Det må være så frygteligt for Erik, at Ina ikke deler den dårlige nyhed om sin uhelbredelige sygdom med ham. Han spørger gentagne gange til hendes helbred, men hun afviser blankt, at der skulle være noget galt. Hun kan ikke bære tanken om, hvordan han vil reagere og hans medlidende ansigtsudtryk, når han får beskeden, og hun ønsker ikke, at han skal lide.
Den sidste og ikke mindst vigtige tid tilbringer Ina ofte hos sin psykologkollega, der hjælper hende med at grave i hendes underbevidsthed. Hun vil gerne forstå hvad der skete, da hun som lille forlod Hven, for hun kan ikke huske noget. Med kollegaens hjælp dukker der brudstykker op, og med dem i baggagen rejser Ina i smug frem og tilbage til Hven for, at opklare mere ud fra de minder hun nu har fået.
Øen gør noget godt for Ina. Den friske havluft, stilheden og ikke mindst sammenholdet styrker både hendes psyke og hendes dårlige helbred. Jeg tænker, at det giver hende fred i sjælen, at får opklaret alle mysterierne, hvilket betyder, at hun er klar til at sige farvel, når tiden kommer. Men det er da også sørgeligt, at når hun nu endelig husker det hele igen, så ikke kan skabe nye dejlige minder med dem, som betyder noget for hende.
Inas minder lever videre i Erik, og alt det hun ikke fik mulighed for, har hun givet videre til ham, hvilket jeg tænker (trods hemmelighederne), er en stor kærlighedserklæring. Eriks rejse giver et indblik i Inas skjulte liv og hendes dybe kærlighed til ham, samt en dybere forståelse af de forbindelser, der binder mennesker sammen på tværs af tid og sted.
En smukt skrevet bog der efterlod mig med en følelse af håb og refleksion over livets mange gåder. Den er et must-read for dem, der søger en fortælling om de smukke ting i livet.
Hvis