Kirsten Thorups “Mørket bag dig” er fortsættelsen til “Indtil vanvid, indtil døden”. Hovedpersonen Harriet er nu vendt tilbage til Danmark efter sit besøg i München, og det er blevet januar 1943. Hun har nu fået sine to drenge hjem og skal finde sig tilrette i en ny hverdag. Drengene anbringes i børnehave, hvilket er lidt sært, eftersom der er 4 år imellem dem. Harriet behøver ikke arbejde, for hun får enkepension fra Det Tredie Rige. Men hun vil gerne have noget at lave, udover at holde lejligheden på Frederiksberg. En veninde siger, at hun jo er god til at sy, så hun søger job i systuen i Daells Varehus. Men så bliver hun kontaktet af fru Schalburg, som opfordrer hende til at arbejde frivilligt i den schalburgske mindefond. Det indvilliger hun i, da hendes mand jo var i Schalburgkorpset. Efter nogen tid, hvor hun bl.a. bliver bekendt med svindel og korruption, stopper hun dog arbejdet. Efter et besøg hos venner i Værløse, hvor hun møder en sympatisk ung mand, Knud, opsøger han hende og beder om at leje et værelse hos hende. Han er ofte væk flere dage i træk og dukker op på mærkelige tidspunkter, for han arbejder i shippingbranchen og skal angiveligt holde øje med rederiets skibe i flere havne. Inden længe forelsker de to sig, og efter at Harriet har deltaget i en mindehøjtidelighed den 9. april, hører man intet mere til hendes “indtil vanvid, indtil døden”-kærlighed, der i øvrigt også var svær at tro på i bind 1. Inden længe er hun klar over, at Knud har med modstandsbevægelsen at gøre. Først i sommeren 44 får hun den tanke, at hun kan genoptage sin gerning som gymnastiklærer. Altså, hvem søger job som syerske, hvis man er uddannet gymnastikærer? Nå, men Harriet bringer læseren rundt i København,, til vennerne i Værløse og til hendes bror og svigerinde i Kregme, og på den måde får man præsenteret personer og hændelser, der giver indblik i hverdagen under besættelsen. Bogen bærer ret meget præg af, at der er gjort et kæmpe stykke researcharbejde, men desværre også at, at det hele skal med. Det kan sine steder være lidt anstrengende, selv om jeg synes, det er interessant, hvordan man klarede hverdagen i den svære tid.
Men ligesom i bind 1 bliver hovedpersonen ikke rigtigt nærværende og slet ikke troværdig som person. Da Harriet angiveligt er på sammenbruddets rand, opsøger hun en psykiater, men da han nægter at behandle hende, fordi hendes mand kæmpede på tysk side, så er dette “sammenbrud” åbenbart ikke længere aktuelt. Hendes dybe savn af børnene, som man ikke kunne tro på i bind 1, er også kun noget der kommer op, når forfatteren lige kommer i tanke om det. Harriets opførsel over for Knud springer i øst og i vest. Da hun en dag tager sporvognen og oplever et skyderi, er hun angiveligt ved at bryde sammen, så hun må ringe afbud til gymnastikskolen, men bagefter tager hun på rundtur i København. Hun er fuldstændig usammenhængende beskrevet, så jeg kan ikke efter over 500 siders læsning give nogen beskrivelse af hende som person. Da hun befandt sig i München, gik hun rundt i dyrt tøj såsom kashmirbluser. Nu viser hendes og Gerhards baggrund at have været præget af spillegæld og andre økonomiske problemer.
Mange har anført, at det er tungt at læse, når det hele fortælles i du-form. Det er ikke just min livret, men det er dog konsekvent gennemført. Men at en erfaren forfatter benytter sig af parenteser i skønlitteratur, dét er for mig helt ude på overdrevet. Jeg tror, der er 100 parenteser i denne bog! Og alle steder vil jeg påstå, at de kunne have været fjernet ved at formulere sproget mere elegant. Det bliver tungt. Og de mange korte sætninger gør ligeledes læseoplevelsen tung.
Endnu en gang savner jeg en redaktør, der forlanger et ordentligt gennemarbejdet manuskript, før det sendes i trykken.