What do you think?
Rate this book
Vulkanø
En mand er på en længere rejse med sin familie til De Kanariske Øer. Børnene er et og fem, to små halvkloner af deres forældre, som er midt i trediverne og ikke har sovet i et halvt år.
De oplever et all inclusive-hotel, dresserede delfiner, golde velhaverområder og ender i en grotte hugget direkte ind i de vulkanske klipper.
Han har været vred. Et vredt barn, en vred søn, som endte med at blive en vred far. Men nu vil han ikke være vred længere.
Vulkanø er en roman om at være i familie med hinanden. Om en forsvunden tøjkanin, fædre og sønner, turismens glade vanvid. En barndom der er overstået, og en anden der udspilles foran hans øjne.
De oplever et all inclusive-hotel, dresserede delfiner, golde velhaverområder og ender i en grotte hugget direkte ind i de vulkanske klipper.
Han har været vred. Et vredt barn, en vred søn, som endte med at blive en vred far. Men nu vil han ikke være vred længere.
Vulkanø er en roman om at være i familie med hinanden. Om en forsvunden tøjkanin, fædre og sønner, turismens glade vanvid. En barndom der er overstået, og en anden der udspilles foran hans øjne.
178 pages, Paperback
First published January 24, 2024
7 people are currently reading
141 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 20 of 20 reviews
April 13, 2024
Det er værd at læse den beskrivelse af Vulkanø der ligger her på siden, så vi tager den lige igen:
"En mand er på en længere rejse med sin familie til De Kanariske Øer. Børnene er et og fem, to små halvkloner af deres forældre, som er midt i trediverne og ikke har sovet i et halvt år.
De oplever et all inclusive-hotel, dresserede delfiner, golde velhaverområder og ender i en grotte hugget direkte ind i de vulkanske klipper.
Han har været vred. Et vredt barn, en vred søn, som endte med at blive en vred far. Men nu vil han ikke være vred længere."
Den beskriver Vulkanø ret præcist: på overfladen er essayistisk beskrivelse af en familieferie til de Kanariske Øer, under overfladen en reflektion over det at være far, især det at være en *vred* far, en far der mærker vreden boble op i sig og forbinder den vrede han mærkede fra sin egen far. Ligesom i ovenstående resume fylder feriebeskrivelsen måske to tredjedele, og undersøgelsen af vreden en tredjedel, hvis man skal være meget skematisk. Og...det er klart den vrede tredjedel der er bedst. Ferieromanrn er stedvist underholdende, satirisk, samtidskritisk, men også sådan lidt...klummeagtig? Ikke for alvor interessant nok til at man fanges af den på sine egne præmisser. Når den så bruges som afsæt for at undersøge vreden, faderskabet, hvordan man bærer sine egne forældres opdragelse med videre, bliver det til gengæld ubehageligt og (ubehageligt) genkendeligt, og det ville jeg rigtig gerne have boret mig mere ned i.
"En mand er på en længere rejse med sin familie til De Kanariske Øer. Børnene er et og fem, to små halvkloner af deres forældre, som er midt i trediverne og ikke har sovet i et halvt år.
De oplever et all inclusive-hotel, dresserede delfiner, golde velhaverområder og ender i en grotte hugget direkte ind i de vulkanske klipper.
Han har været vred. Et vredt barn, en vred søn, som endte med at blive en vred far. Men nu vil han ikke være vred længere."
Den beskriver Vulkanø ret præcist: på overfladen er essayistisk beskrivelse af en familieferie til de Kanariske Øer, under overfladen en reflektion over det at være far, især det at være en *vred* far, en far der mærker vreden boble op i sig og forbinder den vrede han mærkede fra sin egen far. Ligesom i ovenstående resume fylder feriebeskrivelsen måske to tredjedele, og undersøgelsen af vreden en tredjedel, hvis man skal være meget skematisk. Og...det er klart den vrede tredjedel der er bedst. Ferieromanrn er stedvist underholdende, satirisk, samtidskritisk, men også sådan lidt...klummeagtig? Ikke for alvor interessant nok til at man fanges af den på sine egne præmisser. Når den så bruges som afsæt for at undersøge vreden, faderskabet, hvordan man bærer sine egne forældres opdragelse med videre, bliver det til gengæld ubehageligt og (ubehageligt) genkendeligt, og det ville jeg rigtig gerne have boret mig mere ned i.
April 9, 2024
Daniel Dalgaard burde være ansat til at skrive anmeldelser af masseturisme og feriedestinationer på Tripadvisor. Og så burde han få en kometkarriere ovenpå denne fantastiske roman, som fik mig både til at græde og grine.
April 10, 2024
Utrolig ufærdig bog. Glimt af noget relevant (vreden, dens ophav, ens vej ud), men resten er jo ren jeg-oplever tekst der er blottet for relevans. Hurtigt læst, dog.
November 10, 2025
Må alle mænd i mit liv læse den
April 27, 2025
En meget fin bog en families ophold på Tenerife. Men mest om at blive far, når man har haft et problematisk forhold til sin egen far.
September 13, 2024
Vulkanø - Daniel Dalgaard
.
⭐️⭐️⭐️⭐️
.
This book is a memoir of a young father in his 30s who travelled in the Canary Island with his wife/girlfriend and their two kids: a son at 5 and a daughter at 1 year old.
.
My first impression reading this book as a childfree person is “I’ve made the right choice to not have a child” 🤣🤣🤣 because let’s just face it, the examples given on the situations about how unruly the kids were, were enough to give me headache.
.
On a deeper level, the book (despite it being labelled as fiction, but I’ve read tv2 interview with the author that shared many of his experiences as written in the book) is about how he realised how similar he is with his father, a figure that he rebelled against so much during his youth and now his son is doing the same to him, triggering and provoking him in many ways possible
.
Having kids is hard, having kids when you have unresolved issues yourself is even harder. I can’t even imagine how horrified one must feel upon realisation that one has become the parent figure that one despised?
.
Apart from that, this is also a story about a holiday from hell 🤣
.
#danishauthor #danieldalgaard #vulkanø #books #bookstagram #booksbooksbooks #currentlyreading #2024readingchallenge #2024reads
.
⭐️⭐️⭐️⭐️
.
This book is a memoir of a young father in his 30s who travelled in the Canary Island with his wife/girlfriend and their two kids: a son at 5 and a daughter at 1 year old.
.
My first impression reading this book as a childfree person is “I’ve made the right choice to not have a child” 🤣🤣🤣 because let’s just face it, the examples given on the situations about how unruly the kids were, were enough to give me headache.
.
On a deeper level, the book (despite it being labelled as fiction, but I’ve read tv2 interview with the author that shared many of his experiences as written in the book) is about how he realised how similar he is with his father, a figure that he rebelled against so much during his youth and now his son is doing the same to him, triggering and provoking him in many ways possible
.
Having kids is hard, having kids when you have unresolved issues yourself is even harder. I can’t even imagine how horrified one must feel upon realisation that one has become the parent figure that one despised?
.
Apart from that, this is also a story about a holiday from hell 🤣
.
#danishauthor #danieldalgaard #vulkanø #books #bookstagram #booksbooksbooks #currentlyreading #2024readingchallenge #2024reads
September 18, 2024
Wow, sikke en bog! Jeg ville læse den for at blive klogere på vrede i forbindelse med børn, men forventede, at den var mest relevant for mænd. Men den rammer plet hos mig også. Jeg følte mig til tider som en klon af fortælleren, trods mit køn:
Nydelsen ved og frirummet i bøgernes verden og sin egen skrivning. Ønsket om at være alene, væk, ufindbar, men uendelig meget til stede med sig selv. Ens egen forælder, der helt ned i små fysiske detaljer (f.eks. kravet om at holde sin søn i hånden i bilen), overskrider sit barns grænser for egen sær vindings skyld. Vreden mod børnenes "urimeligheder". Og årsagen til det hele:
"Er der nogen, der skal sige noget? [...] Om det, der skete i går? Jeg går tilbage til køkkenet og sætter mig over for min mor med en portion havregryn. Nej, det er der ikke. Jeg begynder at spise, og lyden af skeen, der rammer tallerkenens porcelæn, fylder huset. Nej, der er ikke nogen, der skal sige noget. Der skal være stilhed. Det er der, den kommer fra." (side 85-86).
Størstedelen af tiden er jeg (såvel som forfatteren, gætter jeg på) nærværende, rummende og empatisk over for mine børn, men for ofte sker denne grimme ting alligevel:
"Jeg bliver præcis sådan en slags voksen, jeg som barn ikke kunne holde ud, usikker og derfor streng og principiel. Jeg tænkte kun på min egen frygt for, at han aldrig ville bære tasken igen, hvis jeg gav efter en eneste gang, jeg opførte mig, som om han var ude på at snøre mig, som om han var min modstander." (side 143-144).
Følgende blev jeg også hjemsøgt af i måske 10-15 år, indtil min mor døde, og min krops bevægelser heldigvis blev 100 procent mine:
"De fleste kender nok følelsen af at blive hjemsøgt af sine forældre, når man kommer op i tyverne. En særlig kropsholdning, man begynder at indtage. Vendinger, som på samme tid føles fremmede og hjemmevante i ens mund. Pludselig et øjeblik, mens jeg står og lægger ekstra pepperoni på en frysepizza, kan det være, som om du har kapret min krop og kommer til syne i mine bevægelser og tanker i en grad, så jeg ikke længere ved, om de er mine. I flere år fyldte den slags situationer mig med rædsel. Jeg ville ikke være dig. Jeg ville være mig." (side 155).
Bogen besvarer i mine øjne ikke spørgsmålet "Hvordan undgår man vreden?". Det behøver den heller ikke at gøre, men ih, hvor ville jeg ønske, at forfatterens kone, Stine, ville give sin version af de scener, der beskrives i bogen. Jeg er nemlig efterladt med en masse spørgsmål: Hvorfor bliver hun ikke vred? Bliver hun vred i andre situationer? Hvad ville der ske, hvis ikke forfatteren var der til at have vredesrollen, som hun kan stå i mild opposition til? Ville hun så ende i vredesrollen, fordi nogen skal stå med hovedansvaret og de hårde vurderinger og beslutninger, som man bliver bims af at tage så mange gange om dagen? Hvis hun bare altid er mild og god og rummelig og samtidig formår at sætte passende grænser for børnene, skyldes det så, at hun er i mindre kontakt med sig selv og sine behov – a la forfatterens behov for alenetid og behov for at opleve spændingen i den vanvittig fristende rutsjebane? Er mildhedens pris i så fald en grå personlighed og færre udtryk for følelser? Jeg siger ikke, at det er sådan. Jeg siger bare, at jeg virkelig, virkelig gerne ville høre fra/om Stine, som fremstilles som den gode og velfungerende i modsætning til forfatteren.
Hvis man som læser ikke forstår forfatterens vrede og i stedet snarere bliver irriteret på ham, tænker jeg, at man bare skal prise sig lykkelig over at have haft en bedre barndom og over ikke at være nødt til at bakse med det, som vi er nogle, der lider under.
Nydelsen ved og frirummet i bøgernes verden og sin egen skrivning. Ønsket om at være alene, væk, ufindbar, men uendelig meget til stede med sig selv. Ens egen forælder, der helt ned i små fysiske detaljer (f.eks. kravet om at holde sin søn i hånden i bilen), overskrider sit barns grænser for egen sær vindings skyld. Vreden mod børnenes "urimeligheder". Og årsagen til det hele:
"Er der nogen, der skal sige noget? [...] Om det, der skete i går? Jeg går tilbage til køkkenet og sætter mig over for min mor med en portion havregryn. Nej, det er der ikke. Jeg begynder at spise, og lyden af skeen, der rammer tallerkenens porcelæn, fylder huset. Nej, der er ikke nogen, der skal sige noget. Der skal være stilhed. Det er der, den kommer fra." (side 85-86).
Størstedelen af tiden er jeg (såvel som forfatteren, gætter jeg på) nærværende, rummende og empatisk over for mine børn, men for ofte sker denne grimme ting alligevel:
"Jeg bliver præcis sådan en slags voksen, jeg som barn ikke kunne holde ud, usikker og derfor streng og principiel. Jeg tænkte kun på min egen frygt for, at han aldrig ville bære tasken igen, hvis jeg gav efter en eneste gang, jeg opførte mig, som om han var ude på at snøre mig, som om han var min modstander." (side 143-144).
Følgende blev jeg også hjemsøgt af i måske 10-15 år, indtil min mor døde, og min krops bevægelser heldigvis blev 100 procent mine:
"De fleste kender nok følelsen af at blive hjemsøgt af sine forældre, når man kommer op i tyverne. En særlig kropsholdning, man begynder at indtage. Vendinger, som på samme tid føles fremmede og hjemmevante i ens mund. Pludselig et øjeblik, mens jeg står og lægger ekstra pepperoni på en frysepizza, kan det være, som om du har kapret min krop og kommer til syne i mine bevægelser og tanker i en grad, så jeg ikke længere ved, om de er mine. I flere år fyldte den slags situationer mig med rædsel. Jeg ville ikke være dig. Jeg ville være mig." (side 155).
Bogen besvarer i mine øjne ikke spørgsmålet "Hvordan undgår man vreden?". Det behøver den heller ikke at gøre, men ih, hvor ville jeg ønske, at forfatterens kone, Stine, ville give sin version af de scener, der beskrives i bogen. Jeg er nemlig efterladt med en masse spørgsmål: Hvorfor bliver hun ikke vred? Bliver hun vred i andre situationer? Hvad ville der ske, hvis ikke forfatteren var der til at have vredesrollen, som hun kan stå i mild opposition til? Ville hun så ende i vredesrollen, fordi nogen skal stå med hovedansvaret og de hårde vurderinger og beslutninger, som man bliver bims af at tage så mange gange om dagen? Hvis hun bare altid er mild og god og rummelig og samtidig formår at sætte passende grænser for børnene, skyldes det så, at hun er i mindre kontakt med sig selv og sine behov – a la forfatterens behov for alenetid og behov for at opleve spændingen i den vanvittig fristende rutsjebane? Er mildhedens pris i så fald en grå personlighed og færre udtryk for følelser? Jeg siger ikke, at det er sådan. Jeg siger bare, at jeg virkelig, virkelig gerne ville høre fra/om Stine, som fremstilles som den gode og velfungerende i modsætning til forfatteren.
Hvis man som læser ikke forstår forfatterens vrede og i stedet snarere bliver irriteret på ham, tænker jeg, at man bare skal prise sig lykkelig over at have haft en bedre barndom og over ikke at være nødt til at bakse med det, som vi er nogle, der lider under.
July 26, 2024
Vulkanø giver sig i kast med at bryde et væsentligt tabu. Fædres vrede. Hvor kommer den fra og hvorfor ødelægger den alt omkring sig?
Det er et sympatisk foretagende – og et nødvendigt livtag med vreden. Den er en underbelyst følelse, der er i stigende grad er bandlyst fra vores civilisation, men derfor eksisterer den stadig. Den lusker rundt i stuerne og bryder frem ved spisebordene.
Der er bare det med Vulkanø, at den også prøver at være en turistsatire, der krydsklipper mellem spanske feriedestinationers absurditet og rå faderfrustration. Det fungerer ikke helt.
Jeg er ellers en kraftig fortaler for, at sand kreativitet opstår, når to ulige fænomener sammenstilles og løfter sig til at blive et nyt syntetiseret udtryk. Daniel Dalgaard formår bare aldrig at smelte romanens dele sammen.
De forbliver adskilte, hvilket skaber en lidt rodet bog, der det ene øjeblik gør nar ad All Inclusive buffeter, og det andet øjeblik fortæller om at gå i sort, fordi ens søn putter nudler i en kop. Emnerne løfter ikke hinanden og giver dermed romanen et uforløst skær.
Den har bestemt sine momenter. Dalgaard er en effen iagttager og skarp selvudleverende skribent, men den mangler det sidste for også at være en litterær oplevelse.
Det er et sympatisk foretagende – og et nødvendigt livtag med vreden. Den er en underbelyst følelse, der er i stigende grad er bandlyst fra vores civilisation, men derfor eksisterer den stadig. Den lusker rundt i stuerne og bryder frem ved spisebordene.
Der er bare det med Vulkanø, at den også prøver at være en turistsatire, der krydsklipper mellem spanske feriedestinationers absurditet og rå faderfrustration. Det fungerer ikke helt.
Jeg er ellers en kraftig fortaler for, at sand kreativitet opstår, når to ulige fænomener sammenstilles og løfter sig til at blive et nyt syntetiseret udtryk. Daniel Dalgaard formår bare aldrig at smelte romanens dele sammen.
De forbliver adskilte, hvilket skaber en lidt rodet bog, der det ene øjeblik gør nar ad All Inclusive buffeter, og det andet øjeblik fortæller om at gå i sort, fordi ens søn putter nudler i en kop. Emnerne løfter ikke hinanden og giver dermed romanen et uforløst skær.
Den har bestemt sine momenter. Dalgaard er en effen iagttager og skarp selvudleverende skribent, men den mangler det sidste for også at være en litterær oplevelse.
August 5, 2025
Virkelig god og velskrevet bog om vrede!!!!!!!
Vulkanø handler om at have vokset op med en vred far og frygten for selv at blive en vred far. Det er svært ikke at læse forfatterens eget liv ind i hans beskrivelser, det virker som om det er hans egne oplevelser han beskriver, hvilket gør det desto mere rammende. Han skriver blandt andet om følelsen af at føle sig holdt udenfor af sin søn og kone. Og følelsen af at blive enormt vred på sin søn og skælde ham ud og derefter skamme sig enormt meget over det. Det bliver særligt tungt igennem de mange tilbageblik på jeg-fortællerens egen barndom, der med voksne briller nu bliver set i er nyt og refleksivt, måske mere, måske mindre, fordømmende, lys.
Men det er også en bog fuld af dualiteter, for udover ret fint og ærligt at behandle at være en vred far, er den også humoristisk i sin måde at ramme fuldstændig plet i sin beskrivelse af forskellige fænomener, man kun kan genkende og forstå, har man selv rejst i dette forjættede land der hedder All Inclusive!
En lidt rodet anmeldelse, det beklager jeg, men om ikke andet, lad dette stå klart: Vulkanø er en helt igennem god, rammende, velskrevet, sjov, ægte og smuk bog <3
Vulkanø handler om at have vokset op med en vred far og frygten for selv at blive en vred far. Det er svært ikke at læse forfatterens eget liv ind i hans beskrivelser, det virker som om det er hans egne oplevelser han beskriver, hvilket gør det desto mere rammende. Han skriver blandt andet om følelsen af at føle sig holdt udenfor af sin søn og kone. Og følelsen af at blive enormt vred på sin søn og skælde ham ud og derefter skamme sig enormt meget over det. Det bliver særligt tungt igennem de mange tilbageblik på jeg-fortællerens egen barndom, der med voksne briller nu bliver set i er nyt og refleksivt, måske mere, måske mindre, fordømmende, lys.
Men det er også en bog fuld af dualiteter, for udover ret fint og ærligt at behandle at være en vred far, er den også humoristisk i sin måde at ramme fuldstændig plet i sin beskrivelse af forskellige fænomener, man kun kan genkende og forstå, har man selv rejst i dette forjættede land der hedder All Inclusive!
En lidt rodet anmeldelse, det beklager jeg, men om ikke andet, lad dette stå klart: Vulkanø er en helt igennem god, rammende, velskrevet, sjov, ægte og smuk bog <3
February 17, 2025
Overraskende god.
Sproget er let og konkret.
Fungerer rigtig godt med ferie i Tenerife som bagtæppet for hele handlingen.
Simpel problematik ift far og søn relation men bearbejdet på en meget grundig og præcis måde, som giver megen stof til eftertanke, når man selv er vokset op i andre kår og skal give videre til børn.
Hele vejen igennem også meget kærlighed til både hovedpersonens far og søn, og opløftende fordi den ikke er bebrejdende men med kærlighed til at fædre gør det de kan.
Sproget er let og konkret.
Fungerer rigtig godt med ferie i Tenerife som bagtæppet for hele handlingen.
Simpel problematik ift far og søn relation men bearbejdet på en meget grundig og præcis måde, som giver megen stof til eftertanke, når man selv er vokset op i andre kår og skal give videre til børn.
Hele vejen igennem også meget kærlighed til både hovedpersonens far og søn, og opløftende fordi den ikke er bebrejdende men med kærlighed til at fædre gør det de kan.
April 1, 2024
Jeg ved ikke rigtig hvorfor han er så vred på sine børn eller mere specifikt sin søn. Måske skal han bare opdrage ham i stedet for at skælde ud og være så skide mavesur. Han lever jo et priviligeret liv som burde generere en masse overskud. Han virker virkelig til at være et underskudsmenneske!
Hvorfor?
Hvorfor?
June 23, 2025
Som far er det nogle meget velbeskrevet følelser og oplevelser som Dalgaard beskriver. selve historien er lidt kedeligt skrevet med øjeblikkene og de intense følelser i kroppen er meget smukt beskrevet
October 11, 2025
Interessant og genkendeligt vidnesbyrd om at være far og ens egne relationer til sine forældre. Jeg kunne spejle mig selv i både hans refleksioner om de sydeuropæiske feriedystopier og fædre, der vægter velstand over velfærd.
November 3, 2024
En spændende, om end lidt rodet, bog. Særligt refleksionerne over vreden og dens plads i far-søn-relationen var interessante og lærerige.
December 27, 2024
Velskrevet, dog uden den megen substans...
Skal man læse Daniel Dalgaard, skal man starte med Sfinxe
Skal man læse Daniel Dalgaard, skal man starte med Sfinxe
January 16, 2025
Fin bog om at være forælder (far) og barn og om vrede
February 24, 2025
Perfect for any, sometimes, angry person
February 20, 2024
Der skete noget i læsningen af de sidste to afsnit, hvor jeg fandt mig selv være utroligt u-underholdt af Daniels betragtninger af Tenerife, sig selv, sin søn og sin far. Som om at romanens essayagtige præmis mistede sin glans, fordi der ikke skete noget uforudsigeligt. Måske er vrede mænd bare lidt kedelige i længden.
Displaying 1 - 20 of 20 reviews