Jeg hører, hvad du siger

by Katrine Marie Guldager

INGEN SKAL FUCKE MED EN MOR – OG SLET IKKE MED MARIANNE

Marianne er parterapeut, hun taler flydende psykolog og bruger sin hverdag på at lytte til andre menneskers problemer. Men da hendes voksne søn bliver tvangsindlagt (igen), og hendes kæreste tager på den planlagte kærestetur til Nordnorge uden hende, står hun alene over for et psykiatrisk system, der ikke lytter. Hverken til patienter eller pårørende. Marianne må afprøve alle tænkelige tonefald for at blive hørt.

JEG HØRER, HVAD DU SIGER er en fortælling om en kvinde, som kæmper for sin søns liv. En roman om en parterapeut med knas i parforholdet, om desperation, ansvar og fortidens traumer og om – måske! – at møde et andet menneske på bunden af magtesløsheden.

Genres: Fiction, Danish

186 pages, Softcover

Published January 5, 2024

About the author

Katrine Marie Guldager (born 1966) has worked with poetry and prose and has proven herself in both genres to be a pioneering, form-shattering, poetic original. Guldager received a graduate-level degree in Danish from the University of Copenhagen in 1994 and made her debut that same year with her collection of poetry, Dagene skifter hænder (The Days Change Hands) . Guldager attended Forfatterskolen (The Danish Writers' School) in Copenhagen. She belongs to the '90s generation in Danish Literature and has become one of its most prominent and personal voices. In 1995, she published a collection of poetry entitled Styrt (Crash) which was translated into English in 1999. Guldager's latest book is a collection of short stories entitled København (Copenhagen)

Reviews

[Linda Gullov · Rating 3 out of 5]

Virker noget forjaget og staccato. Det er svært at holde af Marianne i modsætning til hovedpersonerne i de 2 forrige bøger.

Bogen og emnet virker for planlagt, men også uforløst.

[Laura · Rating 2 out of 5]

Let læst, men hvor jeg grinede højt i de to foregående bøger, var jeg skuffet over denne bog. Historien blev ligesom fortalt i et lidt for hurtigt tempo, men indholdet virkede til hele vejen igennem at være det samme. Hovedpersonen udviklede sig først på de to sidste sider, og kørte ellers i ring. Det kan måske have været intentionen for at forstærke mødet med psykiatrien (?), men jeg synes desværre ikke, at den del lykkedes særligt godt.

[Cecilie Kirsch · Rating 5 out of 5]

Øv for kort

[Britt West Jørgensen · Rating 5 out of 5]

Elsker Guldagers vrede kvinder! Og Iben Hjeles indlæsning 🤩

[Katrine :) · Rating 4 out of 5]

Ej den her bog gjorde mig SÅ sur fordi jeg kunne relatere så meget til den GRRRRRRRRR

[Pia Rosenkilde · Rating 4 out of 5]

Jeg hører, hvad du siger af Katrine Marie Guldager ⭐️⭐️⭐️⭐️ ~

Fire stjerner for læselyst, jeg fløj igennem den. Som med de andre i serien om de vrede kvinder, sidder jeg dog tilbage med en følelse af at mangle noget. Som om det er gået lidt for hurtigt. Vi får ikke det hele med. Det er små romaner. Og hver med sin egen tematik. Her er det psykiatrien som får en tur i møllen. Og med god grund, hvis man lytter til dem, der har været i berøring med psykiatrien. Men jeg synes nok hverken vores hovedkvinde er vred nok eller belyser systemet nok. Man mærker dog desperationen og det er her KMG med få ord, får sagt meget.

@forlagetgyldendal er som altid glade for at trykke bøger, der mangler den sidste gennemlæsning og den er fyldt med sjuskefejl, det pynter ikke.

#jeghørerhvaddusiger #katrinemarieguldager

[Leif · Rating 4 out of 5]

I Katrine Marie Guldagers romanserie om vrede kvinder er vi nået til Marianne i Jeg Hører, Hvad du Siger. Egentlig forventede jeg, at romanen primært ville være komisk – pga. dens titel. En floskel a la Helle Helles små dagligdags udtryk, der med en titel får fylde. Men replikken falder i alt andet end en komisk sammenhæng, og sådan er det med romanen som sådan. På en måde er det komisk, at Marianne er oppe i det røde felt og presset, når hun nu samtidig er parterapeut. Ja ligefrem en parterapeut, der før har været frisør, men som har haft en kunde, der anbefalede hende at skifte profession, når hun nu var så god til at tale med mennesker.

Nej, replikken falder en af de gange, hvor Marianne er på psykiatrisk hospital for at besøge sin indlagte søn, Nikolaj. Og hvor en sygeplejerske siger replikken til Marianne, der vredt taler til personalet, fordi hun fornemmer, at de slet ikke er opmærksomme på Nikolajs behov og bare medicinerer ham med alt muligt, som han ikke har godt af - og som helt modsat af at høre, hvad der bliver sagt, bare ignorerer besværlige pårørende.

Der er grader af komik i, at Marianne er i rødt felt og derfor har vanskeligt ved at navigere. Men det er på en tragisk baggrund. Samtidig betyder det også, at vi som læser på den ene side får præsenteret hændelserne i Mariannes tanker, baseret på hendes pressede og vrede dømmekraft. På den anden side er det svært helt at lægge Mariannes perspektiv fra sig, for hun er jo presset i hvert fald i forhold til, at hendes søn igen er indlagt.

Det komiske ligger ikke i scenerne på det psykiatriske hospital, men derimod i nogle af de andre scener - fx i vinterbadeklubben, hvor Marianne absolut ikke gider at samtale med to ældre mænd, som gentagne gange vil have en relativ høflig samtale med hende. Hun vil bare så vidt muligt kunne dyppe sig og gå en tur i skoven, så hun kan falde i søvn om natten, så hun er i stand til at køre i bil om dagen og besøge sin søn. Det komiske ligger som nævnt også i nogle af de terapisamtaler hun har med sine klienter, der ofte kommer på tidspunkter, hvor Marianne slet ikke orker dem, og derfor hører hun sig selv komme med automatspørgsmål og -vendinger fra terapiverdenen. Det er komisk, og samtidig ikke helt, når nu vi kender til årsagerne til, at hun er presset.

På samme måde er der en snert af komik i den måske paranoide opfattelse af, at hendes kæreste er hende utro på en rejse, som hun af sørgelige grunde ikke kunne komme med på - på grund af Nikolajs indlæggelse. Marianne bygger alle mulige forestillinger op, ikke mindst når hun ikke modtager SMS'er fra ham, selvom hun selv skriver.

Guldagers roman er ganske enkel og ganske enkelt godt skrevet. En vred kvinde, som er presset og har alle mulige grunde til at være presset, men som på tragikomisk vis absolut ikke gør det lettere for sig selv. Og så er der hele det klassiske drive som læser med at forsøge at finde ud af, hvad der sker, og hvad der er hovedpersonens forestillinger om, hvad der sker.

[Charlotte · Rating 3 out of 5]

En af Guldagers vrede kvinder, som har fået nok. "Bjørnen" som ligger nogle år tilbage, var en lille perle med samme format og tema. Jeg tror, at Guldager der fandt en karakter med så meget gods i, og så meget på hjerte, at bøgerne siden bare væltede ud. Samfundskritik af kloge koner, som siger tingene som de er, uden filter, er god underholdning. Trilogien som "Jeg hører, hvad du siger" afslutter, begyndte med "Birgithe med T.H." Så kom "Endnu en dag i Guds skaberværk." "Jeg hører, hvad du siger", er en rædsom titel, som i sig selv næsten kan vække vrede. For man kan tænke, at det den dækker over, er: "Ja, jeg, som sidder her på min post i systemet, jeg hører selvfølgelig, hvad du siger, for jeg er jo ikke døv, men her på min side af skranken, er vi desværre pisse ligeglade og ude af stand til at hjælpe/gøre det rette." Afmagten i det møde. Marianne er parterapeut, men først og fremmest mor til en meget psykisk syg voksen søn. Man er som læser meget tæt på hovedpersonen. Marianne har ordet og kæmper mod systemet, men har hun ret? Behandling af psykisk sygdom er fortsat lidt ovre i "gæt og grimasser-afdelingen", for hvorfor bliver man syg? Er det nogens skyld? Er der en udløsende årsag? Hvad skal man gøre, ved et menneske, som bliver meget svær at omgås? Hvilken rolle kan de nærmeste få? Historien rejser masser af gode spørgsmål.

[Lis Agerbæk · Rating 2 out of 5]

Stilen rammer ikke mig. Hovedpersonen er (igen) en vred kvinde (ikke et ondt ord om det), der virker som en tom skal på mig.

Hun er ude af sig selv og langer ud efter alt og alle: psykiaterne, som medicinerer hendes søn, de klienter hun modtager som psykoterapeut - hun kan selvfølgelig ikke selv finde ud af at leve efter de forslag, hun giver til klienterne, m.fl.

Ja, psykiatrisk behandling er ofte mangelfuld og kritisabel fx pga for få ressourcer, men hovedpersonens kritik forbliver for mig at se på floskelniveau.

Måske vil forfatteren udstille psykoterapi som et stort bluff, psykiatrien som ufuldstændig og udelukkende beroende på medicinsk behandling og udstille den vrede kvinde som en parodi på sig selv? Det virker ikke på mig.

Lysgrænsen, Katrine Marie Guldagers selvbiografi om et psykoanalyseforløb, er stadig for mig hendes hovedværk. Den er fra 2007 og kan anbefales.

[Annike · Rating 2 out of 5]

Kathrine Marie Guldager skriver om en mor Marianne, hvis søn går igennem et psykiatrisk forløb - hvor Marianne skal navigere i livet med at være mor til en psykisk syg, parterapeut, mormor, datter, kone og ex-kone. KMG fremstiller meget kritik overfor psykiatrien. En del af denne kritik føles meget berettiget og relevant, men kritikken bliver hurtig en-dimensionel. Nogle gange sad jeg faktisk og tænkte på, om det var Marianne der tog fejl - om psykiatrien havde ret. Alle karakterne i denne bog kan opsummeres med ét enkelt ord. Psykiatrien? Ond. Nikolaj? Syg. Marianne? Sorg-præget. Morten? Fraværende. Jeg syntes ikke at karakterene udviklede sig eller udfoldede sig særligt, før de sidste 2 sider. Lidt ærgerligt når temaet for bogen virkede lovende.

[Nicoline Bersang · Rating 4 out of 5]

En fortælling om det psykiatriske system, moderlig kærlighed og fortidens traumer. Marianne er parterapeut, hun forstår sig i psykologien, men kan alligevel ikke bmive klog på hendes søn, som igen tvangsindlægges og prøver det ene psykofarmaka efter det andet. Hun føler, hun kæmper et brag af en kamp mod et system, som ikke lytter. At hun står mutters alene, og må gøre alt for at blive hørt. En kort bog, som beretter om at være spundet ind i psykiatriske journaler og præparater i et komplekst system.

[Laerke Kaerager · Rating 3 out of 5]

3⭐️ en hurtig og let læselig bog.

Vigtigt emne der bliver taget op i denne bog! Dog føltes karakterne i bogen lidt flade…

Jeg er enig i vores sundssystem helt sikkert kan blive bedre, men syntes lidt forfatteren får det til at lyde som alle sundspersonaler er ligeglade med deres patienter og pårørende, og det er jeg bestemt ikke enig i, der er rigtige mange sundhedsprofessionelle som ikke er ligeglade

[Therese · Rating 4 out of 5]

Endnu engang en god fortælling om et virkelighedsnært perspektiv. Man får medlidenhed med Marianne, som i virkeligheden bare gerne vil alle det bedste, men bliver snydt af samfundets ubarmhjertige struktur. Slutningen var dog en smule hurtig og forvirrende med Nikolajs indlæggelse og Mariannes “drukuheld”.

[Anetq · Rating 4 out of 5]

Den er faktisk bedre end de første 2 i serien - og ikke nær så ens. Afmagt er stadig temaet og vreden skal holdes inde for ikke at blive stemplet som usamarbejdsvillig af det behandlingssystem Marianne er magtesløs overfor. Og hun får ikke meget hjælp - ikke at hun er god til at bede om den, men stadig.

[Lars B. · Rating 3 out of 5]

Katrine Guldager ifører sig en vred, midaldrende og krakilsk Karens ham og raser mod midtlivsgenvordigheder og medmenneskers afsind. Historien afvikles over to skæve uger, hvor en parterapeut forsøger at holde sammen på en tilværelse, der både privat og professionelt er ude af sync. Nemt læst, meget endda, mundret og nærmest novellekort. En historie, som med fordel kunne være foldet mere ud.

[Nina Wegner · Rating 3 out of 5]

Hurtigt læst, og nok hurtigt glemt. Marianne står ikke tydelig for mig. Jeg har elsket Guldagers tidligere romaner om vrede 50-årige kvinder, men Marianne kan jeg ikke rigtigt forstå. Måske er det emnet med psykisk sygdom og parterapi, som jeg ikke kan relatere til.

[Marina · Rating 4 out of 5]

Jeg var ikke synderligt begejstret for de to foregående bøger, men denne, den gik rent ind. Den ubetingede kærlighed til et barn, ønsket om at passe på sit eget forhold og også behovet for et professionelt liv. Det er sgu ikke nemt, og jeg føler med dig, Marianne.

[Trine Oersted · Rating 5 out of 5]

Jeg slugte den her hurtigt. Hovedpersonens situation er en meget andet end min egen, men alligevel var der noget enormt genkendeligt ift. Det frustrerende møde med "systemet", og det med ikke at blive lytte til som forælder.

[Pia Lindehøj · Rating 5 out of 5]

Skrevet på en måde så jeg mærker den velkendte frustration over ikke at blive mødt af systemet. Kampen for et barns trivsel sætter dybe spor, og jeg syns Katrine rammer plet i følelserne og frustrationerne.

[Rikke · Rating 5 out of 5]

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ x Google plex ! 🥰

[Mette Kvist Bahr · Rating 3 out of 5]

Denne bog er mindre humoristisk og langt mere hjerteskærende end de to andre bøger om vrede, midaldrende kvinder. Den er god - men jeg havde håbet, at jeg ville grine mere end græde over den.

[Julie Lapp (bogfeber) · Rating 3 out of 5]

3,5 ⭐️

[Signe Hovgaard · Rating 4 out of 5]

Ikke helt så god som de andre “vrede kvinder” bøger. Men humoren, og Iben Hjejle er stadig i top.

[Tijana Duus · Rating 5 out of 5]

Ingen skal fucke med en mor! Kender 😁

[Annette Andersen · Rating 4 out of 5]

4,5 stjerner

[Laura Winther Balling · Rating 4 out of 5]

Jeg synes ikke det giver så meget mening at gruppere denne her med 'Birgithe med th' og 'Endnu en dag i Guds skaberværk' - den er god på en anden måde, mindre sjov, mere gribende.

[Marianne N · Rating 3 out of 5]

En kvinde sammen med hendes søn, der er indlagt på psyk

[Emma Josefsen · Rating 3 out of 5]

Jeg læste den virkelig hurtigt, og synes emnet er meget relevant, men bogen manglede en handling og jeg var ikke fan af slutning.

[Stine · Rating 5 out of 5]

Hvis det er sådan, det foregår i virkeligheden, så er det ikke til at bære.

[Morten · Rating 4 out of 5]

Meget hurtigt læst, men alligevel ok indlevende.