i verden.
Her er perspektivet fra unge voksne, der er født efter Berlinmuren faldt.
Som det fremføres i bogen, så skriver 2022 sig ind i en liste af formative årstal i de seneste godt 100 års europæiske historie: 1914, hvor den gamle verden (verden af i går) faldt 1939, hvor totalitarismen begyndte (og fortsatte i øst frem til 1991) 1968, hvor den klassiske borgerlighed blev forkastet 1989, hvor totalitarismen faldt og forventningen var, at de globalistisk, liberale værdier ultimativ havde vundet, og 2022, hvor ukrainekrigen begyndte, og utopien om en fredelig, liberal, velstående verdensorden led skibbrud.
Jeg måtte lægge den fra mig. Det er ellers længe siden, jeg har opgivet en bog af kedsomhed. Præmissen er ikke bare god, men nødvendig. Hvordan ser generationen født efter murens fald på vores Europa? Hvad kæmper de for? Forfatteren er ambitiøs og har bestemt flair for at skrive, men projektet lykkes ikke. Selv korrekturlæseren ser ud til at have opgivet efter side 100, hvorefter hele ord mangler i sætninger. Alt for fyldt med ligegyldigt fyld, der tyder på, forfatteren skulle have kastet sig over et fiktionsprojekt i stedet. Jeg klappede bogen i og vandt min tid tilbage. #devingeskudte #jeppebentzen @forlagetpeoples
En lidt hoved- og modløs rejse i Europa på uforløst jagt efter den europæiske ånd i skyggen af krigen i Ukraine. Bogen foregiver til dels også at være det definitive opgør med Fukuyama og 89erne, men de interviewede byder kun meget sporadisk ind med noget, der kune forveksles med ungdommelig esprit og Zeitgeist. Weekendavis-kollega Christian Bennike har lavet den store, svimlende overflyvning i tiden siden Murens fald. Dette er en myggevægterudgave, der slår ud i luften.
Interessant problemstilling: hvad er Europa for en størrelse? Vi kommer vidt og bredt omkring i Europa. Desværre lider bogen under en til tider studentikos skrivestil, hvor forfatteren prøver lidt for hårdt (forgæves) at undslippe det faktum, at det er grænser for hvor meget tyngde, der kan være i livsvisdommen fra en 26årig (siger det 46årige sure, gamle røvhul).
Kunne være en glimrende ny skildring af et Europa i forandring men handler alt for meget om forfatteren selv, hans uldfrakke og hans selvglæde. Han vil gerne være en ny Arnold Zweig men mangler både dannelsen og den historiske viden. Em skam, for han skriver ellers godt. Der er så mange fine nyere bøger om Europa. Jeg skriver selv på en. Men denne inspirerer ikke, og man kan roligt springe over den.