"Poul Reichhardt - blot et menneske" går bag om skuespilleren og fortæller historien om privatpersonen, der kæmpede hårde kampe som enkemand til fire børn, prøvede at holde fast i energien, når han var på scenen, og sloges med en hjerneblødning. Det er en personlig og nærgående fortælling om et generøst menneske, der gerne ville meget mere end blot at være et ikon.
I biografien fortæller Poul Reichhardts fire børn for første gang om deres far og hans liv, ligesom en række venner og kolleger sætter ord på Nørrebrodrengen, der endte på Det Kongelige Teater.
Jeg er vokset op med at se og elske gamle danske film, og derfor er Poul Reichhardt også en af mine favorit skuespiller. Denne bog fortæller på fineste vis om en fantastisk karriere, men også et omskiftende privatliv. Flot fortalt af bl.a. hans børn. Delene der omhandler teaterlivet interesser mig ikke voldsom meget, men fortæller meget godt om hans enorme talent. Jeg lyttede til bogen, og oplæseren var lidt kedelig.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at, min barndom har været fyldt med Morten Korch og dermed selvsagt Poul Reichardt. Dermed kom også Huset på Christianshavn og den folkekære Flyttemand Olsen som den dag i dag ofte bliver genset og elsket. Efter at have læst denne smukt sammenfattede biografi med en masse udtalelser fra Poul Reichardts fire børn, har jeg ikke bare fået et indblik i en af vore tids største og mest aktive skuespillere, men også fået en respekt for personen Poul Reichardt. Hans liv har været langt fra hvad jeg forestillede mig, fyldt med op og nedture. Dette gør ham i sidste ende til 'blot et menneske'. Denne bog gjorde mig meget følelsesladet og sad jeg ikke i en bus da jeg nåede til slutningen, havde jeg ikke været i stand til at holde ansigtet i de rette folder.
Bogens opbygning og selve research af materialet kunne man ikke være utilfreds med - bogen startede år 0 hvor PR blev født og fulgte kronologisk hans liv til han afgik ved døden. Hans 4 børn havde bidraget med deres erindringer fra deres opvækst, først i den tradtionelle familie med en mor, som afgik ved døden i en meget tidlig alder, og herefter i tiden med PR som alenefar. I tiden før børnenes erindringer henvises der en del til PR' tidligere biografier, og ved samtaler med venner og familie. Ingen tvivl om at det har været hårdt for PR at stå selv med 4 børn i alderen 8-12 år, men som jeg læser det, var det ikke beundringsværdigt den måde han håndterede samvær og opdragelse af de 4 børn. Jeg ser ham i virkeligheden som "figuren" flyttemand Olsen, en brysk, ret egoistisk, ølglad gammel mand. Han fik alt for sent børn. arbejdet som skuespiller er et krævende arbejde med krav om stor fleksibilitet mht arbejdstider, og det har jeg svært ved at forestille mig kan kombineres med et familieliv, med mindre man er 2 voksne, og det bliver man bekræftet i, i denn bog. Det må have været ekstremt hårdt for hans børn at vokse op med ham som far, hvilket de da også giver udtryk for i bogen - og knap voksne, påtog de sig endda at passe PR i hjemmet efter hans hjerneblødning. En troværdig biografi.
En klassisk biografi af en af Danmarks største skuespillere på sin tid. Jeg må indrømme, at jeg elsker Poul Reichhardt! Jeg havde glædet mig meget til, at læse denne bog - og den skuffede ikke. Dog vil jeg sige, at det godt kunne blive lidt langsommeligt i nogle passager af bogen.
Der var en masse jeg ikke vidste om Reichhardt som privatperson og jeg kunne derfor virkelig godt lide denne bog. Men jeg giver desværre kun bogen 3 stjerner, da jeg syntes, at den til tider var lidt småkedelig.
Alt i alt en rigtig hyggelig bog for filmelskere, som gerne vil vide lidt mere om personen bag deres barndoms filmhelte.