Hvordan blev man det menneske, man er i dag, og hvor meget ændrer man sig livet igennem? Det er nogle af de spørgsmål, der farer gennem hovedet, når man finder en kasse med dagbøger i kælderen.
Hvis man hvert syvende år har udskiftet de fleste celler i kroppen, hvordan kan man så overhovedet tale om at være den samme, som da man blev født, fyldte syv, 20 eller 45 år? Er det den samme person, der skammede sig over at være tyk og dårlig til jazzballet, blev forelsket for første gang, kom ind på sin drømmeuddannelse, havde et lorteparforhold, fik børn eller stod på toppen af et bjerg i Irland og drak af regnen, mens hun følte sig glad og forbundet til universet? Hvad er minder i det hele taget? Hvor sidder de? Hvorfor glemmer man noget og husker andet? Og er fortrængning nogle gange den bedste kur?
I Kære Bagklog læser Maise Njor i sine dagbøger, fra hun er 12 år, gennem teenageårene, og til hun er i begyndelsen af 30’erne. Hun begynder at skrive igen 20 år senere, da hun mister sin mor og dermed sit fodfæste. Gennem dagbøgerne leder hun efter, hvad og hvem der skaber et menneske, og hvem man skal være, når børnene flytter hjemmefra, ens far er blevet glemsom, og man er i tvivl om, hvem man selv er – præcis som da man var teenager.
Forfatterens påpegelse af at kunne føle en anden persons hud for første gang, og ikke blot ens egne fingre.
En refleksion over fordomme, især blandt generationer.
Bogen kaster lys på den befrielse, der kommer fra at lade andres handlinger have mindre indflydelse på vores egen selvopfattelse.
Beskrivelsen af naive kærlighedsoplevelser, der ofte fører til opgivelse i drenge/mænd - lol.
Temaet om de forkerte mennesker, der krydser ens vej, hvilket kan føre til skyldfølelse, når gensidig forståelse mangler, og sorg, når deres følelser ikke går igen.
En sjov (og lidt tyndbenet) sag at lytte til på mine gåture… i sædvanlig Maise stil med rappe (men ikke særligt dybe) refleksioner over, hvem hun er i dag… altsammen med nedslag i hendes dagbøger fra barnsben og op i tyverne.
Modig og ærlig skildring gennem dagbogsnotater i forskellige aldre om relationer, minder og fortrængninger. “Sorg er en fætter til kærlighed, og fætteren må gerne komme på visit. Gennem sorgen finder jeg min mor. I mine dagbøger finder jeg folk og følelser, som jeg havde glemt.” At miste sin mor, være til hendes begravelse og føle at den eneste vigtigeste person, der findes ligger i kisten.
Maises børn er flyttet hjemmefra, og hun er pludselig alene. Da hun finder sine gamle dagbøger fra 12 års alderen og frem, mindes hun ungdommen i 80’erne og tidligere forhold. En sjov og til tider sørgmodig bog.