”Se, så blev jeg født!” I Jesper Wung-Sungs roman om H. C. Andersen får - eller tager - den store forfatter selv ordet. Vi følger ham fra da han bliver født i et lille hus i Odense i 1805 til han som 14-årig rejser den lange og trange vej til København i håbet om, at nogen dér vil opdage hans talent for at synge og optræde, så han kan opnå den storhed, han ved venter på ham ude i verden. Han er en grim ælling, plaget af tvivl og håbløshed, men samtidig løftet af sin ukuelige tro på, at verden vil ham det godt.
Jesper Wung-Sung har til romanen lånt et væld af citater fra H.C. Andersen, ligesom skrivestilen bruger særlige karakteristika fra hans skrift. Jo mere man ved om H.C. Andersens liv og forfatterskab, desto mere vil man genkende – men samtidig er romanen også en universel coming of age-historie: Et barn vokser op i provinsen, og snart er denne verden ikke stor nok, barnet er blevet et ungt menneske, der længes væk, og må rejse til den store by for at fødes på ny – som den skabning han nu vil være. Og så selvfølgelig alligevel ikke et hvilket som helst barn: Dette er Hans Christian Andersen! Både i egen og andres bevidsthed så aparte – tårnhøj og kropumulig, til grin og alligevel altid på udkig efter en scene at optræde på – at det efterlader alle hovedrystende målløse: hvilket underligt barn!
Jeg er VIRKELIG overrasket over hvor meget jeg kunne lide denne bog! Konceptet er virkelig interessant. Hovedpersonen, som selvfølgelig er en ung H.C. Andersen, var virkelig en dejlig karakter at følge. Det er sjældent jeg læser bøger som er skrevet gennem et barns syn på verdenen, og det var virkelig CUTE. Bogen var fyldt med drømme, kærlighed, gåpåmod, ambitioner og mest af alt håb.
Sikke en sprudlende fortælleglæde, sikke et sprogligt overskud og sikke sjove og tragikomiske situationer. Hans Christian er en sammensat jeg-fortæller. Han er både naiv, drømmerisk, indtaget af sig selv og samtidig i stand til at se sig selv udefra, når han virker mærkværdig på andre. Jeg blev i rigtig godt humør af at læse denne finurlige roman - og håber på en fortsættelse.
Hvis man kan lide gode bøger, som er smukke, livlige og rørende skal man så absolut læse den her bog. Den rammer lige i hjertekulen! Bogen er utroligt rå og giver et realistisk indblik i Hans Christian Andersens liv, selvom langt det meste selvfølgelig er opdigtet, men det kan man straks komme til at glemme når man læser den! Jeg blev rørt til tårer, en nøgle som enhver god bog burde have, for at skabe magi. Så ja bare en helt fantastisk oplevelse⭐️ Det eneste der trækker ned er at den er for kort!
Det er en meget legende og eventyrlig fortællestil, hvor man uden tvivl kan mærke H.C. Andersens finurlighed. Jeg kan rigtig godt lide den drømmende Hans Christian og hans naive men inspirerende tilgang til livet, synes dog også den bliver lidt ensformig til tider.
Hvem andre end H.C. Andersen skulle kunne beskrive alt i sit liv, lige fra sin egen fødsel og skrevet som i scener med undertegnede i centrum for akten. Jesper Wung-Sung beskriver ham som barn at være en særling, der er misforstået og bliver behandlet som en udstødt. Han ønsker at være en del af noget og nogen. Tvivler på sin egen mentalitet og veksler mellem storhed og forfald. Drager mod København, men her ender historien uden forløsning. Er poetisk, lyrisk og digterisk fortalt. Kan blive lidt ensidig og havde ønsket, at historien havde udviklet sig lidt hurtigere og vi havde fået lov at følge hans liv ind i de voksne år. 2.5 stjerne hvis dette var muligt.
Der skulle have været væsentligt mere af de sidste fyrre sider og væsentligt mindre af de første 280 … Det er sikkert meget autentisk at H. C. Andersen var et lidt spøjst og irriterende barn, men det er lidt ærgerligt at bruge så stor en del af sin læsning på at blive lidt frustreret over at det bliver ved. Men så igen: Det autentiske i fortællingen har da også en værdi.
En meget underlig bog som er skrevet i teaterform. Ikke nemt at forstå hvorfor forfatteren skriver på den måde og lige har valgt at skrive om HC Andersens første 15 leveår. Selv ikke slutningen giver nogen mening-kan ikke anbefale bogen-har dog ikke læst andet af forfatteren og ved ikke om det er hans måde at skrive på.
Jeg har brugt denne dag i selskab med Hans Christian - Wow! Sikke en dag det har været. Det har været virkelig spændende og lærerigt.
Hans fortælling har berørt mig meget. Jeg har oplevet hans sorg og har haft lyst til at trøste ham. Jeg har oplevet hans glæder og drømme og har haft lyst til at heppe på ham. Jeg har også oplevet hans store ego, som til tider har fyldt så meget, at jeg har haft lyst til at tysse på ham, i håbet om han så ville fylde lidt mindre.
Hvor er det fedt, at han bare så målrettet er gået efter sin drøm. Han har stået ved den tiltrods for al modgang fra omgivelserne. Men hvor har det også bare været en hård landing for ham at opdage, at hans drøm har været alt for urealistisk. Han var klar til at give op og dø! Men heldigvis har H. C. Andersen været drevet af noget større, og han har fundet styrken til at komme videre, og han endte der, hvor han gerne ville. Han endte med at blive berømt!
Fortællingen får fem stjerner for det sproglige overskud, den "autentiske"fortællestemme og tidsbilledet. Men indimellem spænder formen med meget sanselig, meget tæt på 1.persons-fortæller - lige fra fødslen - efter min mening, ben for indholdet, og det får tre stjerner. Der er scener, hvor jeg simpelthen næsten ikke kan holde ham Hans Christian ud! Ergo ender vi på fire stjerner: En læseværdig bog, hvor man - på trods af fiktionen - sidder tilbage med en følelse af at have fået den unge Hans Christian ind under huden. Man griner af ham og glædes med ham, man irriteres på ham og længes efter at give ham et knus og lidt moderlig omsorg!
Sjov historie om hvordan H.C.As liv som barn var. Sær, selvoptaget og totalt i sin egen verden. Det er en roman, men godt fortalt om den grimme ælling, der bliver sluppet inden svanen dukker fem. Smukt sprog - lige i ånden!