What do you think?
Rate this book
L'homme qui avait soif
Japon, 1946, pendant l’occupation américaine.
Démobilisé depuis peu, Hisao revient de la montagne avec une soif obsédante et des rêves qui le hantent. À bord du train qui doit le conduire vers la femme aimée, il commet une terrible erreur. Descendu pour boire, il voit le train repartir avec sa valise et l’oeuf de jade qu’il a prévu d’offrir à Shigeko.
Alors qu’un suspens subtil mais intense invite le lecteur à suivre les péripéties d’Hisao courant après sa valise, se dessine la bataille de Peleliu où il a combattu aux côtés de Takeshi, jeune soldat troublant qui chante dans le noir. Et qui mourra à ses côtés.
Dans ce roman aussi puissant que poétique, Hubert Mingarelli évoque avec une rare élégance l’amitié entre hommes et le Japon meurtri par la guerre.
Hisao retrouvera-t-il sa valise et arrivera-t-il jusqu’au « mystère Shigeko » ?
Démobilisé depuis peu, Hisao revient de la montagne avec une soif obsédante et des rêves qui le hantent. À bord du train qui doit le conduire vers la femme aimée, il commet une terrible erreur. Descendu pour boire, il voit le train repartir avec sa valise et l’oeuf de jade qu’il a prévu d’offrir à Shigeko.
Alors qu’un suspens subtil mais intense invite le lecteur à suivre les péripéties d’Hisao courant après sa valise, se dessine la bataille de Peleliu où il a combattu aux côtés de Takeshi, jeune soldat troublant qui chante dans le noir. Et qui mourra à ses côtés.
Dans ce roman aussi puissant que poétique, Hubert Mingarelli évoque avec une rare élégance l’amitié entre hommes et le Japon meurtri par la guerre.
Hisao retrouvera-t-il sa valise et arrivera-t-il jusqu’au « mystère Shigeko » ?
180 pages, Paperback
First published January 3, 2014
26 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 4 of 4 reviews
April 17, 2016
En fin kortroman af franske Hubert Mingarelli, sat i Japan kort efter anden verdenskrigs afslutning.
Soldaten Hisao er på vej til sin forlovede, Shigeko, men tørst driver ham til at stå af toget – der kører afsted uden ham.
Herefter følger man hans kamp for at genfinde den kuffert, han efterlod på toget, og som indeholder forlovelsesgaven til Shigeko – et jadeæg indpakket i rødt silkepapir.
Det er på overfladen plottet i ”Manden som var tørstig”, men samtidig med at Hisao forfølger kufferten, bliver hans tanker ved med at vende tilbage til slaget ved Peleliu og soldaterkammeraten Takeshi.
Krigen har ikke gjort Hisao bitter og kynisk – han fremstår som en lidt fortabt, stor dreng – men alligevel forstår man, at den har stjålet hans sjælefred.
Det er han ikke ene om, og de personer, han møder på sin vej, er også mærket af krigen. Mingarelli fortæller nok om sine personer til at de kommer til live, men bliver aldrig unødvendigt forklarende, og det er med til at gøre ”Manden som var tørstig” til en god læseoplevelse.
Der var dog et par ting, jeg savnede en forklaring på: Hisao kender udelukkende sin forlovede fra de breve, de har sendt hinanden. Det fik mig til at antage, at der var tale om et arrangeret ægteskab, men Hisaos familie bliver (mig bekendt) ikke omtalt med så meget som et ord. Jeg endte med at studse lidt over begge ting.
Derudover har jeg det lidt vanskeligt med skildringen af slaget ved Peleliu. Det er en ting, at Mingarelli koger selve kamphandlingerne ned til nogle få sider (i virkeligheden strakte kampene sig over to måneder), men det virker forkert, at han helt forbigår den fanatisme, der kendetegnede det japanske forsvar af Stillehavsøerne.
Både Hisao og vennen Takeshi fremstår således sært uberørte af den indoktrinering, der i virkelighedens verden drev de japanske styrker på Peleliu til at kæmpe til døden eller begå selvmord.
”War don't ennoble men, it turns 'em into dogs. It poisons the soul”, skrev James Jones. Den dimension mangler i Mingarellis fortælling, hvor der aldrig bliver sat spørgsmålstegn ved Hisaos moral eller (med)menneskelighed.
Når jeg så alligevel synes ”Manden som var tørstig” er en anbefalelsesværdig bog, så er det fordi, det primært er en roman om tiden efter krigen – og i den henseende er det en vellykket fortælling.
Soldaten Hisao er på vej til sin forlovede, Shigeko, men tørst driver ham til at stå af toget – der kører afsted uden ham.
Herefter følger man hans kamp for at genfinde den kuffert, han efterlod på toget, og som indeholder forlovelsesgaven til Shigeko – et jadeæg indpakket i rødt silkepapir.
Det er på overfladen plottet i ”Manden som var tørstig”, men samtidig med at Hisao forfølger kufferten, bliver hans tanker ved med at vende tilbage til slaget ved Peleliu og soldaterkammeraten Takeshi.
Krigen har ikke gjort Hisao bitter og kynisk – han fremstår som en lidt fortabt, stor dreng – men alligevel forstår man, at den har stjålet hans sjælefred.
Det er han ikke ene om, og de personer, han møder på sin vej, er også mærket af krigen. Mingarelli fortæller nok om sine personer til at de kommer til live, men bliver aldrig unødvendigt forklarende, og det er med til at gøre ”Manden som var tørstig” til en god læseoplevelse.
Der var dog et par ting, jeg savnede en forklaring på: Hisao kender udelukkende sin forlovede fra de breve, de har sendt hinanden. Det fik mig til at antage, at der var tale om et arrangeret ægteskab, men Hisaos familie bliver (mig bekendt) ikke omtalt med så meget som et ord. Jeg endte med at studse lidt over begge ting.
Derudover har jeg det lidt vanskeligt med skildringen af slaget ved Peleliu. Det er en ting, at Mingarelli koger selve kamphandlingerne ned til nogle få sider (i virkeligheden strakte kampene sig over to måneder), men det virker forkert, at han helt forbigår den fanatisme, der kendetegnede det japanske forsvar af Stillehavsøerne.
Både Hisao og vennen Takeshi fremstår således sært uberørte af den indoktrinering, der i virkelighedens verden drev de japanske styrker på Peleliu til at kæmpe til døden eller begå selvmord.
”War don't ennoble men, it turns 'em into dogs. It poisons the soul”, skrev James Jones. Den dimension mangler i Mingarellis fortælling, hvor der aldrig bliver sat spørgsmålstegn ved Hisaos moral eller (med)menneskelighed.
Når jeg så alligevel synes ”Manden som var tørstig” er en anbefalelsesværdig bog, så er det fordi, det primært er en roman om tiden efter krigen – og i den henseende er det en vellykket fortælling.
June 20, 2014
Dans ce roman aussi puissant que poétique, Hubert Mingarelli évoque avec une rare élégance l'amitié entre hommes et le Japon meurtri par la guerre.
C'est ténu et tendu, pudique et cocasse, triste et chaleureux.
C'est ténu et tendu, pudique et cocasse, triste et chaleureux.
August 21, 2015
Anmeldelse af den danske udgave:
Rørende portræt af en ung, japansk soldat på vej hjem fra krigen.
Læs hee anmeldelsen på K's bognoter: http://bognoter.dk/2015/08/21/hubert-...
Rørende portræt af en ung, japansk soldat på vej hjem fra krigen.
Læs hee anmeldelsen på K's bognoter: http://bognoter.dk/2015/08/21/hubert-...
August 8, 2020
Un roman qui désaltérera votre soif de lecture grâce à son histoire, et encore plus grâce à la plume de l'auteur.
Article : https://comaujapon.wordpress.com/2020...
Article : https://comaujapon.wordpress.com/2020...
Displaying 1 - 4 of 4 reviews