Da Peter Øvig gravede sig ned i en research om seksuelle overgreb mod børn på danske børnehjem, viste der sig et uhyggeligt billede: Overgrebene var omfattende, velorganiserede og stod ofte på over flere årtier. Samtidig viste det sig, at både børn og ansatte på børnehjemmene havde forsøgt at råbe ledelse og myndigheder op, alt sammen forgæves.
Gennem otte års arbejde mødte Peter Øvig en række tidligere børnehjemsbørn, som fortalte om organiserede seksuelle overgreb, de havde oplevet på børnehjem rundt i landet, især i 1960’erne og -70’erne. Trods stor modvilje imod at bevæge sig ind i mørket med dem, tænkte han, at det var helt nødvendigt at lade deres stemmer og fortællinger blive hørt. De tidligere børnehjemsbørns åbenhed er et lyspunkt sammen med historien om den nu 88-årige psykolog Oskar Plougmand, der i 1970 blev ansat i Børneforsorgen som tilsynsførende med omkring hundrede danske skole- og børnehjem. Som den første nogensinde begyndte han at tale med børnene, når han tog på inspektionsbesøg. Dermed opdagede han nogle af de massive overgreb, eksempelvis de tragiske forhold på det i dag mest kendte af børnehjemmene, Godhavn.
Det var en af BZ’erne fra Peter Øvigs BZ-bog, Hans Horst, der præsenterede ham for Oskar i 2016 og forklarede, at han var en danmarkshistorisk helt, nemlig ”vor tids Peter Sabroe”. Sammen med de tidligere børnehjemsbørn og -ansatte fortæller Peter Øvig historien og giver rum for åbenhjertige og hjerteskærende samtaler, når børnehjemsbørnene mange år efter bryder tavsheden og ofte med store psykiske omkostninger fortæller om det mest skamfulde. Peter Øvig har valgt at fokusere på to langvarige og særligt grusomme begivenhedsforløb, som formentlig ikke er så enestående endda: Dels historien om det lutherskmissionske børnehjem Solgården i Tarm, hvor forstanderen i over femten år konsekvent misbrugte pigerne. Dels historien om Det Kongelige Opfostringshus i nordsjællandske Hellebæk, hvor skolens socialrådgiver og flere af lærerne i en tyveårig periode misbrugte drengene, blandt andet under bedøvelse. I begge tilfælde har et stort antal mennesker, dels lokalt, men også i Luthersk Missions landsledelse og i Københavns Kommune kendt til misbruget, idet både børn og ansatte anmeldte det. Men anmeldelserne blev alle afvist eller undertrykt.
Dem der ikke tier handler om betydningen af at få talt om det skamfulde og traumatiserende, der er overgået små børn i statens varetægt.
Peter Øvig Knudsen (født 9. oktober 1961 i Holme) er en dansk journalist og forfatter. Han har kaldt sig selv dokumentarist og amatørhistoriker.[1]
Øvig Knudsen blev uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1987 og var som led sin i uddannelse i praktik på Ekstra Bladet. Senere har han arbejdet for pressebureauet Sidelinjen, månedsbladet Press, Information, Weekendavisen og DR, hvor han lavede programmet Marathon, der var 24 timers interview hjemme hos diverse kendte. Siden 2003 har han arbejdet som forfatter på fuld tid. I 2005 og 2006 har han modtaget arbejdslegater fra Statens Kunstråd.
I 2003 instruerede han sammen med Morten Henriksen dokumentarfilmen Med ret til at dræbe, som var baseret på de to bøger om besættelsen, Efter drabet og Birkedal. Filmen vandt i januar 2004 en Robert for årets bedste lange dokumentarfilm. For bøgerne modtog Peter Øvig Knudsen i 2004 DR's Rosenkjærprisen. For Efter drabet fik han desuden Drassows hæderslegat i 2001, mens han modtog BG Bank-prisen Det Gyldne Bogmærke for Birkedal i 2006. Efter drabet og Birkedal solgte godt 20.000 eksemplarer.[1]
Den hidtil største salgssucces har Øvig Knudsens oplevet med bøgerne om Blekingegadebanden, der gav ham Cavlingprisen i 2007 og Den Berlingske Fonds Journalistpris i 2008. De to bind er solgt i mere end 200.000 eksemplarer.[1] I 2008 arbejdede han med sagen som konsulent på dokumentar- og drama tv-serie.[1]
Under sin tid som elev på Viby Amtsgymnasium var han medlem af en ungdomsorganisation under Kommunistisk Arbejderparti. Han meldte sig dog ud efter knap tre år efter egen udsagn fordi de ikke delte "samme værdier om demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed".[1]
Peter Øvig Knudsen er en populær foredragsholder, ligesom han har fungeret som underviser i journalistik.
Peter Øvig Knudsen har skrevet bøger om torturbødler, krig og likvideringer, men “Dem der ikke tier”, der handler om seksuelle overgreb på danske børnehjem, er den hidtil grummeste. Jeg måtte tage mange pauser, mens jeg læste dem. Det er en gruopvækkende, men også meget stærk og rørende bog om ofte, der tager bladet fra munden og bliver helte, og den fortjener i den grad at blive læst.
Nu er jeg klar til to samtaler med Øvig til dette års Bogforum. Jeg håber, vi ses derude.
ET VIGTIGT EMNE, SOM IKKE FIK DEN RETTE BEHANDLING
Jeg ville sådan ønske, at jeg havde bedre ting at sige om denne bog. Desværre bliver fortællingen tabt på grund af skrivestilen. Emnet fortjente bedre.
👎 Jeg havde foretrukket, at Øvig holdte sig ude af historien. At han indsætter sig selv igen og igen er distraherende og tager fokus på den egentlige fortælling. Det er fuldstændig unødvendigt.
👎 Strukturen er rodet og formålet går tabt.
👎 Jeg havde svært ved at se sammenhæng mellem Plougman og de udvalgte personlige fortællinger - Plougman siger direkte, at han ikke så/registrerede seksuelle krænkelser. Det giver et underligt indtryk, at man vælger lige netop denne kobling, når der dårligt er en kobling overhovedet. Og hvis koblingen var, at der ingen kobling var, skulle det have været fremhævet langt mere.
Voldsom læsning af de uhyrligheder der er foregået på de danske børnehjem igennem tiden. Dog trækker jeg en stjerne fra da jeg syntes der er lige lovlig mange gentagelser hele vejen igennem og en lidt rodet tidslinje.
Vigtig historie og solid research. Når jeg alligevel ikke giver mere end 3 stjerner, skyldes det, at måden, historien fortælles på, ikke er særlig stringent og indimellem direkte forvirrende.
Gribende og grusom fortælling om de misbrugte børn på danske børnehjem i 60’erne og 70’erne.
Men uanset hvor forfærdelig fortællingerne er, så formår Peter Øvig at hive mig ind som læser i bogen, som værende tilstede i samtalerne med bogens hovedpersoner.
HELT som DEN BØR og SKAL, går Peter Øvigs nye biografiske bog under huden på læseren - her mig. Den er brutal og hjerteskærende læsning, voldsom vedkommende og uhyre vigtig!!! Derfor giver jeg den 6♠️ ud 5♠️!
DEM DER IKKE TIER handler om betydningen af at få talt om det skamfulde og traumatiserende, der er overgået børn i statens varetægt, og om ikke at vende ryggen til, når overgrebene finder sted.
Digt af tidligere Godhavndreng og anbragt på 26 Forsorgshjem, Peer Balken;
I fortielsernes tegn kan intet gro! Så fornægtelsers Kan ligge i fred og gro. Først når den enkelte Lader trygheden fare, Kan der opstå forandring. Sådan er det bare! Så til en og alle. - En selv især. Drop fortielser brug mindet som sværd!
Kopi fra Peter Øvigs hjemmeside om bogen;
For otte-ni år siden fortalte en god ven, Hans Horst, mig om de tilsyneladende organiserede seksuelle overgreb, han og andre børn havde oplevet på børnehjem rundt i landet. Trods en vis modvilje imod at bevæge mig ind i mørket, besluttede jeg, at det var nødvendigt at lytte til de stemmer, så historien kunne blive belyst.
Børnehjemsbørnenes åbenhed var et lyspunkt sammen med historien om den nu 88-årige psykolog Oskar Plougmand, der i 1970 blev ansat i Børneværnet som tilsynsførende med børnehjemmene. Det var Hans Horst, der præsenterede mig for Oskar i 2016 og forklarede, at han var en danmarkshistorisk helt, nemlig ”vor tids Peter Sabroe”. Som den første nogensinde begyndte Oskar at tale med børnene, ikke som hidtil kun med forstanderen, når han tog på inspektionsbesøg, og dermed opdagede han nogle af de massive overgreb. Eksempelvis var det Oskar, der afslørede de tragiske forhold på det i dag mest kendte af børnehjemmene, Godhavn.
Sammen med tidligere børnehjemsbørn og -ansatte fortæller jeg de grusomme historier og forsøger at give rum for de hjerteskærende samtaler, når ofrene bryder tavsheden og med store psykiske omkostninger fortæller om det mest skamfulde. Efter flere års research har jeg valgt at fokusere på to langvarige og særligt gruopvækkende begivenhedsforløb, som formentlig (desværre!) ikke er så enestående endda:�Dels historien om det missionske børnehjem Solgården i Tarm, hvor forstanderen i over 25 år konsekvent misbrugte pigerne. Dels historien om Det Kongelige Opfostringshus i nordsjællandske Hellebæk, hvor skolens socialrådgiver og flere af lærerne i en tyveårig periode misbrugte drengene, blandt andet under bedøvelse. I begge tilfælde har et stort antal mennesker, dels lokalt, men også i Luthersk Missions ledelse og i den tilsynsførende magistrat i Københavns Kommune kendt til misbruget, idet både børn og ansatte anmeldte det. Men anmeldelserne blev alle afvist og undertrykt.
Dette er hård læsestof, fordi sådan skal det være. Det er beskrivelser i denne bog der gør mig syg om hjertet, hvilket er en god ting. Samtidig er der også glæde, styrke og et billede ind i en kamp for retfærdighed. Jeg føler jeg forstår Danmark langt bedre efter jeg lyttede til bog (ja jeg hørte den som lydbog, mere om det senere). Både hvordan et helt system kunne retfærdiggøre sådanne grusomheder, hvorfor det pludselig ikke var acceptabelt mere og hvorfor kampen fortsætter til den dag i dag. Desuden bliver man helt forelsket i de mange skæbner i bogen. Psykolog og revolutionær inde for børne behandling Oskar Plougmand, der har så meget at sige og så mange ambitioner du ikke kan få nok af ham. Særligt også fordi han hele tiden er klar til nye perspektiver og genoverveje alt han selv ved. Og så de mange tidligere børnehjemsbørn, der deler deres frygtelige historier. Jeg er rigtig dårlig til navne så jeg husker dem ikke alle, men pigen fra Solgården, der som voksen skrev en bog om sine oplevelser. Ikke for at udstille nogen, men fordi hun gerne ville hjælpe andre i lignede situationer. Den bog satte en hel intern undersøgelse i gang, vis resultater chokerede hele det Lutheranske organisation. Der er nogle vilde historier i bogen som helt klar er det værd, dog bør alle måske ikke læse det. Som jeg sagde i starten. Det er en voldsom bog fordi den bliver nød til at være det. Og nogen mennesker har livserfaringer der ikke gør dem i stand til at læse den slags. Så de kan gøre hvad der passer dem, men resten af os bør nok læse den. Eller som jeg gjorde; lytte. Et glimrende alternativ. Peter Øvig læser selv sin bog op og han gør det rigtig godt. Det har helt sikkert givet mig blod på tanden. Jeg skal lytte til alle hans bøger.
En grundig og grufuld afdækning af de rædselsfulde forhold som nogle børnehjemsbørn blev budt i 1960erne og 1970erne bl.a. på Solgården og Skorpeskolen. Her var der tæsk og voldtægt i lange baner. Særlig slemt er det at da nogle af ofrene forsøger at tale om gruen bliver de tysset på af andre børnehjemsbørn, som ikke vil have overgrebene frem i lyset, hvor det kan tilsmudse den fælles ramme om barndommen. Til sidst kommer ofrene dog til orde og får en slags oprejsning i form af en undskyldning fra Mette Frederiksen (statsminister). Dette dog efter flere andre ministre har afslået at give en undskyldning!
Det får tankerne hen på de Sprogø piger, der forgæves forsøgte at få en undskyldning fra den danske stat.
2-2,5 ⭐️ Jeg synes, at bogen overordnet er meget rodet skrevet. Man bliver lidt fortabt i kronologien, og jeg følte slet ikke, at der var nogen sammenhæng gennem bogen. Selve emnet er super spændende, men jeg ville ønske, at Peter Øvig havde undladt at blande sig selv så meget ind i historiefortællingen. Det kom hurtigt til at omhandle ham, og hvordan han opsøgte de forskellige mennesker samt hans forhold til dem. Jeg savnede, at børnehjems børnene fik lov til at berette mere om deres tid på hjemmene samt derudover, hvordan de har håndteret livet efterfølgende. De få fortællinger om scenarierne på børnehjemmene var hjerteskærende, men det var helt klart det, der gjorde bogen mest “spændende”.