What do you think?
Rate this book
Adam i paradis
Året er 1913 og København har nylig lagt bak seg flere store sedelighetsrettsaker der en rekke prominente menn ble dømt til fengsel for utuktig omgang med andre menn. 70 år gammel og på høyden av sin karriere, maler den danske kunstneren Kristian Zahrtmann bildet Adam i paradis. Et portrett av det første mennesket, men også et kunstverk som formelig damper av erotikk og forbudt begjær. Hvilke historier skjuler seg bak maleriet og hvem var den unge, nakne modellen?
Haslund Gjerrilds roman er en innsiktsfull, leken, sanselig og sår fortelling om en mann i utakt med sin tid. Med stor innsikt skildrer forfatteren et veldig begjær som aldri får bli kropp, kun blikk. Romanen ble nominert til Nordisk Råds Litteraturpris, og i jurybegrunnelsen omtales den som 'et skattkammer av metaforer', båret fram av 'forfatterens suverene fortellerkraft'.
Haslund Gjerrilds roman er en innsiktsfull, leken, sanselig og sår fortelling om en mann i utakt med sin tid. Med stor innsikt skildrer forfatteren et veldig begjær som aldri får bli kropp, kun blikk. Romanen ble nominert til Nordisk Råds Litteraturpris, og i jurybegrunnelsen omtales den som 'et skattkammer av metaforer', båret fram av 'forfatterens suverene fortellerkraft'.
292 pages, Hardcover
First published May 5, 2021
31 people are currently reading
522 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 49 reviews
November 7, 2022
Av og til leser man en roman hvor språket er så godt, at det nesten kan være det samme med handlingen. Dette er en sånn roman. Forfatterens vidunderlige, nesten i bokstavelig forstand maleriske språk lar leseren hvile i den ene fullkomne setningen etter den andre. Forøvrig tegner romanen et nærgående portrett av maleren Kristian Zarhrtmann, og gir leseren et interessant innblikk i hans samtid og miljø.
January 22, 2022
Fint tidsbillede men underlig ikke historie uden handling.
March 28, 2023
4.5*
🤍
🤍
October 3, 2023
3,75 🤍 Nydelig!!
July 15, 2021
Rakel Haslund-Gjerrild har begået et vidunderligt romanportræt af en af de store og allermest flamboyante skikkelser i den danske kunstverden omkring forrige århundredskifte, maleren Kristian Zahrtmann. Som helhed har romanen dog lidt svært ved at samle sig.
Læs min anmeldelse på K’s bognoter: https://bognoter.dk/2021/07/15/rakel-...
Læs min anmeldelse på K’s bognoter: https://bognoter.dk/2021/07/15/rakel-...
August 16, 2022
Helt fantastisk roman, som jeg helt sikkert vil genlæse.
January 29, 2023
Ein poetisches Smorgasbord und jeder der Lust auf ästhetische Literatur hat, sollte hier zu langen und die Beschreibungen von Blumen, Möbeln und Momenten genießen. Kristian Zahrtmann ist dazu eine süffisante, delikat-polemische Erzählstimme, die ich vielleicht nicht unbedingt sympathisch aber großartig fand. Er begleitet uns durch den Roman wie ein Mitreisender auf einem Urlaubsspaziergang.
Was diesen Text hervorhebt, ist wie schlau Haslund-Gjerrild in dieses Gemälde kunstvoller Schönheit die gesellschaftliche Wirklichkeit der Homofeindlichkeit hineinstrickt. Dadurch erhält der Roman eine profunde Sozialkritik, die in bereicherndem Kontrast zur üppigen Erzählkunst steht.
„Meiner alten Freundin Signora Cerroni tun wir leid, und so gar sie uns zum Trost und zur Aufmunterung sechs lange Kirschzweige geschenkt, die sie an die Stühle im Speisezimmer hat binden lassen. Hier sitzen wir nun wie drei Ritter mit unseren Kirschenwimpeln, die hinter uns in die Luft ragen. Es ist ein köstlicher Anblick. Als wären wir auf einen großen Baum geklettert und hätten einen gedeckten Tisch samt Lampe mit heraufgebracht. Hjalmar ist ein Habicht, und Poul gleicht einem Eichhörnchen, wenn man einmal davon absieht, dass er keine Nüsse isst, sondern große Stücke Rinderschulter.“
„Ich erröte - wäre ich eine Jungfrau, dann wäre das kleidsam, aber mit Moustache und meiner grobporigen Haut gleiche ich vermutlich eher einem schweinischen Bacchus.“
„Sie ist kein junger Trieb mehr, der sich biegen lässt und sogleich wieder hochschnellt, aber sie besitzt auch nicht die Ausdauer des Alters, den kräftigen Stamm gelebten Lebens, der richtigen, wenn auch schweren Entscheidungen, die man getroffen und an denen man festgehalten hat, bis das Holz so kräftig war, dass der Baum, wenn er fällt, mitsamt der Wurzel fällt. Frau Hessellund kann brechen.“
…editing für noch mehr Lieblingsstellen…
„Über dem Küchentisch hingen die Sommerzwiebeln […]. Ja, welch ein Reichtum an Zwiebeln, dachte ich, als ich die raschelnde Reihe Zwiebel an Zwiebel an Zwiebel über dem verlassenen Küchentisch hängen sah, und mit einem jähen Anflug von Trauer ereilte mich das Gefühl, es sei mein Leben, das da hing, diese versierten Kräutergebinde, die getrockneten, mit Garn an ihren Strohfrauen Stängeln aufgehängten Zwiebeln, das weiße Fleisch, das ins weinen macht, gehüllt in eine von der Sonne gebräunte Haut, dünn wie brüchiges Pergament: die Sehnsucht wohlbewahrt wie weiße Zwiebeln in braunen hätten. Hier hängt mein Leben, dachte ich, Reihe an Reihe an Reihe getrockneter Zwiebeln.“
„Nachts ist es immer besonders schlimm; im Schock wacht man schweißgebadet auf, und wenn einem dann aufgeht, dass es kein Albtraum war, sondern die Verzweiflung über die eigene Einsamkeit, die einen aus dem Schlaf geweckt hat, dann ist es manchmal ganz unmöglich, weiterzuschlafen. Aber auch das ist ja nichts anderes als eine Art Nachtmahr. Als ich jünger war, ließ ich mich davon überwältigen, aber nun weiß ich aus Erfahrung, dass es mit der Zeit besser wird. Dass es hilft, zu schlafen. Morgen früh ist es vorüber. So ist es immer. Morgen ist die Angst vergessen, und der Tag beginnt voll Jubel und Arbeitsfreude. Es ist wie ein Fieberanfall der Nerven, überhitzte Gefühle, sage ich mir. Nachts verbrennt der Körper im Schlaf seinen Überschuss an Trauer, damit man am nächsten Tag wieder zupacken kann, aber erwacht man mitten während der Verbrennung, dann ist die Einsamkeit so entsetzlich, dass man einen Augenblick lang vergisst, dass die Nacht stets ein Ende hat und es wieder Tag werden wird mit Wirbel und Karussellen und Gaukelei.“
„Aber wenn man dann für ein Weilchen in seinem Gartensessel gesessen hat, grübelnd über Hjalmars Besuch und den Hang des Himmels zum Theatralischen, wird es Zeit aufzustehen und zum Eigentlichen zurückzukehren.
Heute habe ich meine Waschschüssel versilbert und mir Orangen gefüllt; das sieht sehr hübsch aus.“
„[…] und in diesem Augenblick begreife ich, dass die Welt brüllen würde anstatt zu lachen, wäre ich nicht mein Leben lang darauf bedacht gewesen, sie mit zwei lustigen Tanzschritten und einer Narrheit aus dem Takt zu bringen.“
Was diesen Text hervorhebt, ist wie schlau Haslund-Gjerrild in dieses Gemälde kunstvoller Schönheit die gesellschaftliche Wirklichkeit der Homofeindlichkeit hineinstrickt. Dadurch erhält der Roman eine profunde Sozialkritik, die in bereicherndem Kontrast zur üppigen Erzählkunst steht.
„Meiner alten Freundin Signora Cerroni tun wir leid, und so gar sie uns zum Trost und zur Aufmunterung sechs lange Kirschzweige geschenkt, die sie an die Stühle im Speisezimmer hat binden lassen. Hier sitzen wir nun wie drei Ritter mit unseren Kirschenwimpeln, die hinter uns in die Luft ragen. Es ist ein köstlicher Anblick. Als wären wir auf einen großen Baum geklettert und hätten einen gedeckten Tisch samt Lampe mit heraufgebracht. Hjalmar ist ein Habicht, und Poul gleicht einem Eichhörnchen, wenn man einmal davon absieht, dass er keine Nüsse isst, sondern große Stücke Rinderschulter.“
„Ich erröte - wäre ich eine Jungfrau, dann wäre das kleidsam, aber mit Moustache und meiner grobporigen Haut gleiche ich vermutlich eher einem schweinischen Bacchus.“
„Sie ist kein junger Trieb mehr, der sich biegen lässt und sogleich wieder hochschnellt, aber sie besitzt auch nicht die Ausdauer des Alters, den kräftigen Stamm gelebten Lebens, der richtigen, wenn auch schweren Entscheidungen, die man getroffen und an denen man festgehalten hat, bis das Holz so kräftig war, dass der Baum, wenn er fällt, mitsamt der Wurzel fällt. Frau Hessellund kann brechen.“
…editing für noch mehr Lieblingsstellen…
„Über dem Küchentisch hingen die Sommerzwiebeln […]. Ja, welch ein Reichtum an Zwiebeln, dachte ich, als ich die raschelnde Reihe Zwiebel an Zwiebel an Zwiebel über dem verlassenen Küchentisch hängen sah, und mit einem jähen Anflug von Trauer ereilte mich das Gefühl, es sei mein Leben, das da hing, diese versierten Kräutergebinde, die getrockneten, mit Garn an ihren Strohfrauen Stängeln aufgehängten Zwiebeln, das weiße Fleisch, das ins weinen macht, gehüllt in eine von der Sonne gebräunte Haut, dünn wie brüchiges Pergament: die Sehnsucht wohlbewahrt wie weiße Zwiebeln in braunen hätten. Hier hängt mein Leben, dachte ich, Reihe an Reihe an Reihe getrockneter Zwiebeln.“
„Nachts ist es immer besonders schlimm; im Schock wacht man schweißgebadet auf, und wenn einem dann aufgeht, dass es kein Albtraum war, sondern die Verzweiflung über die eigene Einsamkeit, die einen aus dem Schlaf geweckt hat, dann ist es manchmal ganz unmöglich, weiterzuschlafen. Aber auch das ist ja nichts anderes als eine Art Nachtmahr. Als ich jünger war, ließ ich mich davon überwältigen, aber nun weiß ich aus Erfahrung, dass es mit der Zeit besser wird. Dass es hilft, zu schlafen. Morgen früh ist es vorüber. So ist es immer. Morgen ist die Angst vergessen, und der Tag beginnt voll Jubel und Arbeitsfreude. Es ist wie ein Fieberanfall der Nerven, überhitzte Gefühle, sage ich mir. Nachts verbrennt der Körper im Schlaf seinen Überschuss an Trauer, damit man am nächsten Tag wieder zupacken kann, aber erwacht man mitten während der Verbrennung, dann ist die Einsamkeit so entsetzlich, dass man einen Augenblick lang vergisst, dass die Nacht stets ein Ende hat und es wieder Tag werden wird mit Wirbel und Karussellen und Gaukelei.“
„Aber wenn man dann für ein Weilchen in seinem Gartensessel gesessen hat, grübelnd über Hjalmars Besuch und den Hang des Himmels zum Theatralischen, wird es Zeit aufzustehen und zum Eigentlichen zurückzukehren.
Heute habe ich meine Waschschüssel versilbert und mir Orangen gefüllt; das sieht sehr hübsch aus.“
„[…] und in diesem Augenblick begreife ich, dass die Welt brüllen würde anstatt zu lachen, wäre ich nicht mein Leben lang darauf bedacht gewesen, sie mit zwei lustigen Tanzschritten und einer Narrheit aus dem Takt zu bringen.“
July 31, 2021
Fantastisk romanportræt af en mega interessant kunstner og en vibrerende periode! Slugt på to dage. Så smukke beskrivelser af omgivelser og stemninger. Jeg kan smage bergamotteteen og se pæonerne klart. Smukt simpelthen.
September 22, 2022
en vidunderlig roman, med det absolut smukkeste sprog
November 15, 2022
En af de bedste bøger jeg har læst, ikke bare i år men generelt. Jeg var fanget fra start til slut. Sikke et sprog, sikke en empati, sikke et narrativ. Fabelagtigt. Læs den.
July 12, 2023
Rakel Haslund-Gjerrild har skrevet en roman om Kristian Zahrtmanns seneste leveår på baggrund af breve, dagbogsoptegnelser mv fra hans hånd og fra samtidige kunstnere. Men hun inddrager også artikler og retsdokumenter fra en af tidens store sædelighedsaffærer, som angik homoseksuelle mænd. Dette gør hun, fordi Zahrtmann selv var, hvad vi i dag ville kalde queer. En af hans samtidige var forfatteren Herman Bang, der var homoseksuel.
Forfatteren lader Zahrtmann selv fortælle, og herigennem oplever man som læser, hvordan han er betaget af de unge mænd, som han har ansat som model for sine malerier, senest til maleriet Adam keder sig i Paradis, heraf bogens titel.
Man får dermed et godt indblik i både levevisen på den tid, indblik i hvordan kunstnerne levede under deres ophold i (her) Italien, og deres tanker om andre kunstnere osv.
Forfatteren lader Zahrtmann selv fortælle, og herigennem oplever man som læser, hvordan han er betaget af de unge mænd, som han har ansat som model for sine malerier, senest til maleriet Adam keder sig i Paradis, heraf bogens titel.
Man får dermed et godt indblik i både levevisen på den tid, indblik i hvordan kunstnerne levede under deres ophold i (her) Italien, og deres tanker om andre kunstnere osv.
July 22, 2022
Perfekt sommer læsning!
A beautifully accomplished NOVEL that Proust would have wanted to write, but could only get down his philosophically ruminating masterpiece instead, such were his limits, & the social pressure to make Albert Albertine, & thereby provide a unique penetrating account of the role of time in heterosexual desire not seen since Sappho. Does Haslund-Gjerrild do the same for gay men?
Adam i paradis is also excellent insofar as it a) interleaves actual damning historical documentation as excursii & by doing so, b) solves the perennial difficulty of making fiction truth again for our post auto-fictional age. A painter tells me that Haslund-Gjerrild's writerly yet subtle account of a painter's life is utterly convincing too. To see the world in a grain of pigment.
Read, learn & relish!
A beautifully accomplished NOVEL that Proust would have wanted to write, but could only get down his philosophically ruminating masterpiece instead, such were his limits, & the social pressure to make Albert Albertine, & thereby provide a unique penetrating account of the role of time in heterosexual desire not seen since Sappho. Does Haslund-Gjerrild do the same for gay men?
Adam i paradis is also excellent insofar as it a) interleaves actual damning historical documentation as excursii & by doing so, b) solves the perennial difficulty of making fiction truth again for our post auto-fictional age. A painter tells me that Haslund-Gjerrild's writerly yet subtle account of a painter's life is utterly convincing too. To see the world in a grain of pigment.
Read, learn & relish!
August 22, 2022
Tankevækkende og rørende. Mest af alt en bog om ensomhed.
July 23, 2021
Jeg ville give den 7 stjerner hvis jeg kunne. Sikke en indsigt og sikke et sprog!
Read
July 5, 2021Helt vildt sprog der passer så godt til billeder og tid.
April 13, 2022
Sproget er farvemættede, eksplosivt og sprudlende - hver sætning en nydelse. Handlingen har bohemens vegeterende karakter - det er i de små observationer at det store sker. Omkring hovedpersonen Zahrtmann udfolder sig en heksejagt på homoseksuelle, men det fine ved historien her er, at den fortæller hvad det hele burde handle om for alle de jagtede mænd (og kvinder): Nemlig livsglæden, lysten og alle farverne i oplevelsen af kærlighed, natur og livet selv. Bogen bliver på den måde en hyldest til netop dette, der står som et stærkt modstykke til samtidens begivenheder, som bogen også fremviser via de indskudte uddrag fra diverse arkivmaterialer, som adskiller bogens enkelte kapitler. Formen går dermed op i en højere enhed i spændet mellem ydre omstændigheder og indre liv. Fantastisk flot arbejde!
March 18, 2023
Man bliver introduceret til et par relativt nye begreber ved at læse Rakel Haslund-Gjerrilds roman ’Adam i paradis’. Hvad form angår, er der ikke længere tale om den noksom bekendte autofiktion, men derimod om exofiktion. Begge begreber er varianter af biografisk fiktion. Men autofiktionens fokus på skribenten selv tilstræber ikke en 1 til 1-verificerbar biografi over vedkommende. Noget er fakta, men andet er fiktion. Med exofiktionens fokus på reelt eksisterende personer tilstræbes ej heller en 1 til 1-verificerbar biografi over de personer, der indgår i plottet. En del er fakta, men personerne indrulleres i forløb, hvor lige så meget er fiktion. Med til definitionen på exofiktion er et legende sprog og en eksperimenterende form, og ’Adam i paradis’ bliver da – med sin undsigelse af den rent dokumentariske form – nærmest prototypen på exofiktion.
Begrebet ’queer’ er gammelkendt som (negativ) slang for bøsse, men nu til dags har det fået en udvidet betydning: Queer kan bruges som en (neutral) betegnelse for alle dem, der ikke ser sig selv i forlængelse af samfundets normer for køn og identitet. Denne rummelige definition inkorporerer i høj grad Kristian Zahrtmanns livsstil, som den er beskrevet i Haslund-Gjerrilds roman.
Fortælletiden er 1913, afbrudt af mange flashbacks. Maleren Zahrtmann nærmer sig med sine 70 år slutningen af en succesfuld karriere, hvor han – ud over selv at være originalt skabende – også har haft kreativ indflydelse på omkring 200 i den næste generation af billedkunstnere. Zahrtmann, der selv er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi, opfatter undervisningen på akademiet som forældet, og derfor er han aktiv i den gruppe, der stifter Den Frie Udstilling. Man protesterer især mod censurkomiteens styring af, at kun værker, der ligger i forlængelse af den herskende smag for god kunst, bliver optaget på det etablerede udstillingssted, Charlottenborg. Den frie Udstilling kan her overfor ses som et queer-univers, hvor kunstnerne selv bestemmer, hvem og hvad der skal udstilles. Som leder tegner Zahrtmann Kunstnernes Frie Studieskoler i en sådan grad, at institutionen i folkemunde bliver til Zahrtmanns Skole. Med sin egen farvestærke og udtryksfulde kunst som eksempel inspirerer Zahrtmann unge kunstnere til ikke at lade sig styre af finkulturel æstetisk afdæmpethed. I stedet skal de finde deres helt egen stil.
Han bliver tituleret ”Mester” af de mange, der i en årrække nyder godt af adgangen til en uformel kunstnerkoloni, som Zahrtmann danner omkring sig i den italienske landsby Civita d’Antino. I romanens slutning får man indirekte en fornemmelse af, at det er nogen tid siden, han har peaket. Der skal optages en film om ham, og han har selv adskillige sprælske ideer til iscenesættelse, men de skydes alle ned af fototeamet, der utålmodigt betoner, at dette jo drejer sig om en historisk film. Sagt lidt brutalt: en film om en ’has been’. Rent biologisk nærmer Zahrtmann sig også udløbsdatoen, hvilket billedligt antydes i og med hans optagethed af hændernes leverpletter, også kaldet dødens pletter.
Den gennemgående aktivitet i romanen er skabelsen af det kunstværk, der har givet romanen titel: ’Adam i Paradis’. Tidsmæssigt befinder man sig på bagkant af Det Moderne Gennembrud, der udspillede sig omkring århundredskiftet 1800-1900, og som i mange henseender advokerede for en vis frigjorthed. Men der var grænser. I 1906-1907 udspillede Den Store Sædelighedssag sig, og en række homoseksuelle blev retsforfulgt, hvilket endte med, at 13 af dem blev dømt til forbedringshusarbejde for ”omgængelse mod naturen”.
Nutidige præsentationer af Kristian Zahrtmann inkorporerer sædvanligvis homoseksualiteten som et givet karakteristikum for ham. Her over for lader Haslund-Gjerrild det blafre i vinden, om det var et tilfælde, at han omgikkes en del notorisk homoseksuelle? Han var i hvert fald vågen over for mandlige signaler, hvilket fremgår af den scene, hvor han er havnet i en togkupé, der ellers er fyldt med soldater. Disse er netop afmønstret, så med stor kropslig frigjorthed tager de kupeen i besiddelse. Toget ”dirrede af varmedis”, i og med at det jo var ”fyldt med kroppe”. Fuldt påklædte ”svedte og stønnede” soldaterne, så de lod dele af påklædningen falde til jorden: ”støvler gnubbedes dovent af fødderne, så en em af mose steg op fra kupéens grønne gulv. En af dem […] klædte sig endda helt af til brystet og blinkede til mig.” Intet under, at dette forspil munder ud i et fuldtonende dér var han: en bonderose af en smuk yngling – det udtalte billede af den Adam, som Zahrtmann længe havde jagtet som model til sit maleri af ’Adam i Paradis’.
Med den anonyme soldat anbragt i fuld udstrækning i en overdådig, paradisisk setting dukker Adam efter måneders arbejde op for vores øjne. Her stikkes sandelig ikke noget under stolen, men man kan ikke decideret sige, at Adam poserer, for den lysende krop toppes af et ansigt, der nærmest udtrykker kedsomhed, jævnfør maleriets anden titel ’Adam keder sig i Paradisets Have’.
Ynglingens lysende lår leder beskuerens blik ind mod hans skridt, der dog til en vis grad er dækket af en orange blomsterranke. Glødende orange dominerer i det hele taget billedet, og så en symbolik, hvor alle kan være med. Den manglende Eva, der kunne være årsag til Adams kedsomhed, substitueres her og nu af en enorm klase med falliske bananer og – mellem Adams ben – en veloplagt slange med tungen spillende ud af gabet. Kunstmaleren erkender i det mindste alternativet til Eva.
Zahrtmanns fadebur er altid rigeligt forsynet med (orange) appelsiner. Han har nemlig et lille tryllenummer, når venner forlader hans hjem: ”[…] jeg rækker dem en appelsin som farvel, for at de på vejen hjem tænker mere på appelsinen end på mig med min hængehud og mine leverpletter, at jeg således forvandles og bliver mere end denne kedelige, gamle krop, thi nu er jeg stor og gul som solen. Gud ske tak og lov, at jeg ikke kun er mig. At jeg er blevet en appelsin.”
Zahrtmanns liv og romanen om Adam har begge fokus på TABET: De utallige blomster, Zahrtmann fylder sit hjem med, afblomstrer på et tidspunkt. På samme måde forgår hans krop, uagtet hans kamp mod leverpletterne. Men i stedet for at bruge tid og energi på at begræde tabet, vil han hellere fokusere på at imødegå dette tab. Det forholder sig jo nemlig sådan, at KUNSTEN BESTÅR. Så Gud ske tak og lov, at jeg kan overleve i form af en appelsin.
Begrebet ’queer’ er gammelkendt som (negativ) slang for bøsse, men nu til dags har det fået en udvidet betydning: Queer kan bruges som en (neutral) betegnelse for alle dem, der ikke ser sig selv i forlængelse af samfundets normer for køn og identitet. Denne rummelige definition inkorporerer i høj grad Kristian Zahrtmanns livsstil, som den er beskrevet i Haslund-Gjerrilds roman.
Fortælletiden er 1913, afbrudt af mange flashbacks. Maleren Zahrtmann nærmer sig med sine 70 år slutningen af en succesfuld karriere, hvor han – ud over selv at være originalt skabende – også har haft kreativ indflydelse på omkring 200 i den næste generation af billedkunstnere. Zahrtmann, der selv er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi, opfatter undervisningen på akademiet som forældet, og derfor er han aktiv i den gruppe, der stifter Den Frie Udstilling. Man protesterer især mod censurkomiteens styring af, at kun værker, der ligger i forlængelse af den herskende smag for god kunst, bliver optaget på det etablerede udstillingssted, Charlottenborg. Den frie Udstilling kan her overfor ses som et queer-univers, hvor kunstnerne selv bestemmer, hvem og hvad der skal udstilles. Som leder tegner Zahrtmann Kunstnernes Frie Studieskoler i en sådan grad, at institutionen i folkemunde bliver til Zahrtmanns Skole. Med sin egen farvestærke og udtryksfulde kunst som eksempel inspirerer Zahrtmann unge kunstnere til ikke at lade sig styre af finkulturel æstetisk afdæmpethed. I stedet skal de finde deres helt egen stil.
Han bliver tituleret ”Mester” af de mange, der i en årrække nyder godt af adgangen til en uformel kunstnerkoloni, som Zahrtmann danner omkring sig i den italienske landsby Civita d’Antino. I romanens slutning får man indirekte en fornemmelse af, at det er nogen tid siden, han har peaket. Der skal optages en film om ham, og han har selv adskillige sprælske ideer til iscenesættelse, men de skydes alle ned af fototeamet, der utålmodigt betoner, at dette jo drejer sig om en historisk film. Sagt lidt brutalt: en film om en ’has been’. Rent biologisk nærmer Zahrtmann sig også udløbsdatoen, hvilket billedligt antydes i og med hans optagethed af hændernes leverpletter, også kaldet dødens pletter.
Den gennemgående aktivitet i romanen er skabelsen af det kunstværk, der har givet romanen titel: ’Adam i Paradis’. Tidsmæssigt befinder man sig på bagkant af Det Moderne Gennembrud, der udspillede sig omkring århundredskiftet 1800-1900, og som i mange henseender advokerede for en vis frigjorthed. Men der var grænser. I 1906-1907 udspillede Den Store Sædelighedssag sig, og en række homoseksuelle blev retsforfulgt, hvilket endte med, at 13 af dem blev dømt til forbedringshusarbejde for ”omgængelse mod naturen”.
Nutidige præsentationer af Kristian Zahrtmann inkorporerer sædvanligvis homoseksualiteten som et givet karakteristikum for ham. Her over for lader Haslund-Gjerrild det blafre i vinden, om det var et tilfælde, at han omgikkes en del notorisk homoseksuelle? Han var i hvert fald vågen over for mandlige signaler, hvilket fremgår af den scene, hvor han er havnet i en togkupé, der ellers er fyldt med soldater. Disse er netop afmønstret, så med stor kropslig frigjorthed tager de kupeen i besiddelse. Toget ”dirrede af varmedis”, i og med at det jo var ”fyldt med kroppe”. Fuldt påklædte ”svedte og stønnede” soldaterne, så de lod dele af påklædningen falde til jorden: ”støvler gnubbedes dovent af fødderne, så en em af mose steg op fra kupéens grønne gulv. En af dem […] klædte sig endda helt af til brystet og blinkede til mig.” Intet under, at dette forspil munder ud i et fuldtonende dér var han: en bonderose af en smuk yngling – det udtalte billede af den Adam, som Zahrtmann længe havde jagtet som model til sit maleri af ’Adam i Paradis’.
Med den anonyme soldat anbragt i fuld udstrækning i en overdådig, paradisisk setting dukker Adam efter måneders arbejde op for vores øjne. Her stikkes sandelig ikke noget under stolen, men man kan ikke decideret sige, at Adam poserer, for den lysende krop toppes af et ansigt, der nærmest udtrykker kedsomhed, jævnfør maleriets anden titel ’Adam keder sig i Paradisets Have’.
Ynglingens lysende lår leder beskuerens blik ind mod hans skridt, der dog til en vis grad er dækket af en orange blomsterranke. Glødende orange dominerer i det hele taget billedet, og så en symbolik, hvor alle kan være med. Den manglende Eva, der kunne være årsag til Adams kedsomhed, substitueres her og nu af en enorm klase med falliske bananer og – mellem Adams ben – en veloplagt slange med tungen spillende ud af gabet. Kunstmaleren erkender i det mindste alternativet til Eva.
Zahrtmanns fadebur er altid rigeligt forsynet med (orange) appelsiner. Han har nemlig et lille tryllenummer, når venner forlader hans hjem: ”[…] jeg rækker dem en appelsin som farvel, for at de på vejen hjem tænker mere på appelsinen end på mig med min hængehud og mine leverpletter, at jeg således forvandles og bliver mere end denne kedelige, gamle krop, thi nu er jeg stor og gul som solen. Gud ske tak og lov, at jeg ikke kun er mig. At jeg er blevet en appelsin.”
Zahrtmanns liv og romanen om Adam har begge fokus på TABET: De utallige blomster, Zahrtmann fylder sit hjem med, afblomstrer på et tidspunkt. På samme måde forgår hans krop, uagtet hans kamp mod leverpletterne. Men i stedet for at bruge tid og energi på at begræde tabet, vil han hellere fokusere på at imødegå dette tab. Det forholder sig jo nemlig sådan, at KUNSTEN BESTÅR. Så Gud ske tak og lov, at jeg kan overleve i form af en appelsin.
August 18, 2022
Det er et fantastisk billedsprog - og det er nok for mig bogens største force…
September 4, 2023
Wenn mich ein Buch besonders stark berührt hat, wenn es mich mit seiner Wortmagie verzaubert und mich total in ein anderes Leben, in eine andere Zeit versetzt hat, dann fällt es mir besonders schwer, eine Rezension darüber zu schreiben. Was sollen meine ungelenken Worte über ein Buch aussagen, sie können höchstens bewirken, dass noch andere den Schatz entdecken, den ich schon gefunden habe. Und so versuche ich es mal wieder.
In diesem Fall hat alles mit meinem Besuch der Ausstellung "Flowers Forever. Blumen in Kunst und Kultur" in der Kunsthalle München an meinem Geburtstag im Mai begonnen. Ich sah dort ein Bild des mir bislang unbekannten dänischen Malers Kristian Zahrtmann (1843-1917): "Adam langweilt sich im Garten des Paradieses". Ein faszinierendes Gemälde. Wie exakt der Maler dieses Gefühl der Langeweile eingefangen hat, kontrastierend zum Überfluss der floralen Üppigkeit um Adam herum. Ein Bild, das in Erinnerung bleibt, nicht etwa (nur) wegen der kaum verhüllten Nacktheit des Modells inmitten der Blütenpracht, sondern vor allem eben wegen diesem fast genervten Gesichtsausdruck, der angesichts der paradiesischen Umgebung dekadent erscheint.
Im Anschluss an die Ausstellung erfuhr ich, dass ein Roman zu diesem Gemälde existiert und dass die Autorin Rakel Haslund-Gjerrild und der Übersetzer Andreas Donat eine Lesung im Rahmen der Pride Weeks planen. Im Juni war ich dann dort und ließ mich ins Dänemark des frühen 20. Jahrhunderts entführen. (Lesung siehe Story-Highlight "Adam im Paradies") Ich erfuhr, dass die Autorin sieben Jahre an dem Roman geschrieben hat und sie sagte, wenn man sieben Jahre mit einer einzigen Person verbringt, sollte es besser eine ziemlich interessante Persönlichkeit sein. Auf Zahrtmann trifft dies zu, alleine seine Gemälde sind so "edgy", queer und teilweise so provokant und auch witzig, dass man nicht umhin kann, sich für die Hintergründe dieser Kunst, die gegen den Strich gekämmt zu sein scheint, zu interessieren. Zahrtmann war allem Anschein nach homosexuell, doch die Autorin stellt ihn als nicht als jemand dar, der seine Homosexualität ausgelebt hat. Die Sehnsucht nach einem Menschen aber, nach einer Beziehung, die ist dem Ich-Erzähler, der literarischen Persona Zahrtmann, eingeschrieben: "Welch großes Gut: nicht besitzen zu können, wonach es einen verlangt. Gerade in der Sehnsucht, glaube ich, liegt Glück."
Die literarische Figur Zahrtmann scheint sich mit dem Alleinsein abgefunden zu haben, anders als seine Haushälterin Frau Hessellund, die 33-jährige Witwe mit Kind, die dem alternden Maler als Kontrastfigur entgegengesetzt wird. Sie empfindet das Alleinsein, das "Nichtmehrangefasstwerden" als innere Versteinerung. Für Zahrtmann ist seine Kunst das Ventil, in ihr kann er verliebt sein, kann nonverbale Zwiesprache mit den Modellen halten, die nicht selten Objekte seiner unausgesprochenen Begierde sind. Frau Hessellund, die Witwe eines Künstlers, durfte nicht selbst Künstlerin werden. Die Tragödie der Frauen wird in "Adam im Paradies" durch ihre Figur nicht ausgespart.
Zwischen den Erzählpassagen befinden sich - grau hinterlegt - historische Dokumente. In ihnen geht es u.a. um die "Sittenaffäre" in Dänemark 1906/07, ein Gerichtsverfahren, in dem homosexuelle Männer verhört und teilweise verurteilt wurden. Diese erschreckenden Zeitdokumente sollen die prekäre Lage illustrieren, in der sich queere Menschen zu der Zeit, in der der Roman spielt, befanden. In starkem Kontrast dazu stehen die Erzählpassagen, die, geschrieben aus der Ich-Perspektive von Zahrtmann, Szenen aus seinem Leben einfangen. Die Autorin erschafft in jeder dieser Szenen ein neues, reiches, von Schönheit überquellendes Gemälde. Ich musste öfter während der Lektüre innehalten und tief durchatmen, um die Schönheit und Reinheit der Worte, der Sprachbilder, die hier heraufbeschworen werden, zu verdauen. Kunst ist, wenn man innehalten muss.
Wer sich für queere Geschichte, Kunstgeschichte, die dänische Künstlerszene oder gar Kristian Zahrtmann selbst interessiert, sollte dieses Buch unbedingt lesen. Und natürlich alle Personen, die hervorragende Literatur zu schätzen wissen.
In diesem Fall hat alles mit meinem Besuch der Ausstellung "Flowers Forever. Blumen in Kunst und Kultur" in der Kunsthalle München an meinem Geburtstag im Mai begonnen. Ich sah dort ein Bild des mir bislang unbekannten dänischen Malers Kristian Zahrtmann (1843-1917): "Adam langweilt sich im Garten des Paradieses". Ein faszinierendes Gemälde. Wie exakt der Maler dieses Gefühl der Langeweile eingefangen hat, kontrastierend zum Überfluss der floralen Üppigkeit um Adam herum. Ein Bild, das in Erinnerung bleibt, nicht etwa (nur) wegen der kaum verhüllten Nacktheit des Modells inmitten der Blütenpracht, sondern vor allem eben wegen diesem fast genervten Gesichtsausdruck, der angesichts der paradiesischen Umgebung dekadent erscheint.
Im Anschluss an die Ausstellung erfuhr ich, dass ein Roman zu diesem Gemälde existiert und dass die Autorin Rakel Haslund-Gjerrild und der Übersetzer Andreas Donat eine Lesung im Rahmen der Pride Weeks planen. Im Juni war ich dann dort und ließ mich ins Dänemark des frühen 20. Jahrhunderts entführen. (Lesung siehe Story-Highlight "Adam im Paradies") Ich erfuhr, dass die Autorin sieben Jahre an dem Roman geschrieben hat und sie sagte, wenn man sieben Jahre mit einer einzigen Person verbringt, sollte es besser eine ziemlich interessante Persönlichkeit sein. Auf Zahrtmann trifft dies zu, alleine seine Gemälde sind so "edgy", queer und teilweise so provokant und auch witzig, dass man nicht umhin kann, sich für die Hintergründe dieser Kunst, die gegen den Strich gekämmt zu sein scheint, zu interessieren. Zahrtmann war allem Anschein nach homosexuell, doch die Autorin stellt ihn als nicht als jemand dar, der seine Homosexualität ausgelebt hat. Die Sehnsucht nach einem Menschen aber, nach einer Beziehung, die ist dem Ich-Erzähler, der literarischen Persona Zahrtmann, eingeschrieben: "Welch großes Gut: nicht besitzen zu können, wonach es einen verlangt. Gerade in der Sehnsucht, glaube ich, liegt Glück."
Die literarische Figur Zahrtmann scheint sich mit dem Alleinsein abgefunden zu haben, anders als seine Haushälterin Frau Hessellund, die 33-jährige Witwe mit Kind, die dem alternden Maler als Kontrastfigur entgegengesetzt wird. Sie empfindet das Alleinsein, das "Nichtmehrangefasstwerden" als innere Versteinerung. Für Zahrtmann ist seine Kunst das Ventil, in ihr kann er verliebt sein, kann nonverbale Zwiesprache mit den Modellen halten, die nicht selten Objekte seiner unausgesprochenen Begierde sind. Frau Hessellund, die Witwe eines Künstlers, durfte nicht selbst Künstlerin werden. Die Tragödie der Frauen wird in "Adam im Paradies" durch ihre Figur nicht ausgespart.
Zwischen den Erzählpassagen befinden sich - grau hinterlegt - historische Dokumente. In ihnen geht es u.a. um die "Sittenaffäre" in Dänemark 1906/07, ein Gerichtsverfahren, in dem homosexuelle Männer verhört und teilweise verurteilt wurden. Diese erschreckenden Zeitdokumente sollen die prekäre Lage illustrieren, in der sich queere Menschen zu der Zeit, in der der Roman spielt, befanden. In starkem Kontrast dazu stehen die Erzählpassagen, die, geschrieben aus der Ich-Perspektive von Zahrtmann, Szenen aus seinem Leben einfangen. Die Autorin erschafft in jeder dieser Szenen ein neues, reiches, von Schönheit überquellendes Gemälde. Ich musste öfter während der Lektüre innehalten und tief durchatmen, um die Schönheit und Reinheit der Worte, der Sprachbilder, die hier heraufbeschworen werden, zu verdauen. Kunst ist, wenn man innehalten muss.
Wer sich für queere Geschichte, Kunstgeschichte, die dänische Künstlerszene oder gar Kristian Zahrtmann selbst interessiert, sollte dieses Buch unbedingt lesen. Und natürlich alle Personen, die hervorragende Literatur zu schätzen wissen.
August 11, 2022
Bogen "Adam i Paradis" er en exobiografisk roman om kunstmaleren Kristian Zahrtmanns liv med fokus på tiden hvor han var omkring 70 år. Titlen refererer til et kunstværk som Zahrtmann malede i 1914 og som indgår som en begivenhed i bogen. Titlen henviser også i overført forstand til det liv og sted, som Zahrtmann selv forsøgte at skabe sig som en Adam i et paradis befolket af mænd.
Bogen består primært af et fiktionslag, hvor Zahrtmann er jeg-fortæller. Stilen er meget sansemættet og deskriptiv på en berusende måde - med lange afsnit om f.eks. blomsters dufte og farver.
Fiktionslaget består af nedslag i tid og sted - primært i Zahrtmanns nye villa på Frederiksberg, Casa d'Antino, som han indrettede som både bolig og atelier; i hans tidligere bolig på Amaliegade og hans ferieophold i den lille italienske by Civita d'Antino øst for Rom, som han besøgte over 30 år. Alle disse nedslag handler meget om de relationer, som Zahrtmann havde til mennesker, især mænd.
Det er især mandlige relationer til Valdemar (vennen Valdemar Neiiendam), Hjalmar (sømanden Harald Sørensen, som var hans model i en kortvarig periode og som Zahrtmann kortvarigt var mentor for - og som han mere end antydningsvist havde en stormomsust kortvarig forelskelse i og med), og så en unavngiven model, som bliver model for maleriet Adam i Paradis. Det maleri, som bliver et af de første malerier, Zahrtmann maler i sit nye hjem Casa d'Antino.
Omdrejningspunktet for bogen er det, der optager Zahrtmann. Det er i høj grad mændene omkring ham, som han bliver draget af både sansemæssigt (kropsligt) og samtalemæssigt. Samtidig er det en tid, hvor Zahrtmann hverken over for andre eller over for sig selv omtaler, at han er draget mod mænd. Det er noget, man som læser mere end kraftigt fornemmer, sker, men som der ikke bliver skrevet om eller eksplicit talt om.
Vi har således en roman, hvor der tydeligvis er noget homoerotisk, eller måske queer-erotisk på spil, men hvor dette ikke ekspliciteres i fiktionen. Det er ikke fortrængt, for Zahrtmann er i det, men det er ikke omtalt.
Til gengæld er det homo-erotiske til stede i flere af de faktuelle bilag, som bogen også består af - brevvekslinger enten med Zahrtmann eller mellem folk fra Zahrtmanns omgangskreds. Der er også faktuelle bilag fra kriminalarkivet om den Sædelighedsaffære med homoseksuelle fra 1907-1908 og den Militære Sædelighedsaffære med gardehusarerne fra Frederiksberg Slot i 1911.
Hverken Zahrtmann eller Herman Bang bliver eksplicit ramt af disse sædelighedsaffærer - i Zahrtmanns tilfælde er det som om, at han bliver "tålt" af omverdenen for den store Meister, han er i udviklingen af nye malertalenter på Zahrtmanns kunstnerskole, der gjorde op med det konservative Kunstakademi. Romanen står således også i en interessant spænding imellem en homofobisk moralisering i tiden (som kommer frem via bilagene), og så det særlige mulighedsrum som Zahrtmann selv får skabt gennem sin måde at være på, bo på og male på, som en form for implicit queerness.
Jeg kan på det varmeste anbefale at supplere romanen ved bagefter at læse Rasmus Kjærboes artikel "Liv, værk og Hjem-sted", som omhandler Zahrtmanns skaben sig en queer måde at være på i en tid, hvor dette sted endnu ikke var skabt, men skulle skabes i en proces og uden eksplicitering. Artiklen indeholder også gengivelser af mange af Zahrtmanns kunstværker.
Bogen består primært af et fiktionslag, hvor Zahrtmann er jeg-fortæller. Stilen er meget sansemættet og deskriptiv på en berusende måde - med lange afsnit om f.eks. blomsters dufte og farver.
Fiktionslaget består af nedslag i tid og sted - primært i Zahrtmanns nye villa på Frederiksberg, Casa d'Antino, som han indrettede som både bolig og atelier; i hans tidligere bolig på Amaliegade og hans ferieophold i den lille italienske by Civita d'Antino øst for Rom, som han besøgte over 30 år. Alle disse nedslag handler meget om de relationer, som Zahrtmann havde til mennesker, især mænd.
Det er især mandlige relationer til Valdemar (vennen Valdemar Neiiendam), Hjalmar (sømanden Harald Sørensen, som var hans model i en kortvarig periode og som Zahrtmann kortvarigt var mentor for - og som han mere end antydningsvist havde en stormomsust kortvarig forelskelse i og med), og så en unavngiven model, som bliver model for maleriet Adam i Paradis. Det maleri, som bliver et af de første malerier, Zahrtmann maler i sit nye hjem Casa d'Antino.
Omdrejningspunktet for bogen er det, der optager Zahrtmann. Det er i høj grad mændene omkring ham, som han bliver draget af både sansemæssigt (kropsligt) og samtalemæssigt. Samtidig er det en tid, hvor Zahrtmann hverken over for andre eller over for sig selv omtaler, at han er draget mod mænd. Det er noget, man som læser mere end kraftigt fornemmer, sker, men som der ikke bliver skrevet om eller eksplicit talt om.
Vi har således en roman, hvor der tydeligvis er noget homoerotisk, eller måske queer-erotisk på spil, men hvor dette ikke ekspliciteres i fiktionen. Det er ikke fortrængt, for Zahrtmann er i det, men det er ikke omtalt.
Til gengæld er det homo-erotiske til stede i flere af de faktuelle bilag, som bogen også består af - brevvekslinger enten med Zahrtmann eller mellem folk fra Zahrtmanns omgangskreds. Der er også faktuelle bilag fra kriminalarkivet om den Sædelighedsaffære med homoseksuelle fra 1907-1908 og den Militære Sædelighedsaffære med gardehusarerne fra Frederiksberg Slot i 1911.
Hverken Zahrtmann eller Herman Bang bliver eksplicit ramt af disse sædelighedsaffærer - i Zahrtmanns tilfælde er det som om, at han bliver "tålt" af omverdenen for den store Meister, han er i udviklingen af nye malertalenter på Zahrtmanns kunstnerskole, der gjorde op med det konservative Kunstakademi. Romanen står således også i en interessant spænding imellem en homofobisk moralisering i tiden (som kommer frem via bilagene), og så det særlige mulighedsrum som Zahrtmann selv får skabt gennem sin måde at være på, bo på og male på, som en form for implicit queerness.
Jeg kan på det varmeste anbefale at supplere romanen ved bagefter at læse Rasmus Kjærboes artikel "Liv, værk og Hjem-sted", som omhandler Zahrtmanns skaben sig en queer måde at være på i en tid, hvor dette sted endnu ikke var skabt, men skulle skabes i en proces og uden eksplicitering. Artiklen indeholder også gengivelser af mange af Zahrtmanns kunstværker.
September 11, 2021
Uh, jeg var vild med den her bog, der måske er årets hidtil bedste? Rakel Haslund-Gjerrild fremmaner overbevisende den aldrende Kristian Zahrtmann, der var en meget populær men også kontroversiel kunstmaler. Mange af hans malerier er stærkt homoerotiske, hvis de ikke har besynderlige historiske motiver, der fremstilles på kanten til det groteske i glohede farver.
Siden jeg først stødte på ham på Hirschsprungs Samling har jeg undret mig over dette menneske. Og nu har Rakel Haslund fyldt ham ud, hvis man kan sige det sådan. På basis af righoldige historiske kilder har hun digtet sig ind i hovedet på ham. Vi får sædelighedsskandalen helt ind under huden i form af avisartikler og breve fra den tid. Den står som en dyster baggrund for hans store forsigtighed i omgang med andre mænd. Vi møder en del af tidens kendte kulturpersonligheder, ikke mindst Herman Bang, som Zahrtmann angstfuldt lægger afstand til.
Haslund jonglerer med sproget og mestrer metaforens kunst på en helt anden måde end den, de lærer på forfatterskolen. Jeg har simpelthen boltret mig i sproglig lækkerhed... Ingen minimalisme her.
Her er et eksempel, hvor Zahrtmann taler om sin model, Adam (fra titlen, der også er navnet på et vildt og voldsomt maleri af Adam i paradisets have: "Vi taler ikke særlig godt sammen. Der er noget ved Adam, der får mine sætninger til at falde på gulvet og gå i stykker rundt om han. De ligger som døde fluer i vindueskarmen. Sammenkrøllede stankelben i værelsets hjørner." Hvem kender ikke samtaler, der føles sådan?
Man kan udmærket læse romanen uden at være specielt interesseret i Kristian Zahrtmann, men det gør måske ikke noget, hvis man synes, at tiden mellem Det Moderne Gennembrud og Første Verdenskrig er spændende...
Siden jeg først stødte på ham på Hirschsprungs Samling har jeg undret mig over dette menneske. Og nu har Rakel Haslund fyldt ham ud, hvis man kan sige det sådan. På basis af righoldige historiske kilder har hun digtet sig ind i hovedet på ham. Vi får sædelighedsskandalen helt ind under huden i form af avisartikler og breve fra den tid. Den står som en dyster baggrund for hans store forsigtighed i omgang med andre mænd. Vi møder en del af tidens kendte kulturpersonligheder, ikke mindst Herman Bang, som Zahrtmann angstfuldt lægger afstand til.
Haslund jonglerer med sproget og mestrer metaforens kunst på en helt anden måde end den, de lærer på forfatterskolen. Jeg har simpelthen boltret mig i sproglig lækkerhed... Ingen minimalisme her.
Her er et eksempel, hvor Zahrtmann taler om sin model, Adam (fra titlen, der også er navnet på et vildt og voldsomt maleri af Adam i paradisets have: "Vi taler ikke særlig godt sammen. Der er noget ved Adam, der får mine sætninger til at falde på gulvet og gå i stykker rundt om han. De ligger som døde fluer i vindueskarmen. Sammenkrøllede stankelben i værelsets hjørner." Hvem kender ikke samtaler, der føles sådan?
Man kan udmærket læse romanen uden at være specielt interesseret i Kristian Zahrtmann, men det gør måske ikke noget, hvis man synes, at tiden mellem Det Moderne Gennembrud og Første Verdenskrig er spændende...
April 10, 2022
Sproget i den her bog blæste mig totalt bagover - der var så mange smukke passager, som malede nye billeder, selvom de beskrev almindelige, hverdagsagtige ting; fx leverpletter, om hvilke Zahrtmann siger "jeg dalmatiniseres".
Jeg skulle lige vende mig til, at romanen er skrevet i første person, for normalt ville det gøre at vi kommer helt ind under huden på hovedpersonen, men her bliver man stadig holdt i armslængde fra Kristian Zahrtmann. Vi hører nogle af hans tanker mens andre forbliver usagte og nærmest u-tænkte. Der foregår så meget mellem linjerne og nogle gange blev jeg i tvivl om jeg læste for meget ind i dialogerne. Men der bliver bygget lag på lag af mening, Struensee, Caroline Mathilde og Christian VII bliver flittigt brugt som stand in for de relationer, som karakterene har.
Der sker ikke meget i bogen, den er nærmest et snapshot af en tid, men man sidder alligevel tilbage med en følelse af, at man har oplevet meget, mødt mange mennesker og fulgt deres skæbner.
Exofiktion er en spøjs genre fordi man ikke kan lade være med at tænke over, hvor meget der mon er sandt og præcis hvilke dele der er digtet videre på - og de små bilag undervejs gjorde sit til, at man virkelig blev hensat til 1910'ernes København, og især sædelighedsaffæren.
Jeg skulle lige vende mig til, at romanen er skrevet i første person, for normalt ville det gøre at vi kommer helt ind under huden på hovedpersonen, men her bliver man stadig holdt i armslængde fra Kristian Zahrtmann. Vi hører nogle af hans tanker mens andre forbliver usagte og nærmest u-tænkte. Der foregår så meget mellem linjerne og nogle gange blev jeg i tvivl om jeg læste for meget ind i dialogerne. Men der bliver bygget lag på lag af mening, Struensee, Caroline Mathilde og Christian VII bliver flittigt brugt som stand in for de relationer, som karakterene har.
Der sker ikke meget i bogen, den er nærmest et snapshot af en tid, men man sidder alligevel tilbage med en følelse af, at man har oplevet meget, mødt mange mennesker og fulgt deres skæbner.
Exofiktion er en spøjs genre fordi man ikke kan lade være med at tænke over, hvor meget der mon er sandt og præcis hvilke dele der er digtet videre på - og de små bilag undervejs gjorde sit til, at man virkelig blev hensat til 1910'ernes København, og især sædelighedsaffæren.
May 25, 2022
Kristian Zahrtmann (1843-1917) betegnes i dag som queer, fordi han med sine malerier gik imod datidens opfattelse af kønsroller, normer og skønhedsidealer.
I denne historiskeroman digter forfatteren med ord og vendinger, lige så farverige og overdådige som Zahrtmanns billeder, om den store malers liv.
Som kontrast til sin lyriske fortælling, har forfatteren indsat kildemateriale fra Den store Sædelighedssag fra 1906-07, som viser datidens syn og opfattelse af de homoseksuelle. En barsk heksejagt, som forfatteren Herman Bang desværre i den grad fik at føle på krop og sjæl.
Exofiktion er en relativ ny genre, som udspringer fra den franske litteratur omkring 2013 og som en del danske forfattere har taget til sig i de senere år.
Jeg er ikke udpræget fan af genren, da jeg lige som med denne bog, ofte farer vild i, og mister interessen for romanen, på vej gennem de overvældende og smukke fortællinger, som ikke har nogen tydelig handling at holde fast i. Jeg er helt klart mere til faglitterære bøger, når det kommer til at læse om historiske personer og hændelser.
I denne historiskeroman digter forfatteren med ord og vendinger, lige så farverige og overdådige som Zahrtmanns billeder, om den store malers liv.
Som kontrast til sin lyriske fortælling, har forfatteren indsat kildemateriale fra Den store Sædelighedssag fra 1906-07, som viser datidens syn og opfattelse af de homoseksuelle. En barsk heksejagt, som forfatteren Herman Bang desværre i den grad fik at føle på krop og sjæl.
Exofiktion er en relativ ny genre, som udspringer fra den franske litteratur omkring 2013 og som en del danske forfattere har taget til sig i de senere år.
Jeg er ikke udpræget fan af genren, da jeg lige som med denne bog, ofte farer vild i, og mister interessen for romanen, på vej gennem de overvældende og smukke fortællinger, som ikke har nogen tydelig handling at holde fast i. Jeg er helt klart mere til faglitterære bøger, når det kommer til at læse om historiske personer og hændelser.
October 6, 2022
A truly wonderful book about the danish painter Kristian Zahrtmann: the language in this book is simply an utter joy to digest. It is a very lyrical novel. Story and plot are only so-so, but it doesn't matter at all, because you can immerse yourself in this language's perfection. The factual descriptions of gay rights (or the lack thereof) in Denmark around 1900 also provide interesting breaks from the poetic language.
I know it is a little nit-picky, but towards the end of the book, there are some notes on the historical research, and that really took something away from my reading experience. I would have much preferred it if it had been left out entirely. Instead, it would have been nice if the book had declared what was fact and fiction early on. That question bothered me throughout the book and it could easily have been put to rest at the beginning.
All-in-all a must-read. I found myself drawn to it just for the joy of reading such beautiful language.
I know it is a little nit-picky, but towards the end of the book, there are some notes on the historical research, and that really took something away from my reading experience. I would have much preferred it if it had been left out entirely. Instead, it would have been nice if the book had declared what was fact and fiction early on. That question bothered me throughout the book and it could easily have been put to rest at the beginning.
All-in-all a must-read. I found myself drawn to it just for the joy of reading such beautiful language.
January 28, 2022
Smuk, fin, stilsikker, velformuleret, stille og lidt kedelig desværre.
Rammen er velfungerende, men jeg har vanskeligt ved at blive grebet af den store kunstmaler Kristian Zahrtmann og de udfordringer og uretfærdigheder, som han (måske?) må kæmpe med i sin samtid i forhold til homoseksualitet og kærlighed mænd imellem. Jeg bliver faktisk mere interesseret i selv e tiden, hans husholderske eller hans elever. Bogen indeholder en myriade af små fortællinger, som mangler at blive fortalt (men som naturligvis ikke kan blive fortalt i samme bog, som denne).
Bogen indeholder citater og udsagn fra samtiden med "Den store Sædelighedsfejde" og når jeg kobler sprog her med Rakels, så forekommer det mig at hun rammer plet! Sprog og dialoger og sætninger er formuleret, så det passer ind tidens ånd og stil.
Og hun skriver (igen, igen) dygtigt, flot og fængende, men... For mig var selve den grundlæggende fortælling ikke særligt interessant fremstillet.
Rammen er velfungerende, men jeg har vanskeligt ved at blive grebet af den store kunstmaler Kristian Zahrtmann og de udfordringer og uretfærdigheder, som han (måske?) må kæmpe med i sin samtid i forhold til homoseksualitet og kærlighed mænd imellem. Jeg bliver faktisk mere interesseret i selv e tiden, hans husholderske eller hans elever. Bogen indeholder en myriade af små fortællinger, som mangler at blive fortalt (men som naturligvis ikke kan blive fortalt i samme bog, som denne).
Bogen indeholder citater og udsagn fra samtiden med "Den store Sædelighedsfejde" og når jeg kobler sprog her med Rakels, så forekommer det mig at hun rammer plet! Sprog og dialoger og sætninger er formuleret, så det passer ind tidens ånd og stil.
Og hun skriver (igen, igen) dygtigt, flot og fængende, men... For mig var selve den grundlæggende fortælling ikke særligt interessant fremstillet.
February 10, 2022
Smukt sprog, poetisk roman - perfekt afpasset sit emne, da det føles som at "læse et kunstværk".
Når jeg ikke er helt oppe at ringe skyldes det flere ting, en af dem var, at jeg selv havde corona under læsningen, hvilket forfatteren selvfølgelig ikke kan klandres for, men den fragmentariske stil gjorde, at jeg flere gange mistede tråden.
For det andet fandt jeg springene frem og tilbage i tid forvirrende - og flere gange var jeg i tvivl om, hvem "han" var - var det Hjalmar eller Valdemar eller en helt tredje?
Personligt kunne jeg godt have brugt lidt mere "saft og kraft" i fortællingen, men den fiktive Kristian som fortæller var meget mere forsigtig og antydende, end den reelle Kristian som kunstner, så vidt jeg kan bedømme.
Når jeg ikke er helt oppe at ringe skyldes det flere ting, en af dem var, at jeg selv havde corona under læsningen, hvilket forfatteren selvfølgelig ikke kan klandres for, men den fragmentariske stil gjorde, at jeg flere gange mistede tråden.
For det andet fandt jeg springene frem og tilbage i tid forvirrende - og flere gange var jeg i tvivl om, hvem "han" var - var det Hjalmar eller Valdemar eller en helt tredje?
Personligt kunne jeg godt have brugt lidt mere "saft og kraft" i fortællingen, men den fiktive Kristian som fortæller var meget mere forsigtig og antydende, end den reelle Kristian som kunstner, så vidt jeg kan bedømme.
February 5, 2023
Adam i Paradis er en roman med et forførende billedsprog og et ordforråd der overrasker i sin tidspræcision. Bogen er smuk og flere af sætningerne poetiske.
Historien kredser om den homoseksuelle billedkunstner Kristian Zahrtmann og en tid, hvor homoseksualitet blev straffet hårdt. Fremdriften kom til at mangle for mig og som med megen anden dansk litteratur der frembringes i disse år, kan de stillestående vande godt få mig til at miste interessen, men eftersom sproget var smukt og farvemættet, nød jeg alligevel at læse bogen
Historien kredser om den homoseksuelle billedkunstner Kristian Zahrtmann og en tid, hvor homoseksualitet blev straffet hårdt. Fremdriften kom til at mangle for mig og som med megen anden dansk litteratur der frembringes i disse år, kan de stillestående vande godt få mig til at miste interessen, men eftersom sproget var smukt og farvemættet, nød jeg alligevel at læse bogen
February 24, 2022
Rakel Haslund-Gjerrild har skrevet en virkelig smuk bog om den danske maler Kristian Zahrtmann (1843-1917).
Sproget er poetisk og smukt- ja nærmest malerisk. Det er rigtigt flot udført.
Bogen er et super fint nedslag og beskrivelse af en tid og et miljø.
Dette er desværre ikke helt nok for mig- jeg keder mig lidt og jeg savner noget decideret handling og fremdrift i historien.
3,5 stjerner herfra.
Sproget er poetisk og smukt- ja nærmest malerisk. Det er rigtigt flot udført.
Bogen er et super fint nedslag og beskrivelse af en tid og et miljø.
Dette er desværre ikke helt nok for mig- jeg keder mig lidt og jeg savner noget decideret handling og fremdrift i historien.
3,5 stjerner herfra.
May 8, 2022
Jeg havde virkelig store forventninger til Adam i paradis og havde gemt den til skønne maj med blomster overalt; det måtte da være den rette stemning at læse romanen i.
Romanen er jo absolut ikke plot-båret, og det plejer jeg egentlig ikke have noget imod. Og jeg er på en måde lidt flov over, at den bare ikke greb mig. Jovist, sproget er lækkert, og de første fem sider nød jeg også. Men jeg mistede interessen for bogen halvvejs gennem og færdiggjorde den faktisk ikke.
Romanen er jo absolut ikke plot-båret, og det plejer jeg egentlig ikke have noget imod. Og jeg er på en måde lidt flov over, at den bare ikke greb mig. Jovist, sproget er lækkert, og de første fem sider nød jeg også. Men jeg mistede interessen for bogen halvvejs gennem og færdiggjorde den faktisk ikke.
Displaying 1 - 30 of 49 reviews