What do you think?
Rate this book
Det bedste man kan sige
Det bedste man kan sige er et portræt af en lille pige, der forsøger at navigere i et ofte kaotisk barndomsliv, og den voksne kvindes forsøg på at finde sig selv.
Nadia vokser op i halvfjerdsernes progressive miljø omkring kollektivet Maos Lyst, hvor hendes forældre, forfatteren Ebbe Kløvedal Reich og kunstneren Alice Møller Kristensen, ophæver kernefamilien og udlever tidens alternative livsformer mellem køns- og klassekamp, bevidsthedsudvidende stoffer og seksuel frigørelse.
Under pasningen af sin døende far og i samtaler med sin mor forsøger Nadia mange år senere at forstå det eksperiment, hun var en del af. En personlig og hudløs beretning om at bearbejde en usædvanlig opvækst og om at klare sig i kraft af fællesskabet.
Nadia vokser op i halvfjerdsernes progressive miljø omkring kollektivet Maos Lyst, hvor hendes forældre, forfatteren Ebbe Kløvedal Reich og kunstneren Alice Møller Kristensen, ophæver kernefamilien og udlever tidens alternative livsformer mellem køns- og klassekamp, bevidsthedsudvidende stoffer og seksuel frigørelse.
Under pasningen af sin døende far og i samtaler med sin mor forsøger Nadia mange år senere at forstå det eksperiment, hun var en del af. En personlig og hudløs beretning om at bearbejde en usædvanlig opvækst og om at klare sig i kraft af fællesskabet.
- GenresNonfiction
294 pages
Published October 6, 2023
3 people are currently reading
106 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 11 of 11 reviews
September 5, 2024
Det er ikke nemt at anmelde en bog, som går så nært. Jeg skal måske bare starte med at sige, at jeg kan stå inde for Nadias Kløvedal Reichs fortælling, for så vidt at jeg tror på den. At jeg har været helt tæt på lignende oplevelser og at Reich beskriver det hele så smukt og ærligt. Bogen er utroligt velskrevet og Reich er, for mig, en troværdig fortæller, når hun beskriver opvæksten i det danske hippie-miljø omkring Kløvedal grupperingen.
Jeg blev født lige i ungdomsoprørets start - jeg er barn af en hippie mor, og en ikke særligt tilstedeværende far - han havde travlt med at ryge hash. Lad mig lige zoome lidt ud. Det er vigtigt når man læser den her bog og snakker om hvad vi, mennesker som Reich og jeg, oplevede, at sætte det hele i kontekst. Min mor, født i 1950, blev opdraget af nogle af de mest traumatiserede mennesker i lang tid. Når hun fortæller om sin barndom, med fjerne øjne og i nutidsform, er alt horribelt og handler om hvordan hendes bror var yndlingsbarnet og hvor lidt der skulle til for at hun fik en flad. Jeg forstår godt et altoverskyggende behov for at bryde ud af dette og skabe noget nyt, noget bedre. Og jeg tror på mange måder, at hippierne gjorde noget utroligt vigtigt for vores samfund. De hev hårdt pendulet til en anden side, efter at det havde siddet fast i post-krigs-traumatisk konservatisme alt for længe.
Men prisen - prisen for dem selv og deres børn - er også værd at snakke om. Og det er det som Reich gør så råt og så smukt. Hendes beskrivelse af hendes forældre, deres drømme og tanker om et nyt og bedre samfund, er lige så ærlig og smuk, som hendes beskrivelse af deres narcissisme, egoisme og deres misbrug af samme idealisme til at leve ansvarsløst i det nære. Hvordan udlevelsen af drømmen og utopien, blev et rum, hvor det større bliver en undskyldning for ikke at være hele mennesker i det nære. Hvor hedonistisk omgang - brug af andre mennesker - bliver udlagt som idealisme. Hvor børn bliver overladt til dem selv, fordi de voksne har for travlt med at udleve deres eksperimenter, som i virkeligheden er efterrationaliseringer af et behov for at flygte fra alt ansvar. Og selv svigtet bliver efterrationaliseret som en frisættelse af barnet. Reich beskriver det bedre, men ovenstående er mine tanker - om min barndom.
Denne barndom formede os forskelligt, og ikke alle overlevede. Der var dem, som mig og Nadia, der på trods af, eller på grund af, udfordringerne voksede til at blive robuste, ukuelige individer. Men tragisk nok var der også dem, hvis skæbner blev knust under dens vægt. Nadia Kløvedal Reich fortællinger om nogle af dem, som ikke kom stærkt ud af oplevelsen, er hjerteskærende, selv om det ikke er noget hun dvæler længe ved. Det skal bare nævnes. Det er selvfølgelig ikke en konkurrence, men det skal måske også nævnes at min barndom var lidt mindre vild end Reichs, svigtet lidt mindre. For så vidt at det kan sammenlignes.
Tak, Nadia, for at minde mig om, at det jeg oplevede, ikke var i orden. At det ikke var normalt, og slet ikke rigtigt. Jeg græd mig gennem store dele af din barndomsfortælling, og genkendelsen af min egen. Jeg har selvfølgelig tænkt meget over alt dette - og brugt mange timer i terapi på det, men at genkende - at føle, at man ikke er alene i det, er en overvældende glæde, selvom jeg hader, at du også skulle være udsat for det. Nu vil jeg tage et øjeblik til at give mit indre barn et kæmpe kram og takke dig for at have givet mig styrken til denne erkendelse.
Jeg er en overlever.
P.S.: Normalt nævner jeg forfattere udelukkende ved deres efternavn i mine anmeldelser, men her bliver det lidt noget rod, da det fleste nok associerer "Kløvedal" med alle de andre Kløvedaler og Kløvedal Reich med Nadias far Ebbe. Og nogle gange snakker jeg nok mere om karakteren Nadia fra bogen, end forfatteren. Håber jeg er endt et ok sted, uden det holder teksten for meget tilbage.
Jeg blev født lige i ungdomsoprørets start - jeg er barn af en hippie mor, og en ikke særligt tilstedeværende far - han havde travlt med at ryge hash. Lad mig lige zoome lidt ud. Det er vigtigt når man læser den her bog og snakker om hvad vi, mennesker som Reich og jeg, oplevede, at sætte det hele i kontekst. Min mor, født i 1950, blev opdraget af nogle af de mest traumatiserede mennesker i lang tid. Når hun fortæller om sin barndom, med fjerne øjne og i nutidsform, er alt horribelt og handler om hvordan hendes bror var yndlingsbarnet og hvor lidt der skulle til for at hun fik en flad. Jeg forstår godt et altoverskyggende behov for at bryde ud af dette og skabe noget nyt, noget bedre. Og jeg tror på mange måder, at hippierne gjorde noget utroligt vigtigt for vores samfund. De hev hårdt pendulet til en anden side, efter at det havde siddet fast i post-krigs-traumatisk konservatisme alt for længe.
Men prisen - prisen for dem selv og deres børn - er også værd at snakke om. Og det er det som Reich gør så råt og så smukt. Hendes beskrivelse af hendes forældre, deres drømme og tanker om et nyt og bedre samfund, er lige så ærlig og smuk, som hendes beskrivelse af deres narcissisme, egoisme og deres misbrug af samme idealisme til at leve ansvarsløst i det nære. Hvordan udlevelsen af drømmen og utopien, blev et rum, hvor det større bliver en undskyldning for ikke at være hele mennesker i det nære. Hvor hedonistisk omgang - brug af andre mennesker - bliver udlagt som idealisme. Hvor børn bliver overladt til dem selv, fordi de voksne har for travlt med at udleve deres eksperimenter, som i virkeligheden er efterrationaliseringer af et behov for at flygte fra alt ansvar. Og selv svigtet bliver efterrationaliseret som en frisættelse af barnet. Reich beskriver det bedre, men ovenstående er mine tanker - om min barndom.
Denne barndom formede os forskelligt, og ikke alle overlevede. Der var dem, som mig og Nadia, der på trods af, eller på grund af, udfordringerne voksede til at blive robuste, ukuelige individer. Men tragisk nok var der også dem, hvis skæbner blev knust under dens vægt. Nadia Kløvedal Reich fortællinger om nogle af dem, som ikke kom stærkt ud af oplevelsen, er hjerteskærende, selv om det ikke er noget hun dvæler længe ved. Det skal bare nævnes. Det er selvfølgelig ikke en konkurrence, men det skal måske også nævnes at min barndom var lidt mindre vild end Reichs, svigtet lidt mindre. For så vidt at det kan sammenlignes.
Tak, Nadia, for at minde mig om, at det jeg oplevede, ikke var i orden. At det ikke var normalt, og slet ikke rigtigt. Jeg græd mig gennem store dele af din barndomsfortælling, og genkendelsen af min egen. Jeg har selvfølgelig tænkt meget over alt dette - og brugt mange timer i terapi på det, men at genkende - at føle, at man ikke er alene i det, er en overvældende glæde, selvom jeg hader, at du også skulle være udsat for det. Nu vil jeg tage et øjeblik til at give mit indre barn et kæmpe kram og takke dig for at have givet mig styrken til denne erkendelse.
Jeg er en overlever.
P.S.: Normalt nævner jeg forfattere udelukkende ved deres efternavn i mine anmeldelser, men her bliver det lidt noget rod, da det fleste nok associerer "Kløvedal" med alle de andre Kløvedaler og Kløvedal Reich med Nadias far Ebbe. Og nogle gange snakker jeg nok mere om karakteren Nadia fra bogen, end forfatteren. Håber jeg er endt et ok sted, uden det holder teksten for meget tilbage.
April 26, 2024
En ærlig og sårbar fortælling om at vokse op med en far der er dybt optaget af sit forfatterskab og ideen om at skabe en stamme i stedet for en kernefamilie. Nadia vokser op med fraværende forældre i en kaotisk sammenbragt familie, men knytter stærke bånd til kollektivets andre beboere og oplever styrken i fællesskabet.
August 13, 2025
Barn af forfatteren Ebbe Kløvedal Reich fortæller om omsorgssvigt, druk og utroskab i kollektivet Maos Lyst og på fristaden Christiania.
En tankevækkende bog om at være kunstnerbarn
En tankevækkende bog om at være kunstnerbarn
February 11, 2024
4,5 🌟 - en imponerende personlig bedrift af en bog. Meget sårbar, ret skræmmende, temmelig opløftende og god at lære af.
Nogle gange vokser modet ad de mest uvejsomme stier.
Nogle gange vokser modet ad de mest uvejsomme stier.
November 12, 2023
Velskrevet erindringsbog om en barndom, der blev ofret på fællesskabets alter - hvor der sjældent var plads til at være en lille pige, men hvor man forventedes at være "en makker", og helst en god en af slagsen!
Nadia Kløvedal Reich skriver bittersødt om sin opvækst med en fraværende far og en kunstnerisk mor, der havde mere travlt med tiden og sig selv end med deres børn. De gav dog deres børn "stammen" som et fællesskab, de kunne læne sig tilbage i - også senere i livet.
Nadia Kløvedal Reich skriver bittersødt om sin opvækst med en fraværende far og en kunstnerisk mor, der havde mere travlt med tiden og sig selv end med deres børn. De gav dog deres børn "stammen" som et fællesskab, de kunne læne sig tilbage i - også senere i livet.
October 18, 2023
God oplæser og en god måde at få et voksen barns perspektiv på hvordan det var at vokse op i en tid hvor alt var i opbrud. Hun fortæller på en god og respektfuld måde, uden man med nutidens øjne er i tvivl om de svigt der også var.
February 12, 2024
Den vigtigste grund til, at jeg ikke brød mig om denne bog, er noget, den har til fælles med mange (ikke alle) selvbiografiske bøger og årsagen til, at jeg næsten aldrig læser selvbiografier: Jeg føler et næsten fysisk ubehag, når mennesker krænger deres inderste ud og fortæller om dybt private ting til en bred offentlighed. Altså, jeg kan ikke beskrive, hvor glad jeg er for, at jeg ikke er Nadias børn eller øvrige nærtstående, der fx. skal læse hendes beskrivelser af sit i perioder ret udsvævende sexliv.
Jeg lyttede til den, fordi jeg har hele to venner, der er vokset op i skyggen af 1960'ernes frigørelse med forældre, der havde fået kollektivbevidstheden galt i halsen i større eller mindre grad. Og jeg forstår, at det har været hård kost. Men i modsætning til mange af dem, der blev ofre for kollektiverne og hashkulturen, så fik Nadia en masse i "den anden kurv" – altså den gode. Og det er hun da heldigvis ikke blind for.
Alligevel står jeg tilbage med en følelse af, at hun kan skrive en bog om sine oplevelser, fordi hendes far var den, han var, og hendes stilling i samfundet er den, den er, og så få en masse kredit, ikke mindst fra højrefløjen, der elsker negative beskrivelser af kollektivbevægelsen og dens bannerførere. Mens alle de andre, der enten voksede op, som mine to venner, der næsten kun fik i "den første kurv", eller dem, der voksede op i "pæne hjem" med mor og far og hus og have og hele hurlumhejet, men alligevel står knækkede tilbage pga de ting, der skete bag facaden, ikke kan (og måske heller ikke vil) skrive en bog, der bliver anmeldt overalt og giver anledning til dusinvis af interviews. (Beklager den meget lange sætning).
På et tidspunkt skriver Nadia om sin far, Ebbe Kløvedal Reich: "Ord og handlinger hænger ikke sammen." Som om det var noget, der særligt kan tilskrives berømte hippie-samfundsdebattører og forfattere. Men som de fleste ved og sikkert har oplevet på egen krop, så er det desværre ganske udbredt – i alle samfundslag.
Hun har selv indlæst bogen, og det gør hun heldigvis uden en masse føleri.
Jeg lyttede til den, fordi jeg har hele to venner, der er vokset op i skyggen af 1960'ernes frigørelse med forældre, der havde fået kollektivbevidstheden galt i halsen i større eller mindre grad. Og jeg forstår, at det har været hård kost. Men i modsætning til mange af dem, der blev ofre for kollektiverne og hashkulturen, så fik Nadia en masse i "den anden kurv" – altså den gode. Og det er hun da heldigvis ikke blind for.
Alligevel står jeg tilbage med en følelse af, at hun kan skrive en bog om sine oplevelser, fordi hendes far var den, han var, og hendes stilling i samfundet er den, den er, og så få en masse kredit, ikke mindst fra højrefløjen, der elsker negative beskrivelser af kollektivbevægelsen og dens bannerførere. Mens alle de andre, der enten voksede op, som mine to venner, der næsten kun fik i "den første kurv", eller dem, der voksede op i "pæne hjem" med mor og far og hus og have og hele hurlumhejet, men alligevel står knækkede tilbage pga de ting, der skete bag facaden, ikke kan (og måske heller ikke vil) skrive en bog, der bliver anmeldt overalt og giver anledning til dusinvis af interviews. (Beklager den meget lange sætning).
På et tidspunkt skriver Nadia om sin far, Ebbe Kløvedal Reich: "Ord og handlinger hænger ikke sammen." Som om det var noget, der særligt kan tilskrives berømte hippie-samfundsdebattører og forfattere. Men som de fleste ved og sikkert har oplevet på egen krop, så er det desværre ganske udbredt – i alle samfundslag.
Hun har selv indlæst bogen, og det gør hun heldigvis uden en masse føleri.
February 27, 2024
Absolut læseværdig. En klogt skrevet bog, en analytisk og vidende skildring af 1970erne set fra et barns/en ungs verden.
Om at vokse op med en far uden forældreevne eller indlevelse i sin datters eller hendes tre halvsøskendes verden og med en mor, der havde travlt med at realisere sig selv. Jeg undrer mig stadig over, at pigen Nadia kunne bo i tre kollektiver efter forgodtbefindende, og at hendes forældre ikke altid vidste, hvor hun var. Men forældrerollerne var jo også uddelegeret til medkollektivister ...
Forældrene forventede, at hun blev stærk, og det blev hun, på trods.
Men også om at meget kunne lade sig gøre, mange ting kunne udfoldes i fællesskaber og om den åbning, der lå i tiden og eksperimenterne. En mere nuanceret beskrivelse end vi ser den i "tomlen ned for 1970erne"-beskrivelser i flere romaner. Hurra for det.
Om at blive stærk i kraft af sin evne til at opsøge andre rollemodeller, men også følelsesmæssigt indkapslet i en skal, som forfatteren først får slået hul på som voksen efter sin fars død.
Dejligt, at forfatteren forfølger sin undren og vilje til at undersøge den tid, hun voksede op i og at hun har et vågent blik på de værdier, der fulgte med, og hvad det gjorde ved hende.
Det er aldrig for sent at forholde sig til sin opvækst.
Om at vokse op med en far uden forældreevne eller indlevelse i sin datters eller hendes tre halvsøskendes verden og med en mor, der havde travlt med at realisere sig selv. Jeg undrer mig stadig over, at pigen Nadia kunne bo i tre kollektiver efter forgodtbefindende, og at hendes forældre ikke altid vidste, hvor hun var. Men forældrerollerne var jo også uddelegeret til medkollektivister ...
Forældrene forventede, at hun blev stærk, og det blev hun, på trods.
Men også om at meget kunne lade sig gøre, mange ting kunne udfoldes i fællesskaber og om den åbning, der lå i tiden og eksperimenterne. En mere nuanceret beskrivelse end vi ser den i "tomlen ned for 1970erne"-beskrivelser i flere romaner. Hurra for det.
Om at blive stærk i kraft af sin evne til at opsøge andre rollemodeller, men også følelsesmæssigt indkapslet i en skal, som forfatteren først får slået hul på som voksen efter sin fars død.
Dejligt, at forfatteren forfølger sin undren og vilje til at undersøge den tid, hun voksede op i og at hun har et vågent blik på de værdier, der fulgte med, og hvad det gjorde ved hende.
Det er aldrig for sent at forholde sig til sin opvækst.
December 12, 2023
Nuancerede, tankevækkende erindringer om at vokse op i alternative livsformer i 1970erne med en kendt fraværende far
September 15, 2024
Another great addition to my obsession with 60s and 70s progressives. An unfulfilling end, but i guess that's what life is --- always trying to understand belonging, sorrow, family, and communities
Displaying 1 - 11 of 11 reviews