לונגירביאן

by Heidi Sævareid, היידי סבראייד, Shira Stav (Afterword)

סוולברד, 1957: אייבור ובעלה פין, רופא-מנתח צעיר, עוברים עם שתי בנותיהם הקטנות מאוסלו ללונגירביאן, יישוב הקבע הצפוני ביותר בעולם, המרוחק רק כאלף קילומטרים מהקוטב הצפוני. כשהים קופא בחודש נובמבר, תנועת האוניות נעצרת ובמשך ששת חודשי החורף אין גישה לעיירה המבודדת. פין מטפל בתושבי העיירה, שחייהם תובעים התמודדות יומיומית עם קהילה מצומצמת ותנאי אקלים קיצוניים – טמפרטורות של פחות מ-30 מעלות מתחת לאפס, רוחות עזות, סופות שלג, קרח המאיים להיסדק ולבלוע לקרבו את הגולשים עליו, דובי קוטב משחרים לטרף והסתגלות מפרכת לעונות האור והחושך הארוכות. אייבור מתקשה למצוא את מקומה בקהילה המקומית ומעדיפה לשוטט בטבע בלוויית כלבת ההאסקי יוסה. עד מהרה מתגלה כי איום גדול לא פחות שוכן בנפש, ובכוחות ההרס הפנימיים העלולים להשתחרר ולהתפרץ תחת הלחץ המצטבר.

לוֹנְגְיִרְבִּיאֶן הוא רומן על הישרדות בקצה העולם, על איתני הטבע ועל זוגיות במשבר.

הַיידי סֵבַרְאַייד (ילידת 1984), שסבה וסבתה גרו בלונגירביאן בסוף שנות ה-50, שמעה בילדותה סיפורים רבים על החיים בלב השממה הארקטית, ואלה הציתו את דמיונה. סֵבַרְאַייד היא סופרת, מתרגמת ומבקרת ספרות. היא גדלה בנורווגיה, וחיה היום בבריסטול שבאנגליה. ספריה למבוגרים ולנוער זכו בפרסים מטעם משרד התרבות הנורווגי ואגודת ריקְסְמוֹל לספרי ילדים ונוער.

לספר מצורפת אחרית דבר מאת שירה סתיו.

Genres: Fiction

319 pages, ebook

First published April 20, 2020

About the author

Heidi Sævareid (1984) har mastergrad i nordistikk fra UiO. Tidligere har hun vært norsklærer og forlagsredaktør, og arbeider i dag som oversetter, kritiker og yogalærer. Hun ble nominert til Brageprisen og fikk Kulturdepartementets debutantpris for ungdomsromanen Spranget (Omnipax) i 2013. Slipp Hold er hennes første roman på Mangschou forlag.

Reviews

[Trine Børseth · Rating 1 out of 5]

Skulla stoppa på side 50. Svalbard æ kult, men skildringa av det stakkarslige ekteskapet her kunna e godt vørre foruten.

[Rebecka · Rating 3 out of 5]

This was really slow. At times excruciatingly slow. At one point there it seemed like there was actually no story; there was an “almost incident” out on the ice where I kind of hoped the children (or at least someone) would fall through and create some excitement.

I thoroughly dislike reading about children and families. I think you’re probably supposed to feel like this with this book though, as it features difficult, annoying children and a reluctant mother who’s probably regretting her life choices up until this point. However, it would have helped greatly if the main character was more likeable, or at least more interesting. She’s basically an empty shell that just trudges along. (Except where the dog is involved! I absolutely approve of this, if course.)

I do think this book creates a perfect atmosphere of isolation and numbness. It’s just… not great fun to read about, and that’s perhaps the point. The last third of the book redeemed the two first, and I can’t give it a bad rating, because I actually finished it in one sitting. I’d say 3.5 stars actually, partly because it feels so authentic. If you want to read about Svalbard in the 50’s then this is probably as good as it gets.

And there is a story!

[Sindre · Rating 2 out of 5]

Som forventet når man velger å lese middels norsk litteratur.

[Tatjana Bordukalo Nikšić · Rating 4 out of 5]

Zatvoren i pomalo tjeskoban roman o obitelji mladog liječnika Finna i njegove supruge Eivor koji, zajedno s dvije djevojčice, provode dvije zime na najsjevernijem naseljenom otoku na svijetu - Svalbardu. Finn je liječnik u rudarskom naselju Longyearbyen, zaposlen po cijele dane, dok je Eivor posvećena djeci i obitelji, ali teško se uklapa u izoliranu otočku sredinu i na život u dugotrajnom mraku i hladnoći. Godina je 1957., Hladni rat se osjeća najviše kroz psihotične aluzije nekih likova, do izoliranog otoka vijesti iz svijeta slabo dopiru, a odnos Finna i Eivor sve je napetiji. Sve ono najizrazitije na Svalbardu - izolacija, mrak i hladnoća kao da potenciraju probleme koji se i inače javljaju u brakovima, pogotovo prezaposlenih liječnika. Atmosfera je majstorski ocrtana, autorica je gradi postupno, ali sigurnom rukom. Zbog toga knjiga ne osvaja čitatelja od samog početka, pomalo je teško probijati se kroz početna poglavlja, a i treba popamtiti sva ta norveška imena. Ali kad vas knjiga jednom uvuče, opći dojam je izuzetan.

[Karla · Rating 1 out of 5]

This is the first ever book I gave up on after 20 pages (and I’ve read some pretty bad books in my life).
I saw that it was set in one of my favourite places in the world, in mid-20 century, figuring it was a safe read. I have never been so wrong.
I can see that the reviews mention the problems with the narrative, but I would stress the utterly bad style of writing. It is as if a high school student wrote the book. And no one can justify this with “wanting to set the mood” or “creating a gloomy atmosphere”. There have been books which achieved the trapped-feeling atmosphere in a creative and interesting way, i.e. writing style, but this is just plain bad, 50 Shades of Grey level writing. Avoid and save your time and nerves.

[Marina Horvat · Rating 2 out of 5]

Priča o infantilnoj majci koja ne zna jel bi prdla ili stisla. Ne znam je li to neofeministični roman, vjerojatno jest, uglavnom, žena ima dvoje djece s kojima ne zna šta bi, za razliku od cucka od kojeg se ne bi razdvajala. Da se nije bar nikad udala, tad bi mi bili pošteđeni ove gluposti od knjige o djetinjastoj ženi negdje iza božjih hozntregera.

[Ísabel · Rating 4 out of 5]

I found the atmosphere of Longyearbyen very accurately painted even though I can only compare it to the state 50 years after the book’s story (ofc I don’t suggest you’d have to know the place to enjoy the book - but it definitely was added value) - the closeness of people, the beauty of the landscape, also the lurking terror of a nature that humans should not be in. I could also get some feeling from the book, how the darkness and isolation of polar overwintering can get to your soul (i.e., as with Eivor). Interesting, how many of 2022’s (already 2020’s) current events softly resonate in the book: national territorialism, climate change, even a bit of epidemic; but not in a forced way, in fact U might even overinterpret. — I particularly liked how the dog and kids figured prominently, of course, they did because they did for Eivor. Their portrayals are incredibly lifelike, yet warm and nevertheless amazingly clever as literary devices.
One thing I might criticize is that in or by the 3rd quarter the story was drawn out just a little bit too long and the ending just a little bit too abrupt – but both still within reason, it still works.
I’ve read the german translation, which is mostly very good. I only wondered about leaving some of the Norwegian expressions intact (gate, Fjell, maybe Teddy, for a polar bear?), but overall that adds to the atmosphere.

[Birgitte Bach · Rating 3 out of 5]

En lidt stille fortælling om livet på Svalbard i 1950´erne. Det er en roman, hvor meget af handlingen foregår i det usagte, hvilket godt kunne blive lidt anstrengende og en en anelse kedeligt. Men helt sikkert en fin og lytteværdig historie.

[Tihanix · Rating 4 out of 5]

Long descriptions of everyday activities perfectly portray life in the North, on an isolated frozen island, in darkness and snow, through the eyes of a young woman who cannot admit to people arround her or to herself that she does not want to be there. She longs for the sun and the beauty of nature. She desires the freedom of choice. She does not want new friends, she does not want to talk.

Her husband devotes himself to a colleague who is slowly falling apart, and does not notice that his introverted wife is also on the edge. Or he does notice, but ignores - like with the first signs of his friend's mental illness.

But she doesn't show it, no way she will let him in, after he didn't even aks her should he accept the job at the north.

She has a dog who understands her and comforts her. Jossa just stays quiet and warm. And warmth is precious to Eivor.

Life on Svalbard is boring, and so is the perspective of this novel—it's boring, but there is something deep and so alive that surprises you while reading, that pulls you through the pages.

Don't read it if you only have a precious half-hour a day for reading. Read it when you have time. On vacation somewhere in the sun.

[Torill Revheim · Rating 4 out of 5]

Heidi Sævareid skriver om livet på Svalbard på 50-tallet. Her berører hun tema som familieforventinger, kjønnsroller og psykisk helse.

«Longyearbyen» er et portrett av et lite lukket samfunn og et ekteskap som stilles på prøve underveis. Det var ikke helt enkelt for Eivor å reise fra Oslo til Svalbard for å være husmor der mens mannen Finn inn jobber som lege. Eivor følger ganske motvillig med ektemannen. Hun vet lite om hva som venter henne. Hun er ensom og sliter med å finne seg ordentlig til rette. Klimaet er tøft og Eivor finner trøst i hunden Jossa. Det blir fort tydelig at Eivor mistrives. Finn jobber mye, og når han har fri, er de alltid sammen med andre. Det er en rolig roman. Jeg liker den godt, men vil tro at for noen vil den oppleves som stillestående. Jeg blir irritert på Eivor innimellom, selv om jeg også forstår hennes frustrasjon. Blir også frustrert på de valg Finn tar underveis. Det er tausheten som råder her.

[Lucija L. · Rating 5 out of 5]

Ova me knjiga dosta namučila i nekoliko sam puta željela odustati, ali je znatiželja bila prevelika. Dojmljivi opisi života na norveškom arhipelagu Svalbard tijekom polarne noći uvlače se pod kožu poput zime i mraka koji opisuju, a ni period svjetla ne zvuči puno bolje. Ako ovu fikciju ipak možemo promatrati i kao skup činjenica o takvom životu, mogu reći da sam dosta naučila o tome kako se ljudi tamo odijevaju i organiziraju život u ekstremnim uvjetima. Bračna priča o liječniku Finnu i supruzi Eivor koji se tamo doseljavaju sa svoje dvije malene kćeri prilično je mučna, dojam vječnog iščekivanja supruga koji je zatrpan poslom, depresije obaveza koje proizlaze iz brige za dvije male nestašne curice teži je čak i od tih opisa hladnoće i mraka i djeluje mi vrlo suvremeno, iako se radnja odvija 1950-ih godina.

[mapet · Rating 1 out of 5]

Ukratko, liječnik Finn odlazi sa ženom Eivor i dvoje male djece na Svalbard gdje ih čeka polarna zima i neprekidni mrak. Eivor to iznimno teško pada te se ona izolira od ljudi i zamjera svom mužu što je prihvatio posao na par sezona. Jedino što voli raditi je skijati s haskijem, a sve ostalo, čak i vlastita djeca, su joj teret.

Ovo je mogla biti baš zanimljiva knjiga o životu na mjestu odsječenom od civilizacije, bračnim problemima i depresiji. Nažalost, ova je knjiga jedva zagrebala po tim temama makar joj je to u opisu. Zapravo ništa ne opisuje konkretno, svi su opisi iznimno površni. Taman kad pomisliš da će ti dočarati Eivorinu tjeskobu ili rasplesti neki događaj, spisateljica to samo preskoči - kao da ne zna kako da opiše što želi reći i onda joj je lakše samo napisati "novi je dan". Jedino pozitivno kod ove knjige je što mi daje nadu da onda i ja mogu biti spisateljica...

[ZRNO · Rating 5 out of 5]

Predivna i vrlo mračna knjiga o životu s ruba arktičkog kruga. Savršeno opisan život u ledenoj izolaciji, međuljudski odnosi secirani iz ugla glavne junakinje, koja je pri tom anksiozna i introvertirana. Brak koji je stoga na kušnji, ali i sve ostalo. Čitanje ove knjige bio je top užitak, plus što sam se kao introvert s mnogim stvarima s glavnom junakinjom poistovjetila. ❤️

[Mar Ko · Rating 3 out of 5]

Tjeskoban roman. Ocekivao sam mrvicu vise. Atmosferican, zanimljive premise, ali istovremeno nekako nedorecen i tezak za citanje (ne u smislu da ga je tesko razumjeti, nego mi je jako dugo trebalo da ga zavrsim).

[Vera Pernebjer · Rating 4 out of 5]

Tyckte mkt om!!! Väldigt stämningsfullt skriven och väldigt lätt handling att falla in i tack vare språket, dock något långsam och sedan ett lite abrupt avslut vilket drog ner poängen ett snäpp. Spännande att läsa om ett liv som är så långt bort från allt annat.

[Kathrine Bruflot · Rating 5 out of 5]

En lavmælt og nydelig bok om livet på Svalbard på 50-tallet. Nydelige naturbeskrivelser, og nyanserte karakterer. Jeg ville lese den fort, samtidig som jeg ikke ville at den skulle ta slutt.

[Hadas Rosin · Rating 4 out of 5]

Beautifully raw writing

[Susanne Wiinberg - Bogglæde · Rating 4 out of 5]

Eivor og Finn, samt deres 2 små piger er flytte til Longyearby i Svalbard, for at Finn kan prøve livet af som læge.
Dette er Finns drøm og Eivor er blot flyttet med, for sådan er livet i 1950’erne. Evior’s
kæmper med at finde sig til rette, for dagene bliver lange og ensformige i jobbet som mor i dette hårde klima, selvom hun prøver at finde små åndehuller i hverdagen, hvor hun i
selskab med hunden Jossa og et par ski drager ud i de åbne landskaber.

Sygehus lejligheden bliver den faste ramme for familien, hvor Finn er tæt på hans arbejde, hvilket også betyder, at Eivor aldrig helt ved, hvornår Finn er sammen med familien. Hvilket ikke bliver bedre, da en af deres venner rammes psykisk.

—

Med alt bogens enkelthed, spreder der sig en fortælling - så dyster - og ikke mindst smuk.

50’ernes familieliv/kvindesyn skildres på en måder, der får knuden i maven til at krampe sig sammen. Kvinden Eivor’s kamp for at mentale overlevelse i et samfund så mørket og vildt.
Et ægteskab, hvor Eivor er alene med den usikkerhed, der ligger i den uafklarethed over, hvad hun “må og kan tillade sig”.
Samtidig er det også beskrivelsen af et miljø langt fra alting, hvor ensomheden i de barske områder kan spille én et puds. Især, hvis man aldrig helt, når at finde sit ståsted.

Forfatteren formår på smukkeste vis at tegne et malerisk billede af naturen. Godt hjulpet påvej af bogens velskrevenhed. Man drages ind i fortællingen, imens den folder sig ud.

Fremragende, gribende og med flere interessante lag i den usagte stilhed.

-
-
-
Reklame - Anmeldereksemplar modtaget.

[Heidi Bak · Rating 4 out of 5]

Eivor er i 1950erne flyttet med sin mand til Svalbard, hvor han skal være læge i en by, som isoleres fra omverdenen fra isen lukker til, og til foråret og solen åbner verden igen. Eivor kæmper med sin plads i et liv i isolation med en mand, der arbejder konstant og et lokalsamfund som primært består af minearbejdere og folk med en funktion i forhold til minedriften. Samtidig er hun underlagt naturens luner med mørke, kulde og angsten for vilde dyr.

Polarnatten er en meget stille fortælling. Der sker vitterligt ikke meget, men vi er som læsere helt tæt på Eivor og hendes kamp for at finde mening og værdi i sit liv med sine børn på Svalbard. Jeg blev nærmest kvalt i beskrivelserne af hendes desperation, da mørket lukker sig om byen og hun ved, at der er flere måneder til, at der er mulighed for kontakt med omverdenen.
Jeg var ret vild med sproget, beskrivelserne og stemningen. Men man skal være til bøger, der er stemt i mol.

[Lise Højer Rømeling · Rating 4 out of 5]

Alene beskrivelsen af Svalbard, kulden, mørket og det hårde klima er hele læseoplevelsen værd. Det må være komplet vanvittigt at være et sted hvor al trafik til og fra lukker ned fra efterår til forår, man er nærmest låst inde, og det fællesskab og den ensomhed, der kan opstå sådan et sted, virker rammende, lige som jeg sagtens kan forestille mig, at man kan blive nærmest skør af det. Selvom hovedpersonen for det meste ikke har det specielt godt på Svalbard, er miljøet beskrevet med meget kærlighed, respekt og skønhed, og jeg savner sne og åbne vidder, da jeg læste den.

[Malin · Rating 1 out of 5]

Leste dessverre ikke denne ferdig. Kom tol side 110, men orket ikke lese mer. Den ga meg ikke nok. Ikke noe spesielt dårlig bok, men bare for treig og uten handling, spesielt handling som jeg kan relatere til. Dessverre.

[Signe Rugtved · Rating 4 out of 5]

Stemningen er tung som det mørke, der dækker Longyearbyen; tyngende, urovækkende. Næsten fysisk læseoplevelse, virkelig velskrevet.