“Det er magisk at vi er her” er en samtalebog mellem astrofysiker Anja C. Andersen, biolog Anders Kofoed og teolog Pia Søltoft, som sætter nye og aktuelle perspektiver på, hvad det vil sige at være et menneske i en verden, der både er præget af nye opdagelser og gamle forestillinger.
De diskuterer forskellene mellem tro og videnskab og forholder sig fra hvert deres faglige ståsted til spørgsmål, der knytter sig til liv og eksistens. Hvordan blev verden og livet på jorden skabt? Hvad er liv egentlig? Og er der en mening med det hele?
Sammen taler de også om vores enestående evne til at blive os selv i løbet af livet – og løfte det særlige ansvar, der hører med til det at være menneske. Og sidst men ikke mindst forholder de sig til, hvilket menneske, de selv gerne vil være.
Man tager nogle gode formidlere fra forskellige fagfelter og lader dem gennemføre tre samtaler om de store emner (livet, universet, mennesket osv.) Hvad kan gå galt? Det kan blive - og bliver - for pænt og respektfuldt. Der bliver sagt og bifaldet en masse velkendte ting, men der savnes nogle lidt skarpere modsætninger og uenigheder. ...faktisk bliver det pletvist kedeligt, ...undskyld ;-)
Hvor er det forfriskende at læse en bog, som ikke har som ambition at levere svar, levere løsninger. Endelig sættes samtalen og refleksionen i centrum, og det er nogle virkelig spændende spørgsmål som de diskuterer.
Jeg kunne være blevet ved i timevis med at lytte til deres samtaler. Bogen, synes jeg, er rigtig fint bygget op omkring de forskellige steder, som de hver især har valgt. Man kan høre på dialogerne, at det får betydning for samtalen, hvem der er på 'hjemmebane'.
Det som jeg dog savner er at have et mere humanistisk perspektiv på samtalen (om end teologien kan anskues som hørende under humaniora, så er teologien også sin egen disciplin - det kunne være eksperter inden for sprog og kultur eller en mere entydig filosofisk profil). Det perspektiv er generelt underprioriteret i de fleste offentlige samtaler i dag, og jeg er nysgerrig på, hvad det ville have gjort ved samtalen.
Det kunne have været så godt, men bliver ret kedeligt. Man kan som læser ikke undlade at få den opfattelse, at den gode stemning i lokaler vægtes højere end den mere markante meningsudveksling. Hver for sig er de supergodt. Sammen fungerer det ikke uden en moderator til at stille de kritiske spørgsmål.