Hvad kalder man en enlig mor med en diskusprolaps? Hvad kalder man en stedfar, der går op i soveværelset og skyder sig? Hvad kalder man en dame, der koger en undulat ved et uheld? Hvad kalder man en lille pige, der bliver kørt over af et tog? Hvad kalder man en adopteret mand, der kører ind i et træ? Hvad kalder man en kvinde, der filmer sin kæreste, når han spiser en banan? Hvad kalder man en bedstemor, der bliver kvalt i flæsk? Hvad kalder man en stedfar, der rører ved sin steddatter? Hvad kalder man en dreng, der spiser en hundelort? Hvad kalder man en far, der skyder familiens hund? Hvad kalder man en etbenet mand, der hænger sig? Hvad kalder man en mand, der sælger ydmygende billeder til dem, han har taget ydmygende billeder af? Hvad kalder man en kvinde, der lever bedst på bunden af et badekar? Hvorfor nedtramper molboen enhver lykke, der kunne findes?
POW POW POW er pistoldigte om vold mellem børn og voksne, mellem elskende og fremmede, mellem molboer og normale mennesker.
Så mange grunde til ikke at holde af dig Og alligevel tænker jeg kun på dig Dine sære tænder Som bider i mig så hårdt At jeg glemmer Der kun er mig Der elsker dig ❤️
Christina Hagen er tilbage i dk-lit med den hårdtskydende samling pistoldigte Pow Pow Pow (genrebetegnelsen er tilsyneladende ifølge forfatteren selv på Lousiana Lit et markedsføringsstunt), og der er ingen tvivl om, at hendes særegne behovstyrede, ærlige, jyske stemme fra samfundets bund har været savnet.
Christina Hagen kan som en ingen dansk forfatter sætter ord på det grimme, det liderlige, det selvmordstruede og det ødelagte i det levede liv - og det er derfor virkelig befriende, at hun med Pow Pow Pow bevæger sig væk fra den gudsjammerligt kedelige kritik af "Woke", der fyldte hele hendes sidste digtsamling Korrekthedsbiblen, og tilbage til det hun er bedst til - at male billeder af alt det grimme i det pæne Danmark, alt det som vi normalt ikke taler om.
Især samlingens første del virker vigtig, her udstiller Christina Hagen velfærdsamfundets grumme slagsider i en række nye molbohistorier forfattet på dialekt. Og for at sætte to streger under pointen er historierne fortalt som klassiske danske vittigheder: "alle børnene" / "banke banke på" / "hørt på en bar", men modstillingen mellem den "sjove" form og de nedslidende hårde moderne molbohistorier virker og gør virkelig ondt!
I de øvrige digte tabte jeg desværre lidt interessen. Her vender vi i lidt halvfærdig knækprosaform tilbage til nogle mere klassiske Christina Hagen-motiver og navnlig "ældre kvinde elsker ung pik"-motivet fylder lige rigeligt.
En bog som vi skal snakke om i bogklub, og jeg håber lidt at de andre kan få mig overbevist om at det er en god bog. Men har haft så svært ved at tage den seriøst. Bare det at den hedder pow pow pow. Sætningkonstruktionen gør at sidste dels digte er nær umulige at læse, men som lydbog, er der større chance for at læse dem, fordi det bliver læst op i et væk, og uden rytme, som jeg nok normalt vil forbinde med digte. Derudover har jeg personligt svært ved at læse dialekt, og derfor heller ikke den del fungerede for mig
Jeg kan ikke kan drikke flere øl Jeg kan ikke kan bolle flere mænd Jeg kan ikke kan købe mere tøj Jeg kan ikke kan gå flere ture Jeg kan ikke kan købe flere rejser Jeg kan ikke kan se flere film Jeg kan ikke kan spise flere kager For at prøve at glemme At i aften er du inde i en anden At i morgen elsker du hende At i næste uge er min fremtid I hænderne på en ny kvinde
Virkelig god og kraftfuld digtsamling af Christina Hagen.
Digtsamlingens titel, Pow pow pow, beskriver dels den energi, der er i digtsamlingen. Nogle sprogudladninger, som var de skud. Som var de "pistoldigte", som er den genrebetegnelse, som samlingen har fået på coveret. Pow pow pow består af tre ret forskellige dele. Pow er først del, pow pow er anden del og pow pow pow er tredje del. Der er også noget bevidst dagligdagssprog, bevidst ukrukket / lavgenre og tegneserieagtigt i titlen. Det ikke at tage sig selv højtideligt men at være in your face - være direkte oppe i ansigtet på læseren.
Den første del indledes med tekststykker (nok nærmere end digte), som hver især antager formen eller i hvert fald indledningen som en vittighed. Så som "alle børnene", "banke banke på" eller "så var der den om molboen" osv. Anslaget i hvert tekststykke er således muntert og skaber en forventning om en sjov pointe, men munterheden forsvinder og pointen ryger - til gengæld rummer hvert tekststykke en eksklusion, en mobning, en ensomhed eller en grum normalisering. Tekststykkerne omhandler f.eks. det, som egentlig gør en molbohistorie til en molbohistorie, nemlig det, at en majoritet har holdt nogen udenfor og leet af deres anderledeshed. Ikke at det ekspliciteres i tekststykkerne, men det er den forudsætning, som teksttykket er baseret på, og den ondskab, som tekststykket rummer. Molbo bliver flere steder i digtsamlingen påkaldt som noget outsideren er, uanset om personen kommer fra Mols eller ej. Molbo er mere en position for det at stå udenfor og blive leet af.
Anden del af digtsamlingen handler om forskellige kærlighedsforhold, som jeg'et har været i. Forhold som er kendetegnet ved at jeg'et har været fortabt i den anden og på den ene eller anden måde har nedværdiget sig, eller har været underdanig - pga. sin fortabthed i den anden og pga. det at være en molbo - dvs. det at komme et sted fra, som ikke er anerkendt. Digtenes titel indgår som del af "handlingen" i digtet, som om titlen bare er første linje i den oplevelse, der beskrives og indledes med titlen. Sproget er dagligdags, impulsivt og udstiller jeg'ets følelse i nuet - f.eks. noget nedværdigende, noget hævngerrigt, noget ydmygende eller noget eskapistisk. Sproget er ofte skrevet på en form for jysk - ikke rendyrket dialekt, men med brug af "jyske" vokaler såsom æ og a for bestemt form af noget og for jeg. Og med lidt ekstra swung med w eller udeladte stavelser. Der er altså ikke tale om at sproget i digtene er en ægte dialekt, det er i stedet en form for jyskhed som ikke har en specifik lokalitet, men er en anderledeshed på en karikeret måde i sproget, på samme måde som det at være en molbo er en anderledeshed, som i grunden har mistet sin specifikke lokalitet (Mols - Hagen er fra Herning...), men i stedet handler om følelsen af at være udkant. Vi er ikke ude i hjemstavnsdigtning eller Blicher - vi er ude i at sætte udsatheden og fornedrelsen på sprog.
Tredje del består af digte, som med få undtagelser er sammensat af linjer på hver tre ord. Samtidig må man som læser læse imod denne tredeling og imod digtene tegnsætning (punktummer) for at skabe mening, for sætningerne udgøres reelt ikke af linjeskiftene. Man tvinges til at læse linjerne højt og finde den bagved liggende sammenhæng. Digtene omhandler bl.a. en udsathed og nærmest PTSD-agtig stemning ved at jeg'et og hendes kvindelige underbo har en mand omkring sig, som har lovet at slå dem ihjel, men de ved bare ikke hvornår. Digtene omhandler at være i denne tilstand af evig trussel og uvished. Pistoldigtene har her karakter af det ubehagelige ved at have rettet en potentiel pistol imod sig og forsøge at leve med det. Vi er langt fra den tilsyneladende munterhed, der var slået an i digtsamlingens første del (men som jo slet ikke var munter alligevel).
Kan virkelig godt lide de første 3/4 af bogen. Jeg synes digtene sat op som gåder/vittigheder men som er ekstrem triste og voldsomme er en virkelig interessant måde at lege med sproget. Derudover elsker jeg temaerne i de efterfølgende digte om ekskæresten som er både mærkelige, absurde og tankevækkende. Jeg er dog ikke fan af layoutet på den sidste del som gjorde det svært for mig at sætte mig ind i digtene.
Jeg kom til at føle en hel masse da jeg læste denne samling. Er vil med Hagens øvrige værker og stil, så havde høje forventninger. Men jeg må indrømme at jeg synes første del var lidt langtrukken, og ved ikke om jeg helt forstod hvad der foregik. Men del to og tre rykkede mere for mig, og digtenes kortere ordlyd er mere mig. Fed læseoplevelse!
Havde virkelig svært ved at tygge mig igennem. Jeg anerkender hvad digtene vil, og emnerne og ordene fortæller historier om vold som jeg ville ønske jeg kunne sætte pris på. Men jeg kan desværre ikke holde sproget ud, og sætningskonstruktionen i sidste tredjedel var slet ikke for mig.
“den lille molbo syntes det var svært at finde ud af hvad der var virkeligt og hvad der var fantasi og hvad det var frygteligt og hvad der var skønt og i det hele taget var molbolivet lidt af en dis”
i dette udsagn kan jeg som molbo kun erklære mig enig