Luskefisefortællinger følger op på successen Gud taler ud.
Igen har Jens Blendstrup komponeret frit over sin egen historie og fortæller om barndommen i en bog, der også kunne bære titlen Once upon a time in a Villakvarter.
Vi møder vennerne Neger Thomas og Klunke og Mumi, den snusfornuftige lærerinde fru Granat, den lidt skræmmende fru Fedesen og hendes fristed. Vi mærker de glohede asfaltveje, lattergassen i tandlægestolen og ikke mindst den lurende skræk for atomudslip, de sindssyge fra galeanstalten, puberteten og alt det andet, der er så svært at forstå.
Luskefisefortællinger er, som der står på bagsiden, en række usande historier fra en sand barndom.
De er kun løst sammenhængende; forstået på den måde, at den ene historie ikke er relevant for den næste, men det er samme fortæller og samme persongalleri.
Det er en fornøjelse omgang, hvor jeg flere gange kom med et lille grin eller fnis. Det er en verden set gennem et barns (manglende) forståelse af omgivelserne med dertilhørende fantasiforklaringer (der bare efterlades som en sandhed) og manglende evne til logisk sammenkædning.
Fortællingerne er generelt 2 sider lange, en enkelt helt oppe på 4, så det er ikke en bog, hvor der dykkes dybt ned.
Men hurtig og let læst og ret underholdende undervejs.
Der er nogle virkelig skønne og sjove indspark i denne bog! De korte afsnit og opdelinger har sin charme, men den kunne også sagtens bære at være mere uddybende og sammenhængende. En skam at den ikke er længere, end den er.
Blendstrup driller igen ved at tegne et virkelighedsbillede, som man (eller i hvert fald jeg) kan relatere til ganske nemt, men som nok ikke er heeelt sandt - det er velfungerende autofiktion smurt ind i tyk, tyk humor.
Vi møder Heino i al sin almægtighed, neger-thomas, som smider lænkerne, piger i pubertet og drenge, som gerne vil være det etc. Altsammen foregår det i forstads-miljø med et skønsomt sammenbland af eksploderede toiletter, lidt for meget alkohol, uendelige somre, gode venskaber og blandede oplevelser med det hele. Det er endda meget nemt at se glimt af sin egen barndom, hvis man som jeg også er vokset op omtrentligt i samme tid og i samme miljø.
Bogen er morsom, har stærkt momentum i korte kapitler med halv- eller heltosset humor. Sproget fænger og pludselig husker jeg på forunderlig vis hvordan børn taler ;-)
Jeg var bestemt ikke begejstret for Gud taler ud og var næsten ved at skrotte dette lille værk, da jeg læste bag på bogen og forstod, at her var helt andre guldkorn i spil. Jeg elsker første halvdel af Luskefisefortællinger, hvor beskrivelserne er geniale og absolut klædelige indenfor memoirelitteraturen. Og når man selv har trådt sine barnesko i samme område, så genkender man sandheden og ægtheden, omend jeg bedre husker mælkebøtterne og den lille skomager end sprængte lokummer og Hårarkitekten. Jeg synes dog, at bogen taber pusten i sidste halvdel, hvor man fornemmer, at Slagterkoner og bagerenker trænger sig på. Dette tab af sproglig elegance og tæthed drosler stjernerne ned til fire, selvom de til en start var helt oppe og ringe på hele fem.
Gummerbarn! Det er det du er. Født med gummi der gik i smadder fordi din far har en hestepik.
Tonen er let og sjov hos Jens Blendstrup, det forærer os 120 siders små morsomme historier fra en barndom (tidlig ungdom) i Aarhus-området, med fristile, lokummer der bliver sprængt i luften, og fællesgokkeri.
Han er god til at skrive finurligt og se verden med barnet eller teenagerens eller bare det absurdes øjne.
Men så heller ikke mere end det. Bogen er ikke nogen kolossal læseoplevelse. Hurtigt læst og nok også hurtigt glemt.
Luskefisefortællinger er et par timers underholdende læsning. Bogen har sin egen unikke og spøjse stil i form af den særprægede fortællestil og opdeling i små episoder fra hovedpersonens liv. Humoren er meget grovkornet, og på trods af, at der er én eller anden form for gennemgående narrativ, er bogen mest bare historien om at vokse op med sine barndomsvenner - og muligvis aldrig blive helt rigtig voksen. Kunne du lide Borgerligt Tusmørke af Simon Fruelund, er denne bog i hvert fald noget for dig.
Den bedste overspringsbog, jeg har læst. Den vil ikke presse noget ned over hovedet på mig - og det er egentlig helt rart, bare til en forandring. Det er bittersødt, tragikomisk og nogle halvt alvorlige stemningsbilleder, der tegner skæve stjerneformer frem for en snorlige plotlinje. Jeg kan lide det!
Sød lille bog. Knapt så sødt indhold. Men alligevel føler man lidt, at man blev voksen for hurtigt. Det er bare synd at bogen ikke er mere vigtig. Den forsøger ikke rigtig på at være noget og det ærger mig.
Fin lille bog, i kort form, med masser af sort humor, som giver et godt indblik i barndommen i provinsen. Det er ikke stor litteratur hverken i sprog eller form, men den rummer masser af charme og gnist.