Engle er en lysende smuk digtsamling om at få en psykiatrisk diagnose, at gå i behandling og at prøve at komme overens med sine symptomer – samtidig med at livet og hverdagen også kan være skøn og magisk, når man cykler ad Tagensvej midt om natten, kigger på månen og ræven, mærker englenes nærvær.
Digtene er skrevet med klarhed og intensitet, og gennem en vinter, der synes uendelig, følger vi jeget gå til lægesamtaler, besøge sine venner og bevæge sig rundt i byen, alt imens englene hele tiden er til stede – på én og samme tid som konkrete kroppe og som en følelse af ikke at være alene.
Engle kredser om en følelse af, at der er opstået en sprække mellem én selv og den verden, man er en del af – og at noget ikke er, som det burde være. Men sprækken er ikke et entydigt mørkt sted, den kan også være en åbning, hvor der kan opstå noget smukt. Hvor man kan give sig hen, blive ført og stå åben, simpelthen være gennemstrømmet.
Digte om engle og lidt om ræve og lidt om venner og medicin. Eller måske et langt prosastykke i meget små bidder, mere end enkelte digte. Jeg ved ikke helt hvorfor det kan noget, men det kan det.
Det har taget mig et par forsøg (fra julen til i dag) at komme ordentligt ind i universet i Sebastian Nathans digtsamling engle. Digtene er på den ene måde umiddelbare og frit tilgængelige - hihi siger digtenes engle - og på den anden side vinterlukkede, sære, eklektiske, med deres symbolrige verselinjer om ræve og månen. Samlingen kredser? om et jeg, der tydeligvis er i kontakt med psykiatrien (den tredje diagnose nu / tre slags psykofarmaka) henover en (fucking uendelig) vinter, hvor jeg'et vandrer gennem København (og tit rundt om søerne) - mødes med venner, der har navne, og overvåges af engle .....
Det er meget smukt, og i dag (1. januar 2026) fik jeg endelig en følelse af, at det lykkedes mig at penetrere samlingens verden og komme ind i den sære mellemverden, som Nathan bebor... Især digtet "der er ikke så mange stjerner at se / er det ikke ufatteligt / at verden er ens for alle /" Hjalp mig med at komme ind i den stemning, der kendetegner Engle...
Et stykke særligt og ret fint nyt dansk poesi, der helt sikker fortjener en plads i kanon.
En af de mest rørende fortællinger om en psykotisk lidelse. Udover at være et utroligt empatisk menneske, skriver Sebastian også med en urealistisk ømhed jeg ikke har stødt på før.
Den har helt sikkert sit eget lille univers, denne lille englebog. Jeg’et er i transition, på vej steder hen, men der er også stilhed og modstand i ubevægeligheden. Engle kan bevæge sig frit mellem steder og de hidkaldes i al deres barnlige frimodighed, budbringere fra en anden verden. Ræven bevæger sig fra rævehulen gennem villakvarterer, også denne kender jeg’et. Men øjnene, der svigter og vinteren er stor og evig. Jeg føler, jeg kender dette digts bevægelser, selvom jeg aldrig selv har gået samme tur.
Den giver mig intet. Synes den er både tam og indholdsløs, og derfor falder den slet ikke i min smag. Det er ikke engang, så jeg synes, at sproget er smukt, eller at de scener, der opstilles, er originale eller tankevækkende. Det er bare sprogligt fyld.