På årsdagen for sin bedste vens selvmord drager Andedrengen mod Amazonas jungle. Han søger det hemmelige jungletempel, hvis kosmiske kaktusdrik ayahuasca kan opløse tiden og åbne porten til de døde. En flænge i virkeligheden opstår og Andedrengen må tage på en kalejdoskopisk rejse for at bringe sin vens rådne lig tilbage til dødsriget. Uden helt at forstå hvordan, ender han en dag på et fodboldstadion. Det er her, med ryggen til kampen, at han lærer det smukke i sorgen, nedturen og hvad det vil sige at være menneske.
Onkel hawaii formår både, at skrive om absurditeten og meningen ved fodbold, tab, selvmord, genfødsel, meningsløshed, fællesskab og mange andre små finurlige og makabre beskrivelser af livet i det københavnske. Dertil blandet sammen med en start, som taget ud af "Heart of darkness" og en fortælling, der giver mig referencer til, hvis hærværk skulle være skrevet i nutiden Nørrebro/københavn, og hvor hovedkarakteren bliver en del af FCK fan miljø, og de kredse, der er indblandet i netop det.
Jeg føler gennem de overnaturlige og makabre passager, at litteraturen har fået en åbning, som er længe siden jeg har oplevet i litteraturen. Det tætteste jeg er kommet på det er Solenoid, som jeg også føler har nogle tematikker, der passer overens.
Jeg troede ikke den her bog, som jeg fandt på et random bord på Blågårdsbibliotek skulle have så stor indvirkning på mig. Jeg købte hurtigt bogen for selv, at kunne gøre den til min, og det har jeg ikke fortrudt et eneste sekund.
Jeg skal i hvert fald gå på opdagelse i flere værker af Baggårdsbaronerne.
Kæmpe anbefaling - hvis du tør. Onkel Hawaiis roman 'København er hvid og blå' er simpelthen noget af det bedste, jeg har læst. Dybt original, morbid, absurd, smuk, overraskende, ekvilibristisk, tidlig på beatet, dybsindig, stikkende og stinkende. Jeg har skraldgrinet og fældet en tåre, og jeg har undervejs været i tvivl om jeg kunne udholde indholdet.
En skæv hyldest til FCK, til den blå løve og sektionsslænget, som en kollektiv flugt fra provinsopvæksten. Og meget meget mere.
Onkel Hawaii og jeg er vokset op i samme by, to forskellige årtier, og i absolut hver sin sociale ende af 'Sjællands røvhul'. Trangen til at komme væk fra provinsen og finde sin plads og meningsfulde fællesskab udvisker dog aldrig det fælles udgangspunkt og postnummer, 4700. Så et eller andet sted har vi nok alligevel 'Næver' til fælles. You'll Næver walk alone, som vi siger.
1000tak Onkel Hawaii - du er en skæv skønnert - en ægte champ!