What do you think?
Indendørsmenneskets natur
Vi lever det meste af vores tilværelse inden døre. Antropologen Cecilie Rubow undersøger i denne bog, hvad den livsform betyder for vores forståelse af naturen og vores håndtering af verdens økologiske kriser.
Forfatteren følger i fodsporene på strandmennesker, fuglefolk, miljøforkæmpere og klimaaktivister. Den rejse, fuld af magi, overraskelser og kritik, fører til erkendelsen af, at der ikke blot er én natur, men flere, og at naturen er, hvor vi mindst venter det.
Bogen er samtidig en introduktion til ny antropologisk tænkning om, hvordan de økologiske kriser kalder på nye måder at begribe naturen på.
Forfatteren følger i fodsporene på strandmennesker, fuglefolk, miljøforkæmpere og klimaaktivister. Den rejse, fuld af magi, overraskelser og kritik, fører til erkendelsen af, at der ikke blot er én natur, men flere, og at naturen er, hvor vi mindst venter det.
Bogen er samtidig en introduktion til ny antropologisk tænkning om, hvordan de økologiske kriser kalder på nye måder at begribe naturen på.
- GenresNonfiction
286 pages, Paperback
Published May 25, 2022
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 2 of 2 reviews
July 10, 2023
Cecilie Rubow beskriver ud fra en antropologisk vinkel mange af de forskellige naturforhold, som mennesker i Danmark har i dag. Det gør hun ved at følge, observere og interviewe personer, der opholder sig ved stranden. Personer, der kigger engageret på fugle. Personer, der går op i planter. Personer, der kæmper aktivistisk for Amager Fælled. Og personer, der forsøger at gentænke forholdet mellem mennesker og menneskers omgivelser.
Rubow arbejder ud fra den grundantagelser, at mennesket har tre overordnede forskellige måder at opfatte og udleve sit forhold til naturen på (som bliver godt opsummeret på side 199-200).
Den første natur (-opfattelse) er opfattelsen af, at mennesket er helt adskilt fra naturen, og at det, som er natur i kraft af adskillelsen, rummer en særlig værdi, som den kun har, når den er ubesmittet af mennesket. Til denne naturopfattelse hører bl.a. romantikkens forestilling om, at mennesket ved at gå alene i naturen kunne finde ro, finde sig selv (måske) og opleve det sublime - det store ved at stå som lille over for den store natur. Samme oplevelse genfinder Rubow bl.a. hos nogle af de personer, som hun følger, som opholder sig på stranden ved Tisvildeleje. Det at være ved stranden kan skabe oplevelser og følelser af transcendens (at man kommer ud over sit eget jeg, at man glemmer sig selv, at man bliver blæst igennem, at man oplever noget større end sig selv), og at der kan opstå en ærbødighed og respekt ved at opleve, at man som menneske er meget lille ift. alt det man oplever i naturen.
Den anden natur (-opfattelse) er opfattelsen er, at mennesket er sat i verden for at forvalte sine omgivelser, herunder forvalte naturen. Det er den gængse opfattelse, der kan siges at stamme fra mennesket som hyrde, som bonde og som udvinder af naturressourcer. Det er en opfattelse af, at mennesket er i centrum i verden, og at naturen er til for os mennesker. Rubow går ikke i detalje med denne naturopfattelse i bogen, og de mennekser, som hun undersøger i bogen, er ikke mennesker, som primært abonnerer på denne naturopfattelse. Omvendt kan man sige, at denne anden naturopfattelse i høj grad gennemsyrer den måde, vi stadig har organiseret vores vestlige verden på, og at denne naturopfattelse er en væsentlig årsag til, at vi i dag står i bæredygtighedsproblematikker. Rubow gør også opmærksom på, at selve faget antropologi faktisk hviler på en antagelse a la denne anden naturopfattelse af, at vi for at forstå verden skal anlægge et fokus på mennesket og menneskets ageren, og at denne tilgang altså må siges at være antropocentrisk. Som modsvar til dette forsøger Rubow bl.a. i bogen at gennemleve en interesse for planten Cikorie, som hun på forskellig vis (og med humor for det mislykkede i projektet) forsøger at opnå en dybere fænomenologisk forståelse af ved at plante cikorier, studere planten og være lidt som den.
Den tredje natur (-opfattelse) er opfattelsen af, at alt på Jorden er forbundet af afhængigheder - og at mennesket ikke er en unik skabning, men blot en skabning blandt andre skabninger (dyr, planter, insekter, landskaber mv.). I opfattelsen ligger også, at mennesket rummer og indoptager andre dele af naturen. Men også, at vi ved at beskæftige os med andre skabninger kan forstå både dem og det at være menneske i denne verden, og at vi kan opleve tilbliven på en anden måde, end ved at det altid er mennesket der er agent for tilbliven. Med citat fra bogen: ”Oplevelsen af at tiden står stille, at man er usynlig i et svævende nærvær, ligger i en umærkelig forlængelse af at være intenst og hvilende ti stede i sanserne. Uden referencer til en særlig åndelig verden en skabergud eller mystiske kræfter er det, som om man, i samme øjeblik som man kropper ud, som Schmitz foreslår at kalde det (og som jeg før beskrev det) kommer tæt på verden, netop som den er ved at blive til. På den måde nærmer man sig verden på den halvvejs måde og kan netop der - i den genstandsløse transcenderen - opleve at blive ét med omverden. Næsten ikke til at beskrive, næsten ikke til stede, og alligevel til stede i alt, der er ved at blive til - ligesom én selv" (s. 100).
Rubows grundsyn er, at disse tre naturopfattelser altid vil være i spil for alle menneskers måder at være i verden på, og at de alle tre sameksisterer, men at der er forskel på, hvilken af naturopfattelserne, som er dominerende for den enkelte (og for den enkelte gruppe af mennesker, og sikkert også for en bestemt tidsalder).
Rubows bog giver eksempler på måder at "verdne på" (som Rubow kalder den måde, man agerer i sin verden - som en aktivitet, der er med til at skabe den verden, man er i) overordnet set i forhold til hvad der dominerer af de tre naturopfattelser. Her er hun som tidligere nævnt særligt optaget af den første og den tredje naturopfattelse - og nok allermest den tredje naturopfattelse, da hun ser denne tredje naturopfattelse som noget, der har fået en genkomst i vores tidsalder, bl.a. som en konsekvens af de bæredygtighedskatastrofer og ubalancer, som vi skabninger på jorden står overfor. At der er tale om en genkomst for Rubow skal ses i lyset af, at der også i tidligere tiders animisme-kulturer var denne opfattelse/forståelse af altings forbundethed; men at denne opfattelse har været udrangeret som følge af først bondekulturen, men i særlig grad i forbindelse med oplysningstiden, industrialiseringen - som altsammen har haft fokus på nyttiggørelsen, effektivitet mv. fra den anden naturopfattelse.
Rubow er særligt optaget af, hvordan personer som biologen Rasmus Ejrnæs beskriver altings forbundethed og muligheden for at genskabe (ja, faktisk den anden naturtilgang med at mennesket skaber) økosystemer, som er mindre præget af at have mennesket i centrum, men har en mangfoldighed af liv - af vildskab. Og hun er optaget af, hvordan højskoleforløb med en tidligere studerende fra antropologi, Ida Nielsen Langendorf, på Krogerup forsøger at skabe undervisning for unge ift. at skabe oplevelser af natur, som medvirker til at motivere deltagerne til at indgå i naturen på en måde, som ikke er (alt for) menneskedominerende, men som samtidig heller ikke kun er baseret på at skulle give afkald.
Noget af det, som jeg allerbedst kan lide ved bogen er, at Rubow udviser stor følsomhed og iagttelsesevne over for den enkelte af hendes informanter - både ud fra hvilke ord, de bruger, de meningsfuldheder de implicit har som grundlag for deres måde at være på, og den kropslige måde som de er i verden på. Det står allermest frem i det sindssygt velskrevne kapitel "Jizz" om fugleentusiaster (både professionelle og amatør-ornitologer).
Rubow beskriver sin egen virken i felten på denne måde (som samtidig beskriver det, hun vægter at gøre som antropolog ift. selve håndværket at være antropolog): "Fra første tur, og før jeg havde kendskab til variationen i fuglekiggeri, forsøgte jeg at lægge mærke til usagte ting i måder, vi bevægede os på, og i de ting, som blev fremhævet ved udpegninger og omtaler. Jeg observerede forskellige måder at gå på i form af tempo og rytme, måder at bruge øjnene og de andre sanser på, foruden stemninger og alle mulige mere diffuse fornemmelser for landskaberne, der lever i de mere tavse registre" (s. 77).
Og Rubow beskriver det at være i verden, som et møde på halvvejen, som både er bestemt af det, man selv kommer med, og det, som man bliver mødt med. Og det man selv kommer med er en blanding af viden, indøvelse, praktiske hjælpemidler (f.eks. kikkert), timing mm. I sin fulde længde står følgende på side 87: "Når man sniger sig afsted som Birte, drejer sig om som Bo og håndterer kikkerten, kameraet og skopet med adræt indøvelse, så ligger oplevelserne for enden af handlingerne. Oplevelserne kommer ikke af sig selv, heller ikke de store af slagsen. Verden foreligger ikke kun derude, men skal opleves ved at komme den i møde. Der skal viden, indøvelse, praktiske hjælpemidler, timing og samarbejde til. At se på fugle i deres eget terræn er ikke som at gå i Zoologisk Have. De frie fugle tager ikke imod billetter, de skal opsøges. Du kan lokke nogle af dem til foderbrættet, men ellers må du bringe dig i de rette situationer for at se dem, ofte ganske kort. Diu må være helt klar, helt fokuseret. Det kan handle om sekunder. Du skal handle, før du oplever, og derved efterhånden kende fuglene på jizz'et."
Wow - det er stærkt!
Rubow arbejder ud fra den grundantagelser, at mennesket har tre overordnede forskellige måder at opfatte og udleve sit forhold til naturen på (som bliver godt opsummeret på side 199-200).
Den første natur (-opfattelse) er opfattelsen af, at mennesket er helt adskilt fra naturen, og at det, som er natur i kraft af adskillelsen, rummer en særlig værdi, som den kun har, når den er ubesmittet af mennesket. Til denne naturopfattelse hører bl.a. romantikkens forestilling om, at mennesket ved at gå alene i naturen kunne finde ro, finde sig selv (måske) og opleve det sublime - det store ved at stå som lille over for den store natur. Samme oplevelse genfinder Rubow bl.a. hos nogle af de personer, som hun følger, som opholder sig på stranden ved Tisvildeleje. Det at være ved stranden kan skabe oplevelser og følelser af transcendens (at man kommer ud over sit eget jeg, at man glemmer sig selv, at man bliver blæst igennem, at man oplever noget større end sig selv), og at der kan opstå en ærbødighed og respekt ved at opleve, at man som menneske er meget lille ift. alt det man oplever i naturen.
Den anden natur (-opfattelse) er opfattelsen er, at mennesket er sat i verden for at forvalte sine omgivelser, herunder forvalte naturen. Det er den gængse opfattelse, der kan siges at stamme fra mennesket som hyrde, som bonde og som udvinder af naturressourcer. Det er en opfattelse af, at mennesket er i centrum i verden, og at naturen er til for os mennesker. Rubow går ikke i detalje med denne naturopfattelse i bogen, og de mennekser, som hun undersøger i bogen, er ikke mennesker, som primært abonnerer på denne naturopfattelse. Omvendt kan man sige, at denne anden naturopfattelse i høj grad gennemsyrer den måde, vi stadig har organiseret vores vestlige verden på, og at denne naturopfattelse er en væsentlig årsag til, at vi i dag står i bæredygtighedsproblematikker. Rubow gør også opmærksom på, at selve faget antropologi faktisk hviler på en antagelse a la denne anden naturopfattelse af, at vi for at forstå verden skal anlægge et fokus på mennesket og menneskets ageren, og at denne tilgang altså må siges at være antropocentrisk. Som modsvar til dette forsøger Rubow bl.a. i bogen at gennemleve en interesse for planten Cikorie, som hun på forskellig vis (og med humor for det mislykkede i projektet) forsøger at opnå en dybere fænomenologisk forståelse af ved at plante cikorier, studere planten og være lidt som den.
Den tredje natur (-opfattelse) er opfattelsen af, at alt på Jorden er forbundet af afhængigheder - og at mennesket ikke er en unik skabning, men blot en skabning blandt andre skabninger (dyr, planter, insekter, landskaber mv.). I opfattelsen ligger også, at mennesket rummer og indoptager andre dele af naturen. Men også, at vi ved at beskæftige os med andre skabninger kan forstå både dem og det at være menneske i denne verden, og at vi kan opleve tilbliven på en anden måde, end ved at det altid er mennesket der er agent for tilbliven. Med citat fra bogen: ”Oplevelsen af at tiden står stille, at man er usynlig i et svævende nærvær, ligger i en umærkelig forlængelse af at være intenst og hvilende ti stede i sanserne. Uden referencer til en særlig åndelig verden en skabergud eller mystiske kræfter er det, som om man, i samme øjeblik som man kropper ud, som Schmitz foreslår at kalde det (og som jeg før beskrev det) kommer tæt på verden, netop som den er ved at blive til. På den måde nærmer man sig verden på den halvvejs måde og kan netop der - i den genstandsløse transcenderen - opleve at blive ét med omverden. Næsten ikke til at beskrive, næsten ikke til stede, og alligevel til stede i alt, der er ved at blive til - ligesom én selv" (s. 100).
Rubows grundsyn er, at disse tre naturopfattelser altid vil være i spil for alle menneskers måder at være i verden på, og at de alle tre sameksisterer, men at der er forskel på, hvilken af naturopfattelserne, som er dominerende for den enkelte (og for den enkelte gruppe af mennesker, og sikkert også for en bestemt tidsalder).
Rubows bog giver eksempler på måder at "verdne på" (som Rubow kalder den måde, man agerer i sin verden - som en aktivitet, der er med til at skabe den verden, man er i) overordnet set i forhold til hvad der dominerer af de tre naturopfattelser. Her er hun som tidligere nævnt særligt optaget af den første og den tredje naturopfattelse - og nok allermest den tredje naturopfattelse, da hun ser denne tredje naturopfattelse som noget, der har fået en genkomst i vores tidsalder, bl.a. som en konsekvens af de bæredygtighedskatastrofer og ubalancer, som vi skabninger på jorden står overfor. At der er tale om en genkomst for Rubow skal ses i lyset af, at der også i tidligere tiders animisme-kulturer var denne opfattelse/forståelse af altings forbundethed; men at denne opfattelse har været udrangeret som følge af først bondekulturen, men i særlig grad i forbindelse med oplysningstiden, industrialiseringen - som altsammen har haft fokus på nyttiggørelsen, effektivitet mv. fra den anden naturopfattelse.
Rubow er særligt optaget af, hvordan personer som biologen Rasmus Ejrnæs beskriver altings forbundethed og muligheden for at genskabe (ja, faktisk den anden naturtilgang med at mennesket skaber) økosystemer, som er mindre præget af at have mennesket i centrum, men har en mangfoldighed af liv - af vildskab. Og hun er optaget af, hvordan højskoleforløb med en tidligere studerende fra antropologi, Ida Nielsen Langendorf, på Krogerup forsøger at skabe undervisning for unge ift. at skabe oplevelser af natur, som medvirker til at motivere deltagerne til at indgå i naturen på en måde, som ikke er (alt for) menneskedominerende, men som samtidig heller ikke kun er baseret på at skulle give afkald.
Noget af det, som jeg allerbedst kan lide ved bogen er, at Rubow udviser stor følsomhed og iagttelsesevne over for den enkelte af hendes informanter - både ud fra hvilke ord, de bruger, de meningsfuldheder de implicit har som grundlag for deres måde at være på, og den kropslige måde som de er i verden på. Det står allermest frem i det sindssygt velskrevne kapitel "Jizz" om fugleentusiaster (både professionelle og amatør-ornitologer).
Rubow beskriver sin egen virken i felten på denne måde (som samtidig beskriver det, hun vægter at gøre som antropolog ift. selve håndværket at være antropolog): "Fra første tur, og før jeg havde kendskab til variationen i fuglekiggeri, forsøgte jeg at lægge mærke til usagte ting i måder, vi bevægede os på, og i de ting, som blev fremhævet ved udpegninger og omtaler. Jeg observerede forskellige måder at gå på i form af tempo og rytme, måder at bruge øjnene og de andre sanser på, foruden stemninger og alle mulige mere diffuse fornemmelser for landskaberne, der lever i de mere tavse registre" (s. 77).
Og Rubow beskriver det at være i verden, som et møde på halvvejen, som både er bestemt af det, man selv kommer med, og det, som man bliver mødt med. Og det man selv kommer med er en blanding af viden, indøvelse, praktiske hjælpemidler (f.eks. kikkert), timing mm. I sin fulde længde står følgende på side 87: "Når man sniger sig afsted som Birte, drejer sig om som Bo og håndterer kikkerten, kameraet og skopet med adræt indøvelse, så ligger oplevelserne for enden af handlingerne. Oplevelserne kommer ikke af sig selv, heller ikke de store af slagsen. Verden foreligger ikke kun derude, men skal opleves ved at komme den i møde. Der skal viden, indøvelse, praktiske hjælpemidler, timing og samarbejde til. At se på fugle i deres eget terræn er ikke som at gå i Zoologisk Have. De frie fugle tager ikke imod billetter, de skal opsøges. Du kan lokke nogle af dem til foderbrættet, men ellers må du bringe dig i de rette situationer for at se dem, ofte ganske kort. Diu må være helt klar, helt fokuseret. Det kan handle om sekunder. Du skal handle, før du oplever, og derved efterhånden kende fuglene på jizz'et."
Wow - det er stærkt!
March 25, 2026
Tog ekstremt lang tid at læse. Kunne let danne mig billeder hvilket var dejligt. Lidt kedelig i forhold til fantasy - havde jeg også regnet med. Kunne ikke finde på at læse igen.
Displaying 1 - 2 of 2 reviews