En kvinde siger sit job op, sælger sin lejlighed og køber et ubeset dødsbo i en landsby. Hun flytter ind i Ellys hus for at være til på de radikalt ændrede vilkår som klimakrisen lægger op til – ikke længere se sig som et jeg der har forrang for alt andet, men respektere dyr og planter som ligeværdige væsner og holde op med at forbruge mere end det mest nødvendige.
I begyndelsen lever fortælleren isoleret i Ellys hus, men efterhånden trænger omverdenen i skikkelse af Nanna og Kamma sig på. De to lever et helt almindeligt liv, men vil også gerne gøre noget godt for klimaet, og planlægger en træplantningsdag der skal forene beboerne i landsbyen. Fortælleren deltager, vel vidende at katastrofen er på vej.
Dødsbo er en fortælling om en anderledes måde at opfatte sig selv og verden på. En original og dybt vedkommende debutroman.
Eg havi givið 4 stjørnur til nógvar bøkur eftirhondini, og eg hevði ikki nógvar vónir til hesa bókina, tí vinka mín segði hon var keðilig. Eg helt tó, at bókin var sera góð, og ein spennandi og poetisk frásøgn um umhvørvisbroytingar og felagsskap. Uppá nógvar mátar vísir bókin hvussu umráðandi felagsskapurin er fyri at skapa broytingar, men eisini hvussu strævið tað kann vera, at vera ein virkin partur av felagsskapinum. Tá ein stendur saman við bæði menniskjum og náttúruni, kennist alt kanska ikki so vónleyst longur. Bókin er tí bæði vónrík og vónleys, og hon rúmar nógvum undirliggjandi kenslum, sum koma fram ófjalt, men eisini á ein minni áleypandi hátt í lýsingum av deyðsbúgvinum hjá Elly, av djórunum og náttúruni rundanum húsið og av grannunum, sum høvuðspersónurin lærir at kenna. Einasta orsøkin til at hendan bókin ikki fær 5 stjørnur, er tí vinka mín hevði rætt, onkur brot vóru sindur keðilig og langdrigin. Men eg viðmæli hesa bókina, sera viðkomandi og fær ein at hugsa.
Den lille fine bog er en sansende og poetisk beskrivelse af fællesskab, ensomhed og klimakrise. Hovedpersonen, som vi aldrig får navn på, men forbliver det “man”, der flytter ind og fortsætter sit liv i Ellys hus, dødsboet. Selvom Elly er død er hun og hendes levede liv - fra barn til alderdom -stadig nærværende i de rum og genstande som fylder huset, og det liv som “man’et” lever væver sig sammen med Elly og Ellys hus. Hovedpersonen har tilsyneladende arbejdet i noget, der bliver benævnt som “Styrelsen”, hvor naturen bliver kategoriseret og rangeret. Hovedpersonen har haft meget vanskeligt ved den tilgang til verden. Hun tilgår omverden i Ellys hus på en radikal anden måde end i styrelsen, hvor insekterne (bla. møl, sølvfisk og edderkopper) får lov til at leve på lige fod med hovedpersonen. De bliver ikke anset som skadedyr men bliver respekteret og æret som også Ellys tøj, rum og ting bliver respekteret og æret. Det, som især fascinerede mig ved bogen, er dens beskrivelse af fællesskabet på godt og ondt. Sladderen, magtkampene, vreden og usikkerheden sidder i landsbyens beboere. Men på trods af de mindre flatterede sider ved menneskeheden, udtrykker bogen en erkendelse af, at fælleskabet er vigtigt. Når man arbejder sammen kan man gøre en forskel og menneskeheden indeholder også meget godt. Nanna og Kamma som kommer ind på livet af hovedpersonen, kom også ind på livet af mig som læser. Kamma vil gerne bestemme og hun er perfektionistisk og lidt irriterende, men samtidig er hun brug for anerkendelse, hun er handlekraftig og vil gerne arbejde for klimaet. Nanna er naiv og en pleaser, men har så meget kærlighed til dyr og mennesker at øse af, at man får lyst til at give hende en kæmpe kram og det gør ondt i hjertet på læseren, når svigerinden ikke vil lade hende passe hendes nevø eller Mis er blevet væk. Efter at have læst bogen sidder jeg tilbage med en følelse af, at selvom andre mennesker kan være besværlige og fordømmende og ingen er perfekte er andre mennesker også fantastiske og nødvendige at have i sit liv. Håber Inge Smærup Søren skriver noget mere - snart 🙏
Mit hjerte, denne debut er smuk og så klog i sin poesi om verden, der er et dødsbo. Og i dette dødsbo findes mider og myrer, men også damer, der laver lakseroulader og passer på hinanden.
En fortæller flytter ind i dødsboet, Ellys hus, langt ude på landet. Dér hvor alle ved hvem hinanden er. Også særligt hvis man ikke rigtigt hører til. I Ellys hus fornemmer man som læser at fortælleren prøver at komme over et slags sammenbrud, som ansat i det, som hun kalder Styrelsen. Der kommer nogle rigtigt fine beskrivelser af Styrelsens arbejde med at kategorisere naturen i kategorier, som naturen ikke holder sig indenfor. Lidt på samme måde er det at landområdets beboere på en måde kan kategoriseres og på en måde, slet ikke. Særligt de to kvinder, Nanna og Kamma, kommer fortælleren tæt på, og Kammas projekt med at få plantet træer bringer også på en måde lokalområdet sammen. Ovenstående er mit lille referat af en bog, som jeg må sige, dog, er meget svær at referere, da den er meget fint poetisk sansende; og, ikke mindst, arbejder med nogle gentagelser og sammenvævninger, som også har betydninger, som ikke umiddelbart forstås eller kan forklares, men som virker. For det er en rigtig fin lille bog, som jeg virkelig nød at læse og til sidst vil jeg bare lige nævne at klimakrisen er allestedsnærværende i bogen og at hvis du godt kan lide Josefine Klougarts bøger, vil Dødsbo helt sikkert også være noget for dig.
Inger Smærup Sørensens Dødsbo er både dystopisk i sin undersøgelse af, om menneskene overlever en miljøkatastrofe. Havet vil oversvømme alt, ikke langsom, men med et brag. Den anonyme – man-fortæller, flytter til Ellys hus, et dødsbo. Hun lever i Ellys hus og ting. Hun lever stille og ensomt. Udefra kommer kun naboerne Kamma og Nanna. Pust af uønsket liv kommer ind i Ellys hus. Fortælleren har tidligere arbejdet i styrelsen, hvis opgave det var at lave forordninger, der sinkede katastrofen. Men styrelsen bekæmpede sig selv i stedet for klimaforandringerne. Fortælleren prøver at leve anonymt, men deltager i fællesskabet, da Kamma arrangere en træplantningsseance ude i plantagen. Dødsbo er ikke dystopisk; den er også humoristisk. Sproget er særegent; ofte en form for stream of consciousness. En fremragende lille roman. En debut!
At læse dødsbo mindede mig om som barn at se min morfars rav samling. Sproget bevæger langsomt og trægt, men alligevel klart og hurtigt igennem en fascinerende grøft mellem etnografiske observationer og antropologiske overvejelser og konstante opblomstringer af fin poesi, der ikke så meget frembringer, men nærmest mere skyller hen over tanker om, hvordan det indre liv og det ydre liv og verdens undergang er unægteligt flettet sammen. Noget af det bedste jeg har læst længe.
“Man kunne ikke vende tilbage til noget der ikke fandtes, til en sentimental forestilling, men man kunne vende om og foretage små handlinger. Man kunne vende hjem til Ellys hus.” 🦟🪰🦋🐜
Sikke en fin lille stor historie om liv, klimaangst, naboskab og forandring. Fortælleren køber et ubeset dødsbo og flytter ind i Ellys hus, Ellys kitler, Ellys møbler for på den måde at værne om klimaet ved ikke at være en stor forbruger. Fluer, sølvfisk, myg, sommerfugle, stankelben og andre insekter er hendes nye samboere for alle er de en vigtig brik i vores økosystem.