Dybt inde i en skov i det nordlige Norge finder politiet en forladt rygsæk med fire pas, der viser sig at tilhøre en familie fra Vestjylland. Politiassistent Signe Brask bliver sat på sagen og finder hurtigt ud af, at familien med de to smukke døtre har været del af en religiøs menighed, som de imidlertid har brudt med.
I sit forsøg på at finde ud af, hvad der er sket med familien, bliver Signe mødt af et miljø, der holder tand for tunge, men pludselig bliver sagen langt mere personlig og farlig, end hun kunne have forestillet sig. For da Signe, stik imod alle ordrer, rejser til Norge for at følge sagen til dørs, handler det ikke kun om at opklare et smerteligt mysterium om en forsvunden familie. Den stædige efterforsker flygter samtidig fra en stadig mere hævngerrig chef og et forhold, der er ved at knække underpresset af de hemmeligheder, Signe holder på. Men ingen, heller ikke Signe, kan flygte fra fortiden.
Der er fart over feltet i denne bog, for de sløjfer, der bliver gjort klar i de to første bøger, bliver bundet sammen i denne bog. Og alligevel er det ikke alle, der bliver bundet sammen, for Signe er med i en af bøgerne i Nora Sand-serien, hvor hun “stadig” er gravid.
Om det var forudsigeligt, at de forsvundne personer skulle findes i en sekt, overrasker mig måske ikke det store i løbet af bogen. Men jeg må også bare lægge mig fladt ned, for selvom det er i en sekt, familien skal findes, får Lone ikke bare sagen til at handle om den forsvundne familie. Hun får også gjort den personlig for Signe og hendes moster. Det er med til at binde bøgerne sammen.
At Signes morfar spiller en større rolle, end jeg måske havde regnet med, overraskede mig også. Jeg vidste godt fra de to andre bøger i serien, at han var meget religiøs, uden at jeg dog syntes, det var ekstremt. Selvom han var med til at sende Signes moster på lejr, tager det hele en anden drejning, da det viser sig, at det var en sekt, hun blev sendt op til.
Så er der Signes chef. Han er i mine øjne godt nok stadig et “røvhul”, som man skal lede længe efter. En ting er, at han er chef, og det er fair nok, at han sætter sig igennem. Men den måde, han gør det på – især over for Signe – er godt nok usympatisk i mine øjne. At “udnytte” deres fortid på den måde giver ham på ingen måde point i min bog.
Men det er samtidig rart, at Signe bare er trodsig over for ham, tager sagen med den forsvundne familie i egen hånd og får den løst med hjælp fra norsk politi. Dermed bliver hun også gjort til “helt” af familien.
Som trilogi er det en virkelig god serie, men uden at afsløre for meget kunne jeg godt have tænkt mig, at de sløjfer, der stadig mangler at blive bundet, havde fået deres eget bind i stedet for, at man skal læse en bog, der ligger et godt stykke inde i en anden serie.
Endnu en skøn krimi om Signe Brask. I Uforløst ender det med at blive meget personligt for hende. Spændende med kult/religiøsitet som motor og fin sammenhæng i sagen og det personlige. Den læser nærmest sig selv.