I 2008 ringer talibanere til den danske bataljon i Helmand og laver telefonfis. I 2021 fejrer de sig selv som sejrherrer med selfies i Kabuls præsidentpalads. Desperate mænd forsøger forgæves at klamre sig til amerikanske militærfly, før de endegyldigt letter fra afghansk jord. Kvinder fikseres til køkkentaburetten, og piger må fortsætte deres undervisning i hemmelige hjemmeskoler. Taliban er blevet fremtiden, og Puk Damsgård må skrive igen.
Hun rejser ad ringvejen Highway 1, der ved indvielsen blev udråbt som vejen til velstand, men som i krigsårene forvandlede sig til Helvedes hovedvej.
Puk Damsgård (f. 1978) er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og har siden 2011 været DR's mellemøstkorrespondent.
Hun har senest skrevet bestselleren, Ser du månen, Daniel (2015), som hun blandt andet modtog dansk journalistiks fornemmeste hæderspris, Cavlingprisen 2015.
Hun har desuden skrevet bestselleren Hvor solen græder (2014), Ulvehjerter (2011), De Renes Land (2009).
Hun har derudover vundet talrige andre priser for sit arbejde – deriblandt Læsernes Bogpris 2015 og Publicistklubbens Fortællerpris 2015.
Puk Damsgård is a Danish journalist and author. Since the summer of 2011 Damsgård has been Middle-East correspondent based in Cairo
She has since 2006 lived in Pakistan, Afghanistan and currently in Lebanon.
She has been covering the Syrian Civil War and has been honored with several awards for her outstanding reports.
Jeg synes Puk Damsgaard er en af jordens sejeste mennesker og meget fascinerende. Hendes gennemgang af de sidste 20 år ish, i Afghanistan er brutal på mange måder. Brutal selvfølgelig for de civile i Afghanistan, især kvinderne, men også brutal over for den danske og især amerikanske krigsindsats. Alle de personlige fortællinger som alle sammen belyser en lille del af konflikten skaber et godt billede af hele situationen.
Hendes samtale med Stig fra USAID sidst i bogen om alt hvad vesten har gjort forkert var meget interessant. Det må have været enormt svært at navigere i hvordan man opbygger et helt land, og jeg føler meget med både de civile og danske soldater som nu igen kan se et Afghanistan med Taliban i spidsen.
Dybt dybt dybt betaget af Puk Damsgårds fængende, informerende og poetiske skrivestil, der lukker læseren ind i så mange forskellige oplevelser af Afghanistan-krigen og fanger følelserne af både håb og håbløshed, glæde og ulykke, og viser hvor anerledes vestens opfattelse af krigen var fra afghanernes, og hvor meget vi havde misforstået den. I ❤️ Puk Damsgård.
Spændende emne, men savner lidt mere analyse af den politiske og historiske situation - måske det ikke er hvad bogen ville, men for mig, så ville det have klædt bogen. Men godt at det dækkes - og den kritiske vinkel er spændende at se i sammwnhæng med seneste DR serie om Danmarks krigsindsats de sidste 30 år.
Endnu et stærkt stykke journalistik leveret af Puk Damsgård.
I Drageland drager Damsgård tilbage til Afghanistan i forsøget på at forstå resultatet af Danmarks 20-årige tilstedeværelse i landet. Det er en kompleks og fragmenteret fortælling, der stiller flere spørgsmål, end den besvarer. Brudstykker af fortabte drømme, forfaldne pigeskoler, forladte baser og forsømte veje, der kun leder til Talibanland. Hvad var meningen med det hele? Hvad betyder de 20 år for de danske soldater, som satte livet på spil, udviklingsarbejdererne, når udviklingen tilbagerulles, talibanerne, som nu står med den magt, de har kæmpet for, og de millioner af afghanere, der har mistet så meget og skal leve videre i stumperne af vestens svigt? Et land for evigt forandret af en krig, som ikke nåede dets mål.
Selvom Puks pen er skarp som sædvanlig, savnede jeg strukturen og fortællerstemmen fra hendes tidligere værker, hvor hun tydeligt guider læseren igennem hendes rejse og historien. Af en bog, som handler om enden på 20 års krig, er den meget kort og kompakt. Selvom jeg normalt er stor tilhænger af korte bøger, savnede jeg mere kontekstualisering og dybde. Derfor fire stjerner og ikke fem denne gang, da jeg havde forventet lidt mere.
Skræmmende kontekstualisering af hverdagslivet for den almene afghanere i kølvandet på Vestens fejlslående forsøg på at skabe demokrati.
Et nuanceret indblik i opfattelsen af Taliban fra deres overgang som skjult guerillabevægelse til åbne statsforvaltende magthavere, de regionale udfordringer og personnære fortællinger om de skræmmende timer hvorpå afghanere, om enten vestligfjendske eller ej, oplevede svigtet fra den daværende administration.
Virkelig god bog med mange spændende observationer. Helt klart en anbefaling fra min side af - dog er den lidt svær at finde rundt i, når det kommer til, om man har med nutidige interviews eller tidligere at gøre. Dette kunne i min optik godt være mere udspecificeret. Jeg har desuden også svært ved at have overblik over hvem de interviewede personer er, da de alle har afghanske navne (forståeligt nok).
Jeg vil klart understrege, at det er en meget tung og informativ bog (selvom den paradoksalt er letlæselig på grund af hendes skrivestil). Man skal derfor sætte sig god tid af til at læse den eller i hvert fald være klar på at skulle koncentrere sig. Hver sætning i bogen kommer med nye, relevante informationer.
Hvis man har haft det mindste med Afghanistan at gøre, om det er i gymnasiet, eller hvis man har fulgt med i nyhedsmedierne, er den enormt spændende. Personligt fandt jeg fortællingerne om Hold 6 og Jemims oplevelser specielt interessant (her hører man også en smule om Armadillo).
Spændende indblik i Afghanistan efter Vestens styrker har forladt landet og Taliban igen er blevet hverdagen. Gode beretninger om hvad intentionerne med krigen var og ligeså hvor det glippede og tippede til det modsatte. Skrivestilen er lidt knudret og der springes meget mellem forskellige personer, tider, områder og begivenheder.
Som altid (af Puk Damsgaard) en aktuel og relevant bog, som giver et godt billede af tiden efter vores exit i Afganistan. Det bliver 4 SMÅ stjerner, da den er lidt “tynd”.