De levende døde

by Mette Thomsen

"I det samme glider Elsa fremad og bider ud efter mit ene håndled, og jeg danser bagud, mens jeg forsøger at genvinde balancen. Pernille rører sig ikke, men ser hypnotiseret til. Elsa nærmer sig igen, men holder alligevel lidt afstand. Jeg vender mig om og begynder at løbe ud mod cykelstien."

Folk i byen begynder at opføre sig mærkeligt. Som om de ikke rigtig er der. Det er varmen, siger Miriams mor. Men forklarer det også, at de bider? Og at dém, der bliver bidt, bliver mærkelige?

119 pages, Paperback

First published January 1, 1999

About the author

Lige siden hun var ganske lille har Mette Thomsen fortalt historier. Både under opvæksten som enebarn i Humlebæk og i gymnasietiden på N. Zahles Gymnasieskole, som hun blev student fra i 1989. I gymnasiet skrev hun alvorlige noveller, men var også fascineret af tegneserier. Hun begyndte at finde på historier til tegneserier, som hun fik andre til at tegne. Fra marts til august 1991 gik hun på tegneserieskolen The London Cartoon Center, hvorefter hun begyndte på jurastudiet i København. Efter to år med juraen vendte hun imidlertid tilbage til tegneserieverdenen og begyndte på forfattergerningen.

Temaer
Inspirationen fra tegneserier ses tydeligt i hendes debutroman, Af en superhelts bekendelser. Et voldtægtsforsøg sætter den grå, pertentlige Emma i gang med et selvrealiseringsprojekt, som ender med at forvandle hende til ”Englen” – en superkvinde, der er som klippet ud af et tegneseriehæfte. Hun er hård og kontant, gennemtæsker voldtægtsmand og øver selvtægt overalt i Londons gader. Men under romanens actionoverflade udspiller sig også historien om en passiv kvinde, der begynder at forme og tage ansvar for sit eget liv.
Også i Plastic (1995), forfatterens anden roman, er kvinderollen til debat. Hovedpersonen Mona forsøger gennem forskønnende plastickirurgi at virkeliggøre mediernes simplificerede kvindebillede med fatale konsekvenser til følge.
Både Emmas og Monas historie fortælles med en kommenterende, distanceret ironi, som ifølge forfatteren følger med personernes store medieforbrug. Den distance, som findes mellem dem selv og livet i fjernsynet, filmen eller ugebladet, overfører de på den ægte virkelighed – og denne ironi kommer også til udtryk i romanerne sprog.
Men distancen er også farefuld. ”Det ironiske bliver til en besættelse af æstetik, form, overflade. Et liv, der leves på ironiens præmisser, er simpelthen ikke nok”, siger Mette Thomsen i et interview i Information efter udgivelsen af hendes tredje bog ”Hajfyldte farvande”. Her opgiver hun den ironiske fortællerstemme og giver et psykologisk realistisk portræt af en kvinde, hvis barndom kaster skygger langt ind i hendes voksenliv.

Mette Thomsen er på flere måder en atypisk forfatter. Hun er selvlært, har hverken været omkring forfatterskolen eller universitetets litterære studier, og hun har ikke skrevet i litterære tidsskrifter. Til gengæld har hun med sin uhøjtidelige og ligefremme skrivestil nydt stor opmærksomhed i ikke-litterære tidsskrifter.

Biografien er udarbejdet af Johanne Worsaae Petersen, stud.mag. i Litteraturhistorie.
Portrættet redigeres af Århus Kommunes Biblioteker
Foto: Privat

Debut: 1994
Land: Danmark

http://www.litteratursiden.dk/forfatt...

Reviews

[Louise Stampe Langballe · Rating 2 out of 5]

2,5 *

[Jeppe Frederiksen · Rating 3 out of 5]

3,5 stjerne

[Isolde Glesmer · Rating 4 out of 5]

På grund af de meget negative anmeldelser her på GoodReads troede jeg ikke jeg ville synes godt om bogen, men Gud i har alle taget fejl! Bogen er skrevet helt fantastisk med en god hovedperson der er underlig let at relatere til, den scene der åbner bogen hvor vi sidder i klasseværelset på sidste skoledag skræmte mig virkelig. En ellers fantastisk ting man glæder sig til føles nu helt uhyggelig og ubehagelig, Mette (forfatteren) har virkelig en god måde at skrive på og jeg vil prøve at udsøge flere af hendes bøger.

[Simone Hagemann · Rating 1 out of 5]

Jeg troede virkelig, der ville være mere til historien. Man finder aldrig ud af, hvad der sker med folk, og bogens slutning er nærmest ikke eksisterende. Bogen slutter i hvert fald meget brat.

Miriam virker ikke rigtig virkelig. Jeg kan for det første slet ikke bestemme hendes alder, og for det andet tager hun det hele forholdsvist afslappet - specielt ift. hun er et barn.

Bogen sprog er sådan set okay, men absolut ikke noget specielt. Det fik dog læsningen til at flyde meget godt.

Jeg kommer absolut ikke til at læse den igen - det er der simpelthen ikke nok kød på den til. Det virker nærmest som om, den er skrevet, bare for at skrive noget. Den virker i hvert fald på ingen måder gennemtænkt.