Interessant og oplysende gennemgang af synlige og mere skjulte sider af overgangsalderen.
Bogen har umiddelbart en optimistisk tone og tilgang til emnet, men jeg bliver alligevel en smule trist over at læse den. Ikke på grund af de mulige negative fysiske og psykiske konsekvenser af overgangsalderen, men på grund af de erkendelser flere af kvinderne åbenbart først får, når de er over 50 år. Først nu kan de sige fra. Først nu kan de hvile i sig selv. Først nu kan de være ligeglade med, hvad andre mener om dem og deres kroppe. Osv. Osv.
Moderskab, det at kunne føde børn og at være attraktiv er en for mig overraskende stor del af flere af kvindernes identitet, så de alene af den grund nærmest ikke ved, hvad de skal gøre af sig selv, når overgangsalderen sætter ind og børnene flytter hjemmefra.
Bogen bekræfter mig i, at der fortsat er lang vej til ligestilling, når et ret så begrænset og efter min mening bedaget kvindesyn er så dybt indlejret - også i kvinderne selv.