"Det er svært helt præcist at sætte fingeren på ’Glimt’ af Kasper Lapp, men jeg tror egentlig titlen i sig selv, er det bedste bud. Et glimt er ifølge Den Danske Ordbog et ”pludseligt og kortvarigt lysskær”, og sådan føles det at læse bogen, der består af små spekulative prosatekster. Glimtene indeholder elementer af mange forskellige genrer, der er både tidsrejsende og dyr, der bliver til mennesker, men de er aldrig så langt fra læserens virkelighed, at man taber tråden. Den pludselige og kortvarige form kræver hele tiden noget af sin læser. Nogle bøger river dig med, du sidder på en gummibåd og driver med strømmen. Her er du den semi-ufrivillige fisker, der venter, måske forgæves, på, at noget bider på krogen.
(...)
Hver lille tekst gør det samme som et lysglimt – noget bliver kortvarigt oplyst og belyst på ny. Glimtet forsvinder, men indtrykket bliver måske.
Glimtene afskyr som nævnt definition, og nogle situationer beskrives måske bedst af en tændstik, der bliver ved med at brænde eller en trold i kælderen. Det er en alsidig læseoplevelse og en god variation af det traditionelle romanmedie."