Roberta er hjemmehjælper og har hjertesorg. Hun ønsker sig brændende et barn, som kan fordrive ensomheden. Hendes barndomsven og ekskæreste, Silas, spøger stadig i kulissen. Samtidig er en pyroman løs i området og spreder frygt og mistænksomhed hos de ældre på ruten.
Den Røde Hane er en mørk velfærds-thriller, der udspiller sig på fjerntliggende gårde, i parcelhuse, varme stuer og velduftende køkkener, på et harmonikamuseum og på landevejene i det vindblæste Thy. Det er en fortælling om besværlige familier og deres hemmeligheder, om svigt, kunst, begær og drømmen om den ultimative forbundethed.
Ingrid Nymo (f. 1992) har tidligere udgivet Kloster, der blev shortlistet til debutantprisen. Den røde hane er hendes anden roman..
Den røde hane af Ingrid Nymo er lidt af en bastard af en roman: Dels handler den om en lille gruppe lidt rodløse, kunstneriske venner i 20'erne, der er vokset op og bor i landområdet omkring Thisted i Vendsyssel med hjemmehjælperen Roberta i midten. Og er som sådan en generationsroman, hvor kønsidentitet og klimabevidsthed fx fylder. Men den er også en krimi, hvor selvsamme Roberta forsøger at opklare hvem, der er pyromanen bag en uhyggelig række brandstiftelser i lokalområdet, som bringer fare til både familie og de gamle, som hun hjælper. Den trækker også tråde til en gammel brand i Gunnars hønsehus, hvor hans yndlingshane døde og Tage anklagede Peder for at have gjort det. De tre nævnte ældre, omsorgskrævende mænd danner sammen med begivenheden og en dement fisker, der advarer mod havet, forladtheden og den uhyggelige ild, et kludetæppe af utryghed for Roberta, som i det miljø samtidig gerne vil have et barn og med hvem og hvordan skal det foregå? Efter en lidt tøvende start, som klinger godt i forhold til tempoet i det Vestre Han Herred, som skildres, bygger Ingrid Nymo en fortættet fortælling op, som er af de helt eksistentialistiske og dramatiske, og man pisker som læser nærmest mod slutningen. Jeg blev i hver fald fanget af det langsommelige, poetisk beskrivende med livsomvæltende hemmeligheder og uhygge i Ingrid Nymos fine Den røde hane.
Ingrid Nymos “Den røde hane” har jeg læst, fordi den er blandt de nominerede til DR romanprisen. Det er prisværdigt, at komiteen har udvalgt bøger, der ikke kun udgives af landets største forlag. Og jeg tænkte, at det var godt at læse en bog, der ikke har akademikere eller den kreative klasse som hovedpersoner. Men så har jeg ikke så meget mere ros at give. Jeg synes, at sproget er ALT for overlæsset. Til gengæld er plottet - for det må man sige, at der er, når man tilføjer et pyromanelement - meget tyndt. Man får et indtryk af hovedpersonen, Roberta (hvem vil i fuldt alvor kalde sit barn det?), som en omsorgsfuld person, der har god kontakt itl sine brugere, de gamle i Thy. Men uden for arbejdet er hun somme tider helt fokuseret på sit maleri, som hun nærmest ikke kan leve uden, mens hun ellers det meste af bogen faktisk ikke rører en pensel. Til at begynde med er hun også meget optaget af at blive gravid, men den idé dør også lidt ud. At hun desuden ikke er datter af den mand, hun hele livet har kaldt sin far tilføjer bare mere rod i bogen uden at give forklaringer på, hvorfor hun er, som hun er. Ingrid Nymo bliver måske en god forfatter engang, men hun skal aflægge sin overlæssede sprogstil, og så skal hun finde et forlag med en dygtig redaktør, der kan sige: Stop, du vil for meget.
Jeg var ret så irriteret undervejs i læsningen, og det var vel egentlig både godt og skidt. Godt fordi bogen virkelig udfordrede mig, skidt fordi det kan være lidt træls i længden at føle sig udfordret over knap 400 sider. Væsentligste udfordring ved bogen er, at den handler om noget andet end det den egentlig lover læseren, nemlig et plot som bliver opløst. 70% af det, der er skrevet, virker ligegyldigt.
Men mon ikke det er helt overlagt fra Nymos hånd. For som modstilling til Roberta og de andre veluddannede-økokritiske-polygamiske-queer-kollektivbasede typer (der virker lidt utroværdige på mig, fordi de er så overdrevne), står thyboerne fuldstændig soleklart og helt fantastisk troværdigt skildret.
Det samme med den plotmæssige slingrekurs. Plottet bliver fortalt i et sprog, der ligesom hovedkarakteren Roberta er utilregnelig. Sproget var jeg helt vild med. Det har karakter af ADHD. Hopper rundt, stikker af i en retning og hyperfokuserer på noget andet. Det er skævt, originalt og virkelig sjovt. Og sprogets intention er ikke at blive færdig med en historie, ligesom plottet vil. Når nu Nymo skriver så skide godt, er det faktisk ok!
Nymo kan skrive et troværdigt fucked up menneske frem så det risler lidt i læsenerven. Jeg er ikke sikker på, at jeg er den ideelle læser af et pyromanplot, men resten af den var jeg vild med.
Det var en fornøjelse at læse denne lokalt forankrede kollektivroman med et persongalleri af både unge og gamle.
Sproget flyder let, de mange overraskende indfald og vendinger får teksten til at virke personlig og original. God beskrivelse af relationer, tilnærmelse, afvisning, være på bølgelængde med osv. og af familieliv og hvor forskelligt det kan udspille sig. I nogle familier spørger forældrene interesseret til børnenes opfattelser og de kan tale om emner, i andre gælder det om at beholde ordet, når man først har tiltaget sig det, som en af vennerne konstaterer.
Handlingen er både stillestående og fremadskridende, så jeg blev hurtigt fanget ind og havde lyst til at læse videre. En pyroman er på spil, og så er der rod i noget med hvem der er hovedpersonen Robertas far. Koblet med det lidt magiske i ildspåsættelser, en rød hane-symbolet og en ond dukke virker det som drivkraft i læsningen samtidig med, at jeg opfatter det som noget, der er taget med for sjov. En lidt unødvendig leg med spændingselementer, men ikke desto mindre driver den læsningen frem.
Jeg kan godt lide, at det kropslige spiller en rolle, for det er så tit udeladt i fiktion. At vi hører om hovedperson Roberta-hjemmehjælpers menstruations- og endometriosesmerter f.eks. Det er også fint at læse om hendes jævnaldrendes (forfatteren er født i 1992) overvejelser om køn og relationer. Det undrer mig, at hun er så optaget af at blive gravid. Måske for at overvinde, at faren er død?
Hvad formen angår, krævede det tålmodighed, især i begyndelsen, at de gamle i bogen taler thybomål. Men lydskriften hjælper på vej, og jeg forstod det meste ved at læse teksten højt. I hvert fald rammer hun så vidt jeg kan se tonen og omgangsformen godt i hjemmehjælperens dialoger med de gamle.
Men hvorfor sker der ikke rigtig noget, og hvorfor breder hun sig over så mange emner, blev der spurgt i min DR Romanklubpris af hoc-gruppe på biblioteket. For mig minder både indhold og skrivemåden om levet liv og de emner både unge, voksne og gamle er interesserede i. Større ros kan jeg ikke give.
Roberta og Valdemar er begge droppet ud af universitetsstudierne, og efter en længere rejseperiode har de bosat sig i Thy, hvor Roberta er vokset op. Valdemar er surf-instruktør i Klitmøller, og Roberta arbejder som ufaglært hjemmehjælper i det tyndt befolkede område. Det vrimler med historier om egnens personligheder, som Roberta møder på sit arbejde. Tidstypiske samfundsfortællinger folder sig ud. Sproget er frodigt, sjovt, associerende og ind imellem lidt svært. Særligt fordi dialogerne med egnens gamle er skrevet på dialekt. Og så er der en pyroman på spil. Som i en krimi i drives læsningen frem. Romanen er helt forståeligt nomineret til DR-romanprisen 2025.
Storartet roman fra talentet Ingrid Nymo. Dristigt valg af både setting og persongalleri i en historie, hvor vi møder voksenbleer og støttestrømper og GAMLE mennesker i den kvindelige hovedrolleindehavers arbejde som SOSU-assistent, mens hun selv famler usikkert rundt i livet med flere forhåndenværende eksistentielle rystelser og søgen efter rodfæstelse. Lyder det højtravende? Det er det overhovedet ikke. Nymo har sans for elementær spændingskurve og skriver i øvrigt med en vibrerende sanselighed og fornemmelse for naturens storhed i Thy. Fire stjerner er til den nærige side, for det er et stortalent i udfoldelse her.
En vidunderlig roman med karakterer, der står knivskarpt for dig, mens du læser og bliver hos dig længe efter, du er færdig. Det er den mest rammende skildring, jeg har set, af 20’ernes rodløshed og længsel efter at slå rødder samtidig med, at man er ved at finde ud af, hvem man selv er. Jeg resonerede virkelig med karakterernes famlende søgen efter at “høre til” gennem forbindelse med naturen, kollektiv-fællesskaber, kunst, sex, ritualer og, for Robertas vedkommende, gennem den omsorgsrelation, hun har med de gamle Thyboere, hun passer som hjemmehjælper. Meget varm anbefaling!
En fuldstændig fantastisk roman på så mange måder. Nymo skriver som en drøm, med et originalt og fængende billedsprog. Karakterene i bogen er vildt levende og man bliver suget helt ind i deres univers. De forskellige spor som driver fortællingen frem er både spændende og relaterbare. Det er nok det bedste jeg har læst i nyere tid.
Delen hvor Roberta er fortæller kunne jeg godt lide, og den fylder heldigvis det meste. Silas’ dagbog og Amalies brev fandt jeg til gengæld kedelige og skøjtede hurtigt over. Derfor ender jeg på 3 stjerner.
Socialrealisme med dialekt. Sjovt tænkt og god bog, men jeg ved ikke helt hvad dagbogsuddraget og Amelies slutfortælling gør af godt. Men ellers godt skrevet
Man skal i gang, den er langtrukket (og lidt meget nordjysks lingo), men når man når til Silas dagbog, og helt frem til slutningen, er den så spændende og dragende.