KNEBEL VIG, 2023: Efter et årelangt regnfald tager en lokal forfatter på bodega og finder en efterladt notesbog, som viser sig at tilhøre den sky, lokale havearbejder Viktor. I notesbogen beretter Viktor om sin dagligdag med ufaglært arbejde, om sin kæreste, tilflytteren og kunstneren Monika, deres datter, Alex, og forældreskabets veje og vildveje. Familien lever på et nedlagt landbrug, kører til og fra Brugsen, deltager i forældremøder, fodrer høns, elsker, hugger brænde og holder fri. Da en voldsom regn begynder at falde, viser Mols og Djursland sig ikke at være et idyllisk sted, men et grusomt sted med en iboende ødelæggende kraft, lurende et sted i istidslandskabet. På bodegaen beslutter forfatteren at beholde Viktors notesbog for at få hold på året, hvor det regnede og nærme sig den unge families skæbne.
Molbohistorier er en roman om det unge par på Djursland, om den langvarige regn, der får syner og nye organer til at vokse frem blandt de lokale. Det moderne landboliv sætter rammen, som snart sprænges af gamle løgne, en genskabt fortidssø og et grådigt østersopdræt. Det er en roman om rævefælder, poesi og et nyt væsen i landskabet. En folkhorror fuld af vold og hverdag, kærlighed og kunst.
Spændende eksperimenterende roman om Mols og Djursland. Men rækker også videre end det. Handler i virkeligheden om udkantsområder. Om at være lokal eller tilflyttere. Om de gamle gamle historier, det kan være mellem mennesker og som skaber vores identitet på godt og ondt.
En helt igennem vidunderlig bog, især for folk som er opvokset i de små byer, hvor selv provinsen ligger aaaalt for langt væk. Rasmus har skildret det Mols jeg brugte min barndom i på skræmmende præcis vis, uden at nogle af skæbnerne er genkendelige. Jeg kender dele hele, alligevel ikke. Sådan en bog der giver én lyst til at skrive.
This entire review has been hidden because of spoilers.
Molbohistorier er Rasmus Theisens anden udgivelse. Det er en underfundig historie om Mols, kærlighed og klima og det har været en sand fryd at læse😃
Bogen starter forrygende med en introduktion af drengen Viktor, der mildest talt, ikke har verdens bedste barndom.
Men generelt følger man Viktor som voksen, hvor han, sammen med Monika og deres fælles barn Alex, bor på en lille gård ved Agri på Mols. Og hvor et massivt regnvejr bare fortsætter og fortsætter.
Historien er generelt skrevet med meget korte kapitler, nærmest som små brudstykker og ind i mellem giver en forfatterstemme sig til kende, hvilket giver historien er helt særlig nærhedsfornemmelse, som jeg rigtig godt kunne lide.
Jeg blev overrasket over, hvor investeret jeg blev i de forskellige personers liv. Alle karakterer, selv de mange bipersoner var virkelig godt skrevet.
Især var jeg begejstret for mængden af detaljer, som Theisen formåede at skrive ind i historien. Jeg sugede det til mig. Det var SÅ fedt!
Molbohistorier er en slags eksperimenterende tragikomisk fortælling, som jeg har nydt at læse. Jeg har trukket på smilebåndet flere steder, men der krøb også en sær fornemmelse af ubehag og tristhed ind under huden.
En stor anbefaling herfra og helt klart en bog til læsere af Stine Askov, Kristian Bang Foss og Thomas Korsgaard.
Forsideillustrationen er så grim og utiltalende, at jeg ikke af mig selv ville vælge den på bibliotekshylden - læser den i en DR Romanprisgruppe. Men bogen er humoristisk og kommer godt rundt i vedkommende emner, set fra Mols.
Om tilflyttere/fastboende, det enkle liv på landet som hippie eller familier i grimme parcelhuse med glaserede tegltag, kapitalistisk foretagsomhed, nutidigt klima, hverdagsdrama i relationerne osv.
Skrevet i et levende sprog og med herlige kapiteloverskrifter. Og så får vi et gys til sidst. Folkhorror, kalder forfatteren genren.
Den glatte og urovækkende figur på forsiden giver mening til sidst.
Forresten kan jeg ikke fordrage udtrykket: Det ligner, at ... som bruges flere steder, bl.a. på side 120: "Det ligner, at hun er vred." I mit univers hedder det: "Det er ud, som om ..." eller "Hun ser ud til at være vred." Men jeg hører det brugt mere og mere i mundtlig tale og ved godt, at sproget altid udvikler sig, og så er/bliver det vel også godtaget af Dansk Sprognævn?