What do you think?
Rate this book
Tue-trilogien #1
Mocht er iemand langskomen
Tue groeit op een afgelegen boerderij op aan het einde van een lange, stoffige weg. Honden lopen los over het erf en het bedrijf is hard getroffen door de financiële crisis. Tues vader probeert het hoofd boven water te houden, maar een reeks verkeerde beslissingen maakt hem agressief en wanhopig. Ondertussen leeft Tues moeder in een droomwereld en vergokt ze het laatste beetje geld met online gokken. Het enige wat Tue op de been houdt zijn zijn creatieve geest en zijn vindingrijkheid.
Als er iemand langs zou komen is het eerste boek in de semi-autobiografische Tue-trilogie, die in Denemarken en Noorwegen lovend werd ontvangen door zowel pers als publiek. Een sociaalrealistische roman waarin het harde leven op het platteland centraal staat, doorspekt met rauwe humor.
De eerste twee romans volgen een jongen die opgroeit in een door armoede geteisterd gezin op een bijna failliete boerderij. Een periode waarin hij worstelt met zijn ontluikende seksualiteit, creatieve dromen en verlangen naar een leven in de stad.
Als er iemand langs zou komen is het eerste boek in de semi-autobiografische Tue-trilogie, die in Denemarken en Noorwegen lovend werd ontvangen door zowel pers als publiek. Een sociaalrealistische roman waarin het harde leven op het platteland centraal staat, doorspekt met rauwe humor.
De eerste twee romans volgen een jongen die opgroeit in een door armoede geteisterd gezin op een bijna failliete boerderij. Een periode waarin hij worstelt met zijn ontluikende seksualiteit, creatieve dromen en verlangen naar een leven in de stad.
271 pages, Kindle Edition
First published February 2, 2017
350 people are currently reading
5050 people want to read
About the author
Thomas Korsgaard
36 books534 followers"Hvis der skulle komme et menneske forbi" er Thomas Korsgaards debutroman.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 569 reviews
February 25, 2017
Titel: Hvis der skulle komme et menneske forbi. Forfatter: Thomas Korsgaard. Sider: 318. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof ★★★★
“Nørre Ørum hed den flække, vi boede i. En forstad til mørket, klemt inde mellem utallige andre ligegyldige småbyer. Jeg tror ikke, det er godt for nogen at være der i længere tid.“
Imponerende romandebut af Korsgaard, der giver stemme til et øde, fattigt og ømt landsbyliv i en flække i det mørke Jylland.
Hvis der skulle komme et menneske forbi er en skarp socialerealtisk skildring af en families kamp for overlevelse i et fattigt landsbysamfund, hvor der lugter af lort og hundene render frit rundt på gårdspladsen. Den børneflok, som hovedpersonen Tue er en del af, er blevet overladt til sig selv, tvunget til at skabe sin egen tilværelse, normer og regler, mens faren forgæves forsøger at formindske sin gæld, og moren fortrænger tabet af lillesøsteren i en cyberverden af online-kasinoer.
Korsgaard er en god formidler og dygtig til at skrive velkendte følelser frem. Som da Tue efter en slurk cola føler, at han får pels på tænderne (selv kan jeg ikke fordrage den ellers populære sodavand af netop samme grund), og således kender jeg også Royal Copenhagens mors dags platter til væggen, som min mormor, ligesom Tues bedste altid fik forærende, indtil firmaet stoppede produktionen. Tue tror ikke på Gud, men han skal konfirmeres alligevel, det siger faren, og spørger, hvad han så ønsker sig. Tue ønsker sig egentlig bare en ny familie, hvilket man jo som læser egentlig godt kan forstå. Fo til sin konfirmation får Tue en fodbold som sangskjuler, men han hader jo fodbold, og det bliver tydeligt for læseren, at Tue ikke trives. Alt for meget får han ikke sagt, han holder mange følelser inde i sig selv, og vi må vente længe på de få, små udbrud, der dog bliver plads til, når Tue siger sin far imod. Samtidig kæmper Tue med sit forhold til både andre piger og drenge og hverken benægter eller bekræfter, at “han jo er bøsse“, som den rapmundede veninde Iben flere gange påstår.
Romanen er i sit sprog og sine dialoger til tider tragikomisk og med referencer til Erling Jepsens jyske barndomserindringer, her tænker jeg især på Kunsten at græde i kor, som jeg selv læste i gymnasiet. Men der er også lyse passager, i den lidt triste triste hverdag i Nørre Ørum. Tue finder en omsorg i mormoren, som han savner fra sin egen mor, der ikke kan magte at stå til rådighed for sine levende børn, grundet sin sorg over at miste sit barn, og en bandende, hård far, der ikke har meget til overs for den uheldige Tue.
I køkkenet bliver der diskuteret førtidspension, røget smøger, skrællet kartofler og fanget rotter, oprørene blandt drengene på skolen bliver taget i omklædningsrummet, og Tue tilbringer lidt for meget tid på kontoret hos skoleinspektør Margit. Korsgaard giver et indblik i en verden, som er hverdag for mange danskere i dårlige sociale vilkår, i landsbyer og provinser, men en dagligdag, som de mere priviligerede ikke kender til, og som vi heldigvis ser mere og mere beskrevet i skønlitteraturen. Samtidig indskriver Korsgaard sig i en autofiktiv litterær tradition, der oplever sin storhedstid lige nu, og evner med socialrealistiske temaer at sætte problemer til debat. Thomas Korsgaards lillebror har været ude i medier og understrege, at han ikke kan genkende skuldringen af deres far og mange andre episoder i romanen, og igen blusser en nærmest Knausgårdsk’s debat om fiktion, virkelighed og fakta op. Jeg mener nu selv, som Korsgaard også selv argumenterer for, at det er forfatterens og jeg’ets egen fortolkning af levet liv, som bør skildres i fiktionen, som romaneformen jo er, og den opfattelse af sin fortid kan man dermed ikke stilles til regnskab for. Der vil altid være en risiko for fornærmelse og debat, når der er ligheder mellem en roman og virkelige personer, men Korsgaard har maskeret de væsentligste, da der fx ikke er navnesammenfald i romanen kontra Korsgaards egen familie. Dog har Korsgaard ikke lagt skjul på, at bogen er baseret på hans egen opvækst.
Hvis der skulle komme et menneske forbi er en vigtig udgivelse om taberne, om forældre der udøver psykisk terror og om er samfund i forfald. Thomas Korsgaards stemme giver genklang i det litterære miljø og forsvinder ikke lige foreløbig.
“Nørre Ørum hed den flække, vi boede i. En forstad til mørket, klemt inde mellem utallige andre ligegyldige småbyer. Jeg tror ikke, det er godt for nogen at være der i længere tid.“
Imponerende romandebut af Korsgaard, der giver stemme til et øde, fattigt og ømt landsbyliv i en flække i det mørke Jylland.
Hvis der skulle komme et menneske forbi er en skarp socialerealtisk skildring af en families kamp for overlevelse i et fattigt landsbysamfund, hvor der lugter af lort og hundene render frit rundt på gårdspladsen. Den børneflok, som hovedpersonen Tue er en del af, er blevet overladt til sig selv, tvunget til at skabe sin egen tilværelse, normer og regler, mens faren forgæves forsøger at formindske sin gæld, og moren fortrænger tabet af lillesøsteren i en cyberverden af online-kasinoer.
Korsgaard er en god formidler og dygtig til at skrive velkendte følelser frem. Som da Tue efter en slurk cola føler, at han får pels på tænderne (selv kan jeg ikke fordrage den ellers populære sodavand af netop samme grund), og således kender jeg også Royal Copenhagens mors dags platter til væggen, som min mormor, ligesom Tues bedste altid fik forærende, indtil firmaet stoppede produktionen. Tue tror ikke på Gud, men han skal konfirmeres alligevel, det siger faren, og spørger, hvad han så ønsker sig. Tue ønsker sig egentlig bare en ny familie, hvilket man jo som læser egentlig godt kan forstå. Fo til sin konfirmation får Tue en fodbold som sangskjuler, men han hader jo fodbold, og det bliver tydeligt for læseren, at Tue ikke trives. Alt for meget får han ikke sagt, han holder mange følelser inde i sig selv, og vi må vente længe på de få, små udbrud, der dog bliver plads til, når Tue siger sin far imod. Samtidig kæmper Tue med sit forhold til både andre piger og drenge og hverken benægter eller bekræfter, at “han jo er bøsse“, som den rapmundede veninde Iben flere gange påstår.
Romanen er i sit sprog og sine dialoger til tider tragikomisk og med referencer til Erling Jepsens jyske barndomserindringer, her tænker jeg især på Kunsten at græde i kor, som jeg selv læste i gymnasiet. Men der er også lyse passager, i den lidt triste triste hverdag i Nørre Ørum. Tue finder en omsorg i mormoren, som han savner fra sin egen mor, der ikke kan magte at stå til rådighed for sine levende børn, grundet sin sorg over at miste sit barn, og en bandende, hård far, der ikke har meget til overs for den uheldige Tue.
I køkkenet bliver der diskuteret førtidspension, røget smøger, skrællet kartofler og fanget rotter, oprørene blandt drengene på skolen bliver taget i omklædningsrummet, og Tue tilbringer lidt for meget tid på kontoret hos skoleinspektør Margit. Korsgaard giver et indblik i en verden, som er hverdag for mange danskere i dårlige sociale vilkår, i landsbyer og provinser, men en dagligdag, som de mere priviligerede ikke kender til, og som vi heldigvis ser mere og mere beskrevet i skønlitteraturen. Samtidig indskriver Korsgaard sig i en autofiktiv litterær tradition, der oplever sin storhedstid lige nu, og evner med socialrealistiske temaer at sætte problemer til debat. Thomas Korsgaards lillebror har været ude i medier og understrege, at han ikke kan genkende skuldringen af deres far og mange andre episoder i romanen, og igen blusser en nærmest Knausgårdsk’s debat om fiktion, virkelighed og fakta op. Jeg mener nu selv, som Korsgaard også selv argumenterer for, at det er forfatterens og jeg’ets egen fortolkning af levet liv, som bør skildres i fiktionen, som romaneformen jo er, og den opfattelse af sin fortid kan man dermed ikke stilles til regnskab for. Der vil altid være en risiko for fornærmelse og debat, når der er ligheder mellem en roman og virkelige personer, men Korsgaard har maskeret de væsentligste, da der fx ikke er navnesammenfald i romanen kontra Korsgaards egen familie. Dog har Korsgaard ikke lagt skjul på, at bogen er baseret på hans egen opvækst.
Hvis der skulle komme et menneske forbi er en vigtig udgivelse om taberne, om forældre der udøver psykisk terror og om er samfund i forfald. Thomas Korsgaards stemme giver genklang i det litterære miljø og forsvinder ikke lige foreløbig.
January 20, 2024
This is a brilliant debut. A teenager growing up in poverty struggles with discovering who he is.
June 3, 2018
Man kan næsten lugte de døde dyr på gårdspladsen og mærke støvet i luften, når man træder ind i fortællingen om 13-årige Tue og hans dysfunktionelle familie.
Tue bor sammen med sin mor, far og to mindre søskende på en gård uden for Skive i Midtjylland. Gården bebos også af de omtrent otte beskidte hunde, af en flok bakteriebefængte rotter og gårdspladsen er fyldt med ragelse og døde dyr. Som familiens otte hunde lever også de tre søskende uden den store indblanding fra voksne. Alle håber de på, at der er mad til i morgen og at den samme t-shirt kan holde ugen ud uden at stanken fra den vækker alt for stor opsigt.
Tue har ikke mange venner, og som de fleste andre teenagere bruger han meget energi på at forestille sig, hvad andre tænker om ham og hans familie. Til sin konfirmation er han for eksempel iklædt en Ralph Lauren-skjorte, som han finder grim, men “ingen kunne være i tvivl om, hvor meget den havde kostet”. Da han får introduceret internettets uendelige adgang til gratis porno af en klassekammerat, begynder han så småt at forstå, at det ikke er damerne, der vækker hans lyst. Den unge teenager får øjnene op for sin egen seksualitet, og den bliver blot endnu en kendsgerning, der får ham til at føle sig fremmedgjort i den lille landsby.
Jeg kom aldrig helt ind under huden på Tue, og det er måske også en bevidst strategi fra Korsgaards side. Familierelationerne bærer generelt præg af, at ingen rigtig kender eller forstår hinanden, for eksempel bliver Bedste konsekvent spurgt, om hun bruger sukker i kaffen (trods ugentlige besøg), og den fodboldhadende Tue får en fodbold som sangskjuler til sin konfirmation. Alle i den lille flække ved hvem hinanden er, og alligevel ved de intet om hinanden.
Forfatterens største styrke er skildringen af miljøet, han tegner et levende billede af en fattig, nærmest uhumsk gård i Udkantsdanmark og dens afstumpede beboere.
Den lange version af anmeldelsen finder du her: https://bookmeupscotty.blogspot.com/2...
Tue bor sammen med sin mor, far og to mindre søskende på en gård uden for Skive i Midtjylland. Gården bebos også af de omtrent otte beskidte hunde, af en flok bakteriebefængte rotter og gårdspladsen er fyldt med ragelse og døde dyr. Som familiens otte hunde lever også de tre søskende uden den store indblanding fra voksne. Alle håber de på, at der er mad til i morgen og at den samme t-shirt kan holde ugen ud uden at stanken fra den vækker alt for stor opsigt.
Tue har ikke mange venner, og som de fleste andre teenagere bruger han meget energi på at forestille sig, hvad andre tænker om ham og hans familie. Til sin konfirmation er han for eksempel iklædt en Ralph Lauren-skjorte, som han finder grim, men “ingen kunne være i tvivl om, hvor meget den havde kostet”. Da han får introduceret internettets uendelige adgang til gratis porno af en klassekammerat, begynder han så småt at forstå, at det ikke er damerne, der vækker hans lyst. Den unge teenager får øjnene op for sin egen seksualitet, og den bliver blot endnu en kendsgerning, der får ham til at føle sig fremmedgjort i den lille landsby.
Jeg kom aldrig helt ind under huden på Tue, og det er måske også en bevidst strategi fra Korsgaards side. Familierelationerne bærer generelt præg af, at ingen rigtig kender eller forstår hinanden, for eksempel bliver Bedste konsekvent spurgt, om hun bruger sukker i kaffen (trods ugentlige besøg), og den fodboldhadende Tue får en fodbold som sangskjuler til sin konfirmation. Alle i den lille flække ved hvem hinanden er, og alligevel ved de intet om hinanden.
Forfatterens største styrke er skildringen af miljøet, han tegner et levende billede af en fattig, nærmest uhumsk gård i Udkantsdanmark og dens afstumpede beboere.
Den lange version af anmeldelsen finder du her: https://bookmeupscotty.blogspot.com/2...
October 31, 2023
En ålreit bok, men jeg fatter ikke hvorfor et tilnærmet samlet pressekorps er fra seg av begeistring. Det kan nesten virke som de er sulteforet på skittenrealisme og sluker denne på samme måte som de gjorde Tvillingenes dagbok og Shuggie Bain, to, etter mitt syn, nokså middelmådige bøker.
Den har sine øyeblikk og tok seg særlig opp i andre halvdel. De to siste sidene er etter min mening de klart beste i hele boka. Men utover det sliter jeg med å la meg engasjere og klarer liksom ikke helt å tro på historien. Det er noe nesten tilgjort over den harde dialogen og av en eller annen grunn bryr jeg meg ikke om hovedkarakteren, Tue. Jeg syns boka blir ekstra tilgjort av den krampaktige konsekvente bruken av a-endelser som et tilsynelatende grep for å gi boka noe rått og bondsk over seg. Hadde dette råe blitt med inn i beskrivelsene generelt, ville det kanskje blitt troverdig, men det begrenser seg til dialog og a-endelser. Kanskje det er oversettelsen jeg har problemer med, som etter mitt syn også delvis mangler flyt.
Litt negativt, det her, men jeg fikk et akutt behov for å skrive det av meg.
Når alt det er sagt, blir boka for min del et offer for den uhemmede bejublingen fra anmeldere, som den ikke klarer å leve opp til. For all del, en grei bok, men hvis jeg trenger en dose skandinavisk skittenrealisme, søker jeg heller til forfattere som Karin Smirnoff og Thure Erik Lund.
Muligens 2,5 stjerner.
Den har sine øyeblikk og tok seg særlig opp i andre halvdel. De to siste sidene er etter min mening de klart beste i hele boka. Men utover det sliter jeg med å la meg engasjere og klarer liksom ikke helt å tro på historien. Det er noe nesten tilgjort over den harde dialogen og av en eller annen grunn bryr jeg meg ikke om hovedkarakteren, Tue. Jeg syns boka blir ekstra tilgjort av den krampaktige konsekvente bruken av a-endelser som et tilsynelatende grep for å gi boka noe rått og bondsk over seg. Hadde dette råe blitt med inn i beskrivelsene generelt, ville det kanskje blitt troverdig, men det begrenser seg til dialog og a-endelser. Kanskje det er oversettelsen jeg har problemer med, som etter mitt syn også delvis mangler flyt.
Litt negativt, det her, men jeg fikk et akutt behov for å skrive det av meg.
Når alt det er sagt, blir boka for min del et offer for den uhemmede bejublingen fra anmeldere, som den ikke klarer å leve opp til. For all del, en grei bok, men hvis jeg trenger en dose skandinavisk skittenrealisme, søker jeg heller til forfattere som Karin Smirnoff og Thure Erik Lund.
Muligens 2,5 stjerner.
June 4, 2022
”Det var som om jag hade döden i mig fast jag inte var särskilt gammal. Den var på sätt och vis alltid med mig. I början hade jag förstås aldrig sett en människa dö, men en liten pojke vet både för mycket och nästan ingenting om döden. Jag funderade på vad som skulle hända om min pappa dog imorgon.”
Så inleder Danmarks svar på Frankrikes Louis och Skottlands Stuart sin otroliga debut om tolvåriga Tue. Den är roligare än Louis och mer realistisk (och mycket bättre) än Stuarts. Om någon skulle komma förbi är en generös uppväxtskildring och en drabbande rapport från underklassen, första delen av tre.
Tue bor i en Jylländsk håla med sin deprimerade mamma, brutala pappa, två yngre syskon och en flock namnlösa hundar. Hemma på den fattiga bondgården är allt trasigt; människorna, moralen, ekonomin, hushållsmaskinerna, tänderna, balkongen, kläderna, lastbilen och relationerna. Föräldrarna lider på varsitt håll och Tue är ensam hemma och i skolan. Det är skitigt och tungt alltsammans och det enda ljuset i Tues mörker är möjligheten att ta sig därifrån.
Jag är mäkta imponerad av författarens förmåga att gestalta utan att förklara, peppra med adjektiv eller psykologisera. Korsgaard född 1995 är redan en stabil naivist vars avmätta ton precis matchar den indoktrinerade tolvåringen som både ser och blundar för vad som sker omkring honom. Ett tag fick jag en känsla av att det liksom rabblades olika händelser bara, jag saknade någon slags framåtrörelse. Men de detaljrika beskrivningarna som jag också själv både ville se och blunda för, drog mig allt djupare in i misären på Jylland. Och det var precis där jag ville vara.
Det är enormt rörande hur Tue skildrar sina föräldrars försummelser och brott utan hat. Ibland till och med med humor. Texten vilar på barnets osvikliga lojalitet. Jag blev också mycket gripen av hur han beskriver barnets kärlek till sin mor och mormor utan att överhuvudtaget vara medveten om vad kärlek är eftersom han själv ännu inte fått uppleva någon.
Jag blir också förbannad. En mamma blir sjuk och vad händer? Barnen lämnas vind för våg. Trots allt är det mamman som åker med på skolavslutning och hon verkar sköta en del matlagning också. Pappan står för våld och despotism. Att leva som fattig är svårt och inte blir det lättare i ett samhälle där man anser att de fattiga får skylla sig själva.
Fint att bli påmind om vilket privilegium det är att kunna ha något att bjuda på om någon skulle komma förbi. Och ännu viktigare – att någon faktiskt kommer.
4,5 stjärnor
Så inleder Danmarks svar på Frankrikes Louis och Skottlands Stuart sin otroliga debut om tolvåriga Tue. Den är roligare än Louis och mer realistisk (och mycket bättre) än Stuarts. Om någon skulle komma förbi är en generös uppväxtskildring och en drabbande rapport från underklassen, första delen av tre.
Tue bor i en Jylländsk håla med sin deprimerade mamma, brutala pappa, två yngre syskon och en flock namnlösa hundar. Hemma på den fattiga bondgården är allt trasigt; människorna, moralen, ekonomin, hushållsmaskinerna, tänderna, balkongen, kläderna, lastbilen och relationerna. Föräldrarna lider på varsitt håll och Tue är ensam hemma och i skolan. Det är skitigt och tungt alltsammans och det enda ljuset i Tues mörker är möjligheten att ta sig därifrån.
Jag är mäkta imponerad av författarens förmåga att gestalta utan att förklara, peppra med adjektiv eller psykologisera. Korsgaard född 1995 är redan en stabil naivist vars avmätta ton precis matchar den indoktrinerade tolvåringen som både ser och blundar för vad som sker omkring honom. Ett tag fick jag en känsla av att det liksom rabblades olika händelser bara, jag saknade någon slags framåtrörelse. Men de detaljrika beskrivningarna som jag också själv både ville se och blunda för, drog mig allt djupare in i misären på Jylland. Och det var precis där jag ville vara.
Det är enormt rörande hur Tue skildrar sina föräldrars försummelser och brott utan hat. Ibland till och med med humor. Texten vilar på barnets osvikliga lojalitet. Jag blev också mycket gripen av hur han beskriver barnets kärlek till sin mor och mormor utan att överhuvudtaget vara medveten om vad kärlek är eftersom han själv ännu inte fått uppleva någon.
Jag blir också förbannad. En mamma blir sjuk och vad händer? Barnen lämnas vind för våg. Trots allt är det mamman som åker med på skolavslutning och hon verkar sköta en del matlagning också. Pappan står för våld och despotism. Att leva som fattig är svårt och inte blir det lättare i ett samhälle där man anser att de fattiga får skylla sig själva.
Fint att bli påmind om vilket privilegium det är att kunna ha något att bjuda på om någon skulle komma förbi. Och ännu viktigare – att någon faktiskt kommer.
4,5 stjärnor
March 8, 2025
Hat mich vollends gepackt. Habe gestern zaghaft mit den ersten 30 Seiten angefangen, dann aber heute doch gleich weitergelesen, dachte anfangs das wird eine Art „Sommerbuch“ a la Tove Janssen, nur halt statt niedlicher Großmutter-Enkelin Geschichte auf der Ferieninsel, ganzjähriger Alltag am Bauernhof mit der ganzen Familie, inklusive den rauen Seiten des Landlebens.
Aber so cosy es auch anfängt, die Temperatur steigert sich mit Tues Alter, unmerklich zunächst, aber irgendwann war der Tag bereits weit fortgeschritten, ich auf Seite 200, Tue ist bereits Teenager, erste sexuelle Entdeckungen werden gemacht und ich wollte das unbedingt sofort fertiglesen.
Der Roman entfaltet einen sehr starken Sog, obwohl mich das Plotkonzept gar nicht so wahnsinnig lockt, Kindheit / Jugend am Bauernhof, Coming-of-age. Ich fand immer zum Thema Bauernhof hat Franz Innerhofer schon alles gesagt, was ich wissen wollte, vor allem in Schöne Tage und Schattseite. Radikaler kann man das Thema nicht mehr beleuchten, dachte ich. Aber Korsgaard geht einen anderen Weg. Es ist nicht die brutale, knochenharte Realität der 50er/60er Jahre am Bergbauernhof, sondern eine etwas sanftere, humanere Welt der frühen 2000er Jahre, zwar am Arsch der Welt, aber immerhin kann man mit dem Bus in die nächste Stadt fahren.
Es ist aber auch keine dörfliche Idylle, die Korsgaard hier schildert, überall am Hof Dreck und Gestank, Kopfläuse, mangelnde Körperhygiene, Tierkadaver, Depressionen, eine äußerst schräge Verwandtschaft, Schulden, Armut aber Korsgaard geht nicht so sehr ins Detail, dass man sich angeekelt abwendet, ganz im Gegenteil, er zieht die Schraube nach und nach immer stärker an, bis ich als Leser merke, jetzt hat er mich voll reingezogen und plötzlich ist es auch dunkler, aber nie ohne Hoffnung… und ich will Mehr.
Ich musste öfter an Knausgard denken, den Meister der kleinen und kleinsten Alltagsbeschreibungen, aber Korsgaard schürft nicht so tief, er dringt nicht so tief in die komplexen Gedanken seiner Protagonisten ein, beschreibt Verhalten nicht so feingliedrig detailliert, aber das muss er auch nicht, er zeichnet ein sehr anschauliches Szenario und Charaktere mit relativ wenig Aufwand, den Rest kann man sich als Leser vorstellen. Die Kapitel sind kurz, 3-5 Seiten, was den Lesefluss erleichtert.
Eine Anmerkung noch: er hat diesen ersten Band veröffentlicht, als er 21 Jahre alt war. Das ist wirklich stark!
Ich gehe jetzt mal auf 5 Sterne und warte, wie der Roman nachwirkt. Sehr gute 4 Sterne wären es aber allemal. Band 2 „Stadt“ werde ich sehr gerne lesen wenn auch nicht sofort und Band 3 erscheint eh erst im Herbst.
Aber so cosy es auch anfängt, die Temperatur steigert sich mit Tues Alter, unmerklich zunächst, aber irgendwann war der Tag bereits weit fortgeschritten, ich auf Seite 200, Tue ist bereits Teenager, erste sexuelle Entdeckungen werden gemacht und ich wollte das unbedingt sofort fertiglesen.
Der Roman entfaltet einen sehr starken Sog, obwohl mich das Plotkonzept gar nicht so wahnsinnig lockt, Kindheit / Jugend am Bauernhof, Coming-of-age. Ich fand immer zum Thema Bauernhof hat Franz Innerhofer schon alles gesagt, was ich wissen wollte, vor allem in Schöne Tage und Schattseite. Radikaler kann man das Thema nicht mehr beleuchten, dachte ich. Aber Korsgaard geht einen anderen Weg. Es ist nicht die brutale, knochenharte Realität der 50er/60er Jahre am Bergbauernhof, sondern eine etwas sanftere, humanere Welt der frühen 2000er Jahre, zwar am Arsch der Welt, aber immerhin kann man mit dem Bus in die nächste Stadt fahren.
Es ist aber auch keine dörfliche Idylle, die Korsgaard hier schildert, überall am Hof Dreck und Gestank, Kopfläuse, mangelnde Körperhygiene, Tierkadaver, Depressionen, eine äußerst schräge Verwandtschaft, Schulden, Armut aber Korsgaard geht nicht so sehr ins Detail, dass man sich angeekelt abwendet, ganz im Gegenteil, er zieht die Schraube nach und nach immer stärker an, bis ich als Leser merke, jetzt hat er mich voll reingezogen und plötzlich ist es auch dunkler, aber nie ohne Hoffnung… und ich will Mehr.
Ich musste öfter an Knausgard denken, den Meister der kleinen und kleinsten Alltagsbeschreibungen, aber Korsgaard schürft nicht so tief, er dringt nicht so tief in die komplexen Gedanken seiner Protagonisten ein, beschreibt Verhalten nicht so feingliedrig detailliert, aber das muss er auch nicht, er zeichnet ein sehr anschauliches Szenario und Charaktere mit relativ wenig Aufwand, den Rest kann man sich als Leser vorstellen. Die Kapitel sind kurz, 3-5 Seiten, was den Lesefluss erleichtert.
Eine Anmerkung noch: er hat diesen ersten Band veröffentlicht, als er 21 Jahre alt war. Das ist wirklich stark!
Ich gehe jetzt mal auf 5 Sterne und warte, wie der Roman nachwirkt. Sehr gute 4 Sterne wären es aber allemal. Band 2 „Stadt“ werde ich sehr gerne lesen wenn auch nicht sofort und Band 3 erscheint eh erst im Herbst.
December 10, 2024
Die Familie des 16-jährigen Tue bewirtschaftet einen kleinen Nebenerwerbs-Hof, der nicht genug zum Leben abwirft. Auch Nachtschichten der Mutter Lonny in der Fensterfabrik ändern kaum etwas an der prekären Lage. Als Lars und Lonnys viertes Kind tot zur Welt kommt, erkrankt Lonny an Depressionen und verbringt ihre Zeit von nun an beim Online-Pokern. Lars Versuche, Tue zur Hilfe bei der Hofarbeit heranzuziehen, wirken widersprüchlich. Sein Handeln wirkt, als würde er in schlafwandlerischer Sicherheit nur Arbeiten vergeben, für die Tue zu unerfahren ist und mit denen er daher scheitern wird. In der Ausgangssituation eines Familienzweigs, der im Vergleich zu Tues Bruder Chresten das Unglück gepachtet zu haben scheint, wirkt Icherzähler Tue mit seinem Hang zu schwarzen Gedanken dazu verdammt, die deprimierende Familientradition fortzusetzen. Doch die ausdrückliche Empfehlung Tues für das Gymnasium durch seine Lehrerin (das in Dänemark offenbar an die 10-jährige Schule anschließt), lässt hoffen, dass er in einem städtischen Umfeld seine angedeutete Homosexualität zukünftig annehmen kann.
Fazit
Tue, der in der Schule bisher die Rolle des harmlosen Klassenclowns spielte, deutet hinter aller Harmlosigkeit eine bemerkenswert treffende Art an, seine Mitmenschen und ihre Schwächen zu demaskieren. Die angekündigten Folgebände der Trilogie wecken mein Interesse, wie Tue mit seinen schwarzen Gedanken umgehen wird und an der Identitätsfindung des dann Erwachsenen.
Fazit
Tue, der in der Schule bisher die Rolle des harmlosen Klassenclowns spielte, deutet hinter aller Harmlosigkeit eine bemerkenswert treffende Art an, seine Mitmenschen und ihre Schwächen zu demaskieren. Die angekündigten Folgebände der Trilogie wecken mein Interesse, wie Tue mit seinen schwarzen Gedanken umgehen wird und an der Identitätsfindung des dann Erwachsenen.
May 23, 2025
Er zijn een paar overeenkomsten tussen De avond is ongemak dat ik onlangs las en deze roman. Beide romans spelen zich af op een boerderij, in dit geval op het Deense platteland. De hoofdpersoon Tue is net als Jas een tiener. Er sterft een kind, hier een baby bij de geboorte. Beide romans zijn semi-autobiografisch. Beide auteurs zijn jong en queer. Dat was ook een trigger voor mij om deze roman te lezen. Dat anders zijn is in beide romans overigens niet gethematiseerd. Maar ik lees zo’n verhaal wel met die lens. Groot verschil met De avond is ongemak is de stijl. Daar stond op elke pagina wel een mooie zin. Die heb ik hier niet echt kunnen ontdekken. En als ik al iets wilde noteren waren het passages die juist lelijk waren. Het is een wat hoekige naïeve stijl. En toenerig af en toe. Omdat het verhaal verteld wordt door de jonge Tue had ik daar minder moeite mee. De armoede en het rauwe leven van dit gezin is goed voelbaar. Vrolijk word je er niet van. En veel humor kon ik er niet in ontdekken.
May 7, 2025
4,25
Gran novela debut del autor, primera de una trilogía que ira saliendo durante este año. Un chico danés al margen de la sociedad que lucha por crecer en una familia disfuncional, en esta frase puede resumirse esta historia.
Ambientada en un pequeño pueblo de Jutlandia, en la que una familia lucha por sobrevivir en una comunidad pobre. Los hijos de esta familia están obligados a crear su propia vida, con un padre que intenta reducir sus deudas, con una madre que después de perder a su ultimo hijo en el parto, se dedica a jugar de forma online en casinos.
Tue, un niño de 16 años, narrador y protagonista de esta historia, contará de forma episódica y lineal ciertos acontecimientos de su vida, y este parece condenado a continuar su deprimente tradición familiar, pero gracias a un profesor, nos da esperanza de que en próximas entregas empiece a aceptar su vida, y sobretodo su homosexualidad.
Muchas ganas de seguir con la segunda parte y ver la evolución de este gran personaje.
Gran novela debut del autor, primera de una trilogía que ira saliendo durante este año. Un chico danés al margen de la sociedad que lucha por crecer en una familia disfuncional, en esta frase puede resumirse esta historia.
Ambientada en un pequeño pueblo de Jutlandia, en la que una familia lucha por sobrevivir en una comunidad pobre. Los hijos de esta familia están obligados a crear su propia vida, con un padre que intenta reducir sus deudas, con una madre que después de perder a su ultimo hijo en el parto, se dedica a jugar de forma online en casinos.
Tue, un niño de 16 años, narrador y protagonista de esta historia, contará de forma episódica y lineal ciertos acontecimientos de su vida, y este parece condenado a continuar su deprimente tradición familiar, pero gracias a un profesor, nos da esperanza de que en próximas entregas empiece a aceptar su vida, y sobretodo su homosexualidad.
Muchas ganas de seguir con la segunda parte y ver la evolución de este gran personaje.
May 18, 2020
Jeg er nok på et sted mellem 3 og 4 stjerner, så 3,5 stjerne ville måske passe bedre.
‘Hvis der skulle komme et menneske forbi’ er speciel, om end hyggelig at læse, men på en meget trist måde. Det var den følelse jeg sad med, da jeg læste den. Den beskriver et på mange måder tragisk barndomshjem, som er langt fra et idyllisk familiebillede. Er man selv vokset op i 90’erne, vil man kunne nikke nostalgisk til de mange generelle beskriver af tiden, hvilket er fornøjeligt at læse.
Man skal ikke forvente den største handling i bogen, som mest af alt er en skildring af hovedpersonen Tues opvækst og hans forhold til familien.
Når det ikke bliver til mere end 3 (3,5) stjerner er det simpelthen af den årsag, at der ikke sker så forfærdeligt meget i bogen og der er ikke de store overraskelser at hente. Med det sagt, var det stadig en fornøjelse at læse, den er godt skrevet og historien er også indrettet sådan, at der ikke behøver, ja der skal faktisk ikke ske mere end det, der sker.
Efterfølgeren ‘En dag vil vi grine af det’ står da også på min liste.
‘Hvis der skulle komme et menneske forbi’ er speciel, om end hyggelig at læse, men på en meget trist måde. Det var den følelse jeg sad med, da jeg læste den. Den beskriver et på mange måder tragisk barndomshjem, som er langt fra et idyllisk familiebillede. Er man selv vokset op i 90’erne, vil man kunne nikke nostalgisk til de mange generelle beskriver af tiden, hvilket er fornøjeligt at læse.
Man skal ikke forvente den største handling i bogen, som mest af alt er en skildring af hovedpersonen Tues opvækst og hans forhold til familien.
Når det ikke bliver til mere end 3 (3,5) stjerner er det simpelthen af den årsag, at der ikke sker så forfærdeligt meget i bogen og der er ikke de store overraskelser at hente. Med det sagt, var det stadig en fornøjelse at læse, den er godt skrevet og historien er også indrettet sådan, at der ikke behøver, ja der skal faktisk ikke ske mere end det, der sker.
Efterfølgeren ‘En dag vil vi grine af det’ står da også på min liste.
July 25, 2024
3,5. Lettlest og fin, men forventet kanskje litt mer
June 1, 2023
Dette er en god oppvekstroman som beskriver livet blant den fattige arbeiderklassen på den danske landsbygda. Historien om Tue beveger seg sakte, men sikkert fremover. Det er korte og lettleste kapitler, men det tar litt tid før helheten setter seg. I omtalen av boka og forfatterskapet til Thomas Korsgaard skrives det mye om de påfallende parallellene mellom ham og Edouard Louis. Disse likhetene blir enda tydeligere når man leser boka. Når man kaster inn det litt trøblete forholdet mellom far og sønn inn i miksen, får vi også en liten dose Knausgård også. Legg også til det faktum at dette muligens er virkelighetslitteratur, så går dette absolutt hjem hos meg. Jeg gleder meg til oppfølgerne bli oversatt til norsk!
May 8, 2023
Muligens 3.5. Levende beskrivelser av en dysfunksjonell oppvekst på den danske landsbygda. Her er det forfriskende langt mellom de idealiserte skikkelsene. Selv om dette også inkludert jeg-personen, savner jeg likevel litt mer sympati for menneskene. Det lukter litt av å sparke nedover mot «den enkle mannen på landet». Men alt i alt er det en fin roman og jeg kommer nok til å lese oppfølgeren når den tid kommer.
July 31, 2020
Fine betragtninger og beskrivelser af en ung drengs opvækst i en dysfunktionel og fattig familie i udkants Danmark i 90’erne.
Desværre savnede jeg handling og en rød tråd i fortællingen- havde en fornemmelse af at alle kapitlerne stod alene og at der manglede fremdrift i historien.
Desværre savnede jeg handling og en rød tråd i fortællingen- havde en fornemmelse af at alle kapitlerne stod alene og at der manglede fremdrift i historien.
July 29, 2018
Jeg er dybt imponeret over at man i så ung alder kan skrive så vellykket. En god bog om livet i udkants Danmark
Read
June 28, 2022Måtte stoppe på s.119. Alt for monotont og ingen fremdrift
May 7, 2024
Slutten???
May 21, 2025
Uff a meg
March 13, 2021
Jeg havde længe set frem til at læse denne bog, især efter at have læst forfatterens novellesamling 'Tyverier', som jeg syntes var rigtig god. Desværre var min oplevelse her ikke noget nær den samme og jeg blev slemt skuffet.
Temaerne er ellers noget jeg normalt elsker at læse om - så som hårde kår, svær opvækst, dysfunktionelt familieliv og identitet.
Dog følte jeg på intet tidspunkt, at historien gav mig noget. Den fik mig ikke til at føle noget, udover kedsomhed og med spekulationen om hvad det mon er den prøver at nå frem til.
Det der trak mig igennem bogen var forfatterens finurlige og sært humoristiske sprog, som gav liv til hovedpersonens tanker og betragtninger. De grænsede sig ofte til det mærkværdige og gjorde en tør kamel lettere at sluge.
Jeg fandt handlingen meget langsom i sin fremdrift og historiens plot uinteressant.
Det kan dog meget vel have noget at gøre med hvordan alle problematikkerne bliver beskrevet og præsenteret, og at de bare ikke rammer mig på den måde som nok var hensigten.
Som lydbog foretrækker jeg ellers også at det er forfatteren selv der læser højt, men som oplæser skal man gøre det overskueligt for lytteren. Heller ikke det lykkedes, da forfatteren ikke holdte bare ét øjebliks pause ved kapitelskift, men fortsatte ufortrøddent, som om 'kapitel 6' var en integreret del af teksten midt på en side.
Kort sagt faldt bogen slet ikke i god jord hos mig.
Temaerne er ellers noget jeg normalt elsker at læse om - så som hårde kår, svær opvækst, dysfunktionelt familieliv og identitet.
Dog følte jeg på intet tidspunkt, at historien gav mig noget. Den fik mig ikke til at føle noget, udover kedsomhed og med spekulationen om hvad det mon er den prøver at nå frem til.
Det der trak mig igennem bogen var forfatterens finurlige og sært humoristiske sprog, som gav liv til hovedpersonens tanker og betragtninger. De grænsede sig ofte til det mærkværdige og gjorde en tør kamel lettere at sluge.
Jeg fandt handlingen meget langsom i sin fremdrift og historiens plot uinteressant.
Det kan dog meget vel have noget at gøre med hvordan alle problematikkerne bliver beskrevet og præsenteret, og at de bare ikke rammer mig på den måde som nok var hensigten.
Som lydbog foretrækker jeg ellers også at det er forfatteren selv der læser højt, men som oplæser skal man gøre det overskueligt for lytteren. Heller ikke det lykkedes, da forfatteren ikke holdte bare ét øjebliks pause ved kapitelskift, men fortsatte ufortrøddent, som om 'kapitel 6' var en integreret del af teksten midt på en side.
Kort sagt faldt bogen slet ikke i god jord hos mig.
November 29, 2021
Så kom dagen, hvor jeg endelig fik læst første bind i Thomas Korsgaards trilogi om drengen Tue.
Thomas Korsgaard er en fantastisk person, som jeg dog aldrig har mødt personligt, men jeg har oplevet ham og det er altid en fest. Han er sjov, ærlig og nærværende og jeg har længe haft lyst til at læse hans bøger.
Den første bog Hvis Der Skulle Komme Et Menneske Forbi, vandt Årets Debutantpris i 2017. Bogen skabte også lidt en røre omkring selvbiografisk litteratur, da forfatterens bror var meget uenig i historiens fremlægning af deres barndom.
Historien handler om drengen Tue, der vokser op på en forfalden kvægfarm ved Skive. I den første bog følger vi ham i hans noget triste barndom, hvor familien lever af lånte penge, faren er arrig og magtesløs og moren er på vej ind i en dyb depression.
Tue er en jeg-fortæller og vi oplever alt gennem Tues barneøjne.
Jeg var ikke helt begejstret for måden historien blev fortalt på. Kapitlerne føltes lidt som at læse brudstykker i stedet for en sammenhængende historie og ofte følte jeg der manglede en afslutning på det kapitel jeg lige havde læst.
Historien er selvfølgelig set fra et barns øjne og et barn får aldrig helt fat i, hvad det sker i de voksnes verden, så det giver god mening, at bogen er skrevet sådan. Men det irriterede mig nu lidt, alligevel🤷🏻♀️
Tues historie endte dog med at krybe under huden på mig. Specielt hen mod slutningen, hvor Tue er blevet lidt ældre. Jeg kommer helt sikkert til at læse videre i serien😊
Thomas Korsgaard er en fantastisk person, som jeg dog aldrig har mødt personligt, men jeg har oplevet ham og det er altid en fest. Han er sjov, ærlig og nærværende og jeg har længe haft lyst til at læse hans bøger.
Den første bog Hvis Der Skulle Komme Et Menneske Forbi, vandt Årets Debutantpris i 2017. Bogen skabte også lidt en røre omkring selvbiografisk litteratur, da forfatterens bror var meget uenig i historiens fremlægning af deres barndom.
Historien handler om drengen Tue, der vokser op på en forfalden kvægfarm ved Skive. I den første bog følger vi ham i hans noget triste barndom, hvor familien lever af lånte penge, faren er arrig og magtesløs og moren er på vej ind i en dyb depression.
Tue er en jeg-fortæller og vi oplever alt gennem Tues barneøjne.
Jeg var ikke helt begejstret for måden historien blev fortalt på. Kapitlerne føltes lidt som at læse brudstykker i stedet for en sammenhængende historie og ofte følte jeg der manglede en afslutning på det kapitel jeg lige havde læst.
Historien er selvfølgelig set fra et barns øjne og et barn får aldrig helt fat i, hvad det sker i de voksnes verden, så det giver god mening, at bogen er skrevet sådan. Men det irriterede mig nu lidt, alligevel🤷🏻♀️
Tues historie endte dog med at krybe under huden på mig. Specielt hen mod slutningen, hvor Tue er blevet lidt ældre. Jeg kommer helt sikkert til at læse videre i serien😊
September 4, 2024
Was für ein spannendes, nachdenkliches und lebensnahes Buch – einfach wow! Im ersten Band der Tue-Trilogie „Hof“, der nun endlich in deutscher Übersetzung im Kanon Verlag vorliegt, entführt uns der junge Däne Thomas Korsgaard in das Leben des jungen Tue, der auf einem elterlichen Hof im ländlichen Dänemark aufwächst. Mit detailverliebter Erzählweise, scharfer Beobachtungsgabe und einer markant-derben Sprache tauchen wir tief in Tue's komplexe Familienverhältnisse ein, die von armutsbedingten Hindernissen und elterlicher Vernachlässigung geprägt sind und seine Jugend maßgeblich beeinflussen.
Trotz aller familiärer Schwierigkeiten und den gesellschaftlichen Realitäten, die das Handeln der Eltern bestimmen, ist die Geschichte auch ein Zeugnis der kleinen Dinge in den Zwischenräumen: Zuneigung, alltägliche Freuden und die großen Fragen des Erwachsenwerdens und der sexuellen Entfaltung unter schwierigen Bedingungen. Korsgaard gelingt es meisterhaft, die raue Realität des jungen Tue mit zarten Momenten der Hoffnung zu verweben und den Leser auf eine emotionale Reise mitzunehmen, die lange nachhallt.
Trotz aller familiärer Schwierigkeiten und den gesellschaftlichen Realitäten, die das Handeln der Eltern bestimmen, ist die Geschichte auch ein Zeugnis der kleinen Dinge in den Zwischenräumen: Zuneigung, alltägliche Freuden und die großen Fragen des Erwachsenwerdens und der sexuellen Entfaltung unter schwierigen Bedingungen. Korsgaard gelingt es meisterhaft, die raue Realität des jungen Tue mit zarten Momenten der Hoffnung zu verweben und den Leser auf eine emotionale Reise mitzunehmen, die lange nachhallt.
March 3, 2024
Vaklet mellom 4 og 5, men synes altså boka var god!
Ble tydeligvis ikke lei av skittenrealisme etter min Edouard Louis spree. Her er det mange åpenbare paralleller.
Tue er liksom den irriterende gutten i klassen som bare finner på drit, og som man kan ha lite medfølelse for, men som på samme tid er sårbar og omsorgsfull overfor sin mor (og bestemor). Det er ikke vanskelig å forstå hvordan man kan bli så utagerende med en så avstumpet far.
En annen liten finurlighet, som jeg ikke vet om skyldes «dårlig» oversettelse eller som et tiltenkt knep, er språket, hvor enkelte uttrykk eller setninger er oversatt mer eller mindre direkte. Likte det veldig godt! Det plasserte meg som leser nettopp i Danmark.
Ble tydeligvis ikke lei av skittenrealisme etter min Edouard Louis spree. Her er det mange åpenbare paralleller.
Tue er liksom den irriterende gutten i klassen som bare finner på drit, og som man kan ha lite medfølelse for, men som på samme tid er sårbar og omsorgsfull overfor sin mor (og bestemor). Det er ikke vanskelig å forstå hvordan man kan bli så utagerende med en så avstumpet far.
En annen liten finurlighet, som jeg ikke vet om skyldes «dårlig» oversettelse eller som et tiltenkt knep, er språket, hvor enkelte uttrykk eller setninger er oversatt mer eller mindre direkte. Likte det veldig godt! Det plasserte meg som leser nettopp i Danmark.
January 17, 2024
En svært god og svært vond bok om en (mildt sagt) kjip oppvekst. Midt oppi alt er det heldigvis plass til noen gode minner og absurde historier. Det er mye Edouard Louis i denne boka, men for en norsk leser som meg er det lettere å relatere seg til denne boka enn Eddy Bellegueule. Ettersom jeg har jobbet som lærer på landsbygda i Norge det siste halve året, klarer jeg heller ikke (dessverre) å la være å se for meg noen av elevene mine i Tue’s oppvekst. Jeg lar meg fascinere av Tue som beskytter sin mor oppi alt, og av alt han tenker og gjør oppi stadig krevende situasjoner. Det er ikke lenge til jeg tar fatt på oppfølgeren!
June 30, 2024
Tre stjerner på grunn av de ganske rørende siste par sidene, ellers hadde det blitt to. Skal man først lese om vanskelig oppvekst i Danmark for ikke lenge siden så må man heller lese "Farskibet" av Glenn Bech.
Leste den om igjen et års tid etter og synes det samme.
Leste den om igjen et års tid etter og synes det samme.
March 28, 2024
Boken beskriver lengselen etter at noe eller noen skal komme og redde deg fra elendigheten. Mange små historier, fortalt på en nøktern og lite sentimental måte, som til sammen gir et innblikk i fattigdom, sykdom og skam. Jeg gleder meg til fortsettelsen!
May 21, 2024
Har lige genlæst denne her bog, og den er stadig fantastisk. Jeg har fået så mange andre ting med den, nu når jeg læser den igen. LÆS DEN
March 26, 2024
In één n ruk uitgelezen. Wow. Wat een boek. Korte hoofdstukken, veel dialoog en een disfunctioneel gezin. Wat wil je nog meer?
June 14, 2024
Veldig godt å lese en bok hvor jeg ikke visste helt hva jeg gikk til, og den var overraskende god! Klarer ikke helt sette ord på hva den minner meg om - litt oppvekst og litt skittenrealisme?
June 2, 2025
Niet een hele duidelijke mening over dit boek, maar wel benieuwd naar de rest van deze trilogie!
Tove Ditlevsen X Douglas Stuart
Tove Ditlevsen X Douglas Stuart
September 2, 2024
Lite eländig, rolig men ändå varm om en pojkes fattiga uppväxt på en bondgård i Danmark. Tue växer upp bland psykisk ohälsa men inte utan kärlek. Den blev bättre ju äldre han blev, vilket tyder på att jag borde läsa de två efterföljande böckerna.
Displaying 1 - 30 of 569 reviews