Oplevelsessamfundet - om det vigtige i at opdage, at dit liv består af andet end oplevelser

by Svend Brinkmann

Var det en god oplevelse?

Sådan bliver vi ofte spurgt, uanset om vi har besøgt et offentligt toilet, bestilt en vare på internettet eller været til en begravelse. Vi lever i et oplevelsessamfund, hvor enhver værdi gøres op i, om individet har fået en god oplevelse, og hvor oplevelsesøkonomien er vokset enormt ved at appellere til forbrugernes begær efter underholdning.

I oplevelsessamfundet er oplevelser blevet kampplads for mange af tidens debatter. Man er på den ene side krænket, hvis man oplever at være krænket, men på den anden side kan en kritik også altid affejes med henvisning til, at noget bare var en subjektiv oplevelse. Problemet for begge sider er, at tidens diskussioner har svært ved at bevæge sig ud over det subjektive. Oplevelsessamfundets debatter kortslutter, når de ikke længere handler om, hvordan verden er, men kun om, hvordan den opleves.

I denne bog introducerer Svend Brinkmann ideen om oplevelsessamfundet på dansk, analyserer kritisk dets grundlæggende funktionsmåde og leverer et bud på en forståelse af mennesker, der ikke spærrer dem inde i psykologiserede oplevelsesrum. Vi er ikke bare i verden i kraft af subjektive oplevelser. Vi må insistere på en fælles, objektiv virkelighed, hvis vi skal leve fornuftigt sammen og løse tidens store problemer.

Genres: Nonfiction, Danish, Philosophy, Sociology

87 pages, Paperback

Published November 3, 2023

About the author

Svend Brinkmann (født 23. december 1975) har været professor i almenpsykologi og kvalitative metoder på Det Humanistiske Fakultet på Aalborg Universitet siden 2009. Han er uddannet cand.psych. fra Aarhus Universitet.

Svend Brinkmann har skrevet og redigeret en lang række bøger og mere end 150 artikler. Derudover har han udgivet artikler og bogkapitler på syv forskellige sprog. I almenheden blev han i 2014 kendt for bogen Stå fast, hvori han gør op med, hvad han beskriver som tidens (selv)udviklingstyranni. Svend Brinkmann har også medvirket i radioprogrammet Netværket på P1 fra 2009-2016 og var i 2014 vært på DRK programmet Lev Stærkt.

Svend Brinkmann har gennem sin karriere modtaget mange priser og legater. Blandt andet modtog han i 2015 DR's formidlingspris Rosenkjærprisen og Gyldendals formidlingspris sammen med Lene Tanggaard.

Reviews

[Vanessa Moll · Rating 3 out of 5]

2,5 ⭐, fordi bogen blev bedre til sidst.

Jeg undrer mig over, hvorfor danskere, især danske akademikere, har det så svært ved at kalde et problem ved dets rette navn. På alle 84 sider har han kun nævnt kapitalismen én gang, og det var i et citat. Hvordan kan man kritisere et samfund, der er alt for fokuseret på oplevelser og individualitet, uden at nævne den grundlæggende årsag? Kapitalismen gik gennem hele bogen som et akavet spøgelse; altid til stede, men aldrig snakket om.

Jeg nød den filosofiske/videnskabelige tredje del af bogen, men hele undersøgelsen ville have været ti gange så god, hvis han havde tilladt sig til at være endnu mere radikal. Så ville han måske også have været i stand til at skrive en overbevisende konklusion.

[Lucas Escherich · Rating 5 out of 5]

Sikken rutsjebane!
I præsentationen af bogen blev jeg først ret så skeptisk overfor indholdet, jeg skulle til, at kaste mig over. Det skyldtes en blanding af ‘jeg tror ikke helt jeg ved hvor han kommer fra’ og det jeg forstod gav mig mest af alt en fornemmelse af ‘ja, og hvorfor gør det noget?’
Jeg læste dog gladeligt videre i forventningen om, at blive klogere på Brinkmanns tanker om ‘oplevelser’, og det var spændende læse!
Der var mange skarpe pointer om hvordan det, at mindske det reelle, der sker i verden, til subjektive oplevelser hos individet i alskens aspekter lige fra politik til toiletbesøg.
Jeg tror, det gjorde størst indtryk på mig var, at læse om hans pointe med, at bruge ‘oplevelsen’ i retorikken til i særdeleshed at underminere faktiske gerninger til en “jamen, det var jo bare din oplevelse”.
Og så skal bogen her jo ikke sætte de mange fantasybøger jeg læser til skamme, men det er længe siden jeg har oplevet sådan et “plot-twist” som i bogen her og selvom Brinkmann argumenterede godt og overbevisende om hans kontroversielle påstand om oplevelser, så må jeg erkende min uenighed med ham. (Min uenighed er dog ganske følelsesladet og som jeg forsøgte at modargumentere for mig selv fandt jeg i virkeligheden bare Brinkmanns påstand endnu mere overbevisende til trods for brud jeg fik på mit umiddelbare verdensbillede.)

Til sidst en lille kommentar om Trump. (“Yay!”)
For Trump bliver nævnt nogle gange i eksemplerne i denne bog og for grin eller gråd, så kunne jeg løbende ikke lade være med, at tænke over pudsigheden ved timingen af bogens udgivelse og så senere Trumps indrykning i det hvide hus.
Brinkmanns “sjove” eksempler med Trump er bare en alt for tydelig afspejling af alt der sker i USA lige nu og tænk nu hvis bare amerikanerne havde sådan en som Svend Brinkmann.

Jeg vil skynde mig, at understrege, at dette er ikke en bog om Trump, det var bare lidt ekstra krydr.

Super spændende!!

[Mathias Holk Stoltenberg · Rating 5 out of 5]

Klart den bedste Brinkmann-bog, jeg har læst. Dyb, original og kritisk. Jeg har fået noget at tænke over.

Derudover er der en fantastisk glæde over verden ved Brinkmanns mission om dannelse. Man får en stor lyst til at give sig i kast med den store tænknings historie, etiske overvejelser og at smide al det dopamin-fremmende fis fra vores skærme væk.

Et skarpt citat om oplevelsessamfundets hedonisme:

“Selv hvis man kunne få subjektiv nydelse i rigeste mål, ville det ikke være prisen værd, for man ville miste muligheden for at handle i verden og dermed muligheden for at realisere mere objektive menneskelige værdier”

[Gry Lindekilde · Rating 3 out of 5]

Synes den er lidt svær at forstå fordi jeg ikke plejer at læse den slags bøger. Men synes den var spændene og har helt sikker fået noget at tænke over:)

[Ida Galsøe · Rating 5 out of 5]

Super god oplevelse. Grøn smiley

[Anders Hoff · Rating 4 out of 5]

Rigtig god og vigtig bog, og Brinkmann sætter virkelig kniven ind ift forsøg på at “reducere” faktiske problemer til subjektive oplevelser. Du oplever kø - nej der er kø. Du oplever, at det regner. Nej det regner.

Men nogle af eksemplerne på det Brinkmann kalder objektive, førkulturelle realiteter, oplever jeg 😜 dog som mindre velvalgte. Normer og måder at leve på fx er vel ikke naturgivent, men udtryk for en skrøbelig virkelighed, der kunne være helt anderledes. En virkelighed som vi alle bidrager til at udlægge eller ødelægge.

Men alt i alt er Brinkmann tilbage og videre fra kedelig dydsetik og moralprædiken.

Ps iøvrigt dejligt med henvisninger og referencer - ikke som andre der ublu låner og kopier (host host nogen der sagde Entreprenørstaten?)

[Gabriel · Rating 3 out of 5]

Fin pixibog med samfundskritik! Dog er er det svært at komme godt ned i stoffet på kun 85 sider.

[Leonardo Holberg · Rating 3 out of 5]

3,4

WA fik mig til at læse min første Brinkmann, og jeg er ikke ked af det. Jeg forstår kritikken og køber nok præmissen. Men samtidig virker for enormt overgjort, og det hjælper ikke med den underlige argumentation; feks med mystiske argumenter som:
'Når jeg smager på kaffen, er det kaffen jeg smager på, og ikke min oplevelse af den'

Derudover er den noget højtravende og elitær, og lider af enorm namedropping. Det er måske nødvendigt at have hele psykologien og idehistorien med, og fremvise sig som behersker af det, når man vil udfordre et så altoverskyggende problemer, som Brinkmann synes 'oplevelsessamfundet' er. Men det kræver mere end 83 sider. Og så ville jeg nok ikke have læst den.

[Bergthor · Rating 4 out of 5]

Afar áhugaverðar pælingar.

[Clara Østergaard · Rating 5 out of 5]

Slugte denne korte men vigtige kommentar på det moderne samfund. Svend Brinkmann formulerer sig som sædvanlig flot og forståeligt, og bevarer min opmærksomhed.

[Henrik · Rating 4 out of 5]

I Opplevelsessamfunnet beskriver psykologiprofessor Svend Brinkmann hvordan vi i stadig økende grad forankrer ulike deler av hverdagen i opplevelsene våre.

Boken er delt inn i tre deler, hvor den første definerer det han kaller for Opplevelsessamfunnet. Her kommer han også med ulike eksempler på hvordan denne tendensen kommer til utrykk på ulike arenaer, som i arbeid, politikk, helse, identitet, mening, og teknologi. Her påpeker han tendensen om at det viktigste er at arbeidsmiljøret skal føles trygt og godt - noe som får den offentlige arbeidssføren til å gjøre inntog i vår intime private sfære ettersom våre følelser blir en del av jobben vår; at politikken drives av følelser i større grad en faktiske samfunnsforhold; at helsebegrepet har blitt subjektivt og ikke lenger forankret i “objektive” helsemarkører. Vi har, på en og samme tid, aldri følt oss sykene selv om vi aldri har vært friskere; Identet blir nå definert som noe enkeltmennesket føler seg som, i stedet for båndene det har til menneksene og miljøet rundt seg; Vi har begynt å tro at det kun er når noe føles meningsfullt, at det er meningsfullt, og at dette fører til at vi neglisjerer meningsfulle handlinger og aspekter ved livet som ikke alltid er akkompangnert med den “riktige” følelsen.

Denne delen avsluttes med en teori på hva som har ført oss hit, som raskt går gjennom sentrale skikkelser i idehistorien, og kritikere av moderniteten.

Del to går mer inn på konsekvensene av å bruke våre opplevelser som utgangspunkt, gjennom begrepene opplevelsesrelativisering, og opplevelsesabsolutisme. Her påpeker han at disse to begrepene er paradoksale, men eksisterer samtidig i opplevelsessamfunnet. Her kan både våre opplevelser avvises gjennom en relativisme (“Det er altså kun du som mener at dette er en konflikt”; "Jeg hører hva du sier, men det er ikke min opplevelse”) , samtidig som det blir en sammensmelting av den individuelle personen sin opplevelse og den opplevde virkelighet . “hvis jeg opplever at jeg har blitt utsatt for mobbing, ja så har jeg blitt utsatt for det”.

Hovedtesen i denne delen er at denne vekselvirkningen mellom relativisme og absolutisme gjør at vi ikke blir i stand til å skape et fundament for en felles etikk. I slutten av del to presenterer han også en alternativ etikk, til opplevelsessamfunnets, som er forankret utenfor opplevelsene våre, i en felles virkelighet.

Del tre, den mest ambisiøse, handler først om å overbevise leseren om at opplevelser ikke finnes, for så å bane vei for en opplevelsesløs psykologi/filosofi.

Jeg fant boken svært intellektuelt pirrende, og er i store trekk enig i Brinkmanns samfunnsanalyse og hvilke konsekvenser opplevelsessamfunnet kan få, men jeg er uenig i hans påstand om å “fjerne” opplevelser fra likningen. Jeg mener også at han er noe på villspor når han argumenterer for at opplevelser ikke finnes, her blir han for radikal. Dette er forsåvidt et gyldig filosofisk standpunkt, men et synspunkt som er umulig å yte full rettferdighet gitt bokens korte lengde (80 sider om man kun teller sidene med tekst). Jeg er også enig i hans forslag når det kommer til løsningen til problemene opplevelsessamfunnet presenterer for oss, men jeg tenker at hans radikale posisjon gjør at han overser at våre opplevelser har en viktig rolle i disse løsningene.

Hovedargumentasjonen til Brinkmann i del tre, hviler på persepsjonspsykologen James Gibson sine teorier og hans "økologiske psykologi". Et sentralt begrep her er "affordances", som ikke har noen god skandinavisk oversettele, men som Brinkmann oversetter til "oppfordring". Dette er slik Brinkmann presenterer Gibsons teorier:

I stedet viste Gibson gjennom persepsjonspsykologiske eksperimenter at vi får kunnskap om objektenes egenskaper i tid og rom direkte fra måten vi beveger våre levende kropper i forhold til dem på. Informasjonen om egenskaper ved verden ligger så å si i verden selv, for eksempel i lyset som treffer øyets netthinne. Mer presist kan man si at informasjonen om verden ligger i den relasjonen en erkjennende organismer står i til verden, og derfor er indre mentale representasjoner ifølge Gibson overflødige for å forklare persepsjon. (s.76)

gjennom boken kommer han også med mange konkrete eksempler som i utgangspunktet skal parafrasere Gibson:

Når vi er oppmerksomme på symfonier, kriger og ukokte grønnsaker, er det nettopp symfoniene, krigene og grønnsakene vi er i kontakt med - ikke våre opplevelser av dem. (s.75)

Når vi snakker om “en morsom” opplevelses, snakker vi egentlig om at vi opplevde noe morsomt (for eksempel en komiker) - vi mener ikke at vi hadde et spesifikt indre objekt - en quale [entall av qualia] eller mental representasjon - som var morsom. Og når jeg ser en rød postkasse, er det bare ett objekt involvert, den røde postkassen, ikke en representasjon av postkassen. (s.71)

Når jeg ser at det er grå skyer på himmelen, er skyenes gråhet en egenskap ved skyene og ikke ved min opplevelse. Det gir ingen mening å si at en opplevelse er grå - eller den ikke er grå. Gjenstander som skyer kan a farger, men ikke mentale prosesser som forestilte opplevelser: “hvilken farge hadde opplevelsen din?” er et meningsløst spørsmål

Problemet slik jeg ser det i Brinkmanns argumentasjon er tredelt. Det første er: bare fordi opplevelser ikke eksisterer slik vi tror, betyr ikke dette at de ikke eksisterer i det hele tatt.

Som vi ser i sitater er det vesentlige med Gibson, ikke at persepsjoner ikke eksisterer, men at de eksisterer på en annen måte enn vi forestiller oss. De er en interaksjon mellom vår person og verden. Brinkmann nevner dette selv indirekte flere ganger, men later til å ha hengt seg opp i at om opplevelser ikke finnes på akkurat den måten vi tror, så eksisterer dem ikke i det hele tatt.

En annen filosof, Evan`Thompson - en av foregangsmennene i Embodied cognition paradigmet, som har sprunget ut av teoriene til fenomenologene og persepsjonspsykologen james Gibson - har en definisjon på Selvet som kan ligne på den Brinkmann forfekter i boken. Thompsom mener nemlig at Selvet ikke eksisterer som en "person inne i oss" eller "i nevronene våre", men som en dans. Og på samme måte som at vi ikke kan forstå en dans fullt ut gjennom å studere individuelle dansetrinn, så kan vi heller ikke forstå selvet fullstendig ved å lete i hjernen. En dans vil også alltid skje i en større kontekst, på et sosialt arrangement, i en kulturell kontekst osv, som igjen vil påvirke dansen. Dette sier imidlertid trinnene ingenting om. Selvet, for Thompson, er en prosess, noe vi gjør, men han konkluderer ikke med at det ikke eksisterer. Det eksisterer bare på en annen måte enn for eksempel nevronene i hjernen, og slik vi prater om det i dagligtalen.

Dette kan virke som filosofisk flisespikkeri, men dette er viktig ettersom en intuitivt kan konkludere med at det er unyttig å studere noe som ikke eksisterer, men det derimot kan være nyttig å studere noe som eksister, og dermed også kanskje studere på hvilken måte noe eksisterer på.

Det andre problemet jeg har med Brinkmanns argumentasjon er at Gibson snakket om persepsjoner "sanseopplevelser", og ikke det bredere "opplevelser" som Brinkmann benytter seg av, og det kan være mange grunner til å tro at opplevelser før øvrig må sees på som andre ting enn sanseopplevelser. Selv om det ikke gir mening å si at en persepsjon er grå, for å parafrasere Brinkmann over, kan det faktisk gi mening å si at en opplevelse er det (i overført betydning - altså kjedelig). Fordi vi kan ha sekundære opplevelser, som ikke direkte er rettet til den ytre verden.

Et brannoffer kan bli livredd lukten av røyk når noen slukker et stearinlys, eller noen kan bli melankolske når de lukter parfymen til en tidligere flamme. Førstegangsmødre kan kjenne på skyld fordi de er sinte på spedbarnet sitt. Vi kan bli redde for vårt eget sinne, eller angst osv. osv. Proust opplevde å bli kastet tilbake til fortiden ide han smakte på madelenekaken.

Her i disse eksemplene er det nettopp opplevelser vi reagerer på og ikke på den ytre verden. Selv om Brinkmann kanskje har rett om vi bruker det snevre sanseopplevelsebegrepet, så er dette er et viktig aspekt ved det bredere opplevelsesbegrepet.

Det tredje, henger litt sammen med det andre, men det handler om at ved å avfeie opplevelser som noe unyttig, og samtidg fokuserer mest på opplevelsers forankring i den objetive verden, risikerer man å tenke at opplevelsene våre er en kongevei til sannhet, samtidig som vi kan ende opp med å overse hva opplevelser kan fortelle oss om oss selv.

Før jeg fortsetter må jeg raskt innom "affordance" begrepet. Affordance betyr mulighetene et objekt tilbyr oss. Et fjell tilbyr oss å klatrte det. En hammer tilbyr oss å slå med den osv. Når du går tur i skogen og finner en "steinsofa" hvor det er fint å sitte, mener Gibson at dette er noe naturen presenterer til oss direkte. Det er ikke noe vi trenger å tenke over, det bare automatisk presenterer seg som en mulighet som vi igjen kan gripe. Dette presenterer Brinkmann som en egenskap ved objektet som persiperes (sanses), men Gibson og embodied mind-tradisjonen i utgangspunktet tenker på dette som en relasjon mellom person/kroppen, som beveger seg gjennom den ytre verden, og den ytre verden.

For eksempel, i eksempelet over med brannofferet gir det ingen mening å si traumeopplevelsen finnes inne i lyset, eller er en egenskap ved lyset. Dette er en egenskap ved personen som sanser røyklukten. På samme måte er det vanskelig å si at en person som er totalt fargeblind oppleveer den røde postkassens gråhet. Det blir også vanskelig å forstå optiske illusjoner - spesielt siden ulike dyr ikke ser ut til å bli like lurt av de samme optiske illusjonene som oss.

Om det at vi oppelver objekter og situasjoner forskjellig er uttrykk for egenskaper i objektene og situasjonene i seg selv, ender vi opp med at objekter potensielt har uendelig antall egenskaper ettersom det potensielt finnes uendelig mange måter å opplever noe på. Kan et objekt ha uendelig mange egenskaper?

En løsning på dette ligger allerede i affordance-begrepet (to afford betyr "å ha råd"), som vi heller kan oversette til "tilbydelser", som understreker relasjonen mellom personen som sanser og objektet som sanses. En erfaren klatrer vil se et annet fjell enn en som ikke klatrer i det hele tatt, ettersom den erfarne klatreren "har råd" til andre interaksjoner med fjellet. derfor vil fjellet "tilby" andre interaksjoner enn det vil til en som ikke klatrer. Der er lettere å forstå at det bortimot kan finnes uendelig kombinasjoner av egenskaper mellom personen og objektet som så kommer til uttrykk som en "opplevelse"

Brinkmann er inne på dette selv. På neste side 77 forteller han “Vi kan altså erkjenne gjenstandenes betydning direkte fordi vi har kropper som er formet til å aktivt utforske verden basert på visse handlingsmønstre. Hvis man har erfaring med spisesituasjoner i vær del av verden, kan man derfor direkte erkjenne betydningen av kniv og gaffel som verktøy som gjør det lettere å innta mat . Her er det ikke objektene som forteller oss noe, men egenskaper i objektene i kombinasjon av noe inne i personen, deres kulturelle kunnskap.

Dette er svært viktig, ettersom dette forteller oss at opplevelser (relasjonen mellom oss selv og et objekt - som også kan være en opplevelse!) gir oss LITT innsikt i den ytre verdenen hvor Brinkmann ønsker å forankre vår felles etikk, og LITT innsikt om oss selv. Grunnen til at vi opplever ting annerledes, er på grunn av "objektive" forskjeller i vår person, og kropp, som entiteter i virkeligheten. Det essensielle ved denne innsikten er at jeg tror vi går glipp av mye innsikt om vi avfeier disse opplevelsene som noe unyttig, og kun leter etter innsikt om oss selv andre steder.

Dette er naturligviis ikke det samme som å si at disse opplevelsene i seg selv skal være utganspunktet for vår politikk, helsevurderinger, felles etikk osv.

En annen ting er at dette mindre radikale synet understreker opplevelsers upålitelighet. Tanken om"direkte" persepsjon kan føre oss til feilslutningen at vi faktisk ser verden slik den er, noe som faktisk på paradoksalt vis kan styrke de negative konsekvensene av oppelvelsessamfunnet- Jeg finner det veldig rart at Brinkmann ikke tenker på dette.

Se bare på dette eksempelet i overgangen mellom side 17 og 80:
[Ifølge økologiske psykologer (Gibson sin psykologiske tradisjon)] er det misforstått at vi går rundt med en teori i hodet [her hintes det til “theory of mind”] om at andre mennekser har sinnstilstander, tanker og følelser. I stedet er det slik at vi under normale omstendigheter kan avlese folks sinnstilstander langt mer direkte. [...] Kunnskap om hva andre mennesker vil, føler og tenker, er ofte umiddelbart tilgjengelig i deres handlinger og ytringer i en gitt kontekst. Det er ikke nødvendig med en “teori” for å knytte adferd of sinnstilstander sammen s.(79-80)

Selv om jeg er enig med økologipsykologene her, at det er vanskelig å se for seg at vi konstant går rundt med "teorier" i hodet, vil jeg likevel nyansere hvordan Brinkmann presenterer dette. I stedet for å si at vi får kunnskap om andres intensjoner "langt mer direkte", kan vi heller si at vi gjør raske, intuitive "gjettninger" på andres intensjoner. Disse er basert på hva vi sanser OG vår egen historie.

En person med omfattende traumehistorikk, vil kanskje gjette at andre vil skade dem om de reiser armen, men dette sier noe om traumeofferet heller enn den andre personens intensjoner. Men traumeofferet hadde heller ikke reagert hvis ikke armen hadde blitt hevet. Det skjer samtidig i relasjonen imellom handlingen som oppfattes og egenskaper ved traumeofferet (deres tragiske historie).

Enda tydeligere kan dette komme frem gjennom at vi kan bli manipulert, eller bli engasjert av skuespill, eller animasjonsfilmer, som når alt kommer til alt er løgn.

Ved å ikke ta hensyn til at vi som personer og kropper tar med oss noe inn i opplevelsene (relasjonen mellom en person/kropp og objektet som oppleves), blir det mye vanskeligere å forklare disse fenomenene. Disse fenomenene kan også si noe viktig om oss som enkeltmennesker eller mennesker som sådan gjennom å studere denne relasjonen - opplevelsen.

Vi kan lære noe om ett menneske gjennom hvordan de opplevde en film, og vi kan si noe om Mennesket hvordan vi for eksempel opplever optiske illusjoner, sammenlignet med andre dyr.

Som sagt over er jeg enig i at tendensene beskrevet i samfunnsdiagnosen opplevelsessamfunnet finnes, at det har negative konsekvenser, og at vi trenger et nytt fundament til vår etikk og verdenssyn om vi skal reversere disse tendensene. Jeg er også symptatisk overfor etikken han legger frem som løsning. Jeg er imidlertid uenig med Brinkmann i at "opplevelser" ikke finnes, og i at vi skal strebe etter en opplevelsesløs psykologi, som han ønsker å bane vei for.

Jeg tror at en slik psykologi først og fremst er umulig, og for det andre at konsekvensene av opplevelsessamfunnet på paradoksalt vis kan forverre seg om vi jobber mot et slikt ideal.

[Lailahwedel · Rating 4 out of 5]

Interesting - important. Something to reflect on and think about.

[Therese Bjørnestad · Rating 5 out of 5]

Jeg kan ikke sige noget negativt om Svend Brinkmann

[Esben Barrensø-Brandt · Rating 3 out of 5]

Jævn bog og den første jeg læser af Brinkmann. Fine grundpointer, hvilket jeg giver bogen 3 stjerner for, men nogle argumenter er for tynde, f.eks. oplevelsesrelativismen vs oplevelsesabsolutismen: selvfølgelig er de yderste positioner ift. synet på oplevelser for ekstreme til at blive brugt på fornuftig vis, men det er altså ikke hovedpositionerne for langt de fleste. De fleste vil befinde sig i et kontinuum, hvoraf meget få vil hævde at en oplevelse tæller enten 100% eller 0%.
Dertil er der efter min mening en tendens til name-dropping i bogen, hvor der prøves at klemmes alt fra Kierkegaard, Descartes, Kant m.fl. ind på 86 sider, hvilket ikke lykkes særlig godt. Det bliver til tider en noget overfladisk argumentation.

Jeg forstår godt Brinkmanns brede popularitet, hvis dette er niveauet for bøgerne, da det er argumentation “lige ud af landevejen” (dog med væsentligt mere dybde til sidst i bogen), men det er for tynd en kop te til min smag.

[Caroline Bernhard · Rating 4 out of 5]

Jeg synes alt i alt, det er en fremragende bog. Den er værd at læse.

Brinkmann slår et stærkt slag for, at vi kan erfare verden på en mere "objektiv" måde end udelukkede gennem vores subjektive erfaringer. For mig lyder det, som et meget tiltrængt opgør med en del af individualismen.

Jeg synes, han mangler lidt empiri særligt for den argumentation, han henter fra udviklingen i filosofihistorien.

Hans løsning på problemet er: Et erfaring- og opmærksomhedssamfund, hvor vi vender opmærksomheden mere mod andre. Men jeg savner blikket for de faldgruber, der ville følge med, og kan godt tænke det er en midlertidig løsning, hvis man f.eks. tænker som Hegels om historiske teser og antiteser, hjælper det ikke så meget bare at gøre det modsatte for at løse en problematik.

[Carl Victor Waldenstrøm · Rating 4 out of 5]

Spennende og tankevekkende kritikk/analyse av vårt moderne samfunn og en informativ gjennomgang av sentral idéhistorie for oss som ikke er så bevandret i det fra før.

Brinkmann tar tak i to megatrender: Måten vi blir matet med opplevelser på til enhver tid, og hvordan samfunnet legger opp til at «alt» er subjektivt. Han analyserer de utfordringene dette gir, og kommer med kritikk av at det er sånn.

Der det skorter litt er nok bokens siste del, som oppgir å skulle gi rettesnorer ut av opplevelsessamfunnet. Denne delen koker litt ut i en rekke retninger som gjør at leseren ikke sitter igjen med noe klart budskap om hva Brinkmann mener bør gjøres.

Samtidig; en viktig bok som kan sette gode tankeprosesser i gang. Og når den er så kort er det jo bare å pløye seg gjennom.

[Jonathan Oehlenschläger · Rating 4 out of 5]

Brinkmann kommer vidt omkring i denne fine, lille bog, hvilket måske både er dens fordel og ulempe: han stiller en diagnose, afdækker dens symptomer og årsager og kommer med et bud på en løsning.

Bogen har en skarp kritik af subjektivismen, som samtidig bliver et forsvar for i hvert fald en eller anden form for metafysisk og moralsk realisme, der næsten lyder som en moderne udgave af C. S. Lewis' Menneskets anskaffelse.

[Mikkel Leck Poulsen · Rating 5 out of 5]

Jeg er vild med bøger, der udfordrer vores forståelse af verden, hvilket jeg mener, Brinkmann er ekspert i. Med et skarpt og let forståeligt sprog kritiserer han, det han navngiver oplevelsessamfundet og stiller spørgsmål til om den indre oplevelse overhovedet findes. Om jeg er enig i denne forståelse, er jeg ikke afklaret på endnu, men jeg mener, det er en vigtig og yderst interessant overvejelse i et samfund domineret af indre subjektive oplevelser.

[Astrid · Rating 4 out of 5]

Virkelig velfunderet og -formuleret samfundskritik, men samtidig opløftende og opfordrende til at vi kollektivt bevæger os ud af vores små indre oplevelsesbobler, så vi kan indgå i meningsfulde relationer med hinanden og verden omkring os.

[David Sand · Rating 5 out of 5]

sys den var rigtigt spot on med mange ting, og synes den er god, selvom jeg ik er enig med det overordnede synspunkt måske - men kan vi stoppe med at lave politik efter oplevelser (fx mettes vaskekælderfrygt osv.). Læsværdig

[Jakob Jensen · Rating 4 out of 5]

En fim bog af Svend med stor belæsthed og god formidling af pointerne. Enig i det er en af hans bedste bøger.

[Maja Christensen · Rating 5 out of 5]

Fornuftige tanker, som vi ville drage fordel af at implementere i vores forståelse af os selv og verden, og som ville gavne samfundet og fællesskabet.

[Christoffer Ravn-Nielsen · Rating 5 out of 5]

5 er måske lidt højt. Men den er fandme straight to the point. Noget af hans bedste knap så humoristisk som stå fast, men dyb og skarp som tænk, måske skarpere

[Mette · Rating 3 out of 5]

Spændende emne men der gik lidt for meget teoretisk filosofi i den for min smag.

[Viola Thomassen · Rating 4 out of 5]

Skarp og elegant samfundskritik.

[Mette · Rating 3 out of 5]

3,5*

[Magnus Fitzergald Maar · Rating 2 out of 5]

Uha, enten er jeg ikke klog nok til at forstå pointen med bogen, eller så prøver Svend bare hårdt på at få opfinde nogle akademiske udtryk, så de kan blive adopteret i historiebøgerne.😕

[Maria · Rating 4 out of 5]

8/10

More on Moral Philosophy than expected. But a interesting, short read.

[Tim Kruse · Rating 3 out of 5]

Det var ikke den oplevelse jeg havde forventet 😉

[Veronica Egelund · Rating 2 out of 5]

Rimelig skuffende læsning. Meget teoretisk, mere akademisk og for for mange detours, der gjorde at den kære Svend tabte mig halvvejs. Bogen er kun nogle og 80 sider, så blev alligevel til slut.