What do you think?
Rate this book
Om udregning af rumfang #5
Om udregning af rumfang V
"Om udregning af rumfang V" er femte del af Solvej Balles roman i syv dele.
Tara Selter er fanget i den 18. november, i en dag der gentager sig. Uden held har hun forsøgt at vende tilbage til en almindelig fremadskridende tid, og hun har nu befundet sig i den attende november i 4541 dage.
Hun har været på besøg hos sin mand, Thomas i Clairon-sous-Bois, mens hendes venner, der også sidder fast i den attende, har forladt det hus i Bremen, hvor de har boet. Huset er blevet for småt, ressourcerne er ved at slippe op, og nu er de begyndt at bevæge sig mod Val Benoît, et forladt universitetsområde i udkanten af Liège.
Tara Selter er fanget i den 18. november, i en dag der gentager sig. Uden held har hun forsøgt at vende tilbage til en almindelig fremadskridende tid, og hun har nu befundet sig i den attende november i 4541 dage.
Hun har været på besøg hos sin mand, Thomas i Clairon-sous-Bois, mens hendes venner, der også sidder fast i den attende, har forladt det hus i Bremen, hvor de har boet. Huset er blevet for småt, ressourcerne er ved at slippe op, og nu er de begyndt at bevæge sig mod Val Benoît, et forladt universitetsområde i udkanten af Liège.
194 pages, Paperback
First published November 28, 2023
54 people are currently reading
737 people want to read
About the author
Solvej Balle
20 books508 followersSolvej Balle er en særegen stemme i dansk litteratur. Hun var del af en gruppe hovedsageligt kvindelige forfattere, som debuterede eller slog deres navne fast i begyndelsen af 90’erne. Siden Balle debuterede i 1986 med romanen ”Lyrefugl”, har hun udgivet ganske få værker, så det var en overraskelse, da hun i 2020 annoncerede det ambitiøse og filosofiske syvbindsværk ”Om udregning af rumfang”, som hun i 2022 modtog Nordisk Råds Litteraturpris for, for de første fire bind
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 107 reviews
October 20, 2025
Loved emerging myself again in the slow time of Solvej Balle and the world stuck in 18 November. Knowledge is interrogated thoroughly in this volume, but the mind needs substance and tangible progress as well
Tara is (physically) 40 and undeniably a different person than first when she entered 18 November.
Starting off with a big meeting in Liege, in an abandoned university complex, we start to engage with what humans can actually do in 18 November. There seems a reverse expansion of the Roman empire going on, that leads people to settle from Bremen to Belgium, Spain and eventually Lugano and Heraculeum.
Meanwhile half of the book is extreme zooming in on one day of arrival in Liege, with then passages of 100 days in two pages. Archives of inquiry instead of direct observations take over much of the narrative, with more focus on categorisation than obtaining new knowledge. Darwin and the need for variance instead of harmonious monolithic consensus also feature heavily.
A string of story involving Kalinigrad and the skull of Kant seems a bit whimsical given the Russian border being in place. The rise and fall of the archive mimics the rhythm of civilisation. This instalment does some heavy lifting, covering over 14 years in a frozen time. The pain of ageing and love ones not ageing is tangible but I missed a super hook near the end that I came to expect from Solvej Balle.
Still I am deeply invested in Tara and await number 6 and 7 of this septology eagerly.
Dutch quotes
De periferie is een fijne plek.
Iemand tot jezelf toelaten op het gevaar af dat er geen plaats meer zal zijn voor anderen.
In de wereld waar wij vandaan komen, benadrukte ze, moet je altijd om toestemming vragen.
Was in elk geval vrij.
In zekere zin, zei ik.
Het valt niet mee om helemaal vrij te zijn.
Om te overleven moest het doel zijn het afwijkende in leven te houden, in de catalogus van de toekomst, de variatiepool.
Darwin meende dat de natuur een boer of een generaal was.
Categorie is hiërarchie
Alsof boeketten en fraaie patronen wat dan ook bij elkaar kunnen houden.
Het gebeurt niet vaak dat ik weet wat ik wil, maar nu weet ik het.
Tara is (physically) 40 and undeniably a different person than first when she entered 18 November.
Starting off with a big meeting in Liege, in an abandoned university complex, we start to engage with what humans can actually do in 18 November. There seems a reverse expansion of the Roman empire going on, that leads people to settle from Bremen to Belgium, Spain and eventually Lugano and Heraculeum.
Meanwhile half of the book is extreme zooming in on one day of arrival in Liege, with then passages of 100 days in two pages. Archives of inquiry instead of direct observations take over much of the narrative, with more focus on categorisation than obtaining new knowledge. Darwin and the need for variance instead of harmonious monolithic consensus also feature heavily.
A string of story involving Kalinigrad and the skull of Kant seems a bit whimsical given the Russian border being in place. The rise and fall of the archive mimics the rhythm of civilisation. This instalment does some heavy lifting, covering over 14 years in a frozen time. The pain of ageing and love ones not ageing is tangible but I missed a super hook near the end that I came to expect from Solvej Balle.
Still I am deeply invested in Tara and await number 6 and 7 of this septology eagerly.
Dutch quotes
De periferie is een fijne plek.
Iemand tot jezelf toelaten op het gevaar af dat er geen plaats meer zal zijn voor anderen.
In de wereld waar wij vandaan komen, benadrukte ze, moet je altijd om toestemming vragen.
Was in elk geval vrij.
In zekere zin, zei ik.
Het valt niet mee om helemaal vrij te zijn.
Om te overleven moest het doel zijn het afwijkende in leven te houden, in de catalogus van de toekomst, de variatiepool.
Darwin meende dat de natuur een boer of een generaal was.
Categorie is hiërarchie
Alsof boeketten en fraaie patronen wat dan ook bij elkaar kunnen houden.
Het gebeurt niet vaak dat ik weet wat ik wil, maar nu weet ik het.
December 16, 2025
Ik had de intentie langer te wachten om terug te keren naar de achttien november van Tara Selter, maar deel V kwam te verleidelijk bovendrijven op mijn leesstapel. Ik zal dus maar toegeven dat ik inmiddels graag vertoef in het filosofische tijdsexperiment van Solvej Balle. Er is nochtans weinig plot, er gebeurt niets spectaculairs, er lopen geen opzienbarende personages rond en het ritme ligt laag. En toch blijft het fascineren; hoe langer hoe meer zelfs.
Deel V speelt zich grotendeels af in Luik waar een toegenomen groep lotgenoten van Tara zich verzamelt en organiseert in Val Benoît, een oude universiteitssite (hier te bewonderen als 'abandoned & lost place': Val Benoit. Ze renoveren het gebouw, er worden lezingen gegeven die vrije onderzoeken aanmoedigen en Tara wordt er archivaris.
Zo filosofeert Solvej Balle o.a. over de leergierigheid en onderzoeksdrift van onze soort, over wat wetenschap kan, mag en zou kunnen zijn en over hoe we zo graag structureren, catalogiseren en op die manier hiërarchieën creëren. De tijdsprongen tussen Tara's notities worden groter, wat naar het einde toe voor nieuwe perspectieven en sensaties zorgt. Knap hoe dit deel van breed gedragen en overkoepelend naar intiem, teder en poëtisch overvloeit en bijna letterlijk nieuwe kiemen legt voor het volgende deel ... dat helaas pas over een achttal maanden in vertaling verschijnt.
Deel V speelt zich grotendeels af in Luik waar een toegenomen groep lotgenoten van Tara zich verzamelt en organiseert in Val Benoît, een oude universiteitssite (hier te bewonderen als 'abandoned & lost place': Val Benoit. Ze renoveren het gebouw, er worden lezingen gegeven die vrije onderzoeken aanmoedigen en Tara wordt er archivaris.
Zo filosofeert Solvej Balle o.a. over de leergierigheid en onderzoeksdrift van onze soort, over wat wetenschap kan, mag en zou kunnen zijn en over hoe we zo graag structureren, catalogiseren en op die manier hiërarchieën creëren. De tijdsprongen tussen Tara's notities worden groter, wat naar het einde toe voor nieuwe perspectieven en sensaties zorgt. Knap hoe dit deel van breed gedragen en overkoepelend naar intiem, teder en poëtisch overvloeit en bijna letterlijk nieuwe kiemen legt voor het volgende deel ... dat helaas pas over een achttal maanden in vertaling verschijnt.
August 2, 2024
En lille smule mere ujævn end bind 4, men til gengæld bliver den virkelig rørende og trist i mange passager. Orker ikke at vente på de sidste to bind 😭
March 24, 2025
Bäst hittills!!!! Men kanske är det de tidigare delarna som också gör den här så bra?
ÄLSKADE att läsa om katalogisering och kunskapsorganisering <3 underbar bok för mig som snart färdig bibliotekarie!!!! Vad är kunskap i en tid som stannat? Hur ordnar man kunskap när kategorierna från tiden som fortsätter inte fungerar? Och delarna om kärlek är så fina med. Balle är en av de smartaste författare jag läst, jag fattar knappt hur hon gjort för att komma på allt det här? Otrolig romankonst!!! Längtar efter de två sista delarna
ÄLSKADE att läsa om katalogisering och kunskapsorganisering <3 underbar bok för mig som snart färdig bibliotekarie!!!! Vad är kunskap i en tid som stannat? Hur ordnar man kunskap när kategorierna från tiden som fortsätter inte fungerar? Och delarna om kärlek är så fina med. Balle är en av de smartaste författare jag läst, jag fattar knappt hur hon gjort för att komma på allt det här? Otrolig romankonst!!! Längtar efter de två sista delarna
September 8, 2024
Har fortsatt et veldig ambivalent forhold til denne bokserien… Synes denne startet veldig spennende, og man får endelig litt framdrift.
Fra midten og utover blir det dørgende kjedelig, da det er typ 100 sider om katalogisering. Skjønner poenget med det, men drit kjedelig. Synes det blir for akademisk. Synes heller ikke at innholdet passer formen, da det er veldig rart å skrive SÅ mye om katalogisering, og nesten ingenting om følelser i en dagbok…. Kan hende det er meningen, men da er Tara den mest emosjonelt avstumpa karakteren jeg har lest. Også veldig rart å ha en cliffhanger i slutten av hver bok når det er en dagbok.
Stusser litt over at de nå er så mange at det har blitt et eget samfunn, men ingen krangler og intriger??
Spent på hva Balle har tenkt at dette skal ende….
Fra midten og utover blir det dørgende kjedelig, da det er typ 100 sider om katalogisering. Skjønner poenget med det, men drit kjedelig. Synes det blir for akademisk. Synes heller ikke at innholdet passer formen, da det er veldig rart å skrive SÅ mye om katalogisering, og nesten ingenting om følelser i en dagbok…. Kan hende det er meningen, men da er Tara den mest emosjonelt avstumpa karakteren jeg har lest. Også veldig rart å ha en cliffhanger i slutten av hver bok når det er en dagbok.
Stusser litt over at de nå er så mange at det har blitt et eget samfunn, men ingen krangler og intriger??
Spent på hva Balle har tenkt at dette skal ende….
August 4, 2025
Boek vijf ondertussen waarin Tara en de anderen tegen het einde al 28 jaar vastzitten in 18 november. Nog altijd boeiend en nog altijd gewoon goed geschreven, toch is te merken dat het het vijfde boek is. Meer dan in de eerdere boeken is het tell don't show – het beginnen van allerlei onderzoeken pseudo-, semi- of wetenschappelijk lijkt een verdiepend idee, maar noch de uitkomsten, noch de onderzoeken komen terug in het verhaal. De tijdssprongen worden groter: boek vijf begint op dag 4541 en eindigt op dag 10455 – het verhaal wordt juist trager. Solvej Balle heeft altijd de intentie gehad een zevendelige roman te schrijven, dus laten we hopen dat ze een outline had en het geen latere seizoenen Lost wordt en een deus ex machina om mee te eindigen.
December 29, 2024
Nu är jag less. Riktningslös. Kommit fram till att Tara är en tråkmåns och att Solvej har lurat in mig.
February 11, 2025
20-talets kanske mest spännande bokprojekt fortgår och det är en fröjd att få följa med i den 18 november igen. Jag kommer på mig själv att börja tänka på tid på ett nytt sätt, hur hade jag hanterat mina dagar om jag satt fast i dem? Det är gripande och intressant och en smula surrealistiskt.
June 1, 2025
Er besat af den her serie
February 18, 2025
Som att återse en gammal vän. Jag trivs utmärkt i Taras sällskap, och det gör inget att resten av persongalleriet är så stort att det inte går att hålla reda på. Med ”bara” två böcker kvar blir jag än mer nyfiken på hur det ska sluta.
December 9, 2023
Hvor længe er der mon til næste bind?
Den midterste tredjedel af denne bog er optaget af en meget (u)akademisk diskussion om "kategorier". Det bliver sine steder noget luftigt, men jeg mistænker faktisk Balle for, at det er med vilje. Tara selv holder hele tiden en let distance til diskussionen, og når folk er stædige omkring deres påstande, så siger hun bare "ja ja". Gider ikke noget bøvl.
Vi er meget langt inde i den 18. november nu og kommer meget længere i løbet af dette femte bind. Jeg vil dog ikke være en ligeså ond spoiler, som Lars Bukdahl i WA, der omhyggeligt afslører HELE handlingen. Øj, hvor var det irriterende. Så altså, har du ikke læst bind fem endnu, så undgå at læse anmeldelsen i WA.
Jeg har brugt en del af min tid "i" den 18. november på at spekulere på, hvad der sker, når nogle dør. I dette bind er der faktisk nogle, der dør. Men vi får INGENTING at vide. INGENTING. Hun holder os i den grad på pinebænken.
Jeg har samlet lidt udsnit og sætninger, der viser, hvor kringlet Balles hjerne er, og hvor fint hendes sprog er. Så lavmælt.
Jeg kunne skrive om kærligheden, men jeg ved ikke, om der er noget at fortælle. Lidt, måske. (s 104) Og gør hun det så? Næh.
Vi kommer på besøg i en udforskning af, hvad der mon skete med Immanuel Kants skelet... Såååå underligt!
Der er en meget spændende diskussion af Darwins evolutionsteori, som jeg virkelig godt kunne lide (s 144-45) For at overleve måtte målet være at holde liv i anderledesheden selv, i fremtidskataloget, variationspuljen. (...) Naturen vil fremtidssikres og variation er fremtidssikring.
De hældte indholdet ud på et bord i arkivet med en stilfærdig porcelænslyd. (s 163). Måske ikke nogen særlig bemærkelsesværdig sætning, men den skaber øjeblikkeligt et helt unikt lydbillede i mit hoved.
Også dette bind afsluttes (selvfølgelig) med en cliffhanger. Jeg slugte den på en uge, og det kunne have været kortere tid, havde jeg haft den.
Den midterste tredjedel af denne bog er optaget af en meget (u)akademisk diskussion om "kategorier". Det bliver sine steder noget luftigt, men jeg mistænker faktisk Balle for, at det er med vilje. Tara selv holder hele tiden en let distance til diskussionen, og når folk er stædige omkring deres påstande, så siger hun bare "ja ja". Gider ikke noget bøvl.
Vi er meget langt inde i den 18. november nu og kommer meget længere i løbet af dette femte bind. Jeg vil dog ikke være en ligeså ond spoiler, som Lars Bukdahl i WA, der omhyggeligt afslører HELE handlingen. Øj, hvor var det irriterende. Så altså, har du ikke læst bind fem endnu, så undgå at læse anmeldelsen i WA.
Jeg har brugt en del af min tid "i" den 18. november på at spekulere på, hvad der sker, når nogle dør. I dette bind er der faktisk nogle, der dør. Men vi får INGENTING at vide. INGENTING. Hun holder os i den grad på pinebænken.
Jeg har samlet lidt udsnit og sætninger, der viser, hvor kringlet Balles hjerne er, og hvor fint hendes sprog er. Så lavmælt.
Jeg kunne skrive om kærligheden, men jeg ved ikke, om der er noget at fortælle. Lidt, måske. (s 104) Og gør hun det så? Næh.
Vi kommer på besøg i en udforskning af, hvad der mon skete med Immanuel Kants skelet... Såååå underligt!
Der er en meget spændende diskussion af Darwins evolutionsteori, som jeg virkelig godt kunne lide (s 144-45) For at overleve måtte målet være at holde liv i anderledesheden selv, i fremtidskataloget, variationspuljen. (...) Naturen vil fremtidssikres og variation er fremtidssikring.
De hældte indholdet ud på et bord i arkivet med en stilfærdig porcelænslyd. (s 163). Måske ikke nogen særlig bemærkelsesværdig sætning, men den skaber øjeblikkeligt et helt unikt lydbillede i mit hoved.
Også dette bind afsluttes (selvfølgelig) med en cliffhanger. Jeg slugte den på en uge, og det kunne have været kortere tid, havde jeg haft den.
March 21, 2024
Bøgerne holder næsten dampen oppe. Den taber pusten en smule i forhold til de forrige fire, men er stadig fremragende! Tankevækkende læsning. Dansk verdenslitteratur.
May 4, 2024
iš penkių (viso bus septynios) dalių ši sudėtingiausia ir turi daugiau liūdesio, nes lapkričio aštuoniolikta pasikartoja jau 10455 kartus. balle tikra meistrė, nes tai nėra šiaip skaičiukai, priešingai – skaitant labai stipriai jaučiasi laiko tėkmė (ar greičiau šiuo atveju sūkuriavimas ir sunkis). kiekviena dalis mane kažkaip paveikia, pavyzdžiui, po pirmosios labai sukeistėjo laiko pojūtis, gavau jį lyg dovaną, kad štai pas mus jis eina ir eina bendrai visiems, antroji padovanojo metų laikus ir romėniškos sestercijos svaiginančią istoriją, o ši – pati utopiškiausia – leidžia įsivaizduoti kitokią visuomenę, kurioje greitį pakeičia gylis, mąstymas ir keisčiausi tyrinėjimai. po jos siaubingai norisi kalbėtis, mąstyti su kitais žmonėm.
dar iš tokių fiziologinių efektų – artėjant knygos galui yra tokia pastraipa, nuo kurios pašiurpo rankos, kaklas, nugara. taip staigiai ir stipriai, lyg tūkstančiais adatėlių, seniai to nejutau. tai vat ji šitą moka, skaitai ir momentais būna sudėtinga, neaišku, nuobodoka, bet visada gauni atpildą: netikėtą posūkį, siurprizą, be galo įdomius, gražius, kažkaip giliai kabinančius pasažus ir, aišku, idėjas, kurių, man rodos, šiais laikais visur trūksta.
dar iš tokių fiziologinių efektų – artėjant knygos galui yra tokia pastraipa, nuo kurios pašiurpo rankos, kaklas, nugara. taip staigiai ir stipriai, lyg tūkstančiais adatėlių, seniai to nejutau. tai vat ji šitą moka, skaitai ir momentais būna sudėtinga, neaišku, nuobodoka, bet visada gauni atpildą: netikėtą posūkį, siurprizą, be galo įdomius, gražius, kažkaip giliai kabinančius pasažus ir, aišku, idėjas, kurių, man rodos, šiais laikais visur trūksta.
August 8, 2025
Ook dit deel boeit weer, stelt vragen, ontroert, betovert en, eerlijk is eerlijk, irriteert. Ik ben helemaal verslingerd aan Tara en haar 18e november.
De laatste 50 pagina's heb ik binnen een half uur en met een brok in mijn keel gelezen.
De laatste 50 pagina's heb ik binnen een half uur en met een brok in mijn keel gelezen.
December 25, 2024
Fem delar in börjar det vara svårt att säga så mycket efter att ha läst en ny del, berättelsen puttrar på i makligt tempo även om det skruvas upp något här när åren plötsligt börjar ticka på.
Cliffhangern från förra delen gör mig först lite besviken men fyller sin funktion när möjligheten att fortsätta älska någon som inte förändras utforskas. Annars är det mycket om forskning som kanske inte engagerar mig så värst mycket, och det är först mot sista fjärdedelen av boken som mitt intresse väcks (och då utan cliffhanger denna gång).
Taras (eller om man så vill: Balles) ständiga uppräkningar av saker är en sån där sak som börjar irritera en del. Mer intressant blir det hon väljer att inte skriva om, som när hon här vidrör ämnet om människor som dör i den artonde men sedan inte vill säga mer om det. Rimligen blir det en tråd som det måste nystas mer i framöver.
För min del kommer nog svitens avslutning färga intrycket av samtliga delar och just nu kan jag se det gå åt båda hållen.
Cliffhangern från förra delen gör mig först lite besviken men fyller sin funktion när möjligheten att fortsätta älska någon som inte förändras utforskas. Annars är det mycket om forskning som kanske inte engagerar mig så värst mycket, och det är först mot sista fjärdedelen av boken som mitt intresse väcks (och då utan cliffhanger denna gång).
Taras (eller om man så vill: Balles) ständiga uppräkningar av saker är en sån där sak som börjar irritera en del. Mer intressant blir det hon väljer att inte skriva om, som när hon här vidrör ämnet om människor som dör i den artonde men sedan inte vill säga mer om det. Rimligen blir det en tråd som det måste nystas mer i framöver.
För min del kommer nog svitens avslutning färga intrycket av samtliga delar och just nu kan jag se det gå åt båda hållen.
April 27, 2024
Drar av en stjärna från fullt betyg av anledningen till att Solvej Balle kan bli lite väl långranding (ett återkommande problem med hela serien), men oj vilken bra bok ändå. Ser fram emot avslutningen med skräckblandad förtjusning!
January 2, 2025
”Nu har jeg læst fem bind, men jeg har stadig ikke lært at udregne rumfang. Det er en elendig formelsamling” – Alle matematiklærere i Slagelse
Spøg til side.
Om udregning af Rumfang fortsætter sit triumftog gennem det litterære landskab med sit femte bind. Toget sænker dog hastigheden en smule og bumler lidt mere rundt.
Bind fem er mindre fokuseret end de tidligere og bærer præg af være en mellembog i eposset. Det er et bind, der skal transportere os til de afsluttende crescendoer i seriens sjette og syvende bind.
Det betyder ikke, at bind 5 ikke er værd at læse i egen ret. Det er det bestemt. Denne gang kaster Solvej Balle nemlig sin sagtmodige indkredsning over emner som viden og erkendelse. Hun pirker til grænserne for, hvad der kan regnes for væsentlig forskning og bevaringsværdig viden.
Det er igen en fryd at se, hvordan hun har skabt en parallelvirkelighed, der med så stor kraft og indlevelse kan afsøge alle aspekter af tilværelsen.
Solvej Balle er en mesterlig forfatter, der kan få alt til at svimle. Nu kan vi kun vente på de sidste bind.
Spøg til side.
Om udregning af Rumfang fortsætter sit triumftog gennem det litterære landskab med sit femte bind. Toget sænker dog hastigheden en smule og bumler lidt mere rundt.
Bind fem er mindre fokuseret end de tidligere og bærer præg af være en mellembog i eposset. Det er et bind, der skal transportere os til de afsluttende crescendoer i seriens sjette og syvende bind.
Det betyder ikke, at bind 5 ikke er værd at læse i egen ret. Det er det bestemt. Denne gang kaster Solvej Balle nemlig sin sagtmodige indkredsning over emner som viden og erkendelse. Hun pirker til grænserne for, hvad der kan regnes for væsentlig forskning og bevaringsværdig viden.
Det er igen en fryd at se, hvordan hun har skabt en parallelvirkelighed, der med så stor kraft og indlevelse kan afsøge alle aspekter af tilværelsen.
Solvej Balle er en mesterlig forfatter, der kan få alt til at svimle. Nu kan vi kun vente på de sidste bind.
March 2, 2025
Har helt ærlig begynt å drømme litt om at tiden skal stoppe slik at jeg har tid til å gjøre alt jeg vil uten andre konsekvenser enn at jeg sakte men sikkert forbruker jordens ressurser og at dersom tiden stopper for all evighet vil vi nå et punkt der vi bruker opp jorden og vi sulter igjel
uansett alle mine hatere hater BeDaZy-prosjektet, håper det ikke blir viktig i tiden fremover
uansett alle mine hatere hater BeDaZy-prosjektet, håper det ikke blir viktig i tiden fremover
February 2, 2024
Forundrer meg at det går å skrive så mange bøker med dette konseptet, men det er så spennende å lese. Godt skrevet og venter på neste
April 21, 2025
De samlas och skapar ett universitet för fri forskning, och det är väl fint? Men det är så mycket jag undrar. De räknar inte efter hur många de är? De gör ingen tydlig plan för att inte äta slut på staden de bor i mer än att de odlar grönsaker, men annat då? Om de nu bor där i typ decennier? Var är alla icke-europeer och varför kommer det inte andra rapporter från de som reser? Är det ingen som utnyttjar upprepningen, är "ond" så att säga, utbryter det inga större konflikter, sker inga övergrepp eller mord dem emellan? Varför åldras huset? Och Taras bil, fast inte i "normal" hastighet? Varför försvinner mat men inte annat? Oroar de sig inte för att beröva den vanliga världen på de böcker de samlar? Fast det kanske finns tillräckligt många exemplar, men ändå. Tankeexperimentet som hela tiden dras till sin spets är ju på många sätt full av väldigt stora hål, och det kan göra mig lite frustrerad, då det ju ändå är en så lång serie.
Tiden flyger fram snabbare i den här delen, och det känns som att historien rör sig lite för mycket på ytan, och är så mycket i den återberättande formen istället för gestaltning, saknar det.
Tiden flyger fram snabbare i den här delen, och det känns som att historien rör sig lite för mycket på ytan, och är så mycket i den återberättande formen istället för gestaltning, saknar det.
This entire review has been hidden because of spoilers.
June 19, 2025
Så må de sidste to gerne komme i en ruf, tak!
November 16, 2024
Jeg anbefaler denne serien med hele mitt hjerte
July 25, 2025
The sixt part comes out November 18, I am so ready for it Tara.
September 5, 2025
Kan inte få nog!!
January 29, 2025
”Att vara människa krävde väl att man både kunde föreställa sig långsträckta tider och ett intensivt nu.”
”Jag tänkte att det inte är någon mening med att längta efter platser man har varit på när man själv har gett sig av därifrån.”
”Hemvant men ovant.”
Hon håller mig i ett hårt grepp, Solvej Balle. Ibland tänker jag att hon är långt ute och cyklar med texten, det är blommor, buketter, kategorier, Immanuel Kant och Charles Darwin. Men sen så sitter jag ändå här, golvad av boken, och vill ha svar på en oändlig rad med frågor.
18e november… alltid?
”Jag tänkte att det inte är någon mening med att längta efter platser man har varit på när man själv har gett sig av därifrån.”
”Hemvant men ovant.”
Hon håller mig i ett hårt grepp, Solvej Balle. Ibland tänker jag att hon är långt ute och cyklar med texten, det är blommor, buketter, kategorier, Immanuel Kant och Charles Darwin. Men sen så sitter jag ändå här, golvad av boken, och vill ha svar på en oändlig rad med frågor.
18e november… alltid?
March 31, 2024
The story continues about Tara being stuck on the 18th of November.
I still wish more things would happen. More surprises. But everything happens slowly and often nothing happens at all. Maybe that's just how life is 😆
Even though I think that this series isn't especially thrilling, I still can't stop reading them. I need to know what happens.
Only two books left.
I still wish more things would happen. More surprises. But everything happens slowly and often nothing happens at all. Maybe that's just how life is 😆
Even though I think that this series isn't especially thrilling, I still can't stop reading them. I need to know what happens.
Only two books left.
July 23, 2025
Solvej Balle, jeg vil give dig alt for at du udgiver de sidste bøger.
I am bewitched, body and soul
I am bewitched, body and soul
May 2, 2024
Jeg sagde til Solvej Balle at det var noget af det mærkeligste jeg havde læst. Og hun svarede " Så skulle du bare vide hvordan jeg har det inde i hovedet."
November 29, 2025
En ufuldendt beregning af rumfanget
Fem-syvende-dels-fordøjelse af Solvej Balle’s roman-serie “Om udregning af rumfang” (Bog I-V læst)
Er det er kærlighedens-historie, måske snarere en historie om et relationsbrud, hvor to tidligere meget tætte gradvist glider fra hinanden? Er det en økologi-historie, måske snarere et kritisk perspektiv på forbrugerisme? Begge læsninger kan sikkert give mening for nogle.
Det, der vokser frem i mit hoved, er en vanelivs-kritik, og med det mener jeg en kritik af menneskets livsførelse som ureflekteret overgivelse til vanens magt. Jeg oplever, at den udfolder sig som en menings-tragedie med Tara i hovedrollen som en tragisk og uforløst figur.
Tara oplever, at d. 18. November gentages. Thomas og andre gentager deres dagsrytme, gøremål og tilbøjeligheder, men som allerede Heraklit pointerede er det ikke en nøjagtig gentagelse, for selvom dagen måske er den samme, er Tara det ikke. Gentagelsen er Tara’s oplevelse, mens Thomas altid oplever d. 18. November for første gang. Thomas er ikke gentagelsen. Han er konstanten, der muliggør Tara’s oplevelse af den gentagne dag.
Jeg oplever d. 18. Novembers gentagelse som et tankeeksperiment, lidt i tråd med Nietzsches ‘Den evige genkomst’, der forsøger at udfordre vanelivs-resignationen. Vel at mærke et eksperiment som (ved udgangen af 5. bog) fejler, eller endnu ikke er lykkes. Måske er hele pointen, at det ikke kan lykkes, eller at det snarere er problemformuleringen, den er gal med. Hvis problemformuleringen er noget i stil med; “hvordan kan jeg finde eller skabe mening med livet?” Jeg hælder nok til at håbe, at det vil fejle, blot at det vil fejle på en refleksions-stimulerende måde.
Eksperimentet er på nærmest Heidegger’sk vis at ‘kaste’ mennesket ind i livet påny eller ind i en ny virkelighed med den 18. Novembers gentagelse.
Mennesket (Tara) bliver først forundret og måske forfærdet over tabet af hendes velkendte virkelighed. Hun findes trøst og tryghed i lydene. Descartes’ “Cogito, ergo sum” ~”Jeg tænker, altså er jeg (til)” har tanken, eller det at tænke, som det grundlæggende faste holdepunkt. For Tara bliver lydene det grundlæggende faste holdepunkt, “Audiō, ergo sum” ~”Jeg lytter, altså er jeg (til)” og hun klamrer sig til lydene, som en bøje i ukendt farvand. Herfra samler hun kræfter til at forsøge at erkende den nye virkelighed. Først sammen med Thomas, senere på egen hånd.
Tara forsøger at erkende den nye virkeligheds absurditet. Camus tilskynder til først at erkende virkelighedens absurditet, livets omsluttende meningsløshed, som det Sisyfos-arbejde det uafværgeligt er. Dernæst opfordrer Camus til at reagere med oprør, for gennem oprøret at skabe sig en individuel mening på trods af den omsluttende meningsløshed.
Vi har vænnet os til virkelighedens absurditet. Her træder eksperimentet ind på scenen. Vil den 18. Novembers absurde gentagelse stimulere en oprørsreaktion i retning af en radikal vilje til meningsskabelse, der bryder fri fra vanens kviksand?
Lykkes Tara? Nej. Ikke med udgangen af bog 5 i det mindste. Hvilket ikke er overraskende med 2 bøger endnu i sigte.
Ude af stand til at erkende den nye virkelighed, forsøger hun først i nostalgisk desperation at genskabe eller simulere den gamle virkelighed ved at rejse rundt i Europa for at finde vejrforhold, der minder om de velkendte årstider. En art filosofisk selvmord i Camus’sk forstand. Som en struds, der stikker hovedet i busken, afholder hun sig fra at leve i overensstemmelse med sin egentlige årstidsløse virkelighed. Måske en succesfuld overlevelsesstrategi hvis en reel erkendelse af tilværelsens absurditet ville have indstiftet en uovervindelig depression.
Men er det tilfredsstillende (tilstrækkeligt meningsgivende) at tage til takke med en virkelighed, der ikke rækker ud over indersiden af en busk?
Da hun møder andre i den 18. November, forsvinder hun nærmest selv. Overgiver sig til deres retning og rytme. Overdrager ansvaret og initiativet for hendes individuelle livsmening til fællesskabet. Hun lader sig opløse i fællesskabet.
Spørgsmålet trænger sig på, om Tara skal ses som et individuelt menneskes forsøg og reaktion i tankeeksperimentet eller som et billede på menneskets generelle forsøg og reaktion. Jeg synes, det sidste er det mest interessante.
Bog V’s højdepunkt er i mine øjne Gita’s tale på dag #4545. Talen byder op til dans. En dans med refleksion, undersøgelse, udforskning og livsudfoldelse. D. 18. November er ikke en ulykke, den er et held, en mulighed.
Til min skuffelse, desværre en mulighed som i store træk forpasses. Mange gør forsøg og laver undersøgelser i forskellige retninger, men uden egentlige refleksions- og meningsskabelses-gennembrud i mine øjne.
Tara selv synes helt at undvige muligheden. Der er ingen FOMO, men heller ikke en egentlig JOMO. Der er nærmest blot en ambitionsløs og passionsløs MO. Der er blot dage, der passerer. Ingen ambition, ingen livsgnist, ingen mening. Blot eksistens. Er det livet?
Dagbogsformatet inviteret til empatisk læsning, at sætte sig i Tara’s sted. Jeg synes, det er interessant at overveje to varianter. 1) Den traditionelle, som er, at jeg forestiller mig indsat i Tara’s sted, med mine nuværende kognitive evner, passioner og tilbøjeligheder. Hvordan ville jeg reagere og agere der? Ville jeg gøre som hun, eller noget andet? 2) Med inspiration fra Nagel’s tankeeksperiment om hvordan det er for en flagermus at være flagermus - hvordan er det egentligt for Tara at være i Tara’s sted? Kan det lykkes mig ikke bare at forestille mig indsat i hendes krop, men yderligere indsat i hendes sind?
Hvad er meningsfuldt for Tara i den 18. November? Det hun gør? Så er det vel muligt, at hun betragter eksperimentet som succesfuldt, selvom jeg måske ikke gør i samme grad.
Det bliver interessant om bog VI, men nok mest bog VII forsøger sig med en konklusion eller en slags løsning, mest af alt håber jeg på en refleksions-antændende drejning.
Jeg læser en positiv og håbefuld betydning ind i at titlens ‘udregning’ og ‘rumfang’ er i ubestemt og ikke bestemt form.
Fem-syvende-dels-fordøjelse af Solvej Balle’s roman-serie “Om udregning af rumfang” (Bog I-V læst)
Er det er kærlighedens-historie, måske snarere en historie om et relationsbrud, hvor to tidligere meget tætte gradvist glider fra hinanden? Er det en økologi-historie, måske snarere et kritisk perspektiv på forbrugerisme? Begge læsninger kan sikkert give mening for nogle.
Det, der vokser frem i mit hoved, er en vanelivs-kritik, og med det mener jeg en kritik af menneskets livsførelse som ureflekteret overgivelse til vanens magt. Jeg oplever, at den udfolder sig som en menings-tragedie med Tara i hovedrollen som en tragisk og uforløst figur.
Tara oplever, at d. 18. November gentages. Thomas og andre gentager deres dagsrytme, gøremål og tilbøjeligheder, men som allerede Heraklit pointerede er det ikke en nøjagtig gentagelse, for selvom dagen måske er den samme, er Tara det ikke. Gentagelsen er Tara’s oplevelse, mens Thomas altid oplever d. 18. November for første gang. Thomas er ikke gentagelsen. Han er konstanten, der muliggør Tara’s oplevelse af den gentagne dag.
Jeg oplever d. 18. Novembers gentagelse som et tankeeksperiment, lidt i tråd med Nietzsches ‘Den evige genkomst’, der forsøger at udfordre vanelivs-resignationen. Vel at mærke et eksperiment som (ved udgangen af 5. bog) fejler, eller endnu ikke er lykkes. Måske er hele pointen, at det ikke kan lykkes, eller at det snarere er problemformuleringen, den er gal med. Hvis problemformuleringen er noget i stil med; “hvordan kan jeg finde eller skabe mening med livet?” Jeg hælder nok til at håbe, at det vil fejle, blot at det vil fejle på en refleksions-stimulerende måde.
Eksperimentet er på nærmest Heidegger’sk vis at ‘kaste’ mennesket ind i livet påny eller ind i en ny virkelighed med den 18. Novembers gentagelse.
Mennesket (Tara) bliver først forundret og måske forfærdet over tabet af hendes velkendte virkelighed. Hun findes trøst og tryghed i lydene. Descartes’ “Cogito, ergo sum” ~”Jeg tænker, altså er jeg (til)” har tanken, eller det at tænke, som det grundlæggende faste holdepunkt. For Tara bliver lydene det grundlæggende faste holdepunkt, “Audiō, ergo sum” ~”Jeg lytter, altså er jeg (til)” og hun klamrer sig til lydene, som en bøje i ukendt farvand. Herfra samler hun kræfter til at forsøge at erkende den nye virkelighed. Først sammen med Thomas, senere på egen hånd.
Tara forsøger at erkende den nye virkeligheds absurditet. Camus tilskynder til først at erkende virkelighedens absurditet, livets omsluttende meningsløshed, som det Sisyfos-arbejde det uafværgeligt er. Dernæst opfordrer Camus til at reagere med oprør, for gennem oprøret at skabe sig en individuel mening på trods af den omsluttende meningsløshed.
Vi har vænnet os til virkelighedens absurditet. Her træder eksperimentet ind på scenen. Vil den 18. Novembers absurde gentagelse stimulere en oprørsreaktion i retning af en radikal vilje til meningsskabelse, der bryder fri fra vanens kviksand?
Lykkes Tara? Nej. Ikke med udgangen af bog 5 i det mindste. Hvilket ikke er overraskende med 2 bøger endnu i sigte.
Ude af stand til at erkende den nye virkelighed, forsøger hun først i nostalgisk desperation at genskabe eller simulere den gamle virkelighed ved at rejse rundt i Europa for at finde vejrforhold, der minder om de velkendte årstider. En art filosofisk selvmord i Camus’sk forstand. Som en struds, der stikker hovedet i busken, afholder hun sig fra at leve i overensstemmelse med sin egentlige årstidsløse virkelighed. Måske en succesfuld overlevelsesstrategi hvis en reel erkendelse af tilværelsens absurditet ville have indstiftet en uovervindelig depression.
Men er det tilfredsstillende (tilstrækkeligt meningsgivende) at tage til takke med en virkelighed, der ikke rækker ud over indersiden af en busk?
Da hun møder andre i den 18. November, forsvinder hun nærmest selv. Overgiver sig til deres retning og rytme. Overdrager ansvaret og initiativet for hendes individuelle livsmening til fællesskabet. Hun lader sig opløse i fællesskabet.
Spørgsmålet trænger sig på, om Tara skal ses som et individuelt menneskes forsøg og reaktion i tankeeksperimentet eller som et billede på menneskets generelle forsøg og reaktion. Jeg synes, det sidste er det mest interessante.
Bog V’s højdepunkt er i mine øjne Gita’s tale på dag #4545. Talen byder op til dans. En dans med refleksion, undersøgelse, udforskning og livsudfoldelse. D. 18. November er ikke en ulykke, den er et held, en mulighed.
Til min skuffelse, desværre en mulighed som i store træk forpasses. Mange gør forsøg og laver undersøgelser i forskellige retninger, men uden egentlige refleksions- og meningsskabelses-gennembrud i mine øjne.
Tara selv synes helt at undvige muligheden. Der er ingen FOMO, men heller ikke en egentlig JOMO. Der er nærmest blot en ambitionsløs og passionsløs MO. Der er blot dage, der passerer. Ingen ambition, ingen livsgnist, ingen mening. Blot eksistens. Er det livet?
Dagbogsformatet inviteret til empatisk læsning, at sætte sig i Tara’s sted. Jeg synes, det er interessant at overveje to varianter. 1) Den traditionelle, som er, at jeg forestiller mig indsat i Tara’s sted, med mine nuværende kognitive evner, passioner og tilbøjeligheder. Hvordan ville jeg reagere og agere der? Ville jeg gøre som hun, eller noget andet? 2) Med inspiration fra Nagel’s tankeeksperiment om hvordan det er for en flagermus at være flagermus - hvordan er det egentligt for Tara at være i Tara’s sted? Kan det lykkes mig ikke bare at forestille mig indsat i hendes krop, men yderligere indsat i hendes sind?
Hvad er meningsfuldt for Tara i den 18. November? Det hun gør? Så er det vel muligt, at hun betragter eksperimentet som succesfuldt, selvom jeg måske ikke gør i samme grad.
Det bliver interessant om bog VI, men nok mest bog VII forsøger sig med en konklusion eller en slags løsning, mest af alt håber jeg på en refleksions-antændende drejning.
Jeg læser en positiv og håbefuld betydning ind i at titlens ‘udregning’ og ‘rumfang’ er i ubestemt og ikke bestemt form.
November 28, 2025
Bind 5 i Solvej Balles romanserie Om udregning af rumfang er for mig at se den hidtil svageste. Bind 5 står på mange måder lidt i stampe - vi har hørt om mange af de indfald og måder at være i 18. november på allerede fra de første 4 bind.
Bind 5 dækker ca. 5.000 dage, altså næsten 15 år. Og i slutningen af bind 5 har Tara sammenlagt været i 18. november over 10.000 dage. Bindet runder af med, at hun kommer tilbage til Clairon-sous-Bois og møder Thomas uden for skoven, men uden at han genkender hende, fordi hun er blevet ældre uden at han er blevet det, og hvor Tara kan se på Thomas - uden at det føles som Thomas, fordi han er en ung mand stadig uden at hun er det længere. Som den nu obligatoriske cliffhanger til sidst i bindet hører vi, at Tara beslutter sig for at ville ud af den 18. november - det lyder som det, der skal være drivkraften i bind 6.
I begyndelsen af bind 5 hører vi også om, at Tara vender tilbage til Thomas i en kort periode, men at deres forhold går i stykker der. Ikke fordi Thomas har forandret sig - han er jo af gode grund en stabil faktor, eller nærmest en "alt andet lige" faktor. Men fordi det som Tara kommer tilbage til Thomas med er alle de dage, som er gået for hende og ikke for ham, med alle de oplevelser, hun har haft, og alle de personer, som hun har mødt, men som nu skaber en afstand for Thomas, fordi han oplever ikke at være en så vigtig del af hendes liv længere, når hun fortæller ham om det hændte.
Her leder romanen over i nogle overvejelser over, hvad det vil sige at være forelsket i en anden person. Når man er forelsket i en anden person - reflekterer Tara - så har man nok en kærlighedshjerne, hvor man opfatter den andens ønsker som sine egne ønsker, hvor man ikke ser den store forskel på den andens og egne ønsker - fordi ønskerne som i en tåge glider over i hinanden. Men Tara opdager nu faktisk, da hun møder Thomas igen med de først 5.000 dages afstand, at de faktisk ikke ønsker det samme (længere). At han ønsker, at alt det, som Tara har oplevet i den seneste tid, forsvinder. Og derfor vil han ikke Tara længere.
Ligesom i de forrige bind ser vi her, at Balle bruger det greb, at den helt syrede situation med at sidde fast i den 18. november er en fremkaldervæske for noget, der er på spil i det liv, vi lever som mennesker (uafhængig af 18. november).
Hovedparten af bind 5 handler om communities omkring videnskabelse. I bind 4 hørte vi allerede om communities - den flok der nærmest voksede sig til en bevægelse i Bremen. Det er det, som nu bliver gentaget i bind 5 men på en større klinge. For nu handler det ikke bare om communities centreret om fikse ideer til at leve sammen på - sådan som et kollektiv i større skala. I bind 5 handler det om, hvordan mennesker samles om at skabe viden og forståelse af verden. Det sker forskellige steder i Europa, men vi følger det sted, som Tara vælger at slå sig ned. Nemlig lige uden for Liege. Her er der nemlig de efterladte bygninger fra et universitet, der blev skabt kort inden 2. verdenskrig med store forhåbninger om fremskridtet, men som så blev droppet og forladt pga. krigen. Det er faktisk ikke fiktion det her - selvom det kan være svært at skelne fiktive steder fra historiske i Om udregning af rumfang :-) Dette forladte universitet, Val Benoit, findes og var netop en drøm om et universitet, hvor bygningerne rummede noget af ambitionen ved at være meget helstøbte, gode materialer og godt håndværk. Som om universitets måde at være opbygget på var eviggyldigt, fordi det var så stort, godt tænkt og udført.
Taras store gruppe - bl.a. med folk fra Bremen, men også fra dem, der allerede havde opdaget Val Benoit med personen Gita i spidsen - vælger nu at ville sætte Val Benoit i stand. Gita holder en brandtale om, hvad de nu kan bedrive som community i Val Benoit. Hendes syn er, at det at være i 18. november er et potentiale for vidensskabelse og forskning som er helt unikt, og derfor sidder de faktisk ikke fast i den 18. november - de har fået den gave at leve på denne særlige måde. For nu kan de bl.a. lave reel fri forskning, i og med at de ikke skal bekymre sig om finansiering (fordi pengelogikken ikke fungerer, når dagen bare bliver gentaget - det har vi oplevet allerede ved at alle fortsat kan blive ved at hæve på deres konto, for næste 18. november er alt nulstillet), og fordi de heller ikke vil være underlagt bestemte ideologier og forestillinger om fremtiden - i og med at de lever i et evigt 18. november. Igen ser vi, at den syrede situation med at sidde fast i den 18. november bliver brugt som en fremkaldervæske for at sige noget om, hvad noget (forskning) er i dag og hvad noget (forskning) er underlagt.
Det ses også ved, at der er andre vidensmiljøer i Europa, som har lidt andre syn på, hvordan de skal bedrive deres viden. Ligesom der i dag findes forskellige universiteter med forskellige traditioner og tilgange.
Tara får rollen som arkivar af alle de undersøgelser, refleksioner og andre skriverier, som bliver foretaget i Val Benoit. Dermed får hun også rollen til at finde på kategorier og herefter kategorisere de tekster, der bliver skrevet. Igen får vi nærmest i denne historie en form for "oprindelseshistorie" på hvordan mennesker er i verden - denne gang i forhold til viden og tekster. Men selvfølgelig i en opspeedet version, hvor kategorierne bliver skabt af én arkivar, i dialog med de andre i Val Benoit - ikke langt fra Aristoteles' ambitioner i Metafysik. Tara må som arkivar sande, at de kategorier, hun i første omgang havde skabt, må udvikle sig, når der kommer nye tekster. Nogle nye kategorier skal opfindes, nogle skal udgå, og nogle tekster skal flyttes fra en kategori til en anden. En fra deres community laver et skilt, hvor der står, at kategori er hierarki. Ja, det er jo rent Foucault.
Det svage ved bind 5 er for mig at se, at romanen efterhånden mister sin romanagtighed. Det bliver mere en bog om hvad viden er - sådan videnskabshistorisk og videnskabsteoretisk, men skrevet ind i romanens klæder. Det kunne måske godt være blevet vellykket, men som det ofte sker for forfattere, der både har et filosofisk og et romanagtigt antrit, så vinder filosofien over romanen på den måde, at fiktionen mere og mere bliver underlagt at give eksempler på noget filosofisk (med Svend Brinkmanns Hvad er et menneske som et grelt eksempel). Ikke at det ikke kan lade sig gøre - hvem sagde Kierkegaard... - men det går ofte galt.
Bind 5 dækker ca. 5.000 dage, altså næsten 15 år. Og i slutningen af bind 5 har Tara sammenlagt været i 18. november over 10.000 dage. Bindet runder af med, at hun kommer tilbage til Clairon-sous-Bois og møder Thomas uden for skoven, men uden at han genkender hende, fordi hun er blevet ældre uden at han er blevet det, og hvor Tara kan se på Thomas - uden at det føles som Thomas, fordi han er en ung mand stadig uden at hun er det længere. Som den nu obligatoriske cliffhanger til sidst i bindet hører vi, at Tara beslutter sig for at ville ud af den 18. november - det lyder som det, der skal være drivkraften i bind 6.
I begyndelsen af bind 5 hører vi også om, at Tara vender tilbage til Thomas i en kort periode, men at deres forhold går i stykker der. Ikke fordi Thomas har forandret sig - han er jo af gode grund en stabil faktor, eller nærmest en "alt andet lige" faktor. Men fordi det som Tara kommer tilbage til Thomas med er alle de dage, som er gået for hende og ikke for ham, med alle de oplevelser, hun har haft, og alle de personer, som hun har mødt, men som nu skaber en afstand for Thomas, fordi han oplever ikke at være en så vigtig del af hendes liv længere, når hun fortæller ham om det hændte.
Her leder romanen over i nogle overvejelser over, hvad det vil sige at være forelsket i en anden person. Når man er forelsket i en anden person - reflekterer Tara - så har man nok en kærlighedshjerne, hvor man opfatter den andens ønsker som sine egne ønsker, hvor man ikke ser den store forskel på den andens og egne ønsker - fordi ønskerne som i en tåge glider over i hinanden. Men Tara opdager nu faktisk, da hun møder Thomas igen med de først 5.000 dages afstand, at de faktisk ikke ønsker det samme (længere). At han ønsker, at alt det, som Tara har oplevet i den seneste tid, forsvinder. Og derfor vil han ikke Tara længere.
Ligesom i de forrige bind ser vi her, at Balle bruger det greb, at den helt syrede situation med at sidde fast i den 18. november er en fremkaldervæske for noget, der er på spil i det liv, vi lever som mennesker (uafhængig af 18. november).
Hovedparten af bind 5 handler om communities omkring videnskabelse. I bind 4 hørte vi allerede om communities - den flok der nærmest voksede sig til en bevægelse i Bremen. Det er det, som nu bliver gentaget i bind 5 men på en større klinge. For nu handler det ikke bare om communities centreret om fikse ideer til at leve sammen på - sådan som et kollektiv i større skala. I bind 5 handler det om, hvordan mennesker samles om at skabe viden og forståelse af verden. Det sker forskellige steder i Europa, men vi følger det sted, som Tara vælger at slå sig ned. Nemlig lige uden for Liege. Her er der nemlig de efterladte bygninger fra et universitet, der blev skabt kort inden 2. verdenskrig med store forhåbninger om fremskridtet, men som så blev droppet og forladt pga. krigen. Det er faktisk ikke fiktion det her - selvom det kan være svært at skelne fiktive steder fra historiske i Om udregning af rumfang :-) Dette forladte universitet, Val Benoit, findes og var netop en drøm om et universitet, hvor bygningerne rummede noget af ambitionen ved at være meget helstøbte, gode materialer og godt håndværk. Som om universitets måde at være opbygget på var eviggyldigt, fordi det var så stort, godt tænkt og udført.
Taras store gruppe - bl.a. med folk fra Bremen, men også fra dem, der allerede havde opdaget Val Benoit med personen Gita i spidsen - vælger nu at ville sætte Val Benoit i stand. Gita holder en brandtale om, hvad de nu kan bedrive som community i Val Benoit. Hendes syn er, at det at være i 18. november er et potentiale for vidensskabelse og forskning som er helt unikt, og derfor sidder de faktisk ikke fast i den 18. november - de har fået den gave at leve på denne særlige måde. For nu kan de bl.a. lave reel fri forskning, i og med at de ikke skal bekymre sig om finansiering (fordi pengelogikken ikke fungerer, når dagen bare bliver gentaget - det har vi oplevet allerede ved at alle fortsat kan blive ved at hæve på deres konto, for næste 18. november er alt nulstillet), og fordi de heller ikke vil være underlagt bestemte ideologier og forestillinger om fremtiden - i og med at de lever i et evigt 18. november. Igen ser vi, at den syrede situation med at sidde fast i den 18. november bliver brugt som en fremkaldervæske for at sige noget om, hvad noget (forskning) er i dag og hvad noget (forskning) er underlagt.
Det ses også ved, at der er andre vidensmiljøer i Europa, som har lidt andre syn på, hvordan de skal bedrive deres viden. Ligesom der i dag findes forskellige universiteter med forskellige traditioner og tilgange.
Tara får rollen som arkivar af alle de undersøgelser, refleksioner og andre skriverier, som bliver foretaget i Val Benoit. Dermed får hun også rollen til at finde på kategorier og herefter kategorisere de tekster, der bliver skrevet. Igen får vi nærmest i denne historie en form for "oprindelseshistorie" på hvordan mennesker er i verden - denne gang i forhold til viden og tekster. Men selvfølgelig i en opspeedet version, hvor kategorierne bliver skabt af én arkivar, i dialog med de andre i Val Benoit - ikke langt fra Aristoteles' ambitioner i Metafysik. Tara må som arkivar sande, at de kategorier, hun i første omgang havde skabt, må udvikle sig, når der kommer nye tekster. Nogle nye kategorier skal opfindes, nogle skal udgå, og nogle tekster skal flyttes fra en kategori til en anden. En fra deres community laver et skilt, hvor der står, at kategori er hierarki. Ja, det er jo rent Foucault.
Det svage ved bind 5 er for mig at se, at romanen efterhånden mister sin romanagtighed. Det bliver mere en bog om hvad viden er - sådan videnskabshistorisk og videnskabsteoretisk, men skrevet ind i romanens klæder. Det kunne måske godt være blevet vellykket, men som det ofte sker for forfattere, der både har et filosofisk og et romanagtigt antrit, så vinder filosofien over romanen på den måde, at fiktionen mere og mere bliver underlagt at give eksempler på noget filosofisk (med Svend Brinkmanns Hvad er et menneske som et grelt eksempel). Ikke at det ikke kan lade sig gøre - hvem sagde Kierkegaard... - men det går ofte galt.
Displaying 1 - 30 of 107 reviews